Da livets ustyrlighed overrumplede det moderne menneske

Som en kæmpe kollektiv blodprop satte coronaen sig i samfundets årer og mindede os om, at vi ikke altid er herre over vores eget liv. Reformatoren Martin Luther havde egentlig sagt det, men måske havde vi glemt det

Tegning: Morten Voigt
Tegning: Morten Voigt.

Illustrator Line Jensen var i gang med at hænge vasketøj op, da hun den 11. marts så statsminister Mette Frederiksens (S) tale om, at nu lukkede Danmark. Talens budskab gjorde hende så bange, at hun begyndte at ryste. For hvad ville der ske med både den store verden og hendes egen lille verden? Og hvordan skulle hun og ægtefællen som to selvstændige kunne tjene penge?

”Uvisheden om, hvad der ville ske, og hvad vi skulle leve af, hvis min mand endte med at miste hele sin indkomst fra den ene dag til den anden, var voldsom. Jeg troede ikke, at verden ville blive den samme igen.”

Line Jensen er mor til tre døtre og gift med professionel musiker Rune Kjeldsen, som i løbet af natten blev arbejdsløs. Hun lever af at tegne hverdagen, og på billedmediet Instagram lagde hun en tegning op med en kalender med et stort rødt kryds over.

”Nu kan jeg se, at det også var meget hyggeligt, at vi allesammen var hjemme og sang fællessang med Phillip Faber og skændtes om meget små ting, fordi min mand var mere hjemme, end han nogensinde har været, men først var jeg virkelig bange,” siger hun.

I slutningen af maj udkom den tyske stjernesociolog Hartmut Rosas bog ”Det ukontrollerbare” på dansk. I bogen fremsætter han teorien om, at det egentlige liv faktisk opstår, når vi møder noget, vi ikke kan kontrollere. I et interview med Kristeligt Dagblad sagde Hartmut Rosa, at ”coronakrisen på mange måder er modernitetens mareridt, men den er samtidig en historisk sprække, som netop giver os mulighed for at sætte hensyn til livet over økonomien.”

En undersøgelse, som Trygfonden offentliggjorde i slutningen af juni, viste dog, at coronakrisen ikke har slået danskerne ud. Trygheden er stort set uforandret før og efter coronakrisen. Tilliden til politikerne er den højeste nogensinde. Men netop usikkerhed i forhold til job og økonomi bekymrer danskerne. Forskningschef i Trygfonden Anders Hede siger:

”Vi ser visse tegn på bekymring, men folk har accepteret de politiske beslutninger og fulgt intenst med i mediernes dækning af corona. Og den overordnede erfaring er, at det danske samfund er vældigt robust, godt hjulpet af økonomiske akutpakker.”

Anders Hede støder indimellem på den påstand, at moderne mennesker har svært ved at håndtere det udforudsete, fordi vi ikke har levet i en tid, hvor taget blæste af, eller huset brændte ned til grunden. Og fordi vi kan forsikre os mod det meste.

”Vi er i vores del af verden omgivet af ekstremt effektive systemer, der gør, at alt fungerer næsten hele tiden. Internettet er bygget til at overleve en atomkrig, og vi er vant til meget hurtigt at lave regler, hvis noget brænder på, og det skal vi da glæde os over. I 1600-tallet kunne de ikke bare inddæmme en dødelig pandemi. Det var da en forfærdelig præmis at leve under. I bund og grund er epidemier det, der har skabt den effektive stat.”

I løbet af coronamånederne har lektor Camilla Sløk ofte tænkt på dengang, hun var ansat som præst på Rigshospitalet. Lektoren, der underviser i ledelse og etik på Handelshøjskolen CBS i København, er også teolog og har været hospitalspræst. Og hun har kunnet se store paralleller mellem, hvordan en familie reagerer på beskeden om, at en af deres kære er terminalt syg, og så det kollektive chok, der ramte, da den verdensomspændende pandemi nærmest på et øjeblik ændrede vores tilværelse.

”Coronaen svarede til, at samfundet havde fået en blodprop, og alt blev forandret på et sekund. På et øjeblik måtte du omstille dig og acceptere den præmis. Det er første gang i min levetid, at der kollektivt har været en fælles erfaring af, at nu var der en blodprop, du ikke kunne gøre noget ved. Blandt andet det faktum, at der slet ikke blev diskuteret, om vi skulle rette ind, understregede den fælles lammelse. Det er meget ualmindeligt, at danskere slet ikke kværulerer. Med coronanen accepterede vi nærmest stiltiende, at der var noget på spil, vi ikke var herre over.”

Præcis det er sjældent set i den tid, vi lever i, hvor der er en forventning i samfundet om, at vi skal kunne forklare alt meningsfuldt. Og det er egentligt lidt pudsigt, påpeger Camilla Sløk, for hvis der er noget, der er sikkert, er det, at vi alle igennem livet vil opleve det, hun i sin seneste bog, ”Magt og omsorg i et eksistentielle lederskab”, kalder for ”eksistentialerne”. Reformatoren Martin Luther definerede det som ”det nødvendige”, og det handler om alt det i livet, vi ikke kan kontrollere. Livet, døden, kærligheden, lidelsen, ondskaben.

”Folk i dag bliver meget overraskede over død, lidelse og sygdom. Luthers pointe er, at det onde sker, selvom vi ikke ved hvorfor, og det må vi så sammen hjælpe hinanden med at håndtere. Hvis coronaen havde fundet sted i middelalderen, havde man sagt ’Guds vilje ske’. Det var ikke, fordi folk var i bedestilling konstant, men man havde et liv, hvor strategien var at lægge det i Guds hånd. Når krisen ramte, havde man ikke andet virkemiddel end at sige ’Gud i vold’ og acceptere døden som et vilkår. Det har vi vanskeligt ved i dag, hvor der skal være en mening med lidelsen og døden.”

Camilla Sløk påpeger, at pandemien viste konturerne af den lutherske arv i danskerne.

”Vi siger sjældent, at vi er lutherske, men selve lutherdommens måde at forme vores mentalitet på har vi set på forskellige planer under covid-19. Vi har forstået, at vi har været nødt til at hjælpe hinanden som familie og som samfund for at passe på hinanden. I forhold til andre europæiske lande har vi virkelig rettet ind.”

På Aarhus Universitet oplevede professor Michael Bang Petersen både, at coronaen lukkede samfundet, og at den lukkede pengekasser op.

Han er leder af Hope-projektet, der løbende måler danskernes reaktioner på coronakrisen. På ét døgn blev han og hans team tildelt 25 millioner kroner, som det normalt kunne tage måneder, måske år, at søge og få via fonde. Nu lykkedes det på bare 24 timer.

”Der har været en enorm villighed til at kaste ressourcer ind i coronakampen,” siger Michael Bang Petersen.

Og en kamp har det netop været. Ikke bare en sundhedskamp og en adfærdskamp om håndhygiejne. Det har også været menneskets kamp mod naturen og modernitetens kamp for sig selv, vurderer han.

”Naturen skulle ikke få lov at tage magten fra os. Vi har kæmpet for vores identitet som mennesker og for vores ontologiske sikkerhed, der handler om at føle sig sikker i sin egen væren. Og det lykkedes for så vidt i Danmark, hvor situationen aldrig kom ud af kontrol. I befolkningen har der været en gunstig og balanceret stemning af optimisme og ængstelse.”

Det er for tidligt at skrive coronaens nekrolog, understreger Michael Bang Petersen. Til gengæld vil mange formentlig finde en tryghed i, at vi i store træk ved, hvad vi skal gøre, hvis et nyt udbrud rammer.

”Der er blevet etableret et psykologisk handleberedskab hos os, som vi hidtil kun havde set i de asiatiske lande, og som vi kan trække på, hvis vi bliver ramt af en ny bølge til efteråret. Meget er allerede blevet indlejret som en vane og bliver ikke opfattet som trættende. Så når vi ser en flaske håndsprit, så spritter vi bare af uden at tænke mærmere over det.”

Kort efter nedlukningen den 11. marts skulle filosof Ole Thyssen et smut til bageren, fortæller han. Her fik han et chok.

”Jeg stod i butikken og ventede på, at det skulle blive min tur, og pludselig var der en kvinde, der hvæsede af mig, som var hun en kat, jeg havde trådt over halen. Jeg var kommet for nær,” husker han.

Det har siden slået ham, at statsministerens ord om at ”stå sammen ved at holde afstand” både knytter os sammen som mennesker – og får os til at se hinanden som fjender.

”Man begyndte pludselig at se alle andre som en slags fjender, der kunne have noget ondt i sig. Og den angst for sygdommen tror jeg ikke på, man bliver stærkere af. Den beslaglægger ens bevidsthed og gør, at man krummer sig ind i sig selv.”

Det, han ser nu, hvor chokket har lagt sig, er dog, at danskerne er blevet meget utålmodige. At alvoren og krisebevidstheden nok var kraftigt til stede for en stund, men for manges vedkommende er forduftet nu.

”Mens nedlukningen var et skarpt snit med en kniv, kontant og letforståelig, er genåbningen blevet en meget rodet affære. Hele interessetænkningen, det velkendte danske klagehysteri, kommer op igen. Hele dette kor af folk, der finder på alle mulige ejendommelige påskud for, at netop de skal have noget særligt. Man prøver at pakke sin egoisme ind, men det lyser med stråleglans igennem, at man selv vil have mere, og det skal være nu,” siger Ole Thyssen.

”Der har vist sig en voldsom utålmodighed over at have levet i undtagelsestilstanden, og det er også svaghed ikke at kunne tåle udsættelse. Jeg kan se det her, hvor jeg bor. Langs Søerne (i København, red.) var der til at begynde med stor forståelse for ensretningen, men nu gider folk ikke mere. Det er en mangel på robusthed for mig, mangel på evne til at tåle og fastholde udsættelse. Vi er alle blevet små børn.”

Rektor på Kolding Designskole og professor i psykologi Lene Tanggaard havde kun været ansat i Kolding i få måneder, da samfundet og dermed også designskolen lukkede ned, og hun blev nødt til at være distanceleder fra sit hjem i Vejlby ved Aarhus. Det gav hende ro til at færdiggøre sin bog ”Det kreative nej”, som udkom for nylig, men det gjorde hende også bevidst om, hvor afgørende nærvær og dialog er i designfaget.

”En af de studerende eksperimenterede med at væve med mos i mangel af materialer. En anden gik ud i naturen og begyndte at strikke horisonten, som en kommentar til corona-stilstanden. Kreativitet kan spire frem af forhindringerne, og nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, men sådan er det ikke altid. Megen kreativitet opstår i mødet og dialogen med andre, ikke i fire designfaser skrevet ned i en bog.”

Og det er, som hun ser det, en vigtig lære af pandemien.

”Vi har aldrig har kunnet planlægge vores liv. Alligevel er meget forskning bygget på, at vi netop kan forudse, hvad der vil ske, og vi ser mange storstilede projekter inden for byudvikling, der fejler, eller ender med kæmpe budgetoverskridelser. Forskning bør i højere grad tage forbehold for livets uforudsigelighed. Det har coronaen mindet os om.”

Og det samme gør sig gældende for det enkelte menneske, mener Lene Tanggaard. Outlook-kalender og to do-lister sikrer os ikke mod, at et vigtigt møde bliver aflyst, eller at de ringer fra børnehaven og siger, at den mindste har fået feber og skal hentes.

”Vi risikerer at gå glip af en masse, hvis vi tror, at vi har fuld kontrol. Vi har som mennesker opnået så stor beherskelse og suverænitet over teknologi og natur, at det efterhånden er blevet problematisk for os, fordi vi ikke kan håndtere det ukontrollerbare. Sandheden er, at vores livs manuskript ikke er skrevet på forhånd. Vi skriver på det hver dag,” siger Lene Tanggaard.

Illustrator Line Jensen genkender billedet af at skrive på livets manuskriptet hver dag. ”Hver dag starter det forfra”, lyder et af hendes slogans som mor til tre børn og gift med en mand, der i ikke-coronatider ofte er på turné som musiker. I slutningen af maj tegnede hun sig selv, som var ved at blive løbet over ende af hverdagens hamsterhjul. Hun skrev:

Hvad skete der med alt det, vi sad og snakkede om? Om alt det, vi havde lært, og alt det, vi ikke ville tilbage til. Det med, at når verden åbnede op, skulle den åbne på en anden måde?

Tegningen var en reaktion på, at Danmark var ved at vende tilbage til normalen efter et par måneder med kollektiv corona-nedlukning. Mange, inklusive hende selv, havde brugt en del tid på at tale om, hvorvidt man skulle indrette sit liv på en anden måde. Nu var hendes døtre tilbage i skole og børnehave, og hendes mand fik de første spillejobs. Var hverdagen så bare fluks tilbage?

”Det var, som om samtalerne om at arbejde mindre og være mere sammen med sine børn langsomt forstummede, da hjulene først gik i gang. Det kom til at handle om, hvordan vi økonomisk holdt hånden under samfundet og viste samfundssind ved at købe den rigtigetakeaway for at støtte de lokale. Jeg har selv været splittet mellem at ønske et andet liv og vende tilbage til den kapitalistiske verden, vi kender, og som føles tryg.”

Selvom meget på overfladen er back to business, fortsætter nogle tanker med at rumstere. For skal man partout fylde kalenderen helt til randen hver uge?

”Vi er begyndt at hente vores børn tidligere i institution, fordi det virkelig er gået op for os, at det gør dem godt – og fordi min mand har været uden arbejde, så det har kunnet lade sig gøre. Der har været en stor frihed i, at alt socialt har været aflyst, så man ikke har skullet hente og bringe og rende og planlægge alt til mindste detalje. Vi vil i højere grad prioritere weekender uden planer til bare at være os. I hvert fald indtil min mand får sit job tilbage og er væk hver weekend.”