Var det ikke, fordi man hørte et barns gråd, mens man forgæves ringede på døren, ville det virke overdrevent idyllisk denne aften i forstanderboligen på Krogerup Højskole, hvor chefredaktør Lea Korsgaard og forstander Rasmus Meyer og deres tre drenge på seks, syv og ni år bor. Lysene blafrer i Kubus-stagen, og familien har netop afsluttet sit yndlingsbrætspil, Carcassonne. Det var en krise hos en af de yngste spillere, som kaldte gråden frem.
Det er en af de aftener, hvor familieliv, arbejdsliv og engagement flyder sammen, og en af de aftener, hvor Lea Korsgaard bliver mindet om sin højskolearv. I sensommeren flyttede familien fra København til Krogerup i Nordsjælland, da Rasmus Meyer tiltrådte som forstander. Lea Korsgaard siger, at det er heftigt med to så krævende jobs, men på den anden side har ankomsten til højskolen været som at stikke fødderne i et par støvler, der ikke gnaver nogen steder, fordi man har gået i dem længe. Hun er rundet af højskolekulturen, og vi skal tale om hendes højskolearv og om at få aktiveret forbindelsen til livsunderet.
Hun danner fortrop sammen med et par af børnene i mørket på grusvejen mod den gamle herregård, som er højskolens statelige hovedbygning. Over skulderen har hun en fyldt mulepose med et orange Z. Det er logoet for netmediet, som hun er medstifter af og chefredaktør for.
I muleposen har hun en stak bøger om klima, som hun skal bruge, når hun senere i aften skal holde foredrag på højskolen om, hvordan klimakrisen stiller journalistikken. Selvom hun har mere end et fuldtidsjob på Zetland, kan man lejlighedsvis møde hende som oplægsholder på skolen. Klima er et tema på højskolen og på Zetland.
I efteråret valgte medievirksomheden at gøre sin journalistik til frontkæmper for klimaet. Det vakte opsigt og begejstring hos mange af mediets 10.000 betalende medlemmer. Omkring samtidig kunne man læse artikler i andre medier om, hvordan Zetland samarbejder med flyselskabet Norwegian. Køber man Zetland, optjener man point, som kan bruges til køb af flyrejser. Lea Korsgaard forstår kritikken og kalder det et ægte dilemma og deler gerne sine overvejelser.
Lea, Rasmus, Bjørn, Aske og Mads finder deres plads i madkøen. De spiser her to eller tre aftener om ugen, og i weekenden spiser de brunch i spisesalen. I dag er der gyldent stegte fiskefrikadeller og grøntsager i rustikke udskæringer i buffeten. Måltiderne i spisesalen er lidt som en genudsendelse af scener fra Lea Korsgaards opvækst.
Hendes forældre var begge ansat på Gerlev Idrætshøjskole. Hendes mor, cand.mag. Klara Korsgaard, var lærer, mens hendes far, professor i pædagogik Ove Korsgaard, var forstander. I Gerlev voksede Lea Korsgaard op som nummer to i en søskendeflok på fire. Noget af det, hun udviklede som højskolebarn, var en udvidet opmærksomhed, hvor man med passion fordyber sig. Hun citerer forfatteren Meir Goldschmidts (1819-1887) ord om dannelse:
”Ved dannelse forstår jeg den udviklede evne til at være opmærksom, opfatte og tilegne sig en tanke.”
Lea Korsgaard følger op:
”Det er højskolen en fantastisk platform til at udforske den udvidede opmærksomhed gennem fordybelse i poesien, historien, keramikken eller måden at holde en fest på. Højskolen giver kun mening, hvis man gør det, man gør, fuldt ud. Man er ikke på højskole for at få en karakter. Det, man gør på en højskole, gør man kun af lyst og nysgerrighed.”
At gøre det, man gør, fuldt ud er en måde at leve på, som følger hende, hvad enten hun er fordybet i en gærdej, spiller Carcassonne eller forspirer hornvioler. Det sidste er hun i gang med hjemme i stuen i forstanderboligen. Hun stopper op i sin talestrøm og siger, at det måske godt kan lyde lidt begejstringsramt:
”Det er ikke kun i forhold til de glade følelser. Det er ikke nogen flugt fra det, som gør ondt. Det handler om hengivelsen, hvad enten det er til glæden eller den dybe melankoli.”
Mens man balancerer maden væk fra buffeten, kan man på en af spisesalens okkergule vægge se et maleri af Krogerup Højskoles første lærere. Det er malet i 1947, da teologen Hal Koch var forstander. På skolen citerer man gerne Hal Koch for at sige, at kun ved at indlade sig lidenskabeligt med tilværelsen bliver man klogere på sig selv. Lea Korsgaard ser det som en væsentlig del af højskoleånden.
”Højskolen er et sted, hvor man gerne skulle få mod og lyst til at leve, fordi man bliver mindet om, at det er ’os, der er den’. Vi er samfundet. Det er ikke nogen andre, som er den. Engang tog du på højskole for at lære nogle kompetencer og blive klogere på din nation, så du kunne tage hjem og virke og ikke lade andre om at styre dit liv. Det er dannelsen til myndighed, som er højskolens vigtigste opgave overhovedet.”
Da klokken er 20, er der ikke flere ledige stole i foredragssalen på Krogerup. Mødet har været annonceret, og en broget skare af tilhørere har taget plads i salen. Lea Korsgaard har stået på Det Kongelige Teaters scene i forbindelse med Zetlands arrangementer, men i aften, hvor hun er på hjemmebane og kan genkende mange af ansigterne, mærker hun, at hun er nervøs.
Overskriften for foredraget er ”Gå foran. Hvordan klimakrisen stiller journalistikken”. Hvor man måske kunne forvente at få en gennemgang af digre rapporter med alarmerende kurver, fortæller hun i sit foredrag om dengang, hun fik en have. Det er fire år siden, at familien flyttede fra sin lejlighed til et hus med en lille have i Valby ved København. Som den drevne fortæller, hun er, prøver hun at lade tilhørerne komme tæt på noget af den storhed, hun blevet overvældet af, da hun dyrkede sine egne tomater første gang. For hvordan skal man fatte dimensionerne af den tragedie, menneskeheden har sat op, hvis man ikke bevæger sig ud i naturen, som det hele handler om?
Den sommer, hvor Lea Korsgaard fik en plet jord, begyndte hun også at tænke på sin bedstefar, forfatteren og valgmenighedspræsten Erik Aalbæk Jensens (1923-1997) glæde ved haven. Han dyrkede sin køkkenhave, som var det et mønstergartneri, og så gik han lange ture med sin sixpence på hovedet. I foredraget nævner hun ikke hans navn, men siger:
”Min bedstefar var modstandsmand og kom til Dachau og Neuengamme, hvor det blev hans job at bære lig ud af barakkerne. Det var ikke noget, han talte meget om, men vi vidste, at han havde været med i krigen og været i fangelejr.”
Da hun fik have, blev hun optaget af, hvad hendes morfar fandt i naturen og blev mindet om hans dagbøger, som hun har læst. De er tilgængelige på Det Kongelig Bibliotek. Her står stort set intet om tiden i Dac-hau, men der er mange sansemættede beskrivelser af natur. Et sted skriver han: ”Hvad vi søger i landskabet, er poesien.”
I dag tænker Lea Korsgaard, at det giver mening, at hendes bedstefar og hans generation, som havde troet, de skulle dø i fangenskabet, søgte en fornemmelse af noget sammenhængende og måske ophøjet i naturen. Eller som hun skrev det i en kronik i efteråret:
”Hvis koncentrationslejren var sygdommen, så var naturen medicinen.”
På det store lærred bag Lea Korsgaard troner dronning Margrethe frem i dueblå silkeskjorte. Lea Korsgaard afspiller sekvensen fra nytårstalen 2018, da talen blev grøn.
”Det optager stadigt flere, at vores levevis påvirker miljøet og klimaet. Virksomheder har grønne strategier. Vind, sol og biomasse giver os renere energi. Hjemme i køkkenerne sorterer man affaldet. Mange køber økologisk. Det er nok de unge, der går forrest. Det er dem, der forstår, at fremtidens problemer bliver deres. De vil ikke – som os ældre – blive hængende i gamle vaner. Derfor skal vi lytte opmærksomt til de unge, når vi drøfter, hvordan vi kan undgå at udfordre balancen i naturen.”
Forsamlingen klapper. For Lea Korsgaard var Dronningens ord om klimaet et signal om, at det at være grøn ikke er en partipolitisk sag.
”Jeg er stor Margrethe II-fan, og det var modigt af hende at gøre, og det kan være med til at påvirke normer, værdier og vores tænkning om, hvad det vil sige at drømme om en grønnere verden.”
Fra scenen slår hun fast, at vi er ved at ødelægge naturen og dermed vores eneste hjem. Hvad er journalistikkens rolle? Hun efterlyser kløgtig journalistik og peger på den rolle, fælles fortællinger kan have i forhold til at skabe en omstilling. På lærredet bag hende kan man nu se et billede af Grundtvig.
”Vi har ført gennemført store forandringer i vores måde at leve på, og de har været drevet af fortællinger. Da vi skulle løfte os fra at være en umyndig almue til at være et folk, som kunne regere os selv, da demokratiet blev indført, så skete det ikke kun i kraft af at formidle kendsgerninger til hinanden. Det blev drevet frem af Grundtvigs sange og hele den poetiske kraft, som ligger i at besynge folket som en myndig, fri størrelse.”
Dagen efter foredraget på Krogerup mødes vi på Lea Korsgaards arbejdsplads Zetland i Københavns nordvestkvarter. Hun er medstifter af den syv år gamle virksomhed, som i dag har 25 ansatte.
I går fortalte hun om sin bedstefar, og hvordan koncentrationslejren var sygdommen, mens medicinen var naturen. Da Lea Korsgaard så sine tomatplanter vokse sig store, groede de på en sorg, som stadig sidder i hende som en skygge, der hele tiden er der: erkendelsen af, at det jordiske liv har en deadline.
Skyggen kom, efter at hun havde tilbragt en jul på sofaen med ætsende rygsmerter og opsøgt en kiropraktor, som lakonisk konstaterede, at skaden var aldersbetinget.
”Aldersbetinget. Findes kropsligt forfald hos mig? Jeg havde haft et fuldstændigt langt forår, hvor det er, som om bøgeskoven aldrig holder op med at være lysegrøn i ens forestilling om verden. Og så meldte forfaldet sig. Jeg gik fuldt ind i det og græd ved tanken om, at jeg skal dø og forlade dem, jeg elsker.”
Det var dengang, hun regnede ud, at hun måtte gøre noget ved sine læsevaner. Læste hun en bog om måneden, ville hun blot have 500 bøger til gode.
”Vildt ikke?”.
Erkendelsen gav en plads for den glæde, som hun tror er et langt bedre forsvar for klimaet end alarmisme. Hun taler om sensommeren med knoldede gråpærer og æbler, som ikke bare er røde. De er skoldrøde. Flere gange bruger hun ordet livsunder. Hun er inspireret af teologen Ole Jensens natursyn, hvor livet ses som et under. Ja, et grundmirakel. Selv tror hun på en kristen Gud, men synes, det er svært med ordene.
”Troen er hinsides fornuften, og sproget er i nogen grad forbundet med fornuften, og derfor kommer jeg til at famle lidt efter ordene, når jeg skal prøve at trænge ind til, hvad det vil sige at tro. Men det har at gøre med en grundoverbevisning om, at livet står over døden. At lyset står over mørket.”
Lea Korsgaards insisteren på lyset er en del af den grundtvigske arv, hun fik i opvæksten. Barndommens menighed var Osted Valgmenighed (ja, det var her hendes morfar var præst), hvor hun fortsat er medlem, og de tre drenge er døbt i valgmenigheden.
Når hun taler om sin opvækst og højskoleånden, taler hun om at være en eksistens med en pælerod.
”Jo dybere roden stikker ned i jorden, jo nemmere bliver det at se op og ud til siden. Kender du din historie, din kultur, din slægt og din arv, kan du lettere forholde dig til den og være kritisk på en sund måde.”
I håb om at Bjørn, Aske og Mads også må udvikle pælerod, tager hun dem med i kirke enten i Osted eller i Humlebæk Kirke nær højskolen.
”Det er et forsøg på at få deres pælerod banket ned et sted. Og så har det med opmærksomheden at gøre. Kirken er et rum til udvidet opmærksomhed uden nogen distraktioner. Her har du en time med nogle smukke budskaber, hvor du kan gå til nadver. Det er noget af det mest irrationelle, som findes, men du indskriver dig i en årtusind lang tradition, som jeg synes mine børn skal kende.”
For nylig opsøgte hun teologen Ole Jensen og lavede et interview. De talte blandt om skabelsesberetningen. Ole Jensen læser det, som om Gud er en sansende Gud, der ser sit værk og beder mennesket beundre og varetage det. I år har Lea Korsgaard sin helt egen plan for at beundre naturen. Der er 97 dagsommerfuglearter i Danmark. Til sommer vil hun rejse rundt og finde dem. For som hun sagde, inden hun sendte foredragsgæsterne ud i den stjerneklare himmel forleden:
”Dagsommerfugle kan fortælle historien om, hvordan biodiversiteten er truet, og hvad det gør ved os. Men også om naturglæden, og forhåbentlig kan det få aktiveret forbindelsen til livsunderet og få vist, hvor ufatteligt mirakuløs naturen er.”