Jeg var rasende over, at jeg overhovedet skulle spille den kamp. I weekenden havde mit hold, FC Nordsjælland, taget hul på sæsonen i en udekamp mod FCK i Parken, og jeg var vred over, at træneren havde valgt at lade mig starte på bænken. Og det var kun på grund af den manglende spilletid, at jeg skulle spille en reserveholdskamp mod Hvidovre to dage senere.
Det var på Hvidovre Stadion, og i begyndelsen af anden halvleg trak det op, og snart efter regnede det så kraftigt, at man dårligt kunne se med- og modspillere. Selve lynnedslaget kan jeg ikke huske, men min tvillingebror og min far var sammen med 200 andre tilskuere til stede, så jeg har siden fået fortalt, at de pludselig så et kraftigt lysglimt og hørte et kæmpe brag, hvorefter alle spillere på banen faldt til jorden. Herefter rejste de sig en efter en og løb forvirret mod omklædningsrummene. Alle på nær mig. Jeg lå livløs i græsset. Heldigvis så en af Hvidovre-spillerne, at jeg blev liggende på banen. Han var til daglig politibetjent og løb sammen med mit holds fysioterapeut hen til mig. De gav førstehjælp og fik tilkaldt en ambulance, der kom i løbet af 11 minutter. I alt endte jeg med at ligge livløs på banen i 41 minutter, hvor jeg modtog hjertemassage, inden jeg blev lagt i kunstig koma på Hvidovre Hospital.
Man kan sige, at lynet slog ned, mens jeg udlevede min drøm. Jeg var 24 år og havde spillet fodbold, siden jeg var fem år. Fire år før ulykken havde jeg underskrevet min første kontrakt, og drømmen, jeg havde brugt hele mit liv på at kæmpe for, var gået i opfyldelse. Jeg kunne kalde mig professionel fodboldspiller, og jeg begyndte at sætte nye mål. Ambitionerne var store, og jeg fik langsomt bidt mig fast i startopstillingen, og sæsonen før ulykken var uden sammenligning min bedste. Jeg scorede mål og lavede assists, og hen over sommeren talte jeg med min familie og min agent om, at det efter mere end 80 kampe for FC Nordsjælland var på tide at tage næste skridt. At jeg skulle til en liga i udlandet og arbejde for at komme tættere på landsholdet.
Da jeg vågner fra koma 11 dage efter ulykken, kan jeg ikke tænke på andet, end at jeg skal tilbage på banen og træne, så jeg igen kan komme i kamp. Jeg vejede 41 kilo, havde tabt 35 kilo og al min muskelmasse og fået amputeret to tæer, men alligevel tænkte jeg, at det var et spørgsmål om tid, før jeg var tilbage. Da lægerne efter tre uger sagde, at mit venstre ben skulle amputeres, kom det derfor virkelig bag på mig. Det var som om jeg lukkede helt af. Jeg græd selvfølgelig, men det var mest, fordi jeg på en måde følte, at jeg skulle vise en reaktion over for min familie. I virkeligheden var jeg bare tom. Mine drømme var knust, og livet føltes faktisk ligegyldigt.
Jeg ændrede mig, og jeg ville ikke lade nogen komme tæt på mig. Når min familie spurgte om noget, svarede jeg afvigende med korte sætninger, og selvom FC Nordsjælland forsøgte at støtte mig og inviterede mig til arrangementer og kampe, så kunne jeg ikke tage ud og se på andre, der udlevede min drøm. Ligegyldigheden fyldte mig i lang tid, og selvom jeg løbende oplevede succeser, som da jeg kom op at gå igen med en protese, så oplevede jeg også tilbagefald, når jeg pludselig så den bus, jeg altid havde kunnet løbe efter, køre fra mig. De næste år var en kamp mellem nedturene på den ene side og bestræbelserne for at være konstruktiv omkring mit handicap og lære at leve med begrænsningerne på den anden.
Når jeg ser en fodboldkamp i dag, kan jeg stadig drømme mig ind på banen og forestille mig, hvad det kunne have blevet til. Men det er ikke længere en bitter tanke. I dag er jeg stolt over det, jeg opnåede i karrieren, i stedet for bitter over det, jeg ikke opnåede. Jeg var 24 år, da ulykken skete, og på det tidspunkt vidste jeg ikke, at livet ikke er én, men mange drømme. Det ved jeg, når jeg i dag ser på mine to børn og min familie, og det erfarer jeg i mit arbejde med udsatte børn og unge, og når jeg holder foredrag om ulykken og vejen tilbage. På den måde åbnede der sig også nogle døre, da jeg blev ramt af lynet.