Prøv avisen

Dagbogen er en ven i papirform

Nogle skriver dagbog med hverdagsbetragtninger, mens det for andre fungerer som en slags terapi. Den amerikanske professor James Pennebaker har forsket i skrivningens mentale og fysiske effekt. – Fotocollage. Foto: APELÖGA

Anne Frank skrev om livet i skjul under Anden Verdenskrig. Anaïs Nin skrev om seksuelle oplevelser. Dagbogen er både en historisk guldkilde, et indblik i det private og en ven, der tager imod dine inderste tanker uden at dømme. Og så kan den forbedre helbredet

Birgitte Sølvstein har skrevet dagbog, siden hun var 10 år. Nogle dage skriver den 38-årige psykolog meget, andre dage lidt. Nogle gange skriver hun frit om alt, hvad der falder hende ind, andre gange skriver hun mere struktureret efter nogle skriveøvelser. Dagbogsskrivningen er en måde for hende at få styr på hverdagen og gøre status over, hvor hun er i sit liv.

”Jeg tror, det er min måde at forstå verden på, reflektere over, hvad der sker, og bearbejde oplevelser. Jeg har altid godt kunnet lide at skrive og læse, og jeg tror, at for nogle mennesker er det med at skrive næsten en sans, man har. Jeg har brug for at skrive og reflektere, og derfor kommer det naturligt,” siger hun.

Mennesket har stort set altid skrevet dagbog i en eller anden form. En af de første levnedsbeskrivelser er Augustins ”Bekendelser” fra omkring 400 f.Kr., forklarer Marianne Horsdal. Hun er forskningslektor ved center for kulturstudier ved Syddansk Universitet og har netop udgivet bogen ”Tilværelsens fortællinger” om livsfortællingers betydning for identitet og historie.

”I sine bekendelser forsøger Augustin at finde sig til rette med, hvem han er og sin religiøsitet. Det er et ret filosofisk skrift. Ser man på mere regulære dagbøger, sker der noget, da vi omkring slutningen af 1700-tallet begynder at få et privatliv. Tidligere var der ikke rigtig noget, der var privat; man modtog gerne gæster, mens man lå i sengen, og de fattige kunne se på de rige spise ude i gaderne. Der var ikke privatliv på samme måde som i dag, men i slutningen af 1700-tallet begynder man at indrette private værelser, og inden for litteraturen kommer genrer med brev- og dagbogsromaner,” siger hun.

”De seneste 50-100 år, hvor individualismen virkelig har vundet frem, er identiteten i højere grad blevet vigtig. Man tænker ikke længere på sig selv som klasse eller slægt, og hvor man før talte om at få en stilling eller position, taler man i dag om det personlige valg og om at udvikle sig selv. Så det er pudsigt, at når jeg indsamler livsfortællinger, handler det især for de yngre generationer meget om relationer. På den måde kan man sige, at dagbogen er et mellemskrift til en egentlig kommunikation med omverdenen om egne oplevelser. Man øver sig så at sige på, hvordan man skal relatere sig til andre,” siger hun.

”Dagbogen et vidnesbyrd om det liv, du har levet, og de faser, du har været igennem. Du fortæller din egen historie, og det at give noget en form er også en måde at kunne holde det ud i en strakt arm og se på det på en anden måde. På en måde er dagbogen en slags ven, du bærer med dig, en ven i papirform,” siger hun.

I begyndelsen af 1970’erne gjorde den amerikanske professor James Pennebaker en interessant opdagelse. Han var sunket ned i en depression og kunne ikke se nogen retning på sit liv. Men en dag satte han sig ved sin skrivemaskine og begyndte at skrive om de ting, der gik ham på. Om problemerne med hustruen, om sine forældre, om sin karriere. Han fortsatte med at skrive flere dage i træk, og han opdagede, at depressionens tåger begyndte at lette. Han fik det bedre. Og oven i det gjorde skrivningen, at han pludselig kunne se en retning og en mening med sit liv, fordi han havde fået overblik over sine tanker.

Siden da har Pennebaker forsket i skrivningens mentale og fysiske effekt. Med en gruppe psykologistuderende opdagede han, at de, der skrev om personlige følelsesmæssige emner hver dag i nogle minutter, havde færre lægebesøg, bedre immunforsvar og bedre humør end dem, der ikke skrev eller skrev om ligegyldige ting.

Et andet eksperiment med en gruppe midaldrende ingeniører, der var blevet fyret fra et computerfirma i Dallas, havde også en markant effekt. Fire måneder efter fyringen havde ingen af mændene fundet nye jobs, og da mange af dem havde arbejdet i firmaet, siden de var gået ud af universitetet, var de ikke videre forhåbningsfulde i forhold til at finde et nyt job.

James Pennebaker satte en gruppe af mændene til at skrive om det følelsesmæssige i at blive fyret; følelsen af skuffelse, vrede, ydmygelse. Om fyringens indflydelse på deres ægteskab og økonomi. Det skulle de gøre i en halv time hver dag fem dage i træk. To andre grupper skulle enten skrive om tidsfordriv eller slet ingenting. Før øvelsen begyndte, var der ingen forskel på gruppernes motivation for at få et nyt job eller på, hvad de gjorde for at få et nyt job. Men efter nogle måneder havde 53 procent af mændene, der skrev om deres følelser i forbindelse med fyringen, fået nyt arbejde. Kun 18 procent af mændene i de to andre grupper havde fundet ny beskæftigelse. Mændene havde været til samme antal jobsamtaler, men at det gik så forskelligt, forklarer Pennebaker med, at mændene, der havde skrevet om deres følelser, havde fået dem bearbejdet, havde givet slip på de negative følelser og havde fået et bedre overblik over deres liv.

At det har så stor effekt at skrive om sine følelser, er egentlig ikke så mærkeligt, siger Annette Aggerbeck, der er psykoterapeut og har skrevet bogen ”Skriveterapi – din guide til personlig vækst”.

”Mange tænker ikke over, hvordan de har det, og mange bryder sig ikke om de følelser, de har. Og når følelser ikke får opmærksomhed eller undertrykkes, er det skidt for helbredet, for så er der noget, man ikke får taget sig af. Følelserne er der jo af en grund; de skal vise os, hvordan vi har det, og hvad vi har behov for. Så når vi giver følelserne opmærksomhed, får vi det bedre fysisk og psykisk,” forklarer hun.

”Dagbogen er et genialt redskab, hvis man skriver om sine følelser og vil arbejde med dem. Når vi skriver, går det langsommere, end når vi taler eller tænker, hvor tankerne hopper fra den ene til den anden. Nogle gange får man ikke tænkt en tanke færdig, før den næste kommer, og så bliver det rodet og forvirrende. Når vi skriver, kan vi kun skrive en ting ad gangen, og det giver tid til at få et problem endevendt,” siger hun.

At dagbogen altid er til at tage frem og skrive i, er også vigtig, påpeger Annette Aggerbeck.

”Det er ikke altid, du lige har nogen i nærheden at tale med, eller måske har du ikke lyst til at fortælle om de mest private, ubehagelige eller svære ting. Dagbogen er der altid for en og er aldrig fordømmende,” siger hun.

Birgitte Sølvstein bruger som psykolog også ofte skrivningen som terapi for sine klienter, der kan have svært ved at håndtere for eksempel sorg eller usikkerhed.

”Nogle gange skal man lade tanker og følelser ligge, men for mange er det også godt at reflektere over livet og tage stilling til, hvor man er, og hvor man er på vej hen, og om man har det godt. Man rydder op mentalt og følelsesmæssigt og skaber overblik,” siger hun.

”Vores liv er fuld af input, der forstyrrer, og derfor er det vigtigt at skabe sig et rum, hvor man kan lukke af for hele tiden at skulle tjekke Facebook, høre radio og se fjernsyn. Hvor man kan få kanaliseret nogle af de mange input og oplevelser ned på papir og få styr på dem. Jeg plejer at anbefale, at man skriver i hånden, for det går langsommere, og på computeren er det nemt at blive distraheret. Meningen med at skrive er jo netop, at man fordyber sig og gør sig nogle tanker,” siger hun.

James Pennebakers undersøgelser og øvelser fokuserer ofte på at få bearbej- det nogle ubehagelige oplevelser. Men både Annette Aggerbeck og Birgitte Sølvstein peger på, at der er lige så stor nytte i at skrive om de ting, man er taknemmelig for.

”Når man er ked af det, kan man hurtigt komme ind i en negativ spiral, hvis man sætter sig ned og skriver dagbog helt frit. Så fremhæver man alt det dårlige. Derfor er det godt at gå konkret til værks og liste for eksempel fem ting, man er glad for, som er sket i løbet af dagen eller i løbet af livet. Det kan have en stor effekt på folk med depression, fordi det ændrer fokus, og det, man fokuserer på, fylder bevidstheden, og dermed smitter det af på følelserne,” siger Birgitte Sølvstein.

Når hun selv skriver, bruger hun ofte skriveteknikkerne, når der er noget særligt, hun gerne vil bearbejde. Så kan det tage form af lister med ting, hun er taknemmelig for, drømme eller værdier.

”Lige for tiden skriver jeg hver aften i 10 minutter, og det er mest en taknemmelighedsliste. Tidligere har jeg brugt at skrive struktureret i forhold til nogle traumatiske oplevelser, jeg har været igennem omkring mine børn. Fordi det var store, svære ting med sygdom, opsøgte jeg forskellige former for hjælp, men jeg kunne mærke, at det betød noget særligt at skrive, fordi det var et privat rum, hvor jeg kunne være ærlig og forholde mig til meget svære ting,” siger hun.

Også kulturforsker Marianne Horsdal skriver dagbog. Efter eget udsagn har hun flere meter dagbøger stående i sit hus, og de er noget af det første, hun ville redde, hvis huset brændte. Hun går tit tilbage og læser i sine gamle dagbøger, for der er meget at hente, mener hun.

”Dels er det underholdende at gå tilbage og læse, men der ligger også noget i at blive konfronteret med fortiden og sige ’okay, sådan var det på det tidspunkt’. Det har noget at gøre med, at når vi fortæller, er vi bundet af vores krop. Det vil sige, at vi ser tingene, som de ser ud lige nu. Hvis du ringede til mig for et år siden eller om et år, ville jeg måske sige tingene på en anden måde og med et andet udgangspunkt. Det er interessant at læse gamle dagbøger, fordi du er kommet et nyt sted hen og ser på fortiden med andre øjne. Og du kan se, hvad du har lært i mellemtiden,” siger hun.

Dagbøger har i mange år været en vigtig historisk kilde til at finde ud af, hvordan mennesker har levet gennem tiden. Og enkelte er blevet ikoniske, litterære værker som Anne Franks, forfatter Anaïs Nins og Thorkild Hansens. Men selvom det selvterapeutiske aspekt af dagbogen kan gå tabt, hvis man skriver dagbog med udgivelse for øje, mener Marianne Horsdal, at det kan være indsigtsfuldt ikke bare at læse sine egne dagbøger, men også andres.

”I den italienske by Pieve Santo Stefano i Toscana har de et nationalt arkiv over dagbøger, hvor mennesker fra hele landet kan indlevere gamle dagbøger. Hvert år nomineres otte dagbøger, som der holdes en fest om, hvor skuespillere læser op fra bøgerne. En af dagbøgerne udvælges til publicering. Det er da helt fantastisk! Det at gøre det private til noget fælles er noget af det, der skaber medmenneskelighed og forståelse, fordi man får adgang til de oplevelser og erfaringer, som andre mennesker har gjort sig. Jeg ville ønske, at vi havde sådan et arkiv i Danmark. Så ville jeg også vide, hvad jeg skulle gøre af mine mange meter dagbøger.”

Anne Frank (1929-1945) skrev dagbog i de to år, hun opholdt sig under ­jorden i Amsterdam under Anden Verdenskrig. Foto: THE GRANGER COLLECTION
Thorkild Hansens (1927-1989) dagbøger fra ungdommens år i Paris blev udgivet efter hans død. Dog fandt man senere ud af, at han havde skrevet dem som voksen. Foto: Friis Erik
Andy Warhol (1928-1987) skrev mellem 1976 og 1987 dagbøger om sit hverdagsliv, der indeholdt kendisvenner, store fester og neurotiske tanker. Foto: AP