Prøv avisen

Dag 14 i corona-isolation: Lørdag løb min hustru og jeg tør for noget at tale om

Illustration: Rasmus Juul

Virussen har sendt hverdagen til tælling og efterladt os alene med vores partner. Spørgsmålet er, om uvisheden og isolationen fra venner, kolleger og fritidsinteresser får kærligheden til at gro – eller slå revner. Filosof advarer mod at fortabe sig i tosomheden

I min bogreol står Gabriel García Márquez’ roman ”Kærlighed i koleraens tid” som en ironisk kommentar til situationens alvor.

Var det tirsdag eller onsdag, den sprang mig i øjnene? Det synes sværere at holde styr på dagene, når hverdagens faste rutiner er sat ud af kraft. Klokken var i hvert fald myldretid, og ude på Søndre Fasanvej kunne jeg se bussen, jeg normalt tager for at komme ind på Kristeligt Dagblads redaktion, køre forbi. Tom. Ligesom resten af den gade, der plejer at larme som et vækkeur.

Fra køkkenet kunne jeg høre min hustru, A, rumstere. Vi har været sammen uafbrudt siden statsministeren holdt et pressemøde onsdag den 11. marts 2020, hvor hun forklarede os, at det var bedst sådan. I første omgang i 14 dage, men perioden er som bekendt blevet forlænget. Sidste gang, vi var sammen så længe, var på en månedlang rejse til Kaukasus for seks år siden. Forskellen var, at vi dengang rendte ind i andre mennesker.

Lørdag løb vi tør for noget at tale om. Det var min kæreste, der pointerede det, da jeg læste højt af etiketten på en Grøn Tuborg.

”Drik med respekt,” sagde jeg og konkluderede, at det var en tåbelig anglificering. Jeg mumlede, at der ret beset burde stå ”drik ansvarligt”, og i samme nu kastede jeg et håndtegn i retningen af A og udbrød: ”Respæækt, mand.”

Søndag blev jeg rastløs. Jeg begyndte at surmule over, at hverdagene var blevet til weekend, og at weekenden snart ville blive til hverdag igen, uden at vi ville ænse det. Ved nærmere eftertanke var jeg nok – hvor dumt det end lyder – frustreret over, at jeg ikke mente, vi udnyttede karantænens fulde potentiale for nærvær og samtale.

Det snedige ved at være journalist er, at man kan kontakte kloge mennesker i embeds medfør. Mandag ringede jeg derfor først til filosof Anne Marie Kragh Pahuus fra Aarhus Universitet, der er forfatter til bogen ”Kærlighed”.

”Lige præcis den tanke vil jeg anbefale dig at passe på med at have for ofte,” sagde hun med henvisning til frustrationen fra dagen før.

Hun sammenlignede tankegangen med den, der afstedkommer de største brydninger i juletiden, hvor konfrontationer netop kan opstå, fordi familiemedlemmer insisterer på at dyrke kærligheden til hinanden på kommando.

”Bare fordi vi som par er isoleret i vores hjem på grund af coronavirus, så betyder det ikke, at vi har mindre brug for frihed. Vi bliver nødt til at acceptere, at vi ikke skal være i hinandens nærvær hele tiden, heller ikke selvom vi går op og ned ad hinanden,” sagde hun og refererede kærlighedsværket ”Symposion”.

I den introducerer Platon begrebet ”skønhedslængsel”, der handler om kærligheden til andet i tilværelsen end den sjælelige til sin partner. Det kunne være til sin hobby, sine venner eller til naturen.

”Når man er henvist til hinandens selskab som nu, risikerer man at slide på relationen. Det er derfor, jeg taler for et parforhold, hvor man ikke fortaber sig i tosomheden og lukker verden ude – altså, at man også får meget andet ind i dagligdagen end det, der har noget at gøre med den, man elsker. Men netop disse gøremål har vanskeligere kår i denne tid, for coronavirussen gør det sværere at dyrke interesser og se venner og kolleger. Vi har altså sværere ved at foretage os noget, der ikke trækker veksler på netop vores partner, men det ændrer ikke på, at vi bør gøre forsøget.”

Den næste, jeg ringede til, var psykolog Peter Bilgrav, der har mange års erfaring i at hjælpe par gennem kriser. Jamen, er dette da en krise?

”Ikke nødvendigvis, men det kan det blive,” forklarede han og uddybede, at coronavirussen på én og samme tid repræsenterer ikke bare en, men mange potentielle kriser for parforholdet.

Han nævnte jobusikkerheden, bekymringen for helbredet og børnenes læring. Det stressende krydspres, hvor man tjekker arbejdsmail med den ene hånd, mens man hjemmeunderviser børnene med den anden.

”Og oven i alt dette kommer den tidsmæssige usikkerhed. Vil dette vare måneder, og hvor længe kan vi i så fald holde til det? Som mennesker er vi vant til at være i kontrol, men coronaens natur er det præcis modsatte af kontrol, og det er netop i situationer med mange kriseelementer og kontroltab, at vi sjældent er de bedste versioner af os selv,” sagde han.

Psykologen så to scenarier for sig. De parforhold, der vil komme styrket ud af coronakrisen, og modsat. Ingen status quo.

”Jeg ved, vi kommer til at se flere skilsmisser efter coronaen. Men jeg ved også, at mindst lige så mange vil føle, at de er kommet hinanden nærmere. Det er bare sværere at lave statistikker over dem. Lige nu er det vigtigt, at vi taler om vores bekymringer med vores partnere og samtidig erkender, at coronakarantænen er en midlertidig tilstand. En parentes, om man vil. Og inde i den parentes er det vigtigt at erkende, at vores partner måske reagerer på en anden måde end normalt, fordi vedkommende er usikker over det tab af kontrol, som krisen har medført.”

Pludselig giver det hele en anelse mere mening. Den bedste passage i Gabriel García Márquez’ roman ”Kærlighed i koleraens tid” har alle dage været det moment, hvor hovedpersonen, den 78-årige Florentino Ariza, accepterer sin skæbne, ser livets realitet i øjnene og omfavner den kendsgerning, at han nu blot har et eneste hår tilbage på sit hoved.

”Jeg ved, vi kommer til at se flere skilsmisserefter coronaen. Men jeg ved også, at mindst lige så mange vil føle, at de er kommet hinanden nærmere.

Peter Bilgrav, psykolog

”Bare fordi vi som parer isoleret i vores hjem på grund af coronavirus, så betyder det ikke, at vi har mindre brug for frihed.

Anne Marie Kragh Pahuus, filosof