Kastrup Lufthavn, 2014.
”Der står ’F’ i dit pas.”
Pasbetjenten løfter blikket fra Moeisha Ali Adens rødbedefarvede pas og giver hende elevatorblikket. Det mørke hår er kortklippet, og hættetrøjen strammer ikke henover brystet. Hendes udseende stemmer godt nok overens med Mahamed Ali – det navn, der står i passet. Men ”F” står for hunkøn.
Moeisha Ali Aden er efterhånden vant til at forklare sig ud af vanskelige situationer, men denne gang skal hun lede efter ordene – Mahamed er ikke længere hende.
Siden 2014 har det i Danmark været muligt for personer over 18 år at foretage et juridisk kønsskifte. I praksis betyder det, at man får ændret de sidste fire cifre i sit cpr-nummer, så de stemmer overens med det køn, man føler sig som. Lige tal, hvis kvinde. Ulige tal, hvis mand.
Førhen krævede et juridisk kønsskifte, at man havde gennemgået en kønsskifteoperation, så det fysiske køn stemte overens med cpr-nummeret. I dag er det eneste krav, at ansøgeren er fyldt 18 år og skriver under på, at han eller hun føler sig som det modsatte køn. Hvis man efter et halvt år stadig kan bekræfte, at man identificerer sig som det ansøgte køn, får man tildelt et nyt cpr-nummer.
Indtil videre har 1549 personer benyttet sig af muligheden for juridisk kønsskifte. En af dem er 36-årige Moeisha Ali Aden, der på papiret skiftede køn den 1. september 2014 – den samme dag, den nye lovgivning trådte i kraft. Hun fik nyt pas, men hendes navneændring trak i langdrag, og hendes tidligere drengenavn kom til at stå i passet.
Da Kristeligt Dagblad møder Moeisha Ali Aden en formiddag ved Sankt Jørgens Sø i København, er det ikke til at se, at hun engang var en mand. I kjole, høje hæle og et løst tørklæde om sit opsatte hår, sætter hun sig ned og begynder – som dengang i lufthavnen – at forklare og fortælle om det, mange ville kalde en usædvanlig vej gennem livet.
30 år før episoden i Kastrup Lufthavn blev Mahamed Ali født i Somalia som dreng. Det østafrikanske land var præget af præsident Siyaad Barres diktatoriske beføjelser, og i horisonten lurede en konflikt, der få år senere ville skille landet i to.
Allerede som barn vidste hun, at hun var anderledes.
”Jeg har aldrig accepteret, at jeg er født i, hvad mange vil kalde den ’forkerte krop’. Men jeg kan huske, at andre mennesker satte grænser for, hvad jeg måtte på grund af min krop. ’Du må ikke lege med pigerne, du skal interessere dig for fodbold, du må ikke være for feminin’,” husker Moeisha Ali Aden.
I 1991 blev præsident Siyaad Barre væltet, og Somalia stod tilbage som et af de mest usikre lande i verden. Moeisha Ali Adens forældre blev på grund af moderens sygdom tilbage i hjemlandet, men sendte deres søn Mahamed afsted med sin onkel på en årelang flugt mod Danmark i håbet om, at deres barn kunne få et liv, der ikke var præget af fattigdom og krig.
Efter to år i Danmark bad den dengang 13-årige Mahamed Ali kommunen om at blive fjernet fra hjemmet. Onklen var mærket af krigen i sit hjemland og kunne hverken tage vare på sig selv eller sin nevø. Den unge dreng blev anbragt på børnehjemmet Dohns Minde i Gentofte, hvor han voksede op i trygge rammer, indtil han som 18-årig bliver tildelt en ungdomsbolig i Jægersborg.
For Mahamed ændrede puberteten ikke på, at han opfattede sig som pige. Han forblev slank, og da han fik skæg, barberede han det af og følte sig på den måde stadig feminin. Folkeskolens seksualundervisning havde ikke givet ham et sprog for det han følte indeni.
Som hun selv siger i dag, var det eneste, hun lærte i den sparsomme undervisning, at sætte et kondom på en banan.
”Jeg havde ikke forstand på, at der er overhovedet var noget, der hed LGBT eller transkønnethed – at det overhovedet var muligt. Men jeg vidste, at noget føltes helt, helt anderledes.”
Først da den nu unge mand kom i gymnasiet, fandt han et sprog og en forståelse for den udvikling, han var i gang med.
”Jeg vidste fra barnsben, at jeg var transkønnet, men jeg havde ikke noget sprog for det, før jeg kom i gymnasiet og gik ind i puberteten. Jeg havde altid vidst, at jeg gerne ville lege med det legetøj, som pigerne legede med og gå i det tøj, pigerne havde på, men nu kunne jeg endelig begynde at sætte ord på,” siger Moeisha Ali Aden og slår ud med armene, som for at illustrere den magtesløshed, hun følte sig fanget i, da hun stadig så ud som en dreng.
Særligt husker hun filmen ”To Wong Foo, Thanks For Everything” med Patrick Swayze, der handler om tre drag queens (entertainer, der optræder i tøj associeret med kvinder), der drager af sted mod Hollywood for at deltage i en skønhedskonkurrence. Selv har hun aldrig været drag queen, men at se, at der var andre, der som hende selv, ikke passede ind i de kasser, samfundet havde tildelt dem, hjalp hende med at acceptere sine afvigende følelser.
Moeisha Ali Aden er i dag i gang med en udredning på Center for kønsidentitet på Righospitalet, og til oktober har hun været i behandling med kvindelige kønshormoner i fire år. For hende var det første år på medicin det sværeste. Folk omkring hende lagde først mærke til forandringerne i hendes ansigt, men for hende selv var det forandringer i overkroppen, der gjorde den største forskel.
”Min krop skulle gøre plads til brystvæv. I det første lange stykke tid fik jeg hedeslag og svie i brystet hver nat.”
Hendes hofter er også blevet bredere med tiden.
Indtil videre har hun ikke fået foretaget nogen kirurgiske indgreb hverken af over- eller underkroppen, men hendes mål er at få en kønsskifteoperation. Som hun selv beskriver, kan det tage mange år, før ”Rigshospitalet bliver enige med sig selv”. Ifølge hende skal lægerne tage stilling til, om det er en fase, og når der er mange afdelinger – heriblandt Center for kønsidentitet, Sexologisk klinik og Gynækologisk klinik – som skal tale sammen, kan det hurtigt blive en langsommelig proces.
Men det har aldrig været en fase for Moeisha Ali Aden. Det er bare sådan, det er, som hun siger. Derfor var hun heller ikke i tvivl den septemberdag for seks år siden, hvor hun søgte om juridisk set at få skiftet sit køn fra mand til kvinde. Også selvom det betød, at hun måtte sige farvel til nogle af sine muslimske familiemedlemmer.
”Nogle siger, at det, jeg gør, er haram (udtryk for synd i islam, red.), og der siger jeg ’fint nok – den tager jeg med Allah, når dommedagen kommer’. De fleste er til gengæld enige om, at de altid har kunne se, at jeg var feminin,” siger Moeisha Ali Aden og tilføjer: ”So everybody knew.”
Moeisha Ali Adens mor døde, da Moeisha selv var 16 år og stadig boede på børnehjemmet i Gentofte. Faderen bor fortsat i Somalia, og ham har hun ikke set i fire år. Han ved godt, at hun er transkønnet, og ifølge Moeisha Ali Aden er hans holdning, at han kun kan vejlede hende, men ikke tvinge hende til noget.
Vennerne fra Danmark har hun endnu. De kunne godt acceptere hende for den, hun er. De drengegrupper, hun var en del af i sin folkeskole- og gymnasietid, er hun stadig tætte venner med. Det gør ikke noget, at de ofte er 11 mænd og en kvinde.
”Hele pointen med en drengeaften er, at der ikke skal være nogen piger, men de har ikke bedt mig om at gå endnu,” siger Moeisha Ali Aden og smiler.
I dag har Moeisha Ali Aden taget en bachelor i uddannelsesvidenskab på den københavnske del af Aarhus Universitet. Hun bor Vesterbro i København, fordi det ifølge hende er det sikreste sted at være transperson. Danmarks San Fransisco, kalder hun det, og henviser til den amerikanske storby, som et af de tryggeste steder i verden at være LGBT+.
Hun har ikke selv været udsat for et fysisk overfald, men hun kender flere, der har, og hun slukker altid for musikken i sine hovedtelefoner, når hun eksempelvis går en tur på Nørrebro, hvor hun ofte oplever tilråb som, at hvis hun vil være kvinde, skal hun i det mindste klæde sig anstændigt.
På trods af tilråbene insisterer hun på at være lige der, hvor hun har lyst til at være. Også når hun er på date. Men hun har ikke været i et officielt forhold, siden hun sprang ud som transkønnet kvinde.
”De mænd, jeg ses med, er bange for at blive opfattet som homoseksuelle, hvis det kommer frem, at de ses med en kvinde som mig. Derfor siger jeg heller aldrig til nogen, at jeg har en kæreste,” siger hun og tilføjer: ”Det er en smertefuld situation at være i, men jeg bebrejder ikke mændene. Det er samfundet, der ikke er klar til at acceptere, at en mand dater en transkønnet kvinde.”
Hvis coronavirussen ikke havde stoppet store forsamlinger, ville Moeisha Ali Aden til efteråret have turneret rundt på landets folkeskoler og gymnasier for at holde foredrag om sit liv som sort, muslim og transkønnet og i kraft af sit arbejde som talsperson for Sabaah – foreningen for minoritetsetniske LGBT+ personer. Til foredragene fortæller hun om, hvordan hun ville ønske, at hun havde haft muligheden for at skifte juridisk køn tidligere i sit liv.
”Så havde jeg ikke være tvunget til at sætte mit liv på standby i alle de år. Jeg klædte mig ud som Mahamed, men jeg var ikke ham,” siger hun, mens hun rejser sig op og glatter på kjolen, så den falder ned over de bare ben.