Prøv avisen

Coronakrisen udstiller ansvarets tunge åg

Mette Frederiksen (S) står som ung og forholdsvis ny statsminister med et historisk stort ansvar, som kun få danske regeringsledere har gjort før hende. At levere sikkerhed og velfærd er statens vigtigste opgave, og begge dele er truet i den nuværende corona­krise. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Når Danmark skal genåbnes, er det svært. For nu handler det nemlig ikke kun om i fællesskab at sikre de svages overlevelse, men om vores forskellige personlige og økonomiske interesser. Og krisestyringen er en balancegang af historiske dimensioner

Den 10. maj. Datoen nærmer sig hastigt for anden fase af genåbningen. Og vi har været spændte. For hvad får nu lov til at åbne efter snart to måneders nedlukning? Bliver det efterskolerne, biblioteker og kirker eller caféer og restauranter? Hvad med de ældste elever i folkeskolen, der lige nu må nøjes med lærere og kammerater som daglige skærmbilleder, eller de små og mellemstore virksomheder, der på trods af hjælpepakker trues af konkurs, og hvor en tilbagevenden til normalen derfor kun kan gå for langsomt? Og hvornår må vi igen samles mere end 10 mennesker og komme nærmere hinanden for slet ikke at tale om at genåbne grænserne, så der kan komme gang i turisterhvervet?

Spørgsmålene er mange, og de forskellige personlige interesser er pludselig meget tydelige. Hvor nedlukningen i marts ramte alle og blev begrundet med et fælles hensyn til de svages overlevelse og sundhedsvæsenets kapacitet, så er faserne i genåbningen sværere at begrunde entydigt. For hensynet til sundhed har fået følgeskab af hensynet til mental trivsel og økonomien, og her er der pludselig mange forskellige interesser, politikerne skal forholde sig til. Alt imens antallet af ledige vokser dagligt, og hvor flere end 50.000 danskere nu har mistet deres arbejde siden den 9. marts.

”Det er en meget svær og alvorlig opgave, regeringen og især statsminister Mette Frederiksen (S) står med,” siger politisk kommentator, tidligere forsvars- og justitsminister samt partileder for De Konservative Hans Engell og fortsætter:

”For samfundet skal løbes i gang igen, vi kan selvfølgelig ikke fortsætte med at udbetale lønkompensation i flere år. Men selvom de økonomiske hensyn på den måde er kommet til at fylde mere på det seneste, så skal de politiske beslutninger stadig tages med en ubekendt faktor som bagkulisse. Ingen aner, om covid-19 kommer tilbage med fuld styrke til efteråret, eller jo mere vi får åbnet for igen. Så de politiske beslutninger skal navigere mellem hensynet til liv og død på den ene side og så velfærdssamfundet, som vi kender det, på den anden side.”

Hans Engell har personligt talt med både Mette Frederiksen (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i løbet af coronakrisen, to af de mest centrale personer i denne historiske periode, og han oplever dem begge præget af ”en meget dyb alvor”, som han siger.

”Deres hverdag handler om coronakrisen i alle døgnets timer, og de sidder konstant med spørgsmålet om: ’Har vi gjort det rigtige?’. Det er noget helt andet at have denne form for politisk ansvar, som de har, end hvad man normalt har som politiker. Og jeg tror også, de er meget bevidste om, at det, der foregår nu, vil komme til at definere deres politiske skæbne. Deres håndtering af krisen vil være bestemmende for dem som politikere i rigtig mange år.”

Ud over at have et konstant blik på antallet af indlagte og døde holder regeringen lige nu skarpt øje med tallene for eksport, siger Hans Engell, der betegner eksporten som afgørende for velfærdssamfundets fremtid.

”Det er fint nok at åbne de små frisører og butikker, men Danmark kan ikke leve af at tatovere hinanden. Knap 800.000 jobs i Danmark er knyttet til eksportsektoren, og hvis vores store virksomheder kommer i vanskeligheder og ikke kan afsætte deres varer, så løber landet ganske enkelt tør for penge. Og så står vi altså over for et land i en økonomisk krise på måske 15 til 20 år, hvor vi som land kommer ned i et gear, vi ellers aldrig har kendt til. Jo, måske os, der kan huske 1950’erne.”

At især statsministeren står med et politisk ansvar af historiske dimensioner, var ifølge Hans Engell hurtigt tydeligt for Mette Frederiksen selv, ”og vi skal jo huske på, at for godt et par måneder siden var corona slet ikke et tema, der var relevant for os i Danmark. Men så kommer virus til landet, og i løbet af få dage er vores virkelighed en anden. Den tale, Mette Frederiksen holdt den 11. marts, kommer til at forandre Danmark for altid. Og det var tydeligt, at hun var sig sit ansvar meget bevidst. Hun tog det på sig og var ikke sen til at træffe beslutninger på baggrund af værdier om at beskytte de svageste. Værdier, jeg kan genkende som danske, og som gør, at jeg i hele den indledende fase af krisen har været stolt af at være dansker.”

At der skal handles hurtigt, kendetegner generelt de epidemier, der op gennem historien har ramt verden. Men det er også et gennemgående træk, at magthavernes beslutninger derfor er ekstra udfordrede, for epidemien er som oftest ny og ubekendt, mens beslutninger nødvendigvis bliver truffet på baggrund af ”plejer” og gammel viden. Det siger idéhistoriker ved Aarhus Universitet Jakob Bek-Thomsen, der har forsket i epidemiernes medicinhistorie.

”I januar deltog jeg i et program om epidemier på Radio4 og refererede frejdigt den indtil da ukendte direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, der havde sagt, at vi i Danmark kunne tage det helt roligt med den coronavirus, de havde i Kina. Hvis vi allerede dengang havde vidst, hvad vi véd i dag, så havde politikerne jo nok håndteret situationen anderledes. Men sådan er det typisk med epidemier: hvis vi ser på for eksempel kolera, så forsøgte man helt frem til slutningen af 1800-tallet at behandle den som pest, som man mente blev spredt gennem luften. Derfor forsøgte man at opspore og isolere de koleraramte, indtil man senere fandt ud af, at kolera primært spredes gennem vand. Så strategien var forkert. Men det er ind i den usikkerhed og uvidenhed, magthaverne skal træffe beslutninger,” siger Jakob Bek-Thomsen.

Derfor ville han også selv, siger han: ”nødigt have den position. Og med årene er ansvarets åg kun blevet tungere. For i dag føler alle jo, at de har en viden og en legitim adgang til at involvere sig i politikernes beslutninger. Alle er pludselig amatørvirologer. Men det er altså store og alvorlige beslutninger, der skal træffes – og vilkåret er, at de træffes i uberørt land, som Mette Frederiksen har formuleret det.”

Som idéhistoriker finder Jakob Bek-Thomsen epidemier særligt interessante, fordi håndteringen af dem viser noget om, hvilke værdier der præger tiden og ligger bag de politiske beslutninger.

”Det bliver tydeligt, hvad vi værner om, og hvad der vægter tungest. Kogt ind til benet: er det menneskeliv nu og her eller økonomien og velfærden på langt sigt? Sådan ser dilemmaet ud på det samfundsniveau, som Mette Frederiksen agerer i. Men det er i virkeligheden den samme vægtskål, vi selv står med, og som bliver meget tydelig for os i en epidemi,” siger Jakob Bek-Thomsen og henviser i den forbindelse til den engelske forfatter Daniel Defoe, der i 1700-tallet beskriver præcis de samme overvejelser, da pesten rasede i London.

”I sin roman ’Pestens år’ beskriver han hovedpersonens svære valg. Hele hans opsparing, livsværk og identitet ligger i den sadelmagervirksomhed, han med møje og slid har fået skabt, men nu lyder advarselstrommerne: Pesten er på vej. Hvad skal han gøre? Hvis han flygter, redder han livet, men så går hans livsværk jo under. Så hvad vejer tungest? At overleve eller holde fast ved meningen med livet? Sat på spidsen er det jo den slags overvejelser, som denne form for kriser fører med sig.”

Samtidig er det også den slags dilemmaer, der gør det ekstra svært at være politiker i en tid som denne, hvor en ukendt virus hærger. Og ansvarets åg medfører ifølge idéhistorikeren også, ”at ligegyldigt hvad Mette Frederiksen gør, så kommer der en kritik. Hun kan næsten kun tabe i det her, for enten gør hun og regeringen for lidt, og så bliver dødstallet for højt, eller også vil man sige, at dødstallet var meget lavt i forhold til alle de restriktioner, hun og regeringen indførte. Men det kunne jo være, at de lave dødstal skyldes rigtige beslutninger. Samtidig skal man huske, at i forhold til de økonomiske konsekvenser er der ting, der rækker ud over den danske statsministers ansvar. Hele verden er ramt, som det jo er med pandemier, og mange lande er hårdere ramt end Danmark. Så det er en forandret verden, der er på den anden side af coronakrisen. Og det ansvar kan man altså ikke placere hos nogen,” siger Jakob Bek-Thomsen.

Som historiker mener lektor ved Aarhus Universitet Niels Wium Olesen, at vi lige nu gennemlever og er vidne til en krise, der er så alvorlig, at de mest oplagte sammenligninger i det 20. århundrede er Danmarks rolle under Første Verdenskrig, den økonomiske krise i 1930’erne samt besættelsestiden fra 1940 til 1945.

”De mest alvorlige kriser udfordrer hele grundlaget for staten. For dens opgave er at levere sikkerhed og velfærd, men netop de to ting er jo truet, når vi taler om coronakrisen nu, og det var også tilfældet i både Første Verdenskrig og under Besættelsen. I den slags kriser handler det i første omgang om at træffe beslutninger, der sikrer liv og minimerer død, og regeringen eller statsministeren er ekstremt udfordret, for der skal leveres løsninger her og nu. Der er ikke tid til rundkredspædagogik. Så de politiske hensyn har det med at overtrumfe hensynet til den normale demokratiske åbenhed i sikkerhedskriser,” siger Niels Wium Olesen.

Under Første Verdenskrig traf regeringen den beslutning, at Danmark skulle holdes uden for krigsdeltagelse og fremstå neutral.

”Og beslutningerne blev truffet i dybeste hemmelighed, for samtidig med at man udadtil signalerede neutralitet, foretog man sig handlinger, som gerne skulle overbevise både England og Tyskland om, at vi var på deres side. Man havde ikke tillid til, at danskerne kunne håndtere denne viden, for selvom den historisk set viste sig at være en politisk genistreg, så var den jo lidt anløben ud fra et moralsk perspektiv,” siger Niels Wium Olesen.

Besættelsestiden forekommer måske endnu mere oplagt at sammenligne med, mener historikeren, ”for i begge kriser blev vi som det første bedt om primært at holde os hjemme, forsamlingsforbuddene kan vi også genkende, samt den appel til social kontrol, der ikke formuleres direkte, men som lader os forstå, at vi gerne må holde øje med hinanden og på den måde være med til at opretholde de nye sociale normer. I dag kalder vi det at vise ’samfundssind’ – under Besættelsen kaldte man det ’fædrelandskærlighed’,” siger han.

Lige som det skete under Første Verdenskrig, blev hensynet til den demokratiske åbenhed også nedtonet under besættelsestiden. Samarbejdspolitikken, der ifølge Niels Wium Olesen faktisk var den politik, der fik os nådigt gennem krigsårene, blev forsøgt solgt til befolkningen gennem ”en form for forløjethed, hvor politikerne talte om, at det jo blot var endnu et udtryk for det venskab, der altid havde eksisteret mellem danskere og tyskere. Samtidig med at danskerne jo så, hvordan tyske soldater gik bevæbnede rundt i gaderne. Så motiverne var sådan set noble fra politikernes side: at få danskerne så smertefrit gennem Besættelsen som muligt og bevare de danske institutioner, men løgnen blev en del af midlet og korrumperede demokratiet,” siger Niels Wium Olesen.

Åbenheden er med andre ord truet, når de helt store kriser rammer et land, fremhæver historikeren.

”For det er selvfølgelig klart, at Mette Frederiksen virkelig har prioriteret sikkerheden over økonomien i første omgang, mens andre lande, for eksempel USA, ser ud til at have valgt en anden vej. Men det ville også være fatalt for hende at gøre andet. Hun er som socialdemokratisk statsminister valgt på en parole, der hedder: ’Vi passer på Danmark’, og hvis vi pludselig havde stået i en situation, hvor covid-19-patienter var blevet afvist på sygehuset på grund af pladsmangel, så ville det bryde med hele idéen om det velfærdssamfund, som hun er arvtageren til og videreføreren af.”

Men det farvand, hun nu bevæger sig ind i med genåbningen, er mere kompliceret, vurderer han.

”For nu handler det jo altså om prisen for et menneskeliv. Hvis ingen fremover skulle dø af covid-19, så skulle vi jo blive ved med at isolere os og holde landet lukket. Ved at åbne samfundet er der mennesker, der vil dø, som kunne have været reddet, hvis vi ikke havde gjort det. Så der foregår nu en afvejning af hensyn til sundhed versus økonomi. Og det er et tabubelagt område, for faktisk har vi jo en pris på menneskeliv, selv her i landet. Den indgår blandt andet i vores trafikplanlægning og vores lovgivning om blandt andet rygning. Vi taler bare ikke åbent om det, men det er det farvand, hun nu navigerer i. Det er meget svære valg, og selvom jeg nu beskriver valgets baggrund som et tabu, vi ikke diskuterer åbent, så er jeg heller ikke sikker på, at jeg ønsker den åbenhed. Jeg anerkender blot, at det er en sindssygt svær øvelse, hun lige nu står med.”

Niels Wium Olesen peger samtidig på den historiske kendsgerning, som statsministeren og hendes regering også befinder sig i: at det altid er sejrherren, der skriver historien.

”I forhold til Besættelsen var Danmark ikke på sejrherrernes side, Sovjetunionen, USA og Storbritannien. Men vi havde nogle få unge danskere, primært mænd, som ikke havde gjort, hvad regeringen havde sagt – og dem valgte vi så som vores historie. De blev vores billet til det gode selskab, mens samarbejdspolitkken ikke passede ind i det store narrativ.”

I den nuværende krise er Niels Wium Olesen dog ikke så bekymret for historiens dom over Mette Frederiksens og regeringens håndtering.

”For det ser jo umiddelbart ud til, at hun har valgt en rigtig vej i forhold til så mange andre. Men udfordringerne kan komme på de indre linjer. For der er en sammenhængskraft, der er påvirket, hvor især de privatansatte føler, at de offentligt ansatte er kommet lettere gennem krisen, og hvor regeringen kan blive beskyldt for at tage større hensyn til én gruppe lønmodtagere. Den opgave ligger og venter på regeringen efter coronakrisen,” siger Niels Wium Olesen.

Det bliver tydeligt, hvad vi værner om, og hvad der vægter tungest. (...) Er det menneskeliv nu og her eller økonomien og velfærden på lang sigt? Sådan ser dilemmaet ud på det samfundsniveau, som Mette Frederiksen agerer i.

Jakob Bek-Thomsen, idéhistoriker ved Aarhus Universitet