Tysk sociolog: Coronakrisen kan være den sprække, der viser os en anden mulighed

Den tyske stjernesociolog Hartmut Rosa er kendt for sine skarpe analyser af tidens udfordringer, hvor øget hastighed, effektivitet og ønske om kontrol ikke fører til det gode, resonante liv, vi ellers stræber efter. Lige nu har vi en historisk chance for at tænke liv før økonomi, mener han

Ifølge den tyske sociolog Hartmut Rosa lever vi i en grundkonflikt mellem bestræbelsen på at gøre verden kontrollerbar og ønsket om at være i resonans med den. For, som han siger: ”Hvor ’alt kan kontrolleres’, har verden ikke mere at sige os.” – Foto: Lars Aarø/Fokus.
Ifølge den tyske sociolog Hartmut Rosa lever vi i en grundkonflikt mellem bestræbelsen på at gøre verden kontrollerbar og ønsket om at være i resonans med den. For, som han siger: ”Hvor ’alt kan kontrolleres’, har verden ikke mere at sige os.” – Foto: Lars Aarø/Fokus.

Han er tilbage i sit barndomshjem i Schwarzwald i det sydlige Tyskland. De to universiteter, han er tilknyttet, er lukket på grund af coronakrisen. I Jena er Hartmut Rosa professor i sociologi ved Friedrich Schiller-universitetet, og i Erfurt er han direktør for Max Weber-instituttet. Så nu sidder 54-årige Hartmut Rosa i sin fars hus på loftsværelset med skråvinduer i taget og er ”tilbage ved udgangspunktet”, som han siger med et smil på det ansigt, der nu er tonet frem på computerskærmen.

Selvom verden, som vi kender den, er sat i stå, har Hartmut Rosa stadig meget travlt. Han betragtes som en af de førende sociologer i verden, og hans digitale mødekalender er derfor fyldt op med både virtuel undervisning, møder med kolleger og ikke mindst interviews med et væld af journalister, der vil høre netop Rosas bud på, hvad den aktuelle coronakrise betyder for os. Det kommer han selvfølgelig også til at svare på i dette interview, men anledningen til samtalen er nu mere, at hans seneste bog ”Unverfügbarkeit” fra 2018 netop er udkommet på dansk med titlen ”Det ukontrollerbare”.

Der er stadig kun få af hans bøger, der er oversat til dansk. Men interessen for hans tænkning er stærkt voksende, også her i landet. Rosa anses for at være fjerde generation inden for kritisk teori, som vi forbinder med Frankfurterskolen og navne som Max Horkheimer, Theodor Adorno, Jürgen Habermas og Axel Honneth. Men hvor mange af hans sociologiske forgængere og nutidige kolleger kan være meget teoretiske, noget pessimistiske og samtidig forekomme en smule verdensfjerne, så er det helt anderledes med Rosa. Hans tænkning tager nemlig altid udgangspunkt i det, han ser, møder, oplever og hører om. Med andre ord: i at være menneske i den verden, vi lever i.

Det er det, han ser nu, der bekymrer ham, og som igen og igen får ham til at reflektere, skrive ned, gå i dialog, for som han selv siger: ”så er sociologi ikke bare mit job, det er hele min væren.”

”Jeg er hele tiden optaget af at give den bedste fortolkning eller redegørelse af de problemer, livet i moderniteten medfører, men selvfølgelig også af at komme med bud på mulige løsninger. Og det, jeg i min forskning nok altid har været allermest optaget af, er alt det, som man ikke lige umiddelbart kan ’gribe’ eller ’kapere’. Jeg tror nemlig, at de fleste mennesker kender de helt særlige øjeblikke i livet, hvor man i et møde med et andet menneske, med et stykke natur eller ved at lytte til noget musik både føler sig fuldstændig i live og samtidig transformeret. Hvor der er en helt særlig intensitet eller energi, en følelse af lykke, som vi ikke oplever ellers. Det er den tilstand, jeg kalder resonans,” siger Hartmut Rosa.

Derfor har han også den tese, ”at vi alle sammen leder efter netop den tilstand og ønsker at opleve den. Igen. Men i jagten på resonans har vi dels indrettet vores samfund og dels udviklet et syn på os selv, der faktisk gør resonans mindre og mindre mulig. For i vores bestræbelser på at have kontrol over verden og os selv, får vi gjort både den og os tavse.”

Hartmut Rosa har før, også i denne avis, udfoldet sine tanker om det moderne højhastighedssamfund, der med kravet om evig acceleration i jagten på at holde væksten og velfærdsstaten kørende har fået os til at føle os fremmedgjorte og til at se både verden og os selv på en mere instrumentel måde. Som midler og konkurrenter mere end som mål. Underlagt krav om konstant optimering og udvikling. Han har også tidligere fortalt om sit resonansbegreb. Det nye er nu, at han kobler tabet af resonans med vores ønske om kontrol. Med vores aggressive tilgang til verden, som med Rosas ord handler om at ville ”erobre” og ”bemestre” stadig større dele af den i et forsøg på at udvide vores horisont, og han beskriver således den moderne verdens uudtalte mantra som: ”Vores liv bliver bedre, når det lykkes os at bringe mere af verden inden for rækkevidde.” Verden bliver med andre ord ”et aggressionspunkt”.

”Men vores erfaringer med resonans viser os bare, at det er det, vi godt nok har adgang til, men som vi ikke kan kontrollere, der skaber resonans. Som gør, at vi føler os i live,” uddyber han.

Faktisk slår vores ønske om stadig mere kontrol om i netop det modsatte, siger Rosa. Til tab af kontrol. Og vores tro på, at vi ved at gøre verden mere kontrollerbar får et både lettere og bedre liv, kommer også med en utilsigtet bagside: vi mister nemlig derved evnen til selv at styre vores liv, til selv at føle, vi har indflydelse på vores liv.

Blandt Rosas mange eksempler på, at det forholder sig sådan, er modernitetens forhold til fødsel og død. For grundlæggende har vi, siger han, et ønske om at kunne handle ved egen kraft, at være ’selvvirksomme’, og derfor har vi selvfølgelig op gennem historien også ønsket at gøre verden mere tilgængelig og tilregnelig, så vi selv kan få mere kontrol over den.

”Når vi ser på det at få børn, så er det jo på mange måder et fremskridt, at vi i dag bedre selv kan styre, hvornår vi vil have dem, for eksempel gennem brug af prævention. Og nu skal det følgende ikke lyde som en konservativ hyldest af ’de gode gamle dage’, for det var bestemt ikke lykkeligt for de kvinder, der for eksempel blot var fødemaskiner eller ikke kunne få en abort efter voldtægt. Men som kritisk teoretiker er jeg optaget af at undersøge betingelserne for resonans til forskellige tider, og med ønsket om mere selvbestemmelse og kontrol har vi også udviklet teknikker, der for eksempel helt overflødiggør en partner eller muliggør befrugtning uafhængigt af kvindens alder. Vi har nedfrosne æg og sæd på køl, så selve forplantningen kan vi også styre.”

”Når så fødslen nærmer sig, har vi masser af måleudstyr, tekniske hjælpemidler og overvågning, så der ikke er overladt noget til ’tilfældighederne’. Der er kontrol. Men data viser bare, at jo mere viden vi får om fødsler, om medicinske tiltag og muligheder, jo mere frygt er der også forbundet med det at føde. Noget, kvinder op gennem historien har været i stand til, fylder dem nu med frygt og en følelse af magtesløshed. Kontrol har i stedet for at gavne selvvirksomheden fjernet den. Evnen til at lytte og reagere, så det svarer til situationen, er væk – overladt til apparater og eksperter.”

Hartmut Rosa smiler og siger, at det måske er lidt underligt, at han som mand beskæftiger sig med fødsler, men i bogen går han faktisk et helt livsforløb igennem for at illustrere, hvordan ønsket om kontrol forhindrer resonans i alle faser.

I stedet for kontrol ønsker Hartmut Rosa derfor at skærpe vores blik for det ukontrollerbare, på tysk ”Unverfügbarkeit”. Og selvom han står på skuldrene af Frankfurterskolen, finder han ikke kun sit skyts i Marx og ”Kapitalen”, men også i den kristne tro og Bibelen.

”’Unverfügbarkeit’ er et begreb, som blandt andet har været brugt af den tyske teolog Rudolf Bultmann i hans opgør med Søren Kierkegaard. Jeg er ikke teolog, men jeg forstår det på den måde, at det jødisk-kristne gudsbillede i virkeligheden bygger på en idé om resonans. Mennesket kan ikke kontrollere Gud, men vi kan nå ham. Blandt andet gennem bønnen. Det samme gælder Gud. Han kan ikke kontrollere mennesket, der er udstyret med en fri vilje. Men han kan høre os og nå os. Den kristne forståelse af nåden har også meget med resonans at gøre. Nåden er en gave fra Gud og dermed helt uden for vores kontrol, vi kan hverken gøre os fortjent til den eller bede om den. Men vi kan gøre os modtagelige for den.”

At resonans handler om relationer, hvor man gensidigt møder hinanden åbent og lyttende og derigennem bliver transformeret, ser Hartmut Rosa også spejlet i den kristne lære om treenighed.

”Idéen om Gud, som vi finder den i treenigheden, betyder jo, at Gud består af tre uafhængige stemmer, som eksisterer igennem og i relation til hinanden. Man kan derfor kalde kristendommen for en relationsontologi, og det er også den, der gør sig gældende mellem Gud og menneske.”

Helt grundlæggende mener Hartmut Rosa, at styrken og kernen i religion er idéen om, ”at der er en, der passer på mig, en der har givet mig livets åndedrag, men når religiøse autoriteter kommer og siger: ’Gud siger sådan og sådan, og derfor skal du handle på den og den måde’, så ophører religionen med at være resonant.”

Nu får han så spørgsmålet, som alle andre journalister også stiller ham for tiden: Hvad betyder coronakrisen for os, for vores forhold til verden, til hinanden og os selv? Nu hvor accelerationen i samfundet er bremset for en tid, og mange mennesker har været tvunget til at gå derhjemme, har det så ændret noget og måske skabt bedre muligheder for det gode, resonante liv?

”I stedet for at spørge, hvad der vil ske, synes jeg, vi bør spørge os selv, hvad vi gerne vil have, der skal ske. For nu ser vi jo, at vi rent faktisk kan gøre noget. Det er ikke virussen, der har stoppet verden – det er politikerne. Det gamle Margaret Thatcher-slogan, ’there is no alternative’, er modbevist, og for første gang har politikerne handlet imod økonomiske interesser, men med livet som førsteprioritet. Markedet har ikke haft det afgørende ord. Så coronakrisen er på mange måder modernitetens mareridt, men den er samtidig en historisk sprække, som netop giver os mulighed for at sætte hensyn til livet over økonomien.”

Sådan taler den optimistiske Hartmut Rosa, men han er også bevidst om, at mange sikkert bare glæder sig til hurtigst muligt at vende tilbage til verden, som den var før.

”Men der var bare en del problemer i ’den gamle verden’. For eksempel en kæmpe klimaudfordring, en stor økonomisk ulighed og en meget skrantende økonomi. Så verden var allerede i forvejen i problemer. Men nu kan vi så minde hinanden om, at vi faktisk kan ændre på tingenes tilstand og for eksempel reducere flytrafikken med cirka 85 procent. Vi har med andre ord lært noget meget vigtigt gennem denne coronakrise, og som den amerikanske videnskabsteoretiker Thomas Kuhn sagde, så er det netop kriser, der kan føre til et paradigmeskifte.”

Et paradigmeskifte, der meget gerne skulle skabe bedre mulighedsbetingelser for resonans. Hvor verden ikke bliver stadigt mere stum og tilbagetrukket på grund af det moderne menneskes aggressive tilgang og ønske om kontrol. Men hvor livet i stedet taler til os.

Kristeligt Dagblad anmelder ”Det ukontrollerbare” i morgen. Læs uddrag af bogen på