Da journalist Dorte Remar kom på hospitalet, mødte hun både gamle kolleger og internationale stjerner

Jeg fik udstillet mig selv som både traditionalist og en potentiel kvindelig krænker, da jeg kom på hospitalet, skriver journalist Dorte Remar

"Hvad er det, der giver et ansigt karakter? Ifølge bladtegneren Anne-Marie Steen Petersen er det tænderne, har hun sagt i et interview. Andre mener øjnene. Jeg er altid gået efter næser. Men til denne maskerade af skjulte tænder og næser var der kun øjne og hår at gå efter," skriver Dorte Remar. Arkivfoto.
"Hvad er det, der giver et ansigt karakter? Ifølge bladtegneren Anne-Marie Steen Petersen er det tænderne, har hun sagt i et interview. Andre mener øjnene. Jeg er altid gået efter næser. Men til denne maskerade af skjulte tænder og næser var der kun øjne og hår at gå efter," skriver Dorte Remar. Arkivfoto. . Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix.

Med 39,4 i feber, tårnhøjt infektionstal og hysterisk hostende blev jeg Kristi himmelfartsdag lukket ind i mundbindsland på et hospital på Sjælland. Da symptomerne kunne være corona, endte jeg på en isolationsstue, hvor der fra sengen var udsigt til et fladskærmsfjernsyn, der kunne tage DR 1 og DR 2. Fint nok.

Måske var det feberen. Måske var det et behov for menneskelig kontakt i den akut opståede skræmmende situation. I hvert fald skete der det, at jeg så folk, jeg kender eller har set på film og andre steder, bag mundbindene, som sygehuspersonalet, ikke patienterne, var formummet bag.

Det begyndte med den mandlige sygeplejerske, der installerede mig på stuen. Jamen, det er jo Sten fra min praktiktid på hedengangne Aftenavisen Roskilde Tidende! Ikke så høj og med kraftige lyse krøller og koncentreret blik over masken. Da det blev aften, blev ”Sten” afløst af en yngre udgave af den amerikanske skuespiller Al Pacino. ”Er du italiener?”, spurgte jeg. Det tog han som en kompliment, lød svaret, for ”jeg er araber”.

Det var sværere at placere de kvindelige sygeplejersker, der myldrede ind og ud af firesengsstuen på infektionsmedicinsk afdeling, som jeg blev kørt op på efter at være blevet testet negativ for covid-19 og afisoleret, som de kaldte det. De fleste af dem var cirka 170 centimeter høje og havde blå øjne og langt lyst hår i hestehale. Ud over mundbind var de iført hvide hospitalsbukser og hvid T-shirt.

En lignede ikke de andre. Hun var stor og kunne med sine yppige kurver og yndige smil i øjnene være en blond udgave af den britiske sanger Adele. ”Er der noget, du trænger til?”, spurgte Adele. Ja, hun kunne gøre mig lykkelig med en danskvand med brus uden citrussmag. Det måtte de desværre kun give døende, om jeg ikke kunne få en pårørende til at skaffe mig en? Jo da, no problem. Men kort efter kom hun ind til mig med en iskold dåse danskvand gemt bag ryggen.

Diagnosen lød på bakteriel lungebetændelse, og kuren var penicillin i drop. Da jeg en nat klagede til den høje mandlige nattevagt i åbentstående kittel over, at jeg ikke kunne sove på grund af hoste, satte han himmel og jord i bevægelse for at skaffe en astmaspray og kontaktede ”huslægerne”, som han sagde. ”Jamen, hvad er du da for en læge?”, spurgte jeg. Han var sygeplejerske. Og på den måde blev jeg udstillet som en traditionalist, for på dette sygehus var der lige så mange mandlige som kvindelige sygeplejersker, og tre ud af fire læger var kvinder.

Den kvindelige sygeplejerske, der kørte mig til røntgen, viste sig at være portør, og sådan var det hele vejen igennem.

En eftermiddag kom der en bioanalytiker for at tage en blodprøve. Han hægtede en trebenet skammel med kernelædersæde af sit transportable laboratorium og stak med kirurgisk præcision nålen i min arm, der var hærget af blå mærker efter rullende og sammenklappede årer. Han efterlod ikke så meget som et synligt stik. Hvilket ikke var så mærkeligt. For det var jo Hathaway, kriminalkommisær Lewis’ universitetsuddannede makker fra den britiske krimiserie ”Lewis”, der var på besøg.

”Du ligner jo Hathaway fra ’Lewis’,” udbrød jeg. Nå, den serie kendte han ikke, men antog, at det var positivt ment. Han skulle bare vide, at kvinder på stribe dåner over den britiske skuespiller Laurence Fox i rollen som belæst kriminalassistent. ”Du ser måske ikke så meget flow-tv?”, fremturede jeg. Nej, han så mest nyheder på flow-tv, svarede han og forsvandt skyndsomt. Argh, havde jeg nu lagt billet ind på en omvendt MeToo-sag? Jeg besluttede at undskylde, men så ikke den høje, lyshårede bioanalytiker med det tindrende blå blik igen.

Hvad er det, der giver et ansigt karakter? Ifølge bladtegneren Anne-Marie Steen Petersen er det tænderne, har hun sagt i et interview. Andre mener øjnene. Jeg er altid gået efter næser. Men til denne maskerade af skjulte tænder og næser var der kun øjne og hår at gå efter.

På fjerdedagen var infektionstallet faldet så meget, at jeg kunne komme hjem og fortsætte med penicillin i tabletform. Lægen, der udskrev mig, var med sin statur, sit mørke hår og brune øjne en kombination af den amerikanske singer-songwriter Paul Simon og Kristeligt Dagblads debatredaktør. Det var ikke så tosset endda. Heller ikke at komme tilbage til virkeligheden.