I antikken var sjælen nøgle til det gode liv

Antikken har haft afgørende betydning for vores forståelse af sjælen. Platon udødeliggjorde den, men også før grækerne havde mennesket gjort sig forestillinger om en indbygget åndelighed

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt.

Man plejer at fremhæve Platon.

Tænkeren fra Athen er som regel det mest oplagte svar, når spørgsmålet lyder, hvor idéen om en menneskelig sjæl stammer fra i den vestlige tænkning.

Den græske filosof, der levede cirka 428-348 før vor tidsregning, mente nemlig, at mennesket er dobbelt. Vi er ifølge Platon sammensat af en udødelig sjæl og et jordisk legeme. Og der var ifølge Platon ingen tvivl om, at det var den udødelige sjæl, der var vores fineste kendetegn og menneskets særlige opgave at pleje.

Mens den jordiske verden, og dermed legemet, var en form for skyggeverden, fænomenernes verden, så var den virkelige verden, idéernes verden, den som sjælen havde adgang til. Og det var vores opgave som mennesker at nærme os denne verden, at kigge opad, som man ofte siger, når det gælder udlægningen af Platons lære.

”Men allerede Sokrates var meget optaget af den menneskelige sjæl, og i virkeligheden tror jeg, at hans forståelse af sjælen og dens rolle i menneskelivet er mere forenelig med nutidens måde at tænke på, end Platons er,” fortæller lektor emeritus Erik Nis Ostenfeld, der som klassisk filolog har forsket i den antikke filosofi og skrevet disputats om netop sjælebegrebet hos de græske tænkere.

Erik Nis Ostenfeld kalder Sokrates’ forståelse af den menneskelige sjæl for mere jordnær end Platons og mener derfor, at Sokrates burde ”få en renæssance”, som han siger. Sokrates levede cirka 469-399 og var Platons læremester, og Erik Nis Ostenfeld fremhæver især, hvordan Sokrates altid koblede sjælen med sine tanker om etik.

”Hele den menneskelige tilværelse handler hos Sokrates om spørgsmålet om, hvordan man skal leve sit liv, og her er der ifølge ham kun ét svar: ’Jeg skal stræbe efter at gøre det gode for mig’. Og det er hér, sjælen kommer ind i ligningen hos Sokrates. For vigtigheden af det spørgsmål forudsætter, at der er noget, som er mere dyrebart end kroppen. At det gode liv ikke kun handler om at tilfredsstille de mest basale fysiske behov, som vi selvfølgelig også skal have dækket. Men at etik hos Sokrates altid har med sjælen at gøre. For hos Sokrates er det nemlig sjælen, der gør os i stand til at reflektere og tænke længere end vore umiddelbare lyster og behov. Som gør os i stand til at undersøge og stræbe efter det gode liv.”

Erik Nis Ostenfeld kalder derfor sjælen i sokratisk forstand for ”det moralske og fornuftige selv”. Og sjælen er altid i bevægelse hos Sokrates. Den stiller sig aldrig tilfreds med dogmer eller færdigkøbte svar, ”sjælen er hos Sokrates en evig drift mod sandheden. En evig rejse, man er på,” siger han.

Men idéen om sjælen går meget længere tilbage end både Sokrates og Platon.

Og i virkeligheden kan man måske koble forestillingen om sjælen med udviklingen af det menneskelige sprog. Det mener i hvert fald docent emeritus, antropolog Ole Høiris, der blandt har skrevet bogen ”Idéer om menneskets oprindelse fra Det Gamle Testamente til senmoderne videnskab”.

”Jeg har en idé om, at begrebet om sjælen opstår, samtidig med at mennesket begynder at udvikle et mere abstrakt sprog. For cirka 100.000 år siden ser vi, at æstetiske elementer dukker op, for eksempel tegninger på vægge og perlekæder lavet af sneglehuse. Mennesket er dermed begyndt at bruge symboler, at tolke verden. Og det kan man kun, hvis sproget samtidig er blevet mere abstrakt,” fortæller Ole Høiris.

En del af denne udvidelse eller abstraktion handler ifølge Ole Høiris om, at mennesket indser, at verden ikke kun er lige her og nu, men at mennesket og verden som sådan rummer både en fortid og en fremtid.

”Og dén erkendelse tvinger mennesket til at finde mening i den her opdagelse af den større verden, som samtidig rummer den umiddelbare absurditet, at vi lever og dør. Fortællingen om, at mennesket har en oprindelse og en slutning får forskellige varianter. Men med udvidelsen af det abstrakte sprog og den abstrakte tænkning opstår også spørgsmålet om, hvad der så i særlig grad kendetegner mennesket, og hvad der giver netop livet mening i en ellers ’dødsdømt’ tilværelse. Mit bud er, at det er via dette spørgsmål, religioner opstår,” siger Ole Høiris.

Han peger samtidig på, at det er en universel menneskelig erfaring, at verden ikke kun udgøres af den materielle verden, men at der op igennem idéhistorien har været mange forskellige bud på den anden side af verden, på den åndelige side.

”En del af dobbeltheden er jo for eksempel den, vi oplever, når vi drømmer. Alle samfund til alle tider har vel været optaget af, hvad den drømmeverden er for en størrelse. Og blandt visse kulturer har der også været en klar oplevelse af, at man kunne møde folk, der var døde for længst. Før grækerne og blandt mange naturfolk har man derfor talt om, at ikke kun mennesket, men også planter og dyr besad en åndelig kraft, ligesom man har troet på selvstændige ånder i verden, der agerede på egen hånd. Sokrates’ og senere Platons tanker om menneskets udødelige sjæl opstår på denne baggrund,” siger Ole Høiris.

Når Erik Nis Ostenfeld skal forklare, hvorfor netop Sokrates’ forståelse af sjælen skulle være mere ”spiselig” i dag end Platons, siger han, at det især skyldes fraværet af store systemer, som Platons idealistiske tænkning bød på.

”Sokrates byggede ikke store teorier op, som man så skulle abonnere på. Han var hele livet optaget af det enkle budskab, der var indhugget på væggen i Apollontemplet i Delfi: ’Kend dig selv’. Han var altid på jagt efter at finde ud af, hvad der giver vores liv mening, og hele hans tilgang til at finde svar var jo samtalen, den vedvarende dialog og fælles undersøgelse sammen med andre mennesker. Og noget af det, han på den måde fandt frem til var, at mening ikke handler om at tilfredsstille de fysiske, forgængelige eller umiddelbare behov, men om at leve et liv, hvor vi gør os selv så respektable som muligt.”

I sin søgen efter svar, når Sokrates frem til nogle enkle, men vigtige principper, som han mener er afgørende for det gode liv: ”Man må ikke skade andre”, lyder det ene. ”Man må ikke gengælde ondt med ondt”, lyder et andet, og ”Det er værre at øve uret end at lide uret”, hører også til de få klare leveregler, Sokrates fremhæver.

”Det er jo let at se, at de alle faktisk også udgør vigtige principper i den kristne tænkning, der følger senere,” siger Erik Nis Ostenfeld og peger i den forbindelse på for eksempel buddet om at vende den anden kind til og på den gyldne regel fra Matthæusevangeliet: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” Etiske principper, der siden har præget den vestlige tænkning, og hvor Erik Nis Ostenfeld blandt andet også ser arven fra Sokrates hos den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant, der i 1700-tallet formulerede det kategoriske imperativ:

”Handl således, at grundlaget for din beslutning altid tillige kan gælde som princip for en almengyldig lovgivning.”

Helt kort og forsimplet kan man sige, at Sokrates’ etik peger på, at vi som mennesker skal stræbe efter at være gode og vise. Og at det er denne evige bestræbelse, der sikrer, at vi lever det bedste liv, det mest meningsfulde liv.

At det så netop er sjælen, der gør os optagede af og i stand til at undersøge livets mening, hænger ifølge Erik Nis Ostenfeld sammen med, at sjælen hos Sokrates rummer fornuften. Præcis som det senere også er tilfældet hos både Platon og den yngste af de tre store græske filosoffer, Aristoteles.

”Og det er jo på grund af fornuften, at vi som mennesker formår at sætte os ud over de mest impulsive lyster og begær, og dermed årsagen til, at der kan opstå en moralfilosofi i det hele taget. Hos Sokrates er sjælen på den måde forbundet med vores intellekt, og dermed bliver det gode liv også noget, vi kan undersøge og tænke os frem til. Men uden den overbygning, som andre tænkere har opereret med, som hos Platon kaldes ’verdenssjælen’ eller hos Hegel ’verdensånden’. Hos Sokrates er det derimod sjælen og dermed fornuften hos den enkelte, hos dig og mig, der er det centrale. Og det mener jeg da i den grad, vi i nutiden sagtens kan gå med på og tilslutte os.” 8