Første Verdenskrig bliver ikke for ingenting kaldt Europas selvmord. Det virker meningsløst at stå i Verdun i Frankrig og se de endeløse rækker af hvide kors, når man ved, at der under hvert kors sandsynligvis ligger en bondesøn, der blev sendt i krig for at slå andre bondesønner ihjel.
Særligt meningsløs må krigen have føltes for de 30.000 sønderjyske soldater, der blev tvunget til at kæmpe i en krig, der ikke engang var deres. Men dengang var Sønderjylland jo underlagt den tyske kejser, og han manglede både bondesønner til at drage til Øst- og Vestfronten.
Hvis de nægtede, kunne forældrene miste deres jord, så de fleste indkaldte sønderjyder tog dybest set i krig for at beskytte forældrenes marker.
5333 kom aldrig levende hjem igen, og mange af dem endte sikkert under anonyme hvide kors på fremmede slagmarker.
Men der mangler mindst én sønderjysk soldatergrav i Frankrig. For nu er det 100 år siden, at min patriarkalske tipoldefar Nikolaj Due endelig kunne holde sit løfte og begrave sin eneste søn, 19-årige Hans Andresen Due, i alsisk jord. Og den historie har farvet hele min familiefortælling.
Min egen søn Johannes er således delvist opkaldt efter min søde farfar, Hans Poulsen, der desværre døde denne palmesøndag hjemme på slægtsgården som 92-årig. Og han var selv opkaldt efter sin faldne onkel Hans, som han aldrig kom til at møde.
Min farfars mor, min oldemor, blev 102 år, og hende besøgte jeg hele min barndom.
Jeg husker stadig hendes helt lyseblå øjne i det fantastiske ansigt, der var et frodigt landskab af rynker og levet liv. Aftægtsboligen på gården var også en tidslomme med gamle møbler og væggene fulde af falmede fotografier af mennesker, der for længst var døde– heriblandt hendes lillebror, Hans, der faldt i Frankrig som 19-årig under Første Verdenskrig i ufrivillig tysk tjeneste. Og sommetider begyndte min oldemor pludselig at tale om den tid på sit rullende alsiske.
”Det var under e krieg, altså den føst,” sagde hun, og så spidsede vi ører, mens hun fik blanke øjne, når hun talte om sin lillebror Hans, der var sådan en god dreng.
En dag viste hun os også en lille kasse med en stor stak breve til og fra den faldne bror, ”musketer Due”. Der viste sig at være over 100 breve. For familien sendte ham breve og et eksemplar af den dansksindede avis Dybbølposten hver eneste dag med den velfungerende tyske feltpost. De kunne ikke skrive frit sammen, for de tyske officerer læste med og forlangte derfor, at brevene skulle skrives på tysk. Og selvom min tipoldefar var dansksindet af hele sit sønderjyske hjerte, skrev han til sin søn, at han måtte gøre sin pligt og adlyde sine foresatte, så han kunne komme sikkert hjem. Ja, det lovede han ham faktisk, mens han pegede på troen som en redning:
”Hold dig til din himmelske Fader, så skal du nok komme hjem,” skrev han. Men det blev ikke i live. For kort tid efter fik mine tipoldeforældre besked om, at deres søn var omkommet, efter at han var blevet ramt af en granat – lige efter sin 19-årsfødselsdag.
Det blev et hårdt slag for min svagelige tipoldemor, der døde et par måneder efter lige op til jul i 1917. Nu stod min tipoldefar i en dobbelt sorg. Sammen med sin nu afdøde kone havde han fået fire børn, to piger og to drenge, men den ene søn var allerede død som fireårig, og nu havde han altså både mistet sin kone og den eneste søn, han havde tilbage. I den situation begyndte det at pine ham, at han ikke engang kunne begrave sønnen i sønderjysk jord. ”Så skal du nok komme hjem,” havde han endda skrevet til sønnen. Og det uindfriede løfte plagede min tipoldefar så meget, at han til sidst besluttede sig til at hente sin søns lig hjem til Als, selvom det både var en bekostelig og slet ikke ufarlig affære at rejse ned til fronten for at grave sønnen op, hvor krigen stadig rasede.
Min tipoldefars svoger tilbød at tage med. Og mirakuløst lykkedes det de to stædige sønderjyder at finde det sted, hvor sønnen var blevet begravet, grave liget op, flytte det over i en dyr zinkkiste og fragte det hjem til Danmark på hestevogn og i tog. De nåede hjem inden påske. Og i marts 1918 kunne de endelig begrave Hans Andresen Due ved siden af moderen på Hørup Kirkegård, hvor min farfar også blev begravet på familiegravstedet for Due-slægten – præcis 100 år efter. I kirken sang vi salmen ”Til himlene rækker din miskundhed, Gud”, som virkede som skrevet til vores familie med den stærke linje: ”Du bjerger den bævende due.” Og som kristen tror jeg også, at min tipoldefars løfte holdt hele vejen til Himlen. For mens min tipoldefar kun kunne hente sin søn hjem til en dansk grav, kunne Hans Andresen Dues himmelske far jo hente ham ud af graven og hjem til Himlen. Og sådan ligger der også et opstandelseshåb bag hvert eneste hvide kors på fremmede krigsmarker. For Gud gav også sin eneste søn i en krig, som kunne virke meningsløs på korset. Men påskemorgen fik det hele ny mening. Og jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvordan min farfar allerede palmesøndag red ind i Himlen for at hilse på sin navneonkel Hans hos frelseren, hvor alle krige er forbi.