Når noget bliver rigtig svært i mit liv, har jeg en evne til at lukke ned for mine følelser, så jeg ikke kan mærke noget som helst. Jeg oplevede det meget tydeligt efter fødslen af min yngste søn. Han sad fast, da jeg skulle føde ham, og jordemødrene måtte hive og rykke i ham for at få ham ud. Da han kom ud, var han en fuldstændig velskabt dreng på 4,5 kilo. Han blev lagt i mine arme, og min daværende mand og jeg var tilbage på stuen og så på dette fantastiske lille barn. Jeg kunne godt høre, at han lavede nogle små gryntelyde, men jeg tænkte bare, at det jo også er hårdt at blive født. Men da jordemoderen kom tilbage efter en halv times tid og hørte lyden, flåede hun ham nærmest ud ad mine arme og tilkaldte en børnelæge.
Der spredte sig en stemning af panik, og ingen vidste, hvad der var i vejen med ham.
Min søn blev kørt af sted til børneafdelingen med sin far, og jeg blev kørt alene hen på barselsgangen. Alt blev slukket i mig. Jeg var helt følelsesløs og fik det sådan, at de bare kunne tage ham. En total ligegyldighed.
Der var heldigvis en behjertet sygeplejerske, som så, hvordan jeg havde det og fik en portør til at køre mig over på børneafdelingen til ham. Der lå han i kuvøse.
Amningen skulle i gang, og han blev taget ud af kuvøsen med alle de her dingenoter, som var sat på hans lille krop. Men da han kom ud af kuvøsen, begyndte elektroderne at ringe, så sygeplejersken tog ham igen, og lagde ham tilbage i kuvøsen. Jeg kunne slet ikke være i smerten og angsten for, om han skulle dø.
Psykoterapeut Bent Falk har skrevet en god tekst i bogen ”Kærlighedens Pris”, der handler om, at når vi ikke vil være i smerten, så er prisen, at vi heller ikke mærker glæde. Sådan havde jeg det, da jeg fødte min søn. Glæden forsvandt også. Heldigvis viste det sig efter nogle dage, at han ikke fejlede noget alvorligt, men havde brækket kravebenet.
Jeg mærkede også en følelsesløshed dette forår under coronanedlukningen. Fra den ene dag til den anden blev alle mine medarbejdere sendt hjem. Der var ingen gæster. Døren til kirken var låst, og på porten til kirkegården stod der, at man endelig ikke måtte kontakte personalet. Der var en fuldstændig ensomhed, der var total lammende for mig.
På samme tidspunkt havde jeg lovet at skrive et kapitel om håb til en bog. Der kom ingen ord ud af mit hoved eller af mine hænder. Jeg kæmpede indædt for at holde modet oppe med min sædvanlige positive tilgang til tilværelsen. Jeg ville ikke være sammen med følelsen af håbløshed, og jeg var angst for, at vi aldrig ville komme i gang igen, fordi der aldrig ville være nogen, der turde at mødes.
Det var ubærligt at tænke på, hvis hele det her fantastiske sted, som Løgumkloster Refugium er, skulle forsvinde, og at jeg blev nødt til at fyre alle mine ansatte og mig selv.
Men pludselig slog det mig, at problemet var, at jeg kæmpede så indædt for at holde modet oppe og ikke tillod mig selv at være i håbløsheden. Da jeg gav plads til det, kunne jeg pludselig skrive. Jeg stod ved mig selv og mine følelser. Jeg turde gå ned i det dybeste mørke, og så kom der lys. Det er en forunderlig dynamik.