Jeg kan ikke prale af at være københavner. Jeg kommer fra provinsen, hvor der hverken er S-tog eller døgnåbne butikker. Jeg bor der stadig, og jeg har aldrig helt følt mig hjemme i storbyen. Da jeg havde været til et middagsarrangement i hovedstaden en fredag aften, lykkedes det mig derfor at fare vild ikke bare én, men hele to gange på vejen hjem. Efter at have misset flere offentlige transportmidler og trasket frem og tilbage på Nordre Fasanvej i frostgrader i jagt på det forjættede busstoppested var mit humør mildt sagt ikke på sit højeste.
Det var derfor med en ganske kold næse og en endnu koldere mine, at jeg endelig stod på bus 4A. Jeg slog blikket ned for at undgå unødig kontakt med de øvrige folk i bussen. Jeg ville bare gerne hjem til min mand og datter og langt væk fra Københavns tumult og menneskemylder, så jeg satte mig på et af de blå dobbeltsæder og stirrede ud i mørket, mens jeg ventede på, at mine kropsdele skulle tø op igen.
Jeg lagde ikke mærke til, at en mand stod på bussen og satte sig ved siden af mig, før han afbrød mine tanker.
”Det er en flot jakke, du har på der. Er det kanin?”, spurgte han. På hovedet havde han en brun fedorahat. Sådan en, man ser i amerikanske film, hvor både gangsterbossen, gentlemanden og den gammeldags journalist er kendt for at bære den. Chokeret kiggede jeg på ham og fik fremstammet et ”ja”. ”Den er flot. Det ser man ikke så tit,” sagde han med et smil og en ånde, der lugtede lidt af øl. ”Tak,” svarede jeg, ”den er også varm.”
Jeg vidste ikke, hvad jeg mere skulle sige. Så vi bumlede tavse ved siden af hinanden i retning mod Lergravsparken Station. Da han rejste sig for at stå af, vendte han sig mod mig og smilede. ”Jamen, så god aften,” hilste han og lettede på hatten, hvorved han afslørede en grå, aftagende hårpragt. ”God weekend,” svarede jeg og kunne ikke holde et smil tilbage, da han tumlede ud af bussen og væk i mørket.
Tilbage sad jeg ganske forbløffet over min egen spontane hilsen til denne fremmede mand, og umiddelbart derefter forbløffedes jeg over, at en så basal gestus kan forekomme mig overraskende. ”God weekend” er jo ikke ligefrem en lang, dyb eller personlig samtale. Alligevel sad jeg tilbage med varm næse og et smil, der var som malet på, resten af turen hjem. Manden med den brune filthat havde reddet min aften, der ellers var på kollisionskurs.
At en kort samtale med en halvberuset mand kan have så stor effekt på mig, vidner om, hvor uhyre sjældent det er, at jeg taler med fremmede mennesker i det offentlige rum. Jeg gør mit bedste for at undgå den slags spontane interaktioner med folk, jeg ikke kender. Hvis jeg ved kassen i Føtex står ved siden af et snakkehoved, overvejer jeg seriøst at skifte kø. Hvis en fremmed stiller mig et spørgsmål, svarer jeg høfligt, men bevæger mig så væk for at undgå yderligere kontakt.
Jeg behøver ikke spørge om vej, for det elektroniske kort på telefonen guider mig sikkert frem til destinationen. Jeg behøver ikke bruge tiden i toget eller butikskøen på snik-snak med sidemanden, for mine nærmeste venner er kun et klik væk i lommen. Nu vil jeg ikke antage, at alle andre er så menneskesky som jeg, men jeg vil godt vove kaninpelsen og sige, at jeg nok ikke er den eneste, der har tendens til at agere sådan i det offentlige rum.
Manden med fedorahatten mindede mig imidlertid om udtrykket ”intet menneske er en ø”, som den engelske digter John Donne skrev tilbage i 1624. Det er ikke meningen, at vi skal leve isolerede hver for sig, men sammen. Der er noget mellemmenneskeligt og medmenneskeligt, der binder os sammen. Men i vores individualiserede tid (for nu at bruge et gennemtærsket omend sandt udtryk) er det nemt at glemme det store fastland, som vi alle er en del af.
Manden med fedorahatten og jeg er jo egentlig i samme båd – eller bus, om man vil – i kraft af vores delte menneskelighed. Lommefilosofisk, som det måske kan lyde, så står vi mennesker vel i sidste ende over for de samme eksistentielle dilemmaer om livets mening, samfundets retning og formål og dødens uundgåelige komme. Umiddelbart efterlader det rigeligt materiale til en lille snak i bussen, toget eller køen. Om ikke bare en venlig kommentar om vejret eller en usædvanlig jakke.
Så efter mit møde med manden med hatten har jeg besluttet mig. Jeg vil ikke være en ø. Jeg vil gerne blive bedre til at stoppe op og glæde mig ved mødet med andre mennesker. Selv hvis det kun er for en kort snak i bus 4A.
”God weekend!”