Da Kasper Hjulmand blev landstræner, stillede han et grundlæggende spørgsmål: ”Hvilket land er vi?”

Højskolebevægelsen er en vigtig inspirationskilde for fodboldslandsholdstræneren. Vi er ikke noget i os selv, men i kraft af andre, og meningsfulde relationer er helt afgørende. Også i topidræt

"Alt, hvad jeg ved om moral og mænds forpligtigelser, skylder jeg sporten,” citerer Kasper Hjulmand den franske filosof og målmand Albert Camus. For Danmarks landstræner gælder det stadig, når det kommer til spillet inde banen. Sport er tillid til sine medspillere og accepten af, at vi ikke kan udrette noget alene i kraft af os selv.
"Alt, hvad jeg ved om moral og mænds forpligtigelser, skylder jeg sporten,” citerer Kasper Hjulmand den franske filosof og målmand Albert Camus. For Danmarks landstræner gælder det stadig, når det kommer til spillet inde banen. Sport er tillid til sine medspillere og accepten af, at vi ikke kan udrette noget alene i kraft af os selv. Foto: Friedemann Vogel/Reuters/Ritzau Scanpix

Sepp Piontek. Richard Møller Nielsen. Bo Johansson. Morten Olsen. Åge Hareide. Ligesom med statsministre, paver og hovedrolleindehavere i James Bond-film tegner landstrænerne i herrefodbold hver en epoke med hver sit særkende.

I 1980’erne professionaliserede tyske Sepp Piontek dansk fodbold for derefter at slippe spillerne løs, som var fodboldbanen en baggård i et alment boligbyggeri. Med ”Ricardo” og alletiders EM-triumf i 1992 fødtes kollektivet og den defensive organisation. Morten Olsens 00’ere var idealismens tid. Rundet af totalfodboldens æstetik med korte pasninger i små rum, insisterede den tidligere landholdsanfører på at forfine nationens spillestil og at være et foregangsland for fodboldens skønhed. Nordmanden Åge Hareide var anderledes pragmatisk, og han tilpassede i højere grad sin spillestil efter modstanderen.

Selvfølgelig er gennemgangen fortegnet, men for fodboldiagttagere gør nuanceforskellene trænere til ideologer på linje med politikere. Morten Olsen og Åge Hareide repræsenterede således ikke alene to fodboldfilosofier. De repræsenterede to forståelser af verden, som begge har eksisteret i den danske folkesjæl siden nederlaget ved Dybbøl i 1864. Skal vi, som det lille land vi er, tilpasse os stormagterne, eller skal vi insistere på at gøre tingene på den måde, vi finder korrekt med større fare for at brænde nallerne?

For Danmarks nuværende landstræner, Kasper Hjulmand, er spørgsmålet ikke et enten-eller. I øvrigt insisterer han på, at det også var tilfældet for hans forgængere. I hans verden har mændene med taktstokken mere til fælles end som så, og de kæmpede først og fremmest for sejre til Danmark. Alligevel er diskussionen et eksempel på den ”dobbelthed”, Kasper Hjulmand ser i den danske selvforståelse. At mindreværdskomplekserne trives side om side med storhedsvanviddet. Eller som han citerer Henrik Pontoppidan for: ”Vi springer op som løver og falder ned som får.”

Da Kasper Hjulmand blev tilbudt jobbet som landstræner, spurgte han sig selv sig: ”Hvilket land er vi?” For ham handler ”fodboldspillet først og fremmest om identitet”. Når landsholdet går på banen, bør spillet og spillerne afspejle nationens sjæl.

Ellers vinder man intet. Heller ikke den forestående EM-slutrunde på hjemmebane til sommer.

48-årige Kasper Hjulmand blev præsenteret som landstræner i forsommeren 2019, et år før sin tiltrædelse. Flere medier kaldte timingen besynderlig, da det danske landshold på dette tidspunkt var i færd med en succesfuld EM-kvalifikation ledet af Åge Hareide, men Dansk Boldspil Union (DBU) fastslog, at præsentationen af Kasper Hjulmand var et signal om rettidig omhu, så han kunne forberede sig på jobbet bedst muligt. Forberede sig på hvad, tænkte mange. En træner forbereder sig vel på grønsværen med sine spillere – eller hvad?

Ikke kun, hvis man spørger Kasper Hjulmand – og det gør Kristeligt Dagblad en grå januaraften et halvt år før, hans landshold skal møde Finland i sin første kamp ved Europamesterskabet. Den kommende landstræner skulle forberede sig ved at komme den danske identitet nærmere. Som en antropolog på feltarbejde inviterede han sig selv på kaffe. Han mødtes med direktører i større danske virksomheder, med en tidligere oberst, med Kongehusets ceremonimester, med politikere og med kulturpersoner. Kasper Hjulmand understreger, at han ikke er i stand til at give en soleklar definition af, hvad danskhed er, ”men” siger han:

”Jeg så blandt andet tilliden. Vi er verdensmestre i at stole på andre, og vi er et af de mindst hierarkiske lande med stor sammenhængkraft. Det ser jeg også i landsholdssamlingerne. Spillerne er store stjerner i store klubber, men de er nede på jorden, generøse og tænker på andre mennesker. Danmark er et land, hvor afstanden mellem mennesker er kort. Danmark har en særlig evne til kombinere det at være jordnær med at være topambitiøs.”

Det samme kunne man sige om Kasper Hjulmand. Han er resultatet af en nord- og østjysk lærerforelskelse på Ranum Seminarium i det vestlige Himmerland i slutningen af 1960’erne. Egentlig hed begge forældre Nielsen, men de droppede sen-navnet og valgte i stedet at videreføre mellemnavnet Hjulmand. Et navn, der i sin enkelthed kan tilskrives landstrænerens oldefar og farfar, der begge var hjulmagere i landsbyen Halvrimmen i Han Herred.

Moderens familie kom fra Djursland. Og det var på denne halvø, nærmere bestemt i landsbyen Auning, at familien valgte at bosætte sig og opfostre deres tre børn. Landsbyen var nøje udvalgt: på trods af sin beskedne størrelse på 3000 indbyggere levede foreningslivet med to idrætshaller, en svømmehal og en fodboldklub, og i sin barndom dyrkede Kasper Hjulmand al den sport, han kunne komme i nærheden af.

Som så mange andre drømte han om at blive professionel fodboldspiller. Talentet var der. Problemet var hans knæ, og i en alder af 26 år – på tærsklen til sin debut i landets bedste fodboldrække – blev han erklæret fodboldinvalid. Det var for at udnytte tiden under en de mange skadesperioder, at Kasper Hjulmand nogle år inden sin invaliditet valgte at indskrive sig på Vejle Idrætshøjskole.

Her blev Kasper Hjulmand for første gang introduceret for højskoleverdens tanker om fællesskab og demokratisk dannelse. Idealer, som nogle sikkert vil mene, står i kontrast til moderne fodbolds individualistiske verden. Sådan ser Danmarks landstræner det ikke. Snarere tværtimod.

”Højskolen handler om dannelse, forståelse for forskellighed og det sunde legeme i både i krop og sind. Og det samme gælder fodbolden, hvis spillet skal fungere på banen. Højskoletankegangen viser, at vi ikke er noget alene i os selv, men at vi bliver til noget gennem andre. Og den tanke, mener jeg, er en del af vores fodboldidentitet. Højskolen, livet og fodbolden har vist mig, at det er de meningsfulde relationer, som gør livet værd at leve. Samtidig mener jeg, at disse relationer også giver gode resultater. For mig er fodbolden en forsimplet model over livet. Det meningsfulde liv og landshold handler om relationen mellem mennesker. Og når den relation og sammenhæng er på plads, så bliver vi som mennesker og fodboldspillere sat fri individuelt,” siger Kasper Hjulmand.

Efter sin fodboldinvaliditet i 1998 besluttede Kasper Hjulmand at gå trænervejen. Han blev ansat som ungdomstræner i Lyngby Boldklub og blev sideløbende en del af en mindre arbejdsgruppe i DBU, der skulle systematisere og udvikle de danske fodboldforeningers talentarbejde og på den måde sikre et konkurrencedygtigt landshold også i fremtiden.

Kasper Hjulmand diskuterer med Kasper Schmeichel før Nation League-kampene i Parken i september.
Kasper Hjulmand diskuterer med Kasper Schmeichel før Nation League-kampene i Parken i september. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix

I arbejdet med talenter i en elitesportsverden fandt Kasper Hjulmand et mønster. På de såkaldte førstehold i landets klubber og på diverse udviklingslandshold så han, at det primært var børn og unge født i den første halvdel af et kalenderår, der blev udtaget. Den unge træner undrede sig: Hvorfor skulle man være bedre til sport, hvis man var født i januar frem for december, tænkte han, og i dag har flere studier bekræftet ham i, at man i elitesport vægter fysisk modenhed højere end potentielt talent. For Kasper Hjulmand blev erkendelsen en øjenåbner, som han ikke alene mener gennemsyrer sportens verden, men også andre dele af samfundet som for eksempel skolevæsenet, hvor man med landstrænerens ord ”inddeler børn i første, andet og tredjehold”.

Jamen er det ikke netop det, der alle dage har kendetegnet elitesport? At man bliver vejet og risikerer at blive fundet for let. Kasper Hjulmand siger, at han godt kan se paradokset, men betoner så, at der i hans optik er forskel på ”selektion og niveauinddeling”.

”Inddelingen af børn i første-, andet- og tredjehold i sportsforeningerne og skolerne er blevet en selvopfyldende profeti. Det er den gamle Rosenthal-effekt: hvis man får at vide, at man er dygtig, så vokser man, og man får ikke mindst en endnu bedre behandling. Den tankegang eksisterer overalt. I skolevæsenet, i idrætten og på arbejdsmarkedet skaber vi lige nu vindere og tabere – og det tror jeg ikke på. Alle mennesker har noget, som de kan,” siger Kasper Hjulmand og uddyber: ”For mig at se handler selektion om, at man laver mere eller mindre lukkede hold, hvor man giver førsteholdet de bedste trænere og mest opmærksomhed, mens de andre hold skal være glade, hvis de overhovedet har udstyr og en træner. Her bliver det umuligt at avancere. Man er dermed opgivet på forhånd, også selvom ens potentielle talent er større end nogle af de mere fysisk og kognitivt udviklede børn. Vi skal arbejde mod at skabe et system, der ikke forfordeler, men skaber lige muligheder for at udvikle sig på det niveau, man har på et givent tidspunkt. På den måde kan unge i højere grad, når de bliver ældre, selv vælge, hvilken vej de vil gå i forhold til netop deres talent,” siger han.

Der er 138 dage til, at landsholdsspillerne og Kasper Hjulmand skal synge ”Der er et yndigt land” i deres første kamp ved Europamesterskabet. Hvis coronapandemien tillader det, skal kampen spilles i et udsolgt, rød-hvidt Parken i København. Som enhver anden træner siger Kasper Hjulmand selvsikkert, at landsholdet går efter at vinde turneringen, men ikke nok med det: han siger, at de tror på det.

I biografien ”Fodbolddrømmer” om Kasper Hjulmand, der udkom sidste år, refereres en samtale, landstræneren havde med musikeren og fodboldentusiasten Michael Falch i sin søgen efter den danske fodboldidentitet. ”De største triumfer,” sagde sangeren: ”skal helst ikke være et logisk resultat af målrettet, dedikeret og professionelt arbejde. Der skal gerne være et eller andet fjollet element i historien.”

Med dynamitdrengene til VM i Mexico i 1986 var det fjollede element øl og cigaretter og gavflabattituden i omklædningsrummet. Ved EM-guldet i 1992 var det badebilletten efter Jugoslaviens diskvalifikation og ikke mindst besøget på McDonald’s og minigolfbanen på spillernes fridag. Nok var udskejelserne useriøse, men de viste én ting: at spillerne var mennesker som alle andre. Siden dengang er fodbolden kun blevet mere professionaliseret. Talenterne bliver yngre og handlet for millioner mellem klubber og såkaldte spilleragenter, mens kostplaner og korrekt restituering for længst har erstattet McDonald’s-mad og minigolf. Måske er den jordnære idrætsudøvers tid forbi?

”Selvfølgelig kan vi ikke tage på McDonald’s i dag eller tillade at vores spillere ryger. Dertil er sporten blevet for professionel. Men det betyder ikke, at vi ikke kan være nærværende og generøse, og at vi ikke tør vise, hvem vi er. Selvom landsholdets spillere er en enhed på banen, så er de vidt forskellige udenfor, og det skal vores spillere have lov vise, for så tror jeg sagtens, at vi kan spejle os i dem.”

Men er al den snak om danskhed og identitet for landsholdet i virkeligheden ikke bare en snedig måde til at få dine spillere til at føle, at de spiller for noget, der er større end dem selv?

”Tja, det er altid en god idé at spille for noget, der er større end en selv. Så jo, helt klart. Når man spiller for det danske landshold, så spiller man for hele landet. For de 330.000 drenge og piger, der spiller i klubberne. For den ungdomstræner, man blev samlet op af i den lokale forening, da livet var hårdt, eller som gav én en ekstra chance, da man havde dummet sig. At tro på noget hænger uløseligt sammen med at finde en mening i livet, og i det man laver. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvem det er, vi spiller for – først derefter kan vi svare på, hvorfor det er vigtigt for os at stå med den pokal efter finalen til sommer.”