For Hans og Lillian Brodersen blev dagligstuen til en kultursalon efter pensionen

Hans Brodersen er uddannet i den grafiske branche og har haft sit eget kommunikationsbureau. For et år siden foretog han et sporskifte, da han sammen med sin hustru åbnede en kultursalon

Lillian og Hans Brodersen brugte timevis på at udvælge den helt rigtige udgave af Puccini-operaen ”Gianna Schicchi”, da de i efteråret holdt operaaften i deres ”Salon for visuelle foredrag”. –
Lillian og Hans Brodersen brugte timevis på at udvælge den helt rigtige udgave af Puccini-operaen ”Gianna Schicchi”, da de i efteråret holdt operaaften i deres ”Salon for visuelle foredrag”. – . Foto: Leif Tuxen.

Hverken Hans eller Lillian Brodersen er for alvor nervøse, alligevel kan de mærke spændingen. Der er premiereaften på det projekt, som de har brugt måneder på at forberede: ”Salon for visuelle foredrag”.

Når det om lidt ringer på døren, vil otte fremmede indtage det allerinderste af ægteparrets private hjem. Fremmede, som har betalt for både at blive underholdt og gjort klogere på sovjetisk kunst. Vil det blive en succes, eller falder det hele til jorden, allerede inden det er startet?

En gymnasielærer og hans kone, en præst og dennes barnebarn er blot nogle af dem, der dukker op den første aften. Trods deres forskellighed og det faktum, at de er fremmede, går snakken livligt fra første sekund. Da Brodersen-parret et par timer senere kan lukke døren bag den sidste gæst, er der ingen tvivl – det må de gøre igen.

Siden er en aften blevet til ni, og rundtomkring på nettet og de sociale medier er der lutter positive tilkendegivelser. ”Et særdeles interessant foredrag præsenteret på en god måde af en vidende herre,” lyder det et sted, mens en anden skriver: ”Et interessant foredrag og god humor i vellykket forening med vin og hyggesnak med de andre deltagere.”

Lidt over et år senere byder parret indenfor i deres hjem tæt på Svanemøllen Station på Østerbro i København for at fortælle om det sporskifte, som salonen repræsenterer for især 81-årige Hans Brodersen. Lillian Brodersen, der med sine 74 år er lidt yngre end sin mand, fører an gennem lejligheden og viser ind i den mindste af de to stuer – salonen, som hun kalder den. Langs kanten af rummet står forskellige sofaer og lænestole strategisk placeret på sildebensparkettet, så der er plads til flest mulige. På de laksefarvede vægge hænger musikinstrumenter og billeder, og reolerne er godt fyldt op med bøger og dekorative ting.

I det ene hjørne af salonen hænger et stort fladskærms-tv på hængsler, som gør, at det kan svinges ud fra væggen og ses fra alle siddepladserne. Det er her, at det visuelle kommer ind i salonaftenerne. På skærmen kan Hans Brodersen nemlig vise billeder og filmstumper, der supplerer hans ord. I forsøget på at forklare vigtigheden af det visuelle, tyer han til den gamle vending ”et billede siger mere end tusind ord”. For der er en vis sandhed i det, mener han.

Det visuelle har fulgt ham som en rød tråd igennem hele livet. Som barn tegnede han ofte og meget. Og da han blev lidt ældre, førte det til en drøm om at blive reklametegner. Med ungdommens livsmod og vigør fik han sat et møde i stand med den berømte illustrator og reklamemand Kai Rich. Det blev en øjenåbner.

”Der findes to typer tegnere,” lød reklamemandens ord: ”Dem, der bliver til noget og dem, der sidder i et hjørne.”

Hans Brodersen tog sin taske og gik igen. Inderst inde vidste han nemlig godt, at det var i den sidste gruppe, han hørte til. I stedet blev han uddannet inden for den grafiske branche, for det smagte lidt af fugl, som han siger. Og efter at have arbejdet forskellige steder i trykkeri- og forlagsbranchen og lignende, stiftede han sit eget kommunikationsbureau Brodersen Kommunikation. Det drev han igennem tyve år, hvor han lavede visuelle kommunikationsløsninger for blandt andet organisationer som Dansk Industri og Det Kriminalpræventive Råd.

”Den frihed, som det gav, var guld værd, fordi jeg selv kunne bestemme. Det gav selvfølgelig også et vist ansvar, som jeg skulle leve op til. Men de to ting fulgtes godt ad for mit vedkommende. Det er så absolut den bedste tid, jeg har haft på arbejdsmarkedet,” siger han.

Men bureauet var en lille fisk i et stort hav, og op igennem 1990’erne udviklede konkurrencesituationen sig som følge af Schlüter-regeringens kartoffelkur. Langsomt begyndte opgaverne at tørre ud. Tiden var moden, og han lukkede firmaet og gik på pension.

Det præcise årstal husker han ikke – måske var det i 2004. Han trækker let på skuldrene og læner sig tilbage i sofaen. Folder hænderne foran sig, mens ordene strømmer i et adstadigt tempo. Stemmen er hverken for høj eller for lav, og hvert ord artikuleres tydeligt. Her er tydeligvis en mand, der er vant til at tale foran et publikum.

Mens han fortæller om sit arbejdsliv, forsvinder Lillian Brodersen ud i køkkenet. Hun vender tilbage med kaffe og småkager, som hun sætter på sofabordet, inden hun slår sig ned i en af lænestolene. Opmærksomt lytter hun på sin mands ord og nikker anerkendende, mens han taler. Ikke sjældent søger hans øjne hende, og når han mangler ord, springer hun til. På den måde spiller de hele tiden bolden op ad hinanden. Byder ind, afbryder og giver plads. De er et makkerpar og har været det i snart 54 år.

”Jeg støber kuglerne, og når jeg holder skydeøvelser, er Lillian altid med. Jeg får hende altid til at læse mine tekster, når jeg har det skrevet ned. Siger det hende noget? Hendes mening og den sparring, det giver, betyder rigtigt meget,” forklarer han.

”Jo, jo. Men jeg synes kun, det er spændende,” slår hun det hen.

”Hele idéen med salonen var din fra starten, og jeg tænkte nok lidt: ’Aaaaarh, skal vi nu også til det, og kan det overhovedet blive til noget?’,” siger hun. ”Men jeg må sige, at jeg er blevet overrasket. Det er enormt spændende og givende for os begge to. Det er Hans, som har lavet sporskiftet, og det har han altid elsket. Men hvis jeg ikke støttede det eller ikke syntes, det var interessant, så var det ikke blevet til noget.”

Med salonerne får Hans Brodersen mulighed for at dykke ned i de ting, som optager ham. Kunst, kultur og psykologi, opsummerer han. Eksempelvis har det seneste år budt på foredrag om ”Humor som middel mod dobbeltmoral” og operaaften, hvor de fremmødte sammen så en helt særlig opsætning af Puccinis opera ”Gianni Schicchi”.

I øjeblikket er det dog især psykologien, som optager ham, og under det tema er den næste salonaften allerede på tegnebrættet. Den har arbejdstitlen ”Begrebet personlig tilfredshed i klassisk og nutidig forstand”, og han forventer at være færdig engang i sensommeren. For det tager tid at forberede og afvikle de enkelte saloner. Hvor meget tid ved han egentlig ikke. Men timerne får hurtigt ben at gå på, når han sætter sig foran computeren på kontoret.

”Jeg har altid syntes, at det var interessant at lave kommunikationsprodukter. Og i dag er det nemt, når jeg fra min computer kan gå på nettet og samle informationer og billeder ind. Det hele er med til at underbygge hinanden, så folk får både noget til ørerne og øjnene,” siger han.

Salonkulturen oplevede sin storhedstid i det 17. og 18. århundrede, men har fået en genoprejsning de seneste år. Det gælder også herhjemme, hvor store kulturinstitutioner som Det Kongelige Teater såvel som privatpersoner har inviteret indenfor til salonaften. Det er den bølge, som parret rider på. Selvom de tager entré for salonaftenerne, er det dog ikke noget, som de kan leve af. Men det er og har heller aldrig været meningen. Det er lysten, der driver værket.

”Vi kunne godt have sat os ned og sagt: ’Nu er vi gået på pension, så sker der ikke mere.’ Men det går jo ikke. Vi har altid været aktive og gjort mange ting, og der er ingen tvivl om, at det er en måde at holde os i gang på,” siger Lillian Brodersen, der frem til sin pension arbejdede for Københavns Kommune.

”Vi har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt. Min tidshorisont er en tyve-tredive år eller deromkring,” siger Hans Brodersen, hvilket udløser en så højlydt latter fra hans kone, at han et øjeblik har svært ved at komme til orde. ”Men det kan jo være, at jeg bliver overrasket i morgen,” får han sluttet af.