Prøv avisen

Da ægtefællen lå livløs i skovbunden, lignede han slet ikke hendes Peter længere

Da 59-årige Alice Friis Hansens mand faldt om med hjertestop, mens parret var ude at løbe i Store Dyrehave i Hillerød, mærkede hun hele sit liv gå i stykker på få sekunder. – Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Under en løbetur i skoven lige før jul faldt Alice Friis Hansens mand om med hjertestop. Hun forsøgte at give livreddende førstehjælp, mens hun kunne se, hvordan han forsvandt fra sin krop

Skovbunden var dækket af rimfrost den råkolde decemberdag. Men det gjorde hende nu ikke noget, at kulden rev i huden, mens hun i et friskt løbetempo forcerede grusstien. For et stykke foran løb hendes høje mand i sin glade, orangegule løbejakke. Hun nød synet af hans adrætte skikkelse. Aftenen forinden var hun taget tidligt hjem fra firmajulefrokost, og parret havde derefter haft en af de der aftener uden ungerne, hvor hun mærkede, hvordan kærligheden til ham bare blev ved med at vokse. Det var med den følelse af taknemmelighed over tilværelsen, at hun havde sagt ja til at løbe med en tur i Store Dyrehave, inden de skulle hente sønnen på Hillerød Station. Ellers løb hendes mand som oftest alene.

Han stoppede lidt længere fremme og bukkede sig langsomt ned for at binde sit snørebånd, mens hun indhentede ham. Det var en sød gestus at vente på hende på sådan en diskret måde, syntes hun. Hun vidste jo godt, at hun var langsommere end ham.

Da de satte i løb igen, holdt han sig et par skridt bag hende. Alice Friis Hansen drejede halsen for at sende ham et varmt smil, men så i det samme, hvordan ægtefællen stod foroverbøjet et stykke bag hende med hænderne på knæene og hovedet mellem benene. Han så forpustet ud.

”Hvad er der galt, Peter,” spurgte hun i samme sekund, som han faldt sammen som en klud.

”Peter! Peter, hvad sker der dog?”

Hun kastede sig på knæ ved siden af ham. Hans øjne var udspilede. Fråden stod ud af munden, mens en unaturlig lilla nuance bredte sig fra læberne til resten af ansigtet. Hun ruskede i ham og råbte om hjælp, idet panikken spredte sig i kroppen. Der var ingen livstegn.

”Du må ikke gøre det her, Peter,” hikstede hun. ”Vi to skulle jo leve et langt liv sammen.”

De befandt sig cirka halvanden kilometer inde i skoven, og der var ikke en sjæl i nærheden til at hjælpe hende. Det kunne ikke blive meget værre. Efter lidt tid kom hun i tanke om, hvordan han altid tilskyndede hende til at træde et skridt tilbage og bevare overblikket, når hun følte modgang. Så fattede hun sin telefon og ringede beslutsomt til alarmcentralen.

Hun bemærkede med det samme den røde batteribjælke på iPhonen, der faretruende signalerede, at den var ved at løbe tør for strøm. Kunne hun overhovedet nå at ringe op og advare nogen om, at de lå herude? Alice Friis Hansen lænede sig ind over ham og begyndte at give hjertemassage, mens mobiltelefonen, som hun havde sat på højttaler på jorden ved siden af hende, ringede op.

Hendes spinkle krop var kun halv størrelse af sin mands, og hun blev i tvivl om, hvorvidt hun var i stand til at trykke hårdt nok. Imens forklarede hun kvinden i røret, hvordan ambulanceredderne nåede frem til parrets placering på skovstien.

”Når I kommer til skovens parkeringsplads, kører I op ad bakken, så til højre, og så til højre igen, hvor stien deler sig i to,” prustede hun, mens hun blev helt i tvivl, om det nu var højre eller venstre efter bakken.

Kvinden fra alarmcentralen bekræftede, at redderne var på vej, og bad så Alice Friis Hansen om at fokusere på frekvensen af hjertemassagen. Hun skulle trykke 100 gange i minuttet.

”En, to, tre, fire, fem, seks...,” talte kvinden, mens Alice Friis Hansen taktfast pressede sin håndrod ned mod sin ægtefælles livløse brystkasse.

”Det er vigtigt, det du gør lige nu. Bliv ved,” nåede kvinden lige at sige, inden telefonen gik ud, og Alice Friis Hansen igen var alene.

Til sin store frustration kunne hun ikke samle hans ansigt. Kæberne bævrede rundt som gelé og gjorde det umuligt for hende at give ham kunstigt åndedræt. Så hun fortsatte i stedet med hjertemassagen, mens hun tænkte på, hvordan hele livet havde ændret sig på få sekunder.

Det virkede heller ikke til, at hendes forsøg på livreddende førstehjælp havde nogen effekt. Han begyndte jo ikke at trække vejret, lige meget hvor mange kræfter hun lagde i trykkene. Efter flere minutter, der føltes meget lange, havde hun mest af alt lyst til at lægge sig ned ved siden af ham i fosterstilling. Men når hun så kiggede ned på ham, så hun en fremmed. Det var ikke længere hendes Peter, der lå i skovbunden. Hans sjæl var væk.

På afstand kunne hun svagt høre ambulancens udrykning og fulgte dens vej mentalt. Det hjalp. Ved skovgrænsen slukkede sirenen dog, og det eneste, hun nu kunne tænke på, var, hvad der ville ske, hvis de alligevel ikke fandt dem. Hendes overkrop var helt ødelagt, efter hun havde trykket op mod 1000 gange. Hun vidste ikke, hvor længe hun kunne blive ved.

Så fik hun øje på motionsløberen længere henne på stien.

”Hjælp!”, kaldte hun. ”Min mand er faldet om med hjertestop. Hjælp mig!”

Løberen reagerede først ikke, da han havde høretelefoner i ørerne, men da han fik øje på dem, ilede han hen til parret. Han tog over for Alice Friis Hansen, hvis arme hang tungt om siden på hende, og nåede at stå henover den livløse krop i et lille minuts tid, inden en lægebil og to ambulancer pludselig bremsede op på den anden side af dem. Alice Friis Hansen sukkede.

På ingen tid havde redderne fået hjertestarter, medicin, kanyler og en stang med et drop ud af redningskøretøjerne. En redder flænsede den orangegule løbejakke op. En anden gav med det samme kroppen et stød, så den sprællede på jorden. Da der ikke skete noget, gav redderen ham endnu et. Og så et til. Han lå stadig ubehageligt stille. Ni gange stødte ambulanceredderen ham i hjertet, før ægtefællen igen begyndte at trække vejret. Alice Friis Hansen mærkede, hvordan hun selv havde holdt vejret i al den tid og nu endelig kunne give slip.

En af redderne kom hen og viklede et folietæppe om hende, mens de fik hendes mand stabiliseret og lagt op på en båre. Hun var fuldstændig gennemblødt efter at have siddet på den kolde jord i de 13-14 minutter, der var gået, inden redderne nåede frem.

Så kom hun i tanke om sønnen, der ventede på stationen. Hun bad om at låne en telefon, ringede til sin datter for at fortælle om situationen og bede hende hente sønnen, så de alle kunne mødes på Rigshospitalet i København.

I ambulancen vandrede hendes tanker endnu en gang. Hvilket liv kunne han få nu? Kom han overhovedet til at tale og gå igen?

”Du har gjort det helt rigtige,” sagde en af redderne til Alice Friis Hansen som svar på hendes tankestrøm. ”Det vigtigste er, at du har fået ilten rundt i kroppen.”

Det viste sig, at ægtefællens kranspulsåre var lukket. På hospitalet fik han derfor en akut ballonudvidelse og indsat en såkaldt stent, før han blev kølet ned og lagt i kunstig koma for at beskytte de vitale dele i hjernen. Og selvom han nu lå i hospitalssengen med alverdens slanger i mund og arme, så lignede han igen hendes Peter. Den fremmede var væk. Hun mærkede lettelsen i kroppen.

Da lægerne allerede dagen efter bedømte, at det var tid til at vække ham, havde de forberedt Alice Friis Hansen på, at han nok ville være lidt fåmælt.

”Hvor er jeg?”, var det første spørgsmål, han stillede, da han efter et par minutter var kommet til sig selv.

”Du er på Rigshospitalet. Du faldt om ude i skoven,” svarede Alice Friis Hansen kærligt.

”Hvor er jeg?”, spurgte han så igen.

”Jamen, du er på Rigshospitalet, Peter. Du faldt i skoven,” sagde hun igen, hvorefter han stillede det samme spørgsmål på ny.

Alice Friis Hansen så forvirret på ham, og denne gang kom en sygeplejerske hende i forkøbet med et meget direkte svar:

”Du faldt om med et hjertestop i skoven, men din kone var en helt og reddede dig fra at dø. Hvis det ikke havde været for hende, havde du ikke været her i dag.”

Det var korttidshukommelsen, den var gal med, forklarede sygeplejersken, og det var helt normalt de første par dage. Også lægerne, der et par dage efter indsatte en såkaldt icd med en pacemaker i hans hjerte, forvissede Alice Friis Hansen om, at han ville undgå varige mén. Det fik de ret i.

Få dage efter var det juleaften. Og denne jul vil for altid stå som noget helt særligt for Alice Friis Hansen. Fra hjemmets sofa betragtede hun sin mand, der netop var blevet udskrevet fra hospitalet. Selvom brystkassen inde under tøjet godt nok stadig var en smule blå og lilla efter hændelsen, lignede han både udvendig og indvendig sig selv igen.

”Først mistede jeg det menneske, jeg holdt allermest af, og så fik jeg ham tilbage. Jeg vil for altid være ydmyg og taknemmelig over, at jeg fik lov til at beholde Peter. Det er skæbnen, at han ikke løb alene i skoven netop den dag,” siger Alice Friis Hansen.

Det er skæbnen, at han ikke løb alene i skoven netop den dag.

Alice Friis Hansen