Humanisme er blevet en værdimæssig kampplads. Tidligere på året udtalte Socialdemokratiets Henrik Sass Larsen om dele af venstrefløjen:
”De står på humanismens olymp. Som humanistiske guder, der kaster lys ned på os andre og forklarer os, hvad der er rigtigt og forkert ud fra deres definition af den rette dosis humanisme,” lød det ironisk.
Liberal Alliances Henrik Dahl har udtalt, at ”arbejderklassen og den lavere middelklasse betaler prisen for, at betonhumanisterne kan pudse deres glorie”, og en lektor fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole udgav for et par måneder siden bogen ” Egohumanisterne – og deres totalitære identitetsprojekt”.
Hvor humanismen førhen var et efterstræbelsesværdigt menneskesyn, er det i dag blevet et skældsord, som bruges om folk med ”politisk korrekte” holdninger.
Men hvordan kan det være, at humanisme er blevet et begreb, der polariserer?
Rune Engelbreth Larsen, der er idéhistoriker og forfatter til bogen ”Renæssancen og humanismens rødder”, mener, at der eksisterer en udbredt historieløshed i vores samfund, som har været med til at ændre betydningen af begrebet humanisme.
”I dag bliver begrebet i stigende grad misforstået, fordi de færreste aner, hvor det stammer fra, og hvad det betyder. Der er sket en kollektiv glemsel af, hvad humanismen egentlig repræsenterer,” siger Rune Engelbreth Larsen, der tilskriver en del af ansvaret til ”hyggehumanisterne”, som han kalder dem:
”For år tilbage oplevede man, at alle kaldte sig humanister, og at det blot handlede om at være gode, rare og stå for værdier, som alle var enige om. Den form for hyggehumanisme nivellerede begrebet, og det har fået nationalisterne – der står i modsætning til humanismen – til at bruge begrebet som et skældsord.”
At begrebet i så høj grad deler vandene, giver ingen mening, hvis man kigger på humanismens oprindelseshistorie, mener Rune Engelbreth Larsen. Humanismen er nemlig pragmatisk, fordi den ikke har kanoniske sandheder indbygget, som det er tilfældet for religioner og ideologier. Protestanterne har Martin Luther, muslimerne har profeten Muhammed, og marxisterne har Karl Marx. Men humanismen er uden profet med særlige teorier.
”Det er en menneske- og verdensanskuelse, der er vaccineret mod dogmatik. Humanismens hovedtræk er et individualistisk menneskesyn, og skal man beskrive den lidt firkantet, kan man sige, at den handler om frihed til forskellighed og mulighed for mangfoldighed. Derfor kan en humanist også både være kristen, ateist, socialist og muslim.”
Svend Brinkmann, der er professor i psykologi ved Aalborg Universitet, forbinder humanisme med frihed, moralsk ansvarlighed, dømmekraft, høflighed, dannelse og sund fornuft. For ham er humanismen balancens tænkning – ikke ekstremismens. Derfor undrer han sig over, hvordan humanismen er blevet reduceret til et yderligtgående synspunkt i flygtningedebatten, der handler om, at Europa kan tage imod alle verdens flygtninge.
”Store humanistiske tænkere har gennem historien spekuleret på, hvordan mennesket kan leve frit og ansvarligt – fra Platon og Aristoteles og hele vejen op gennem renæssancen. Derfor er det helt absurd, at det nu er blevet reduceret til en bestemt holdning i flygtningedebatten. Det svarer til at reducere kristendommen til en fløj i abortdiskussionen,” siger Svend Brinkmann, der mener, at begrebet er blevet ødelagt, fordi debatten om flygtninge og indvandrere er altomsiggribende:
”Den debat er blevet så intens og sprængfarlig, at den suger andre diskussioner ind i sig, selvom de som udgangspunkt intet har med den at gøre. Tænk, hvis man ikke kan kalde sig humanist og forsvare humanistiske dyder som dannelse og vigtigheden af viden for videns egen skyld, uden at man samtidig skal tages til indtægt for en bestemt holdning til flygtninge. Vi risikerer at miste muligheden for at diskutere væsentlige spørgsmål, der ikke handler om flygtninge, men som humanismen har svaret på.”
At vi ser en ændring i betydningen af begrebet humanisme, er udtryk for en større tendens, hvor mange ting, der før blev betragtet som uproblematiske – eller ligefrem positive – er blevet det modsatte, mener Svend Brinkmann.
”Det er en ny form for kynisme, der har sneget sig ind i debatten. Det betyder eksempelvis, at kun få vil identificere sig som feminist, fordi man i dag vil blive udråbt som ekstremist, og ingen vil længere påtage sig offerrollen, fordi det er blevet odiøst, selvom vi hele tiden er ofre for ting, vi ikke selv er herre over. Det samme gælder humanismen. For hvem vil stille sig op og forsvare humanismen, hvis man får at vide, at man er både blåøjet og uansvarlig?”, spørger Svend Brinkmann.
Det er særligt blandt borgerlige, at man har afholdt sig fra at forsvare humanismen. Og det er der en særligt god grund til, mener antropolog og debattør Dennis Nørmark, der betragter sig selv som borgerlig. Gennem flere årtier er højrefløjens meninger blevet portrætteret som ”onde, umenneskelige og ikke-stuerene” i modsætning til venstrefløjens meninger, der er humanistiske og medmenneskelige. Den definition har ladet sig bundfælde i de borgerliges bevidsthed, siger Dennis Nørmark.
”I stedet for at slå igen over for venstrefløjens latterlige definition af os, lod vi den blive en del af vores iboende identitet. At vi i virkeligheden nok er antihumanister, når de andre siger det.”
Dennis Nørmark mener, at det eneste alternativ til den venstreorienterede humanisme blev Tidehvervsbevægelsens konservative antihumanisme. Det skyldes, at Søren Krarup var borgerlighedens eneste intellektuelle op gennem 90’erne og 00’erne. De borgerlige liberale glemte altså humanismen, fordi de ikke havde nogen til at formulere, hvordan den skulle se ud, mener Dennis Nørmark.
”Der opstod et åndeligt tomrum, som jeg kalder ’Herning-liberalisme’. Her handler det hele om, at skatten skal ned. Kun Tidehvervsbevægelsens sludder kunne udfylde det tomrum på højrefløjen, og det kom borgerlige, der ikke er så konservative, til at lide under.”
I dag tager stort set samtlige mennesker, der opfatter sig som borgerlige, afstand fra begrebet humanisme. Det skyldes ifølge Dennis Nørmark, at det er blevet et hurraord, der er tømt for mening. Men de borgerlige bør omfavne humanismen, fordi den rummer meget mere end ”den fladpandede version, hvor det kun handler om at være god med god på”:
”Der er mange gode ting for borgerlige liberale at hente i humanismen. Det kunne være respekten for individet, og at mennesket er vigtigt og værdigt, uanset om det tilhører ens egen stamme, religion eller verdensdel,” siger Dennis Nørmark, der dog kun ser den borgerlige humanisme repræsenteret hos en håndfuld offentlige danske personer.
Det kunne være hos kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V), professor Frederik Stjernfelt, politiker Mette Bock (LA) og den liberale blogger Rasmus Brygger.
”De er alle principfaste med et humanistisk, tolerant og åbent udgangspunkt og har lidt mere åndelig dybde end ’markedet klarer alt’. Men de typer bliver ofte opfattet som forrædere og dissidenter, fordi humanismen jo er fjendens begreb, og fordi de ikke efterplaprer det mest symbolske og forenklede borgerlige tankegods.”
Men hvordan vil en borgerlig humanisme se ud, når det kom til en konkret udfordring som flygtningekrisen?
En oplagt måde at gribe den an på som borgerlig humanist vil være at tage et opgør med vores enorme velfærdsstat, som står i vejen for en løsning, mener Dennis Nørmark.
”Vi betaler så mange penge til velfærdsstaten, at vi er blevet meget påpasselige med, at andre ikke nasser på den, og derfor gider vi ikke betale til folk udefra. Hvis vi i højere grad var bundet af humanistiske, generøse principper i stedet for velfærdsstatens omfordeling, ville vi have et mere humant samfund. Velfærdsstaten ødelægger respekten for hinanden og moralen, fordi den bliver udliciteret. Jeg savner, at nogle siger, at vi skal opføre os ordentligt over for udlændinge, men at velfærdsstaten forhindrer det.”
Teolog og journalist Iben Thranholm deler Dennis Nørmarks opfattelse af, at det borgerlige Danmark ikke har formået at sætte noget i stedet for den humanisme, som venstrefløjen ”har taget som gidsel”, og som intet har at gøre med den sande kristne, europæiske humanistiske tradition.
”Humanisme-debatten handler i dag om at opdele folk i gode og onde. Det er en enormt overfladisk og substansløs humanisme, som kun handler om synet på flygtninge. Den humanisme, som beskæftiger sig med ens næste – ens børn, nabo eller familie – eksisterer slet ikke. At elske sine nærmeste og sit fædreland bliver i dag betragtet som noget, der i bedste fald er småligt og i værste fald fascistisk,” siger Iben Thranholm.
Når de borgerlige ikke har kunnet formulere et alternativ, skyldes det, at de højrenationale kun kan definere, hvad de er imod. De er ganske enkelt ikke i stand til at fortælle, hvad de vil sætte i stedet for venstrefløjens humanisme, siger Iben Thranholm. Årsagen er, at de politiske partier ikke længere hviler på et kristent fundament.
”Højrefløjen bør stå for en humanisme, der bygger på kristne normer og kristen etik. Det er ikke visionært nok at byde ind med flere frihedsrettigheder og lavere skat, og det er derfor, at venstrefløjen har kunnet kapre humanismen. Det handler ikke om, at de borgerlige burde tænke sig bedre om politisk, men ganske enkelt om, at de ikke har en levende kristen tro, der kan skabe overskud – menneskeligt, kulturelt og åndeligt,” siger Iben Thranholm, der har håb for fremtiden:
”Når jeg kigger på vores politikere og vores kultur, bliver jeg pessimistisk, men som kristen er jeg nødt til at holde fast i håbet om, at kristendommen igen vil tilføre os det gode – og at det sande menneskelige vil sejre over det onde.”
Knap så optimistisk er Rune Engelbreth Larsen.
”Det ser ud til, at humanisme er et begreb, som i fremtiden vil blive endnu mere negativt ladet, og at det vil ske med stor hastighed. Men når stærke tendenser – i dette tilfælde nationalismen og egoismen – kværner derudad, plejer det at afføde en stærk modreaktion. Jeg skal ikke profetere, hvad der sker med humanismen, men det ser sort ud,” siger Rune Engelbreth Larsen.
Dennis Nørmark ser heller ingen tegn på, at de borgerlige vil tage humanismen til sig, hvilket han synes kommer til udtryk i partiet Nye Borgerliges succes.
”De tordner mod ordentligheden og det velfriserede. Det er endnu et tegn på, at højrefløjen har valgt at slå lejr i forestillingen om sig selv i opposition til humanismen.”