Min konge ligger på sin seng
indhyllet i min parfume.
Som et bundt af duftende myrraplanter
ligger min elskede mellem mine bryster.
Han dufter som en buket hennablomster
fra vingårdene i En-Gedi-oasen.
Sådan besynger Sulamit sin kærlighed, nydelse og lidenskab til Salomon i Højsangen, Bibelens store kærlighedsdigt, i Det Gamle Testamente. Og han svarer med samme passion: ”Hvor er din elskov smuk, min ven, min brud, din elskov er sødere end vin, duften af dig er den bedste af alle”.
Men er det ikke mærkeligt, at et skrift som Salomons og Sulamits kærlighedssang hører med til Bibelen, fordi den jo priser den lidenskabelige, erotiske kærlighed mellem to mennesker, men ikke siger et ord om Gud?
Den indvending har cand.theol. Pia Søltoft altid undret sig over. For taler man ikke altid om Gud, når man taler om kærligheden?
Det skriver hun, der er præst og forfatter, blandt andet til bøger om Søren Kierkegaard, i sit bidrag, ”Kærlighedens manifest”, til bogen ”Sange til kærligheden”, der udkom for nylig på Bibelselskabets Forlag.
Den i omfang lille, 72 sider, men i visdom store bog, rummer en nyoversættelse af Højsangen, her kaldet ”Kærlighedssangen” på nudansk samt en nudansk oversættelse af Paulus’ Første Brev til Korintherne, kapitel 13 fra Det Nye Testamente – her under overskriften ”Kærligheden er det største”.
Dertil kommer bidrag fra som nævnt Pia Søltoft, der finder det bedste argument imod alskens datingsider, app’er og programmer som ”Gift ved første blik” i Salomons og Sulamits sanselige og erotiske kærlighedssang.
Cand.psych. Mattias Stølen Due, der er direktør for Center for Familieudvikling, hvor han både er psykolog og underviser, og som er forfatter til bogen ”Pas på parforholdet”, tager Salomon og Sulamit i parterapi anno 2019. Og spørger dem, om ikke kærligheden stadig er værd at bygge og handle på, selv nu, hvor den store lidenskab er blevet indhentet af dagligdagens trummerum.
Journalist ved Weekendavisen, radiovært og forfatter til blandt andet ”Forførerne” og ”Flaskens ånd” Poul Pil- gaard Johnsen skriver i sit bidrag om ekstasen og kærlighedens pris, ikke i Højsangens Gilead, Karmel eller Libanons bjerge, men i det indre København og Odsherred. For i hans beretning har stederne andre navne: ”Vores elskov kom og gik, og det var et stormfuldt forhold over mange år, men det slår mig, hvordan stederne altid fik betydning. Som om stedet gør mere indtryk på én, lejrer sig dybere i én, når man dér har været meget lykkelig eller meget ulykkelig, forelsket eller forladt.”
Poul Pilgaard Johnsen fortæller om at sidde på Restaurant Gastronomique i Frederiksberg Have og spise og drikke sig beruset i timevis og undskylde en halv times fravær mellem hovedretten og desserten med lysten til en spadseretur og en cigaret for at give efter for feberen i kødet under et stort, gammelt træ. Om London, hvor de flød i champagne og tog Søren Kierkegaard på ordet: ”Med et Knald maa Elskovens Blomst aabne sig. Følelsen vil med Magt, ligesom Champagne bryde sit Lukke”. Om at æde hinanden i Paris lige så grådigt som de sublime retter på restauranterne. Og om en tur til Vestsjælland, syd for Fårevejle og nær Bjergene i Odsherred for at se det sommerhus, hun havde købt.
Det havde et atelier, der lå for sig selv med store vinduer med udsigt til vandet. Gulv var der ikke noget af, så det drømte hun om at få, så hun kunne indrette soveværelse der og vågne til udsigten.
På hjemvejen smeltede de sammen på Dragsholm Slot, men det gik ikke i længden. Han blev forladt, og fortæret af kærestesorg travede han sig til at blive tynd som en blyant rundt om Søerne i København. Men så skete der noget, han kalder for forrykt, og som han stadig ikke forstår:
”Man bliver forladt og kvitterer for smerten og ulykkeligheden, man er blevet påført, ved ikke blot at vende den anden kind til, men ved at bygge hende et fremtidigt soveværelse med alle de kræfter, man har. Og flere til.”
For Poul Pilgaard Johnsen støbte egenhændigt et nyt gulv af beton i den tidligere kærestes atelier ved sommerhuset i Odsherred. Og i gulvet, der, hvor hendes seng skulle stå, støbte han noget ned i betonen, som ingen ved hvad er. ”Undtagen jeg. Og Gud”.
Han konkluderer, at det alligevel på forunderlig vis stadig giver mening for ham. For man er inde i den sfære, hvor intet er rationelt, og hvor man gør ting, som er absurde og taler imod al fornuft. Man er ude af sig selv og dog alligevel tættere på sandheden. ”Det er ligesom med troen på Gud, der heller ikke lader sig rationelt forklare. Man kan ikke dissekere kærligheden, men man kan opleve sandheden i det forrykte,” skriver han.
Mattias Stølen Dues bidrag, ”Salomon og Sulamit i parterapi” er sjovt, for her møder vi et par, der var lidenskabeligt forelskede tilbage i tiden før Kristi fødsel, men nu er samlivet blevet lidt for hverdagsagtigt. Og de agerer, som vi kan tænke os mange par en grå regnvejrsdag i 2019 gør, når de sidder foran parterapeuten: Det er hende, der har taget initiativet, og han synes, det er lidt mærkeligt, men da han gerne vil finde tilbage til lidenskaben, er det okay.
Hun fortæller, at hun dengang var helt svimmel af kærlighed og elskede at sidde i hans skygge. Terapeuten bemærker, at de fleste kvinder ellers ikke bryder sig om at stå i skyggen af deres mand, og om hun kan uddybe det. Hun svarer: ”Det er måske lidt svært at forklare. Især fordi jeg har det på en anden måde nu. Men jeg ønskede bare at være der, hvor han var. Skygge eller ej. Han var så god ved mig. Han strøg mig på kinden med den ene hånd, mens han kærtegnede mig med den anden. Det var ganske vidunderligt at mærke, hvor betydningsfuld jeg var.”
Når Salomon skal fortælle om den første tid med Sulamit, lyder det, at det var meget intenst: ”Jeg mindes, jeg sagde til hende, at hendes læber dryppede af nektar. Det var ret hedt. Vi var enormt glade for at røre ved hinanden. Sex og fysisk intimitet er efterhånden blevet en by i Rusland, men dengang var det en by, vi besøgte hele tiden. Eller rettere sagt: Hun var en have, og i modsætning til Paradisets Have, kunne jeg smage alle frugterne.”
Salomons ord medfører et mindre mundhuggeri, som terapeuten må afbryde. Og herfra er det nu hans opgave at lede parret derhen, hvor de får blik for, at forelskelsen gerne skal kunne afløses af kærlighed, som ikke er en følelse, men handling eller adfærd.
Og som det nok også foregår i det virkelige liv, får parret en opgave med hjem, som de skal praktisere inden næste terapisession. De skal hver dag gøre tre små ting, for at den anden skal føle sig værdsat og tænkt på. Det kan være et kram, en sød sms eller en taknemmelig bemærkning. Måske er der håb forude, for det mener de nok kan lade sig gøre.
Pia Søltoft har i sit bidrag til ”Sange til kærligheden” det, som hun kalder for et ikke uvæsentligt argument for, at Salomons og Sulamits kærlighedssang hører til i Bibelen. Og det er, at uden erfaringen med den lidenskabelige, erotiske kærlighed mellem to mennesker, som hun anser for grundformen for al kærlighed, ville vi ikke vide, hvad det var, Bibelen mente, når den kræver af os, at vi elsker Gud af hele vores hjerte og hele vores sjæl og vores næste som os selv. Hun skriver:
”Derfor er Salomons og Sulamits kærlighedssang ikke med i Bibelen ved en tilfældighed. Den fortæller om menneskers møde med den lidenskabelige kærlighed. Den fortæller om den hengivelse til en anden, uden hvilken livet ikke er værd at leve. Den fortæller om den kærlighed, vi ikke selv er ophav til, men som alligevel bærer hele vores liv i sig.”