Han registrerede lyden, allerede inden han slog øjnene op. Klokken var lidt i fem en mørk morgen i februar i Svendborg Havn, og han lå i styrbordssiden af sit fortøjede skib med sin niårige dreng ved sin side. Det klukkede som vand i en kloak udenfor. Men det undrede ham. For det regnede jo ikke på skibet.
Efter nogle sekunder slog lyden over i noget, der lød som et menneske, der kastede op. Han rejste sig nu fra den lille soveplads, listede nøgen ud af rummet og slog lugen op til dækket. På kajen udenfor lå sneen uberørt hen, og der var ingen mennesker at se. Så holdt bræklydene med ét op.
Hans mavefornemmelse fik ham til at gå helt op på dækket og hoppe i land for at finde frem til, hvad der havde afstedkommet lydene.
Mellem sit eget skib og den lille nabobåd så Jesper Witthøft Jørgensen nu direkte ned på sin største frygt. Baghovedets mørkebrune hårtot var det eneste, der stak op over vandkanten. Det, han havde hørt, var en fremmed mands lunger, der fyldtes med iskoldt havvand, indtil han til sidst druknede.
Jesper Witthøft Jørgensen vidste med det samme, at han ikke ville kunne få manden op af vandet alene. Der var to meter op til kajen, hvor han stod, og selv hvis han kunne få ham bjærget hen til stigen 40 meter fra dem, ville han ikke kunne bære ham op ad den på egen hånd. Han måtte have hjælp. Samtidig vidste han dog også, at han ikke ville have nogen mulighed for at finde manden, hvis først han sank ned i havnens dyb. Og der ville ikke gå mange sekunder, før vandet i lungerne ville få ham til at synke til bunds.
Jesper Witthøft Jørgensen hoppede resolut ned i vandet. Uden at have anden plan end at holde den fremmede oppe. Selvom han nogle år forinden havde gjort sig i vinterbadning, rev det i huden af smerte, da hans nøgne krop ramte vandet.
Han svømmede hen til den fremmede og roterede ham mod sig, således at han nu så direkte ind i den bevidstløse mands mørkeblå glasansigt. Jesper Witthøft Jørgensen vurderede ham til at være omkring de 40 år. Han havde formentlig ligget i vandet i omkring 20 minutter allerede.
Sønnen var i mellemtiden kravlet op på dækket, efter at han var vågnet af faderens plask i vandet. Jesper Witthøft Jørgensen råbte til ham, at han skulle skynde sig over til nabobåden og hente hjælp. Men da deres skib var løst fortøjret, kunne sønnen ikke springe i land.
”Så slip forfortøjringen, så vi kan få rebet af pullerten og få bundet den rundt om ham i stedet,” råbte Jesper Witthøft Jørgensen til sønnen.
Den niårige adlød som en garvet matros uden at sætte spørgsmålstegn ved ordren og rakte forsigtigt fortøjringssnoren ned, så faderen kunne få fat i den. Først der gik det op for sønnen, at faderen havde en druknet mand i sine arme.
Mandens livløse arme kunne kun bevæges omkring fem centimeter frem og tilbage. Jesper Witthøft Jørgensen viklede derfor rebet stramt omkring brystet på ham, så overkroppen blev holdt oven vande, mens armene dinglede tungt på hver sin side.
Da manden nu havde frie luftveje, begyndte bræklydene fra halsen igen. Havvandet skyllede ud af hans mund, selvom han fortsat ikke var kontaktbar.
”Bind den anden ende af snoren fast på skibet, så han ikke synker ned igen,” råbte Jesper Witthøft Jørgensen til sønnen.
”Det er den ikke lang nok til,” lød svaret oppe fra dækket.
Jesper Witthøft Jørgensen bad ham derfor i stedet om at holde godt fast i den anden ende af rebet, mens han selv hentede hjælp. Han turde ikke trække manden op med den ene snor af frygt for, at den ville knække, for så ville han synke til bunds med det samme.
Selvom Jesper Witthøft Jørgensen på det tidspunkt var ret sikker på, at manden formentlig ikke ville overleve, svømmede han hastigt hen til havnestigen, kravlede op og spænede så på bare tæer i sneen tværs over kajen og hen til nabobåden. Her trampede han hårdt på dækket, så parret i kabinen vågnede, mens han råbte, at hun skulle ringe 112, og at han skulle komme op med et ekstra reb med det samme.
Snart stod Jesper Witthøft Jørgensen og nabobådens ejermand ved siden af hinanden på kajen. Han kunne ikke længere mærke sine fingre, efter at han havde været så lang tid i det kolde vand, men hoppede nu igen i for at få bundet den ene ende af rebet om livet på manden. Han mærkede kroppens choktilstand, da den blev omkranset af vandet for anden gang. Han svømmede hurtigt hen til manden og bandt tovet om livet. Hvert sekund talte nu. I samme øjeblik åbnede manden for første gang sine øjne, spilede dem helt ud og stirrede så ængsteligt på sin redningsmand. Øjenkontakten gav ham en snert af håb for mandens liv, men da han så gruen i den fremmedes øjne, skyllede kulden endnu en gang igennem Jesper Witthøft Jørgensen. Han kunne slet ikke forestille sig, hvor ondt det måtte gøre i alle lemmer efter at have ligget så længe i vandet.
Manden kunne fortsat hverken bevæge sig eller sige noget, men der var ingen tvivl om, at han panikkede yderligere, da Jesper Witthøft Jørgensen begyndte at svømme væk fra ham igen for hurtigt at komme op og overtage snoren for sønnen på skibet. Det var, som om manden ikke forstod, at han var bundet fast. Og det gjorde ondt at bevæge sig væk fra ham. Men der var ikke andet at gøre end at efterlade ham for en stund.
Nu kom det afgørende øjeblik. En nedtælling – tre, to, en – og så hev Jesper Witthøft Jørgensen og naboen ellers i samme sekund i hvert deres reb. Det lykkedes. De fik trukket manden op på kajen og lagde ham på ryggen. Hurtigt hentede de en dyne til at varme ham, indtil ambulancen ankom få minutter efter.
I det øjeblik, Jesper Witthøft Jørgensen så de blå blink, slappede hans krop pludselig af. Indtil nu havde han handlet på ren adrenalin, men nu var der endelig nogle professionelle til stede. Han trak sig lidt væk fra redningsarbejderne, men der gik ikke lang tid, før en af dem henvendte sig til ham:
”Er der flere?”, spurgte ambulanceredderen alvorligt.
Jesper Witthøft Jørgensen så forbavset frem for sig. Tanken om, at der kunne flyde flere druknede mennesker rundt i havnen, havde slet ikke strejfet ham. Han virrede med hovedet.
”Det ved jeg ikke. Jeg har ikke set flere,” mumlede han.
Nogle af ambulancefolkene afsøgte straks vandet med lyskegler, mens andre hurtigt fik den nedkølede mand ind i ambulancen. De fandt ikke flere tilskadekomne.
Jesper Witthøft Jørgensen blev tilbudt at komme med på sygehuset. Hans krop måtte også være blevet godt afkølet, og det var ikke sundt. Han så på sin dreng, som havde overværet hele ulykken, og rystede så på hovedet.
”Nej tak, jeg bliver her.”
Da ambulancen var kørt, tog han et bad, lagde sig i skibets agterende med sin søn helt tæt ind til sig og talte så om det, der lige var sket. Hans krop lavede krampebevægelser, og der gik et døgn, inden han kunne mærke sin fingerspidser igen.
Allerede dagen efter tog den fremmede mands forældre kontakt til ham. De ville takke ham for hans heltemod, som havde reddet deres søn. Han levede og ville ikke få nogle varige men, fortalte de.
Det viste sig, at manden i vandet blot var 18 år. Han havde været i byen, var faldet i vandet på vej hjem og havde i mørket formentlig ikke kunnet finde ud af, hvordan han kom op igen. En situation, som det desværre ikke er første gang, at Jesper Witthøft Jørgensen har hørt om. Heller ikke i Svendborg Havn.
”Det er uhyggeligt farligt at færdes så tæt på vandet i mørke, særligt hvis man er beruset eller ikke kan svømme. Jeg plejer at sammenligne det med, at man går på kanten af et højhus. Alt for mange tænker ikke på, hvilke konsekvenser det kan få, når man så ikke ved, hvordan man kommer op igen.”
Sidenhen er han blevet ekstra opmærksom på lyde om natten. Som om hans indre er i konstant alarmberedskab og stadig kan mærke det kolde vand piske mod huden. Kroppen husker, som han plejer at sige, og det er jo nok meget godt.