Prøv avisen
Seniorliv

Da jeg blev beskyldt for at være tyv, mistede jeg en illusion om det at være dansk

Klummeskribent Kresten Drejergaard havde set frem til at nyde en omgang friske ærter fra en vejbod, men en vred - og forretningskyndig - ejer meldte ham, at han skyldte gevaldigt for sit køb. Oplevelsen af at blive beskyldt for tyveri var bestemt ikke opmuntrende, skriver han. Arkivfoto. Foto: Gitte Kjærbøl/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Efter at være blevet beskyldt for tyveri i en vejbod med grøntsager venter Kresten Drejergaard nu på politiet og forseelsens konsekvenser

Normalt opfatter jeg os danskere som et venligsindet folkefærd, som sædvanligvis opfatter alting i den bedste mening. For nogle år siden gav den tidligere engelske ambassadør James Mellon udtryk for, at danskerne er en stamme. Det synspunkt bragte jeg videre til en fransk gæst, vi havde besøg af. Vi var i bil på vej til Jelling for at se kong Haralds mindesten over sig selv og danmarkshistoriens begyndelse. Vi var kørt ad småveje, og undervejs havde jeg været nødt til at spørge om vej. ”Var det nogen, du er i familie med?”, spurgte vores gæst bagefter. Det svarede jeg nej til, hvorefter gæsten bemærkede: ”Nå, jeg syntes bare, at det lød ligesådan!”.

Det skal nok passe, at vi i Danmark har en familiær og imødekommende omgangstone. Vi er jo heller ikke flere, end at vi godt kunne være i familie uden selv at vide af det.

Denne opfattelse af os selv som danskere fik for et par uger siden et grundskud. Årsagen var, at jeg under en lignende køretur havde gjort holdt ved en landevejsbod tydeligt markeret med adskillige dannebrogsflag (jeg går ud fra, at ejeren må være medlem af Dansk Folkeparti – mindst!). Her indkøbte jeg tre bakker moreller og to poser ærter for 25 kroner pr. bakke/pose eller fem for 100 kroner. Jeg drog af sted med fem bakker og betalte derfor 100 kroner via Mobilepay.

Af frygt for repressalier undlader jeg at anføre den præcise lokation. Men tre dage senere ville jeg samme sted gøre et tilsvarende indkøb og betalte derfor igen 100 kroner via Mobilepay. To timer senere fik jeg en sms fra vejbodsejeren, som truede mig med bål og brand plus en politianmeldelse, hvis jeg ikke omgående indbetalte de 100 kroner, som jeg skyldte for de varer, som han på sin video-overvågning havde set mig bortføre. Jeg gjorde gældende, at jeg havde betalt, men med tanke på politianmeldelsen sendte jeg alligevel yderligere 100 kroner i forventning om, at jeg nok fik pengene tilbage, når vejbodsejeren havde opdaget sin fejltagelse. Men dér blev jeg skuffet. Han sendte mig et foto af prismærkningen på varerne. Jeg mente jo, at jeg kendte prisen: 25 kroner pr. bakke, fem bakker for 100 kroner, og jeg havde derfor ikke været opmærksom på, at skiltningen var ændret, så meget mere som belysningen i den garage, der gjorde tjeneste som vejbod, ikke var for god. Men jeg burde selvfølgelig have været mere opmærksom. Ved granskning af fotoet viste det sig nemlig, at samtlige priser på tre dage var steget med 100 procent, det vil sige 50 kroner pr. bakke, fem for 200.

Så vejbodsejeren havde ret. Jeg havde betalt 100 kroner for lidt, hvilket var min egen fejl. Jeg havde ikke set ordentligt efter. Desuden havde jeg simpelthen ikke fantasi til at forestille mig en prisstigning på 100 procent i løbet af tre dage.

Vejbodsejeren har foruden efterbetalingen på 100 kroner også fået en undskyldning af mig, da det jo var mig, der havde taget fejl. Til gengæld føler jeg mig noget stødt over, at min fejltagelse uden videre fører med sig, at jeg skal betragtes som en simpel tyv, der skal meldes til politiet. Det samme gjaldt en mig ubekendt kvinde, som også opholdt sig i garage-frugtboden. Hun havde også betalt for lidt, hvilket jeg fik at vide, fordi vejbodsejeren, som havde studeret sin videoovervågning, fejlagtigt havde antaget, at hun måtte være min kone, og at jeg derfor også skulle hæfte for hendes forseelse.

Jeg føler mig stødt, fordi jeg har den opfattelse, at det hører med til vort danske sindelag, at vi i udgangspunktet opfatter alt i den bedste mening og ikke i den værste mening. Et sådant sindelag kunne man måske også have håbet på i vejboden, som var markeret med indtil flere dannebrogsflag. Men nej. Vejbodsejeren lod mig vide, at jeg kunne beholde de sidst fremsendte 100 kroner og så i øvrigt afvente en henvendelse fra politiet. Det gør jeg så – altså afventer. Imens kan jeg bruge ventetiden på at fundere over, hvad der gør mest ondt: at blive beskyldt for at være en tyv? Eller at miste en næsten livslang illusion om, hvad det er at være dansker? Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg lever i et land, hvor man ikke som straf hugger hænderne af tyveknægte. Men jeg er alligevel skuffet og bekymret. For hvad mon straffen så bliver? Måske kan jeg som hidtil ustraffet nøjes med at få en betinget dom eller måske endda – i betragtning af min høje alder – et tiltalefrafald? Vi får se.