Corona lægger vores minkfarme øde. Selv en voksen mand som jeg fælder en tåre

Jørgen Westergaard har været minkfarmer på Gjøl i Vendsyssel i 40 år, men måske er det slut nu. Minkene på omkring 150 farme i Nordjylland, hvor mange besætninger er smittet med corona, skal aflives

Søndag
Fordi det er søndag, sover jeg lidt længere. Derfor er jeg først ovre og fodre minkene klokken 8 i stedet for 7.30. Det er ellers ikke nemt at sove for tiden, for alle mink på Gjøl skal aflives. Det fylder i tankerne og giver uro i sjælen.

Da min kone kommer hjem fra gudstjeneste i Gjøl Kirke, hvor hun er kirkesanger, kører vil op til et vennepar, som vi spiser middag med hver søndag klokken 13.00.

De er flyttet til Blokhus, men har været vores naboer her i 40 år, så snakken går om minken, og de føler med os. Vi er 30-40 minkavlere her på Gjøl, så det er et kæmpe emne, at alle mink uden undtagelse skal destrueres. Jeg skal nok overleve, jeg er 63 år, men de unge mennesker, hvad med dem? De har været med i kort tid, og så skal de have sådan en kold afvaskning.

For mig er det meget mærkeligt, at et erhverv, man har gået og arbejdet med siden sin barndom, skal afvikles på den måde. Min far byggede minkfarmen her i 1944, jeg og min kone kom med i 1980’erne, så vi har haft mink her i 35-40 år. Jeg har gået op og ned af mink hele mit liv. Det er et dejligt dyr at arbejde med, fordi der ikke er to dage, der er ens, forstået på den måde, at mink har en et-årscyklus. De bliver parret i marts, får hvalpe i maj, så bliver hvalpene sat sammen to og to og vokser op, bliver pelset i november og så starter man forfra igen.

Efter middag og snak i Blokhus kører vi hjem og smider stængerne op og snakker lidt videre. Vi har to sønner, som har minkfarme heroppe, så vi er trætte af det på deres vegne også. Vi har heldigvis også en stor juletræsproduktion. Men det bliver en omvæltning det her, det gør det. Corona dominerer vores erhverv 100 procent. Alle knap 16.000 dyr her på farmen skal aflives. Der er tre uger til pelsning, og nu må intet bruges. Det er traumatisk. Selv en voksen mand som jeg fælder en tåre.

Mandag
Vi mødes med Fødevarestyrelsen klokken 9 inde i Aalborg for at planlægge aflivningen af dyrene herovre. Vi har en lille forening, der hedder Minkavlerne på Gjøl, og vi er tre af sted. Vi siger til dem, at der skal være en fornuftig kompensation.

Minkene skal aflives med kulsyregas, vi har sådan en kasse, hvor vi kan putte 50-75 i ad gangen gennem en luge, lidt som en postkasse. Det arbejde har jeg udført hele mit liv, det er the name of the game . Da jeg kommer hjem, går jeg over og fodrer og ved tre-tiden går jeg hjem.

Til fyraften kommer min lillebror og min søn hjem til os, og vi åbner en flaske Canadian Club whisky og sidder lidt og drikker i smug. Det vil jeg gerne indrømme, for det her er ikke for børn, det kan jeg godt sige.

Det hjælper lidt, fordi vi begynder at mindes vores tid i Canada, hvordan vi gik på bjørnejagt og sejlede i kano på floderne. Vi har alle tre boet ved Manitoba derovre. Jeg selv for 40 år siden, min lillebror i flere omgange, og alle mine tre sønner har boet derovre.

Tirsdag
Dagen begynder på normal vis. Jeg fodrer, og så muger jeg ud. Det gør vi tre gange om ugen. Jeg skulle have gjort det mandag, men der havde jeg ikke tid på grund af mødet med Fødevarestyrelsen. Vi har sådan nogle render under dyrene og et skrabeanlæg, der leder gyllen hen i en tank.

Om eftermiddagen går jeg i gang med at tælle minkene, for når styrelsen kommer, skal de vide, hvor mange vi har. Jeg gør det på den måde, at jeg tæller de tomme bure og trækker dem fra det antal, jeg ved, jeg har.

Hvalpene er store nu, for mink kommer fra Canada, og der skal de nå at blive fuldvoksne, inden vinteren sætter ind. Det gør den derovre i oktober. Hvis de ikke er store inden freeze over, dør de af sult. Jeg har ikke noget personligt forhold til minkene, de er produktionsdyr. Når hvalpene er små, kan man da godt tage hånden ned og rode lidt rundt mellem dem i kassen, men de bliver ikke ret gamle, før man gør klogt i at holde fingrene for sig selv.

Jeg kan ikke huske, hvem af os der laver aftensmad, som regel hjælpes min kone og jeg. Da børnene var små, var det hende, der lavede mad, og mens jeg ryddede op, puttede hun dem.

I dag er drengene voksne, 39, 37 og 30 år. Den ældste er havbiolog i Aarhus, den mellemste har købt nabogården og har mink, og den yngste har købt halvpart i vores ejendom, så vi er flyttet over i en skovejendom i nærheden.

Normalt går vi i seng ved 10-tiden, men jeg sover dårligt for tiden og vågner mange gang i nattens løb. Så ligger man der og ruller rundt, og nogle gange står jeg op og zapper tv og går så ind og prøver at falde i søvn igen. Der er uro i sjælen.

Onsdag
Jeg fodrer. Ingen af minkene virker til at have corona, men det går jo som en steppebrand heroppe, smitten er luftbåren, og vi ligger tæt. Nede i Gjøl by er der flere farmere, der er syge.

Mink har siden tidernes morgen været hyperfølsomme over for menneskelige sygdomme, influenza for eksempel. Hvis en avler havde influenza, fik dyrene det også. Så hang de med ørerne i fem-seks dage, og så døde der måske 30 ud af 10.000. Men det her corona ved man jo ikke så meget om.

Senere kører jeg selv ned og bliver testet. Jeg har ikke fået resultatet endnu, så min kone og jeg har indrettet os i hver sin ende af huset, og jeg sover på loftet indtil videre.

Om eftermiddagen kommer Bjørn, det er vores yngste søn, over, og vi får en kop kaffe i haven med god afstand. Senere tager vi en fyraftensøl på gårdspladsen med begge drengene og flere meters afstand.

Bjørns kone er flyttet ind til sine forældre med børnene, men kom lige forbi, så vi kunne vinke til dem. Det er fuldkommen som ”Titanic” det her.

Torsdag
Jeg vågner på min nye plads oppe på loftet, vi er jo blevet separeret i eget hus.

Jeg ligger og kigger fjernsyn, inden jeg går ned og tager kaffe. Så kører jeg over til minkene og tænker på, at det her er dybt godnat. Vores landsformand i avlerforeningen mener, at den beregningsmetode, man har brugt til kompensensationen, er fuldstændig skæv.

To avlere, der ligger hegn mod hegn, risikerer at blive forskelsbehandlet. De, der har smittede mink, får mindre end dem med raske. Prøv lige at servere den aftale for noget andet erhverv. Men vi kan ikke strejke og står bare og tager imod tæskene.

Om formiddagen venter Bjørn og jeg på Fødevarestyrelsen. De skal vide, hvor mange mink, vi har.

Da de kommer, er vi enige om antallet på nær en to-tre stykker. Det er meget godt gået ud af 16.000 synes jeg. Vi er gode til at tælle her på Gjøl. Vi bliver spurgt, om vi selv kan aflive, og det kan vi, så det går vi i gang med, når papirene er helt på plads.

I aften vil jeg sætte mig med min elskede kone og drikke en gin og tonic. Og så vil vi kigge på verden omkring os og håbe, at det hele bliver bedre i morgen.