Engang kom jeg gående hjem fra arbejde med et reb i hånden. Jeg havde lige købt det hos det lokale byggemarked, og det var bare til en hængekøje i gårdhaven. Men den dag havde jeg migræne, så jeg så sikkert bleg og livstræt ud, da jeg gik forbi en bænk, hvor to alkoholikere sad og iagttog mig:
”Gør det ikke!”, råbte den ene til mig, og den uventede omsorg gjorde mig helt varm om hjertet.
”Det er bare til en hængekøje, men tak!”, råbte jeg tilbage. Den barmhjertige mand på bænken lyste op i et smil, så man kunne se hans ufuldstændige tandsæt, mens han rakte tommelfingeren i vejret. Men det var ham, der burde have haft en tommeltot i vejret, fordi han reagerede på sin bekymring for et medmenneske.
Jeg tænkte på episoden forleden, da jeg gennem et forfærdeligt Facebook-opslag opdagede, at en af mine gamle veninder havde taget sit eget liv. Jeg havde ikke set hende i 14 år, og hun var ikke engang en særlig tæt veninde, men beskeden om hendes død ramte mig alligevel hårdt. Og jeg har siden gået og tænkt på, hvordan hun altid smilede så ubekymret, dengang vi kendte hinanden. I mellemtiden havde hun åbenbart både fået psykiske problemer og tre børn, og det sidste gjorde kun beskeden om hendes død endnu mere ubærlig. Hun virkede jo så glad. Men det er aldrig til at vide, hvad der gemmer sig bag et smil.
”Alle kæmper en kamp, som man ikke kan se, så vær venlig. Altid!”, som der står på en seddel på en væg i den norske successerie ”Skam”.
Jeg ved, at mange havde prøvet at hjælpe min veninde, der længe havde kæmpet med selvmordstanker. Og selvbebrejdelser bringer hende ikke tilbage. Det er ikke engang sikkert, at det havde hjulpet, hvis nogen med guddommelig timing havde ringet og sagt: ”Gør det ikke!”. Men sådan blev filosoffen Peter Tudvad engang reddet fra et selvmord af et telefonopkald, har han fortalt her i avisen.
Engang fik jeg selv sådan en stærk indskydelse, hvor jeg pludselig kom i tanke om en gammel og i øvrigt ret tjekket ven, som jeg ikke havde set i flere år. Men jeg havde en mærkelig fornemmelse af, at han havde brug for at høre, at alt nok skulle arte sig. Jeg følte mig som en dum søndagsskoledreng, da jeg sendte ham en mail og skrev, at det måske virkede lidt underligt, men at jeg altså følte, at jeg skulle skrive til ham, at Gud så ham, elskede ham og havde en fremtid for ham.
Men senere på dagen fik jeg en mail retur om, at min vens kæreste gennem 11 år havde slået op med ham en halv time tidligere. Modløs havde han tændt sin computer. Og dér lå min mail.
Samme mærkelige fornemmelse havde jeg, dagen før min dejlige morfar døde, hvor jeg følte, at jeg skulle ringe til ham. Sådan fik jeg sagt farvel, inden han uden varsel døde om natten. Og de oplevelser har lært mig at forsøge at reagere på den slags små indskydelser til at give andre opmærksomhed. Men jeg er ikke ret god til det. Og da jeg selv gik ligbleg gennem byen med et reb i hånden, var der jo også kun ét menneske, en ugleset alkoholiker, der reagerede, mens alle andre ignorerede det. Folk ”passede sig selv”, men det, der gør mest ondt, når man har det svært, er at føle sig alene med sin smerte.
Det lærte en anden alkoholiker mig. Han hed Benny og havde fået lov til at drikke sine FF-øl i købmandens kælder, hvor jeg sorterede flasker som flaskedreng. Dér sad han på en ølkasse med sit snavsede tøj og hvide fuldskæg og drak, mens han sommetider fortalte mig historier eller sendte mig op efter tobak. Han gav altid gode drikkepenge, men en dag gav han mig en hel 50’er. Da jeg ville tage den, holdt han fast i sedlen og sagde:
”Du får den kun på én betingelse: Hvis en af dine klassekammerater ender som mig, skal du hilse på ham!”.
Det har jeg aldrig glemt. Men alligevel ignorerer jeg hver dag mænd som Benny, der har brug for at blive set. Og ofte føler jeg mig mere end hyklerisk, når jeg afviser fire hjemløse og fem indsamlere på vej til arbejde – for at skrive om næstekærlighed. For kærligheden er konkret, som min kone siger, når hun gerne vil have mig til at tage opvasken.
Det er bare nemmere at skrive en klumme om, at folk skal være gode ved hinanden, end at spørge, hvordan et medmenneske virkelig har det. Især hvis hun er god til at smile. Men lignelsen om den barmhjertige samaritaner lærer os noget andet. Den lærer os, at den, der elsker sin næste, viser det i praksis. Som manden på bænken, der råbte: ”Gør det ikke!”.