1960'erne: Da der løb rindende vand ned over ruderne hos ostehandleren

De såkaldt glade 1960’ere var et årti, der bød på materielt bedre levevilkår, men ikke alle forandringer var til det bedre, fremgår det af blandt andre madskribenten Camilla Plums bidrag til antologien ”Min barndom i 60’erne”

Camilla Plum (der ikke er med på billedet): Jordbærkælderen på Strøget i København var det eneste sted i byen, hvor man kunne få jordbær året rundt, cirka 1967.
Camilla Plum (der ikke er med på billedet): Jordbærkælderen på Strøget i København var det eneste sted i byen, hvor man kunne få jordbær året rundt, cirka 1967. . Foto: Scanpix fra bogen.

Camilla Plums mor var en stor indkøber. Når turen gik til København, sad hun og moderen efter indkøbene i Magasins cafeteria sammen med alle de andre damer med hat og dyre indkøbsposer fra modisten Vagn, pelsforhandleren Birger Christensen, Form & Farve og Crome Goldschmidt, der havde rulletrappe. ”I Magasin kunne man få æggesandwich og en umådelig smuk ice cream-soda”, fortæller madskribenten, der driver den økologiske Fuglebjerggaard i Nordsjælland.

Hun er en af bidragyderne til ”Min barndom i 60’erne”, der udkommer den 24. oktober som den tredje i forlaget Lindhardt og Ringhofs populære antologi-serie, som blev indledt med ”Min barndom i 40’erne” og fortsatte med ”Min barndom i 50’erne”.

Denne gang er det et velkommen til de glade 1960’ere, hvor det økonomiske opsving gav baghjul til de to tidligere årtiers vareknaphed og for mange danskere beskedne vilkår, hvor man trådte ud af krigens skygge og mod fremskridtet. Der blev råd til mere, kvinderne lagde forklæderne og begyndte at arbejde, og tidsånden skiftede og frembragte fænomener som ungdomsoprør, kvindebevægelse, hippier, stoffer, ”The Beatles”, p-piller og månelanding.

Elisabeth Gjerluff Nielsen: Dronning for en dag, 1960.
Elisabeth Gjerluff Nielsen: Dronning for en dag, 1960. Foto: Privatfoto fra bogen

Håber man på farverige beskrivelser af vild ungdom med sex, drugs and rock ’n’ roll, går man forgæves. For bidragene handler mest om barndommen og mindre om den tid, der fulgte efter. Her er beretninger om skolegang, leg med de andre børn i nabolaget, hvad enten det er i Bellahøjhusene i København, hvor hele tre af skribenterne har boet, i forstæderne eller ude på landet, om store familier med mange børn, onkler, tanter og fætre og kusiner og om forældre, der har lagt afstand til deres egen strenge barndom med korporlig straf og gennemgående giver deres børn en opvækst med kærlighed, tryghed og frihed.

Sjovt er det at følge, at det for flere var i opvæksten, at kimen blev sået til den, de senere blev, og det, der blev deres kald i tilværelsen. Det gælder Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen, der var en kvik dreng, som elskede at forsvinde i bøgernes verden. Og forfatter og journalist Isabella Smith, der voksede op i et borgerligt og dannet hjem med ”moderne umoderne” forældre, og som det aldrig lykkedes at identificere sig ”med den befrielse, som ungdomsoprøret må have været for rigtig mange mennesker”. Som bekendt har Isabella Smith i sine tv-programmer om mad og have og som iværksætter af livsstilsuniverset Isabellas været med til at rehabilitere den lystbetonede side af husmoderrollen, hvor det at kunne bage et brød, dække et smukt bord og få blomster til at gro er dyder, som igen er taget til nåde.

Camilla Plum, der mest af alt holdt af at gå med sin mor på madindkøb – det var før supermarkederne udkonkurrerede dagligvarebutikkerne – er endnu et eksempel. Sanseligt beskriver hun besøg hos grønthandleren, hvor udvalget ændrede sig med sæsonen, hvor der var perlegardiner til at holde fluerne ude og duftede af frisk fugtig jord og skraphed fra radiser og kål. Fiskehandleren førte dansk fisk, og om efteråret hang der vilde fugle udenfor. Ostehandlerens vinduer var ”vidunderlige” med det fineste gardin af rindende vand ned over ruderne. ”En af de mange dejlige ting, som levnedsmiddelkontrollen har fået forbudt,” konstaterer hun.

Lars Lilholt: Mig og min Cady-knallert i 1969.
Lars Lilholt: Mig og min Cady-knallert i 1969. Foto: Privatfoto fra bogen

Hos slagteren kunne man kun få dansk kød, deriblandt flækkede kalvehoveder til den forlorne skildpadde, hvilket nu har været forbudt i mange år på grund af kvægsygdommen BSE. Datidens ægte kærnemælk, rugbrød bagt på surdej og sigtebrød får også en lovsang, inden turen går sydpå med familien i en gammel Citroën. Her blev hun af sine kulturradikale frankofile og italiensglade forældre introduceret til nogle af de skønne råvarer, som hun siden selv har været med til at udbrede kendskabet til og håndteringen af: Parmaskinker, oste, oliven, fuldmodne ferskner og tomater, der smagte af noget.

I dag kan en vag duft af lavendel, en dunet kvæde og smagen af en fuldmoden Reine Claude sende Camilla Plum tilbage til fortiden, og som hun skriver: ”Jeg spekulerer på, hvilke minder man får af Pink Lady-æbler og Lillebror-ost”.

Sanger og musiker Lars Lilholt gik i sin musikalske arkitektfars fodspor. Han spillede bratch i en kvartet, der havde Haydns og Mozarts strygekvartetter på repertoiret i rækkehuset i Aalborg. Selv fik Lilholt sin første guitar til sin 11-årsfødselsdag. Året efter kunne han spille Peter Bellis fordanskning af The Kinks’ ”A well respected man”, og i 1966 startede han sit første band, ”The Sealions”, sammen med sin bror Kristian og nogle andre gutter fra boligforeningen.

Isabella Smith: Min far og mig i 1969. Min kjole var topmoderne: Solgul, lårkort og med kinakrave. Min far gik konservativt klædt til sin død. Men han var moderne indeni.
Isabella Smith: Min far og mig i 1969. Min kjole var topmoderne: Solgul, lårkort og med kinakrave. Min far gik konservativt klædt til sin død. Men han var moderne indeni. Foto: Privatfoto fra bogen

At hændelser i barndommen kan være skelsættende og præge årene efter på godt, men også ondt, vidner Lars Lilholts beretning om. Hans bedste ven Ulrik, som han byggede modelfly med, mens Beatles-pladerne ”Help”, ”Revolver” og ”Sgt. Pepper” dannede lydtapet, kørte 16 år gammel på knallert ud foran en bil og overlevede ikke.

”Krisehjælpen var tavshed” dengang, skriver Lilholt, der reagerede med chok og lammelse. ”Her sluttede de uskyldige 60’ere for mig. Den kaotiske vildskab, misbruget og udlængslen, der fulgte, hører 70’erne til,” lyder det fra troubadouren, der, når den tid kommer, på sin gravsten vil have nogle strofer fra sit største hit ”Kald det kærlighed”: ”Der findes ingen ord, der helt slår til.”

Under overskriften ”Udkantsbarn” fortæller en anden succesfuld popsnedker, børnebogsforfatter med mere, Elisabeth Gjerluff Nielsen, om en opvækst i det vestjyske i Skjern, der harmonerer meget dårligt med nutidens billede af Udkantsdanmark som et affolket, formørket bondeland.

I hjemmet nær Skjern Bibliotek og Skjern Kirke er der bøger om moderne børneopdragelse i reolen, faderen er anglofil, moderen interesseret i jagt og litteratur, og i kælderen spiller brødrene Peter og Jens rockmusik i det, der skal blive til Gnags. I skolen dukker en ny lærer op, Bo, med pandehår og fløjlsbukser, som senere bliver medforfatter til ”Den lille røde bog for skoleelever”. Og om vinteren er der litteraturforedragsrække med Villy Sørensen, opførsel af Max Frischs ”Andorra” på Skjern Teater, Charlottenborgs maleriudstilling i Kirkeskolens aula og meget mere – i det, som hun har citeret forfatteren Henrik Stangerup for i ”Løgn over løgn” at have beskrevet som et lille, åndsforladt hul.

Jes Stein Pedersen: Tophue og pressefolder. På en mark neden for Bellahøjhusene, vinteren 1969.
Jes Stein Pedersen: Tophue og pressefolder. På en mark neden for Bellahøjhusene, vinteren 1969. Foto: Privatfoto fra bogen

Elisabeth Gjerluff Nielsens ”liv som barn i en sprællevende multikulturel udkant af Danmark slutter lige så fantastisk og naturligt som for børn i Rødovre, Mombai og New York”. Nemlig som 12-årig med kinddans og det første kys til en fest i skolens gymnastiksal. ”Sugende stort som kun de færreste og første kys i de få virkelige forelskelser i dette mangfoldige og fyldte liv,” skriver hun.

”Min barndom i 60’erne” har også bidrag af forfatter Hanne Richardt Beck, forfatter og udenrigsekspert Mogens Blom, forfatter Maria Helleberg, journalist og forfatter Pia Friis Laneth, tidligere udenrigsminister og leder af SF, Villy Søvndal, meteorolog Jesper Theilgaard – og advokat Knud Foldschack.

Den opvækst, han kan fortælle om som børnehjems- og plejebarn og kostskoleelev, er ikke for børn. Men takket være sin skytsengel og gudmor, diakonissen Søster Helene fra børnehjemmet Lundegaard på Sankt Lukas Stiftelsen, blev han ledt på rette vej og ind på en hf-uddannelse. Her mødte han gode venner, som han flyttede i kollektiv med, og som han stadig bor sammen med i et landbrugsfællesskab.

”Jeg tror på fællesskabet – en tro, som jeg fik med mig fra 60’erne. Det var et årti, hvor der blev skabt så meget,” skriver Knud Foldschack og nævner blandt andet oprøret mod meningsløse autoriteter, miljøvidsthed, økologi, ligeberettigelse mellem kønnene og teknologiske fremskridt.