En sommerdag for fem år siden vågnede biskop Per Arne Dahl med en hidsig hyletone, som havde erstattet hørelsen på hans højre øre. Han opholdt sig i sommerhuset i Stavern nær Larvik i det sydlige Norge, og aftenen før havde han taget en dukkert i bugten. Var det mon havvandet, som var årsag til den vedvarende hylen, som i løbet af dagen blev erstattet af den skrattende lyd, man kender fra en gammel højttaler? Næste dag tog han hul på et tre dage langt møde med stiftets provster. Hørelsen var fortsat væk, og hyletonen konstant.
Per Arne Dahl fyldte 65 år den sommer, hvor han mistede hørelsen på sit højre øre, og han end ikke overvejede, at det skulle have konsekvenser for hans arbejdsliv.
Året før var han blevet indsat som biskop i Tunsberg Stift, og sideløbende har han været en efterspurgt forfatter, foredragsholder og sjælesørger uddannet i USA, England og Norge. I Norge er hans navn forbundet med sjælesorgen, og han har ofte set ind i andres magtesløshed. Nu var det ham, som var svækket. Magtesløsheden havde manifesteret sig som en hidsig hyletone.
I dag, torsdag, udkommer Per Arne Dahls bog ”Sårbarhedens kraft” på Kristeligt Dagblads Forlag.
Han sidder i en lænestol foret med langhåret, lyst lammeskind i arbejdsværelset i hjemmet i Modum Bad en times kørsel vest for Oslo. Familiens fem børn er vokset op i bjælkehuset, og nu er haven indrettet med gyngestativ og rutsjebane, så flokken af børnebørn kan boltre sig. Men i dag er det kun den velvoksne bamse ved ikonen i Per Arne Dahls andagtshjørne, som minder om, at det ikke er længe siden, et barnebarn har været forbi.
Vi skal tale om den styrke, som Per Arne Dahl ser i sårbarhed. Apostlen Paulus skriver i sine breve, at når han er magtesløs, er han stærk. Har Per Arne Dahl fundet sandhed i dette umiddelbare paradoks formuleret af Paulus?
”Hvis du tænker styrke som potens og magt, har Paulus ikke ret, men hvis du tænker styrke som visdom, evne til overgivelse og modenhed, så tror jeg, at Paulus har ret. Det er en styrke, som adskiller sig fra den, som har været udtalt i vores kultur, hvor livet er som en lang audition, og hvor der kun er en rolle til den, som bliver nummer et.”
Ifølge Per Arne Dahl er sårbarheden blevet en fælles erfaring i coronatiden.
”De seneste måneder har vi gennemlevet en vigtig læretid, hvor vi har måttet vaske hænder, folde hænder og nogle gange knytte hænder i fortvivlelse eller vrede. Alle os, som er vokset op efter Anden Verdenskrig, har på mange måder levet på en grøn gren og set en udvikling uden sidestykke, og vi har kunnet bilde os ind, at vi kunne beherske livet og vores relationer til succes. Men nu har vi set, at vi ikke hersker over livet i alle dets facetter. Sårbarheden er blevet tydelig, og vi er mange, som har måttet tænke nyt om, hvad der er vigtigt og værd at agte i livet.”
Nogle uger efter, at Per Arne Dahl var vågnet med hyletonen, kørte han til Rigshospitalet i Oslo, hvor han havde en aftale med overlæge Greg Jablonski, som skulle stille diagnosen: Døvhed og tinnitus. Overlægen lod ham vide, at han ikke skulle regne med nogen bedring, og at han nu skulle huske at tage hensyn til sit raske øre.
Selvom der var trøst i overlæge Jablonskis ord, vidste Per Arne Dahl, at han skulle have fat i en præst, som han i tillid kunne dele sine tanker med, og som kunne bede for ham.
Der var hvid dug på bordet ude i haven, da Per Arne Dahl parkerede sin bil ved præstekollegaens sommerhus lidt senere den dag. Ved siden af en buket med blomster fra haven stod en olieflaske. Bibelen og den katolske kirkes bønnebog var også lagt frem. Præstekollegaen salvede Per Arne Dahl med olie i panden, sådan som Per Arne Dahl selv mange gange har salvet syge, og så bad præstekollegaen om visdom og lægedom, inden han lyste velsignelsen. Bagefter dækkede kollegaen op med krabber og rejer. Det regnede, da Per Arne Dahl kørte hjem, og skønt det var dagen, hvor han havde fået bekræftet, at hans lidelse var kronisk, var det ikke mismodet, som fyldte ham.
”Jeg var glad, da jeg kørte hjem, for på en meget konkret måde havde jeg givet Gud mit alt. Jeg havde bedt med Jesu ord på korset: ’Fader, i dine hænder betror jeg min ånd’. Kristne i Norge og Danmark har så mange teorier og filosofiske overvejelser, men jeg tror, det er tid til at praktisere. At jeg blev salvet og bedt for, betød, at jeg meget konkret kunne overgive min sårbarhed til Gud.”
I løbet af efteråret 2015 blev Per Arne Dahl sygemeldt i seks uger, fordi han skulle videreudredes og behandles forsøgsvist. Denne mandag vidste han, at hans bispekolleger var på vej til Oslo, hvor de skulle holde bispemøde. Selv gik han rundt i bispeboligen i Tunsberg i slidte joggingbukser og satte sig forsøgsvis ved klaveret, hvor han spillede ”Autumn in New York”. Selvom han fulgte modulationerne, lød stykket ikke godt. Han undrede sig over tyngden af tristheden, og det gik op for ham, at han skammede sig over at være sygemeldt. Der er en skam, som kan knytte sig til svaghed.
”I vores lutherske tradition har vi knyttet skammen til skylden, men skammen kan også knytte sig til sygdom og svaghed. Skam knyttet til svaghed skal mødes med Guds godhed og nåde. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg har gjort meget for at undgå skamfølelsen over ikke at kunne præstere og leve op til forventningerne.”
Nok har Per Arne Dahl siddet ved mange sygesenge som præst, men han har ikke rigtig selv kendt til at være syg, inden han fik problemer med hørelsen. Under sin sygemelding brugte han en del tid på at diskutere med sig selv, hvorvidt det var på sin plads, at han havde meldt sig syg. Hvad er et døvt øre ved siden af en lammelse eller terminal cancer?
”Jeg har måttet minde mig om, hvad min læremester Gordon Johnson (overlæge på Modum Bad, red.) lærte mig med omhyggelighed: Lidelse skal ikke sammenlignes. Sygdomme skal ikke sammenlignes. Menneskelige plager skal ikke sammenlignes, men de skal fastholdes. Selv var jeg godt i gang med at sammenligne.”
Det var blevet februar 2016, og Norges 12 biskopper var samlet til et fire dage langt bispemøde på et hotel ved Oslo. Per Arne Dahl husker ikke, hvad man drøftede, da hans hørelse forsvandt. I to timer sad han bange ved konferencebordet og bad Gud om hjælp. Da mødet blev rundet af, bad han om ordet. Med en stemme, der var tæt på gråd, fortalte han, at han havde mistet hørelsen og ville forsømme middagen og i stedet kontakte sin læge.
”Så skete det fantastiske, at alle biskopperne kom og lagde hænderne på mig og begyndte at bede for mig. Jeg kunne ikke høre deres ord, men jeg oplevede bønnen som berigende og svært bekræftende, og jeg tror, det var et vigtigt øjeblik for vores fællesskab.”
Han fik fat i overlæge Greg Jablonski på telefonen. Overlægen nærmest råbte ind i telefonen, at det ville blive godt igen, men at Per Arne Dahl skulle hvile sig. Han hørte det som et sart pianissimo og gik til ro på hotelværelset. Næste morgen tændte han for radioen som det første. Det raske øre var atter raskt. Han havde overbelastet sit raske øre og blev endnu en gang mindet om, at han skulle prioritere at hvile sig, for ellers kunne han miste hørelsen helt.
Til august er det to år siden, han gik af som biskop. Han indgav sin opsigelse, da han fem gange havde oplevet pludselig at blive helt døv.
”Ordet pensionist findes ikke i Bibelen, og jeg havde tænkt, at jeg skulle være fortsat som biskop, til jeg fyldte 70 år. Men jeg er så heldig, at jeg som biskop emeritus har kunnet fortsætte med det, som altid har været min lidenskab: at forsøge at formidle evangeliet i skrift og tale. Jeg føler mig modnet som præst, menneske og far.”
Han har altid skrevet. I mere end 20 år har man om søndagen kunnet læse hans klummer i Aftenposten, og sideløbende har han også skrevet bøger. I efteråret udkom bogen om sårbarhed på norsk, og siden har han modtaget flere breve fra læsere, som har bidraget med deres erfaringer. En ny bog er ved at tage form, og den skal blandt andet indeholde afsnit om alderdommens sårbarhed og om den relationelle sårbarhed.
”Vi bidrager, bevidst eller ubevidst, til at gøre andre mennesker sårbare ofte som utilsigtede følger af vores adfærd.”
Han rejser sig fra stolen foret med lammeskindet og vender tilbage med et stykke papir, hvor den nyligt afdøde norske salmedigter Svein Ellingsens nadversalme er gengivet. De to var venner, og Ellingsen udtrykker på vers, hvad Per Arne Dahl gerne vil sige om den relationelle sårbarhed. De kommer her:
Vi beder for dem, vi savner,
mens vi er samlet her,
for dem, der går i uro
i tvivlens vind og vejr,
for dem, som vi har såret
og drevet bort fra dig,
for dem, som høster smerte
af vores ja og nej.
Vi beder dig for de mange,
som mærker andres dom,
for dem, som vi har svigtet
og ikke taget os af.
Vi beder dig, Gud, om nåde,
vi beder i manges sted:
Giv, at vi bringer med os
velsignelse og fred.