Jeg blev mobbet i skolegården.
”Hvorfor har du sådan noget grimt skæg?”, spurgte pigen fnisende som en anden rødhætte, og da jeg åbnede munden og forklarede, at det faktisk var et meget moderne skæg, opdagede hun mine gule tænder.
”Hvorfor er dine tænder så gule? Børster du dem aldrig?”, fortsatte den lille pige, inden hun hentede en veninde, så de sammen kunne stå og grine ad mine gule rygertænder.
”Prøv at se, han er også tyk og skaldet!”, tilføjede den anden frække unge. Og så knækkede de to veninder fra 0. klasse for alvor sammen af grin.
Det var i sidste uge, hvor vi afleverede vores mellemste søn på den første dag i SFO, og han gerne ville have, jeg blev i skolegården hos ham den første dag. Heldigvis har han – endnu – hverken gule tænder, grimt skæg, stor mave eller en skaldet isse, men jeg havde glemt, hvor brutale børn kan være. Og jeg fik det pludselig helt dårligt over at sende ham 10 år ind i folke(dom)skolen, hvor børnene jo ikke kun bliver målt i timerne, men især også i frikvartererne.
Selv var mine odds ikke gode som barn med ”kaninoverbid”, bøjle, hjemmesyet tøj og røde tilbudssokker, der mildt sagt blev bemærket. Og allerede dengang var jeg også velsignet med rigeligt hvalpefedt, som jeg kun slap midlertidigt af med – en kort periode mellem 9. klasse og 2. g, hvor jeg alligevel blev mobbet.
”Hold kæft, hvor er du egentlig grim!”, sagde en fyr, der hed Niklas, fra min parallelklasse for eksempel en dag til mig helt ud af det blå foran vores musiklokale. Selv hang pigerne til gengæld efter ham, selv inden han var blevet popstjerne i ”Nik og Jay”. Men jeg trøstede mig med, at jeg trods alt selv havde en vis succes på dansegulvet dengang, så det måtte jo være ham, der ikke havde fattet, hvor smuk jeg var.
Da jeg senere blev gift med den flotteste pige på Fyn, bemærkede præsten dog, sådan mand til mand, at der godt nok var forskel på, hvor smuk min kone og jeg var.
”Ja, men sig det ikke til hende,” svarede jeg selvsikkert.
Senere kom skønhedsforskellen dog til udtryk i en scene, hvor jeg blev helt sikker på, at jeg var elsket. For da vores ældste søn var spædbarn, kom jeg hjem til min smukke kone og fortalte, at jeg lige havde læst, at smukke mennesker lever længst. Det var ment som en opmuntring, men da hun lige havde født og derfor stadig var hormonfyldt grådlabil, begyndte hun spontant at græde.
”Du må ikke dø!”, hulkede hun. Det lovede jeg ikke at gøre foreløbig. Og det er da trods alt næsten 10 år siden, selvom jeg ikke er blevet mindre tyk og grim i mellemtiden.
Min sportslige nu 10-årige søn er til gengæld allerede optaget af, om han har sixpack, hvad han tilfældigvis har. Og jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal ud og vise mig frem som ung i denne Tinder-tid, hvor udseendet er adgangsbilletten til overhovedet at få den første date.
For pigerne må det være særligt slemt, hvis de skal sammenligne sig med de 14-årige fotomodeller, der – som en komiker rammende har udtrykt det – ser ud, som om de må have været lige ved at besvime af sult, inden de som en sidste kraftanstrengelse smilende blev fotograferet til forsiden af et dameblad for voksne kvinder. Og selv i de børneserier, mine børn sluger på Netflix, ser det ud, som om at pigerne har været tre timer til frisør, før de kunne få lov til at spille barn i fjernsynet.
Sådan lever selv børn i en skønhedsfokuseret tid, hvor alle prøver at leve op til et photoshoppet ideal, mens nyhederne fortsætter med at håne os grimme mennesker. For nylig læste jeg således, at smukke mennesker ikke kun lever længst, men også lykkeligst.
Jeg skulle hilse og sige, at man også godt kan være tyk og glad. Som mig. Bevares, det kan nok være sundt at begynde at bruge løbeskoene en gang imellem og skære lidt ned på fedtet og E-numrene. Men al tidens overdrevne skønheds- og sundhedsdyrkelse virker også usund på mig. Og selvom modeblade og frække børn i skolegården fortæller mig, at jeg er grim, vil jeg hellere lytte til den nu desværre afdøde tykke mand Barry Whites version af ”Just the Way you are”.
Sommetider forestiller jeg mig endda, at den dybe stemme er Guds stemme til mig, når jeg står op om morgenen og konstaterer, at spejle ikke er, hvad de var engang. For jeg tror, at Gud elsker os, som vi er – som en forelsket mand, der er blind for alle fejl. Som der også står i Højsangen i Bibelen:
”Du er så smuk, der er ingen fejl ved dig!”. Og hvad gør det, man er fed, når man kan få kærlighed?