Prøv avisen

Dagbog fra en døende

70-årige Robert Lauritsen forholder sig indtil videre nysgerrig og praktisk til sin sandsynligvis snarlige død

70-årige Robert Lauritsen vil sandsynligvis dø som følge af en agressiv hjernesvulst inden længe. Han registrerer sin sidste tid i en dagbog, som vi bringer udpluk af her

Robert Lauritsen har altid skrevet dagbog. Konkrete oplevelser og filosoferende tanker. Da han fik at vide, at en aggressiv hjernesvulst vil slå ham ihjel, før han regnede med, fik dagbogen en ny betydning. Den registrerer hans sidste tid. Og den hjælper ham til at huske, hvem han var, når sygdommen på et tidspunkt gør ham til en anden.

Kristeligt Dagblads netavis vil løbende bringe udpluk fra Roberts dagbog. Her er udpluk fra de seneste godt tre måneder. 

25. august 2014 
En måned efter, at det meste af svulsten er opereret ud af hjerne:
 
”Overraskende for mig selv har det været et meget rationelt forløb. Det skyldes i høj gad, at operationen og tiden efter har været uden ubehag. Jeg må stadig minde mig selv om, at jeg har noget af en hjernesvulst tilbage, og at dette nok har tænkt sig at blive til intet sammen med mig. Jeg starter med stråling og en kemobehandling i Århus, og planen er, at det fortsætter de næste seks uger. Jeg meddeler lige min hjerne, at vi kører klokken 10, og hvis resten af svulsten lytter med: du får bank med en kæp ved 13-tiden. Og du får ingen medlidenhed fra mig. Jeg synes i al beskedenhed, at du har fortjent det.”

28. august 2014 
Lige efter første kemobehandling: 
 
”Stadig i fin form. Det lyder, som om jeg venter et nedslag. I virkeligheden er dette kun en løbende oplysning til mig selv. Jeg forventer jo engang at kunne bladre tilbage for at se, at jeg personligt har skrevet: jeg er et lykkeligt menneske, og jeg har det godt. Det, vi kalder nuet, og som vi jo aldrig oplever som et punkt, men en sekvens, er blevet en integreret del af det, jeg kalder den daglige trummerum. Nuet og trummerummen har samme gyldighed, er lige vigtige. Dagligdagens banaliteter har fået ny værdi, de er livet.”

5. september 2014
Selv om jeg har haft en plan for konsekvenserne af en aggressiv klump i hjernen, en livsvej med to spor: et til døden og et til livet, og kun kører på livets spor, kan jeg dog høre færdslen på dødssporet som en vag rumlen. Lidt som at gå i supermarkedet og blive forbandet over den irriterende muzak. Alligevel benytter man sig af supermarkedet, og er man kommet der tilstrækkeligt mange gange, aner man ikke, hvad man har hørt, man husker kun, at det var de to liter mælk, der var vigtige. At være her, mens vi er her.”

6. september 2014
Efter at have fået en lille tatovering midt på brystet, så lægerne kan finde midtpunktet og den rigtige position til strålebehandlingen:

”Hvis man studerer folks hudoverflader, må man konstatere, at dette årtusinde er fyldt med tatoveringer. Jeg har aldrig brudt mig om tatoveringer på huden. Huden er noget af det smukkeste ved mennesket. Den nøgne abe, der er så udholdende netop på grund af denne overfalde, der kan svede. Men nu er det hændt: Jeg har fået en tatovering midt på brystet, da jeg startede på stråler. Ikke et hjerte med ”jeg elsker dig”, ikke en stor tremastet skonnert. Ikke en anker eller gotiske skrifttyper. Nej, en lille, næsten ikke til at se prik. Hvor ironisk, når man skal dø: et punktum. På den anden side findes der jo mange skrifttegn: , ! ; og det, alle beskæftiger sig med, det smukke ? Men hvorfor skal alle disse mange svulster i hjernen beskæftige sig med dansk tegnsætning, når det kan gøres så enkelt: et punktum. Et punktum kan jo også være begyndelsen på en ny HOVEDsætning, hahaha.

22. september 2014 
”I dag skulle blive den første efterårsdag ifølge vejrprofeterne. Klokken er syv morgen, himlen er lysegrå, vinden er lige vågnet, og planter, buske træer er begyndt at få leverpletter og gør sig klar til et farverigt endeligt. I øst rødmer en sky og kommer lidt lyseblåt på øjenlågene. Snart vil solen få fat og tørre himlens duggede ruder ren, og vi vil atter stå med en smuk sensommerdag. Og sådan er det. Det ligner sig selv og er alligevel helt anderledes. At iagttage hver dag kræver megen koncentration, og man får brug for det gamle udtryk: skynd dig langsomt. Tak til tumoren!?

4. oktober 2014 
Afslutningen på seks uger med stråling og kemo:
 
”Første dag uden stråling og kemo. Puk har sovet i 10 timer, det er hende vel undt. Hun har hver dag i seks uger kørt mig til Aarhus og tilbage igen. En strækning der svarer til at køre fra Herning til Alicante i Sydspanien og tilbage, cirka 6000 km. Puk er glad og lettet. Og det, at en sygeplejeske kaldte mig ’en sjælden fugl’, var næsten som en raskmelding. Ønsketænkning er en dejlig slumrepude. Havde samme sygeplejerske kaldt mig et fugleskræmsel, havde det nok sat andre tanker i gang. Går man ud i naturen og ser fugle agere med et fugleskræmsel, kan man undre sig over, hvor hurtigt de ignorer eller accepterer det. Fugle er åbenbart meget tolerante. Jeg er en fugl.”

16. oktober 2014
Efter en henstilling på hospitalet om ikke at være så åben over for de andre patienter:

”Hvis man ikke kan sige det, som det er, er det bedste bud at sige noget, der ligner. I vores søgen efter det første, udtrykker vi os nok altid i det sidste. Er det et problem? Overhovedet ikke, vi gætter os alligevel til det meste.”

26. oktober 2014 
”I dag skifter vi fra sommertid til vintertid. I hvert fald skal mit indre ur justeres. Det giver mig ikke problemer. Men det får mig til at filosofere over min manglende stedsans. I virkeligheden er min manglende stedsans min stedsans. For når jeg skal udpege en retning, passer det altid med 180 grader den modsatte vej. Altså en halvcirkel. Man skulle så tro, at denne erfaring får mig til at vælge den rigtige retning, men det sker ikke. Den betvivles stadig så voldsomt, at jeg troligt følger første indskydelse. Måske, har jeg tænkt, fordi jeg kommer et sted hen, jeg aldrig har været før. Og at jeg - for at komme på rette spor - bliver nødt til at spørge tilfældige mennesker om vej. Det fører ofte til samtaler, som så giver mig ny information. Samtidig, hvis man er cyklende eller gående, betyder det rigtig meget ekstra motion. Manglende stedsans kan anbefales. Det er lidt samme forhold, jeg har til dødens retning. Jeg støder altid ind i livet.”

17. november 2014 
”Fem måneder siden, at familien begyndte at påvirke mig til at lade mig undersøge. Jeg tænker anderledes i dag. Livet er blevet mere intenst, og samtidig ligner det sig selv. Og jeg mærker også, at jeg mere og mere får en selvfølgelighed ind i tankestrømmen, som om jeg igen nærmer mig udødeligheden. En vindbøjtel, den fra Læsø med en pilespids i den ene ende, dødens retning. Men jeg er på vej i den modsatte retning. Optimistens glade vanvid. Hvorfor ikke. Pessimisten ville jo bare følge pilen. Der er altid stille i orkanens øje, og når man ikke kan holde ud at høre på stilhedens larm, kan man blot træde et skridt frem, og så blæser det igen. Variation, kære venner. Og det gælder også dig.”