Kåre Gade: Da jeg begyndte at skrive denne klumme, traf jeg en beslutning

I avisen, der skriver om livets store spørgsmål, ville jeg tage mig af alle de små. En uambitiøs målsætning, som jeg nidkært har søgt at leve op til uge efter uge, skriver Kåre Gade

Kåre Gade
Kåre Gade. Foto: ANDREW ATKINSON .

Fruen og jeg sidder og ser tv, da telefonen vibrerer i min lomme. Det er en besked fra biskoppen, tidligere kendt som domprovsten:

”Jeg drikker for meget, bliver fed og sover foran fjernsynet. Hvad med dig?”

”Lyder bekendt,” skriver jeg. ”Hvorfor tager det længere tid at vælge en film på Netflix end at falde i søvn foran den?”

Han svarer ikke.

”Sover du?” skriver jeg.

”Undskyld, jeg sad lige og så genudsendelse på TV2 Østjylland,” skriver han. ”Men nu går jeg i seng.”

Nytårsaften, når denne klumme har været i avisen, sidder vi sandsynligvis med vores koner i sofaen, sunket hen i hver vores tanker om tid og tab, mens pigekoret synger ”Vær velkommen”. Hvis vi har kunnet holde os vågne.

Det kunne der godt være en klumme i. Måske med et perspektiverende tilbageblik til nytårsaften 1999, da vi endnu var unge nok til at feste, men ikke til at feste igennem, hvorfor én, hvis navn jeg ikke skal nævne, faldt beruset i søvn efter cognacen og cigaren og gik glip af årtusindeskiftet. Klokken 1, da hendes ægtefælle havde pakket ungerne i bilen og vækkede hende, satte hun sig brat op med den uforglemmelige replik: ”Jeg tror ikke, jeg kan køre.”

Det kunne der godt være en klumme i, men hverken biskoppen eller den, hvis navn jeg ikke skal nævne, behøver at være nervøse. For dette er den sidste klumme, jeg skriver til “I mellemtiden”.

En gang for et par år siden spurgte redaktøren, om jeg ville skrive en fast ugentlig klumme. For en mand, som allerede havde svært nok ved at finde på stof til sin faste månedlige klumme, var det eneste fornuftige svar nej tak.

”Ja tak,” svarede jeg tilskyndet af den forfængelige dæmon, der bor i en mørk krog af mit ellers ydmyge og selvudslettende væsen.

Op til premieren tog jeg en uges ferie for at producere fem-seks klummer på forskud. Da ugen var gået, havde jeg skrevet én. Den handlede om, at jeg på vej til et møde havde taget en hue på og bagefter opdagede, at den havde lavet et mønster i min pande. Jeg besluttede, at klummen kun skulle trykkes, hvis jeg kom i desperat stofnød. En måned senere var den i avisen.

I erkendelse af den udtalte mangel på eksistentielt udfordrende stof i min hverdag besluttede jeg at gøre en dyd af nødvendigheden: I avisen, der skriver om livets store spørgsmål, ville jeg tage mig af alle de små. En uambitiøs målsætning, som jeg nidkært har søgt at leve op til uge efter uge. Den mest dramatiske klumme i det forløbne år handlede således om en køkkenvask, der blev monteret forkert i bordpladen.

I lyset af den uendelige strøm af hverdagstrivialiteter, der har fyldt klummen, vil det muligvis overraske nogen, at der er ting, jeg ikke har skrevet. Men det er der. Den del af mit liv, jeg tilbringer i kongerigets udenrigstjeneste, har jeg fortalt meget lidt om. Ikke fordi, der ikke har været noget at berette, men fordi jeg ville have været nødt til at slå læserne ihjel bagefter. Jeg har også fortiet en del mindeværdige historier fra mit privatliv af frygt for selv at blive slået ihjel.

En klumme, som intet er for småt til, mangler aldrig stof. Udfordringen er at gøre den morsom. Som en klog kollega engang sagde det: ”Folk, som tror, det er nemt at være sjov, har nok aldrig prøvet at være det selv.”

Ikke alle læsere har følt sig underholdt. Da jeg endnu kun havde leveret en håndfuld klummer, beskrev én læser den som ”hverken morsom, begavet eller interessant.” En mangelliste, som jeg selv jævnligt har set for mig, når jeg har sat punktum for ugens klumme. Nu vil jeg sætte det sidste punktum, mens der stadig er nogle, der læser med derude.

Og hey, det kan godt være, at biskoppen allerede sover i sofaen, men det er nytårsaften, så skal vi ikke lade det sidste punktum være et udråbstegn?

Skål og godt nytår!