Denne artikel er en del af serien "De nye ældre". Få en mail hver gang, der udkommer en ny artikel i serien, ved at skrive dig op her.
I landsbyen Stauning i Vestjylland hed købmanden i 1950’erne og 1960’erne Herman. ”Her man har det” blev der sagt, når man skulle handle, og en af dem, der kom i forretningen var barnet Dagny Viisholm Trankjær. Hun kom fra et husmandssted uden for Stauning og var den yngste af syv søskende. Det var et fattigt hjem, så når hun handlede for forældrene, måtte det skrives i bogen. En dag skulle hun købe kardus-skrå af mærket R. Færch, Holstebro til sin far, men Herman havde udsolgt. Så gjorde han noget, hun aldrig har glemt. Han gav hende kontanter, som han så skrev i bogen. Så kunne hun gå til cykelhandleren, der også solgte skrå og købe, hvad hun manglede.
66-årige Dagny Viisholm Trankjær er født i 1954 og dermed lige på tærsklen mellem 68-generationen og den såkaldte Jensen-generation. Hendes opvækst blev præget af et økonomisk opsving i det danske samfund, hvilket gav hende helt andre muligheder end sine ældre søskende. Hendes liv kan gøres os klogere på, hvilke vilkår efterkrigstidens børn er præget af.
Dagny Viisholm Trankjær husker ikke at være decideret præget af den krig, der ni år før hendes fødsel var blevet afsluttet, men knapheden husker hun, og det er derfor, oplevelsen med købmanden sidder så dybt i hende. Til familiens husmandssted var der knyttet 20 tønder land og nogle husdyr. Flere af hendes søskende, hvoraf den ældste var født i 1939, var allerede kommet ud at tjene, da hun selv kom til verden.
”Min mor og far havde ikke råd til at have os alle sammen hjemme, tror jeg. Min mor var invalideret af overvægt, og min far var daglejer og mælkekusk. Jeg husker, at det kneb for dem at betale regningerne hos Herman, men så løste de det nogle gange med en aftale om at betale, når der kom penge i hus ved salg af æg eller en gris.”
Tandlæge var der heller ikke råd til, og hun var 15 år, inden hun første gang kom til tandlæge.
”Meningen var, at jeg skulle have ryddet min mund for tænder. Heldigvis kom jeg til en ung tandlæge, som lige var begyndt. Han sagde, at han ikke rykkede tænder ud, hvis de kunne laves. Derfor har jeg mine egne tænder i dag.”
Efterhånden som Dagny Viisholm Trankjær voksede op, fik familien flere penge mellem hænderne. De store søskende var flyttet hjemmefra, moderen fik invalidepension, og Dagny Viisholm Trankjær husker det som noget helt særligt, da hun som stor pige første gang fik et stykke helt nyt tøj. Det var en brun vinterfrakke med for, og den passede hende perfekt, for den var købt til hende og var ikke et arvestykke fra de ældre søskende.
Som kun det andet barn i familien fik hun lov af sine forældre til at tage en uddannelse, hvilket også var udtryk for en større økonomisk formåen. Det er ikke noget, hun har haft dårlig samvittighed over, men hun har fornemmet på sine ældre søskende, at de ville ønske, de også havde fået sådan en mulighed.
Men Dagny Viisholm Trankjlær gik i 8. og 9. klasse i Skjern og flyttede derefter til Ringkøbing for at blive handelsuddannet. Det var her, hun opdagede, at der var forskel på landet og byen. Pludselig kunne hun se, at der i barndomshjemmet ikke var lige så høj en grad af oplysning som i byen, hvor der boede flere familier med højere indtægt og længere uddannelser.
Det var også i forbindelse med sin handelsuddannelse, at hun gennem venner mødte Kaj, der blev hendes mand. De blev gift i 1975 og købte et parcelhus i Ringkøbing – i begyndelsen med en forfærdeligt høj rente, men parret bor i dag stadig i huset, som de for længst har betalt ud og lavet tilbygninger på. Det giver dem i dag en økonomisk frihed.
I 1978 og 1981 fik de deres to børn, Søren og Mette, og Dagny Viisholm Trankjær havde skiftende jobs på blandt andet fabrik og som dagplejemor. Hun har aldrig gjort karriere og kan se, at arbejdet ikke har optaget hende på samme måde, som det optager hendes børn, der i dag er henholdsvis ergoterapeut og maskinmester.
Der er også perioder gennem hendes arbejdsliv, hvor hun har gået ledig på understøttelse og taget kurser i edb samt været i arbejdsprøvning, blandt andet på et behandlingssted for mennesker med alkoholisme. Da hun i 2007 fik en diskusprolaps, blev hun efterfølgende tildelt en flexjobordning og arbejdede frem til maj sidste år på kontor hos vindmøllegiganten Vestas. På grund af nedskæringer blev hun afskediget, men november sidste år blev hun folkepensionist på fuld tid. Og ligesom for mange andre i hendes generation er alder ikke kun et kronologisk koncept, men også en følelse, fortæller hun.
”Ind imellem har jeg svært ved at forstå, at jeg er så gammel, som jeg egentlig er. Jeg kan ikke helt følge med, for jeg føler mig ikke så gammel. Man kan da også roligt sige, at min pensionisttilværelse ikke tåler sammenligning med mine forældres,” siger Dagny Viisholm Trankjær med henvisning til, at hendes forældre var mere slidte og havde færre muligheder, da de blev ældre.
Ligesom mange andre er hun da også en aktiv pensionist, der gerne vil bidrage. I øjeblikket har pandemien spændt ben for mange muligheder, men hun hjælper sine voksne børn med at hente børnebørn.
”Forrige uge havde vi vores ældste barnebarn på 12 år her hos os. Han går i sjette klasse og sidder jo stadig hjemme, og det var han ved at være rigtig ked af. Så i en uges tid var han i dagtimerne hos os. Det var rigtig hyggeligt med liv i huset, og vi er glade for at kunne hjælpe.”
Når man spørger Dagny Viisholm Trankjær, hvordan hun tydeligst fornemmer generationsforskelle, så er svaret klart og stemmer ikke nødvendigvis overens med det blik, der er på hendes generation som en generation med stort forbrug og mange muligheder.
”Når jeg ser på mine børn og børnebørn, så har de meget mere frihed, end jeg havde i min barndom og ungdom. Og de har flere penge og flere muligheder.”