Prøv avisen

Heltinderne Maria og Karen er gledet ud af historiebøgerne

De to danske kvinder Karen Jeppe og Maria Jacobsen reddede flere tusinde armeniere fra døden under og efter det armenske folkedrab i 1915. Lærerinde Karen Jeppe (billedet) blev i 1903 udsendt til Urfa i Det Osmanniske Rige af Danske Armeniervenner for at undervise forældreløse børn. Foto: Lokalhistorisk arkiv for Gyllinge og Omegn

Der blev myrdet løs til højre og venstre, men to danske kvinder holdt stand: I tiden under og efter det armenske folkedrab reddede Maria Jacobsen og Karen Jeppe flere tusinde armeniere fra døden. Men kvindernes kraftpræstation er stort set gledet ud af historien

I begyndelsen af 1900-tallet blev to yngre, danske kvinder nogenlunde samtidig optændt af en ild.

De var begge i 20'erne, ugifte og uden børn, da de hørte om, hvordan det armenske folk i Det Osmanniske Rige led i kølvandet på de massakrer, det var blevet udsat for i 1890'erne under sultan Abdülhamids II's styre. Mellem 100.000-300.000 armeniere var blevet slået ihjel, og alt var kaos. Fattige og forældreløse børn og traumatiserede og voldtagne enker var blandt dem, der behøvede hjælp.

Kvinderne, som følte sig kaldet til den diakonale opgave, var oversygeplejerske og missionær med baggrund i Indre Mission Maria Jacobsen og skolelærer og grundtvigianer Karen Jeppe. De endte begge med at forlade Danmark og vie hele deres liv til at redde tusindvis af armeniere fra døden før, under og efter det armenske folkedrab. Og for den dåd fik de begge Den Kongelige Belønningsmedalje i guld.

De to kvinder mødte formentlig hinanden nogle gange efter Første Verdenskrig, og de samarbejdede indimellem på trods af ideologiske uoverensstemmelser. Uagtet deres bemærkelsesværdige historie og indsats er der ikke mange danskere, der her, 100 år efter at folkemordet fandt sted, kender til historien om de to kvinder, som man ifølge historikere med rette kan kalde Danmarks glemte heltinder.

Det var et foredrag i 1902 med den danske forfatter Åge Meyer Benedictsen, der tændte ilden i lærerinde ved Ordrup Latin- og Realskole Karen Jeppe.

Benedictsen havde rejst i Det Osmanniske Rige og kunne fortælle om mødet med fattige og forældreløsebørn og om det store hjælpearbejde, som amerikanske og europæiske organisationer udførte. Selv havde han stiftet foreningen Danske Armeniervenner.

Karen Jeppe følte sig kaldet og tilbød Armeniervennerne sin hjælp. Foreningen samarbejdede med Den tyske Orientmission, som havde et børnehjem for forældreløse armenske drenge i byen Urfa i det nuværende sydlige Tyrkiet. Her blev hun øjeblikkeligt tilbudt ansættelse som lærerinde. Hun ankom til Urfa i 1903 og lærte i løbet af kort tid de nødvendige lokale sprog, så hun kunne begå sig og var selv med til at udvikle nye undervisningsmetoder.

Ifølge kilder med indgående kendskab til de udsendte danske kvinder, så opfattede Karen Jeppe ikke sig selv som missionær. Hun var skolelærer og med Grundtvigs ord var det ”menneske først og kristen så”. Hun ønskede ikke at pådutte andre sin tro og foretrak at bede alene, så hun rejste af sted som nødhjælpsarbejder.

At rejse til det farefulde Osmanniske Rige var ikke nødvendigvis det åbenlyse valg for Karen Jeppe, som hele sit liv havde et nervøst sind. Desuden var hendes ene ben længere end det andet, hvilket også gjorde hende fysisk skrøbelig.

Hun kom oprindeligt fra Gylling ved Odder. Hendes far var skolelærer, der sørgede for, at hun kunne læse, inden hun begyndte i skole, og han lærte hende også tysk og engelsk.

Hun kom som ung pige på Ordrup Latin- og Realskole og blev student med udmærkelse i 1885, hvilket var bemærkelsesværdigt med hendes svækkede nerver.

Hun havde det med at give for meget af sig selv og så efterfølgende falde helt sammen.

Maria Jacobsen var 24 år, da hun en sommerdag i 1907 rejste fra Horsens i Jylland mod Harput på den anatolske højslette. Turen gik via København, hvor missionsselskabet Kvindelige Missionsarbejdere (KMA) holdt udsendelsesfest for hende.

Hun voksede op i en indremissionsk familie som datter af en fabriksarbejder og uddannede sig til sygeplejerske på Sundby Hospital. Hendes mål med at rejse til Det Osmanniske Rige var at arbejde som sygeplejerske blandt armenierne, men også at opvække og omvende dem. For de danske missionærer var den armenske apostolske kristendom forstenet med stivnede ritualer - hvilket de i øvrigt også mente om den danske folkekirke. Ønsket var at vække alle fra Nordjylland over Nørrebro til Det Osmanniske Rige med deres kærlighedsrevolution.

Hun kom til Harput, som ligger i det nordøstlige nuværende Tyrkiet, og blev leder af det amerikanske missionshospital i nabobyen Mezreh, samtidig med at hun gjorde, hvad hun kunne for at hjælpe med at genopbygge det ødelagte samfund.

Selvom hun primært var til stede for at hjælpe armenierne, så skelnede hun ikke, når hun mødte folk i nød. Hun led lige så meget med de tyrkiske mænd, som blev tvunget i krig, og så ikke på race og religion.

Troen hjalp hende til at betragte alle med samme blik. Alle var potentielle kristne, som kunne frelses. Og det var en trøst for hende at vide, at de døde ville komme op i himlen og få det meget bedre. Som missionær fokuserede hun på selvets død, ”hvis jeg dør, så dør jeg”. Hun levede for sagen og for evigheden med Gud og Jesus.

De første år af Jeppes og Jacobsens udsendelse forløb nogenlunde fredeligt. 15-20 danske missionærer og hjælpearbejdere, heraf flest kvinder, befandt sig i Det Osmanniske Rige på det tidspunkt.

Da massedrabene på armenierne satte i gang, oplevede de udsendte den massive vold på helt tæt hold.

I foråret 1915 begyndte soldater og politi at drive store deportationskolonner på flere tusinde armenske kvinder og børn gennem Urfa og ud i den syriske ørken. Mange måtte overnatte på torvet foran Jeppes tidligere børnehjem, som nu var omdannet til tyrkisk kaserne. Da de deporterede havde marcheret hundredvis af kilometer fra deres hjem i det nordøstlige Tyrkiet gennem bjerge og ørkenområder med alt for lidt mad og drikke, var mange døde langs deportationsruten eller var døden nær. Jeppe og hendes kolleger organiserede hjælpearbejde og skaffede mad til så mange som muligt, men der kom flere og større kolonner gennem Urfa. De fordrevnes tilstand blev værre og værre, og mange døde på torvet.

Karen Jeppe insisterede på at ville vaske hænder og ansigter på armenierne, inden de skulle videre på deres march ud i ørkenen, selvom det var hårdt for hende. Det var vigtigt, at nogen havde set dem, sagde hun.

I et brev beskrev Karen Jeppe følgerne af dødsmarcherne:

”Godt for hver den, som bliver fri for at se den Dødens Allé, der lige fra Urfas Mure strakte sig langt, langt ud i den gule, afsvedne Slette, uendelig som den. Den var velbeplantet, denne Allé, men den overskyggedes ikke af friske, grønne Træer, det var Menneskelig der flankerede Vejen. Lig i alle Stadier af Forraadnelse. Nogle var faldet om lige uden for Byens Port. Man havde drevet dem op fra Sygelejet med Stokkeslag; nogle faa hundrede Skridt var det lykkedes dem at slæbe sig frem“”.

Under gulvbrædderne i sit hus og i et overdækket hul i haven gemte Karen Jeppe i månedsvis armeniere, og hun sørgede for, at der blev bragt mad og drikke til dem, som skjulte sig i bjergene. Hvis det var blevet opdaget, var hun og hendes hjælpere utvivlsomt blevet henrettet øjeblikkeligt.

Også Maria Jacobsen skrev om folkedrabet, der foregik for øjnene af hende. I løbet af sin tid i Harput førte hun en hemmelig dagbog, der blev fundet 10 år efter hendes død og indeholdt knap 1000 håndskrevne sider om de overgreb, hun blev vidne til. Af bogen fremgår det, at Maria Jacobsen vidste, at hendes arbejde kunne koste hende livet.

Den 2. april 1915 skrev hun i sin dagbog: ”Stadig lyder det til mig, maaske er det Din sidste Dag.”

Og senere samme måned: ”Alle er opskræmte og venter en Massakre.”

Her fik hun ret. Uhyrlighederne tog til, og tyrkerne havde så at sige fri licens til at gøre, hvad de ville med armenierne. Og det benyttede de sig af. Det vidner et nøgternt dagbogsnotat fra den 23. maj 1915 om:

”“de skal løbe rundt paa et vaadt Gulv, indtil deres Fødder bliver opblødte, saa bliver de lagt paa Ryggen, nogle Mænd sidder paa Brystet, medens andre staar og pisker paa de opblødte Fodsaaler, indtil de er opsvulmede og blodige; de rykker Neglene af deres Fingre, rykker Skægget ud et for et, putter deres Hænder og Hoveder ind i en Slags Klemmemaskine, saa Benene brækkes og knuses.”

Også missionærernes huse blev endevendt, telefonledninger blev skåret over og bøger og breve undersøgt. Den amerikanske konsul i Harput indvilgede i at gemme Maria Jacobsens dagbøger.

Under deportationerne forsøgte missionærerne på alle måder at hjælpe, men kunne i de fleste tilfælde kun se magtesløst til. Enkelte tilbød i deres afmagt at følge med på dødsmarchen, men det fik de ikke lov til. Som en sidste gestus til armenierne på vej i døden syede de en slags kyser, der kunne beskytte mod den stærke sol, og små rygsække til lidt mad og vand. Også selvom de godt vidste, at det handlede om én ting: udryddelse.

I 1916 var Harput efterhånden en ruinby, der vrimlede med hjemløse børn, hvor mange var tæt på at sulte ihjel. I samarbejde med armenske kvinder indledte Maria Jacobsen en stor indsats for at hjælpe dem. De sørgede for mad og pleje til omkring 440 børn. Som tiden gik, blev der flere og flere forældreløse børn og mindre og mindre mad. Missionærerne var ved at løbe tør for penge, mens antallet af flygtninge bare voksede. Sygdommene stortrivedes, og seks af Maria Jacobsens nærmeste kolleger døde af tyfus i løbet af meget kort tid. Maria Jacobsen blev også ramt af tyfus, som var lige ved at tage livet af hende, men hun overlevede.

I maj 1917 blev de amerikanske missionærer i Harput sendt hjem, fordi USA var gået ind i krigen mod Tyskland, som var allieret med Det Osmanniske Rige. Maria Jacobsen blev som en af de få kvindelige europæere tilbage i Harput for at beskytte de børn, som fandt frem til hende eller blev bragt til hende. Hun var god til at finde skjulesteder og mad til dem. Til sidst stod hun med flere tusind armenske børn, men uden faste forsyninger. Så kom redningen i form af 20 lastbiler fra den amerikanske hjælpeorganisation Near East Relief, de bragte forsyninger og personel og overtog børnene.

Forskere og forfattere, der har beskæftiget sig indgående med de danske vidner til folkedrabet, er ikke i tvivl om, at både Jeppe og Jacobsen var gjort af en helt særlig støbning.

Da de først havde besluttet sig for at hjælpe det armenske folk, veg de ikke fra deres mål. Heller ikke, når de oplevede alle former for kriser, og folk omkring dem døde. De blev flere gange tilbudt at vende hjem på orlov for at få en pause fra lidelserne, men det afslog de.

Samtidig med at de uselvisk kunne hjælpe folk i nød, gav udstationeringen dem også en enorm grad af frihed, som de aldrig havde kunnet få, hvis de var blevet i Danmark. De var for så vidt feminister i den forstand.

De fornægtede det, som en kvinde på den tid skulle, og beviste, at de kunne, hvad de ville. De fornægtede en tryg tilværelse med mand og barn, hvor selvrealisering foregik gennem manden. De gjorde noget aktivt i stedet for at være dem, der lavede kaffen.

De mente, at de havde ret til at arbejde og leve på lige fod med mænd. Og det fik de mulighed for i Det Osmanniske Rige. De var også nogle skrappe madammer med et fantastisk flair for organisation, der ikke var bange for at tage teten og sige, at de vidste bedst. Det var ikke bare ét eller to børn, men flere hundrede eller tusinder, som de hjalp på børnehjemmene. Derudover adopterede de også selv. Maria Jacobsen havde adoptivdatteren Bessie, og Karen Jeppe adoptivbørnene Misak og Lucia, der endte med at blive gift med hinanden.

Troen fik de også mulighed for at realisere på et helt andet niveau end i Danmark.

Når alting brændte på, og der blev myrdet løs til højre og venstre, og der ikke var flere armenske præster tilbage, så var det Jacobsen og Jeppe, der måtte gøre agere præster - længe før 1948, hvor kvinder i Danmark fik lov til at blive præster. De havde ikke nogen mænd over sig i hierarkiet, de gik med hat og blev af myndighederne behandlet med samme respekt som mænd.

De var sågar med til at bestemme, hvem der skulle giftes med hvem blandt armeniere, så det armenske folk ville overleve.

Her var Karen Jeppe særligt streng med sine tidstypiske socialdarwinistiske tilbøjeligheder. Mange armenske kvinder var blevet voldtaget under folkedrabet og havde fået børn, der var halvt tyrkiske, kurdiske eller arabiske. Men Jeppe ville normalt kun hjælpe de armenske kvinder, hvis de efterlod deres blandede børn. Hun mente, at den armenske race skulle holdes ren for at overleve. I praksis var der dog undtagelser, hvor også børnene af de voldtagne kvinder fik lov at modtage Karen Jeppes hjælp.

Efter folkedrabet var de begge hjemme i Danmark for en kortere periode. Jeppe ankom i 1918 og Jakobsen i 1919. Historiker Matthias Bjørnlund, der er ekspert i det armenske folkedrab, er ikke i tvivl om, at begge kvinder var ramt af det, vi i dag kalder posttraumatisk stress-syndrom (PTSD). Ligesom soldater, der har været i krig, havde de store psykiske mén. I slutningen af 1916 havde Karen Jeppe efter sigende forsøgt at tage sit liv ved at springe ud ad et vindue - formentlig i febervildelse som følge af malaria.

Maria Jacobsen var nær død af tyfus og fik i øvrigt også fnat, inden hun rejste hjem, så de var også begge fysisk kraftigt svækkede. Men ligesom det er tilfældet for en del soldater, der har været udsendt i krig, ville de gerne tilbage igen - drevet af ideologien og missionen og ikke mindst af kærligheden til deres armeniere, som var stærk og ægte hos dem og de andre udsendte danske kvinder.

De ville ud i frontlinjen for deres tro og følte sig begrænsede hjemme. Det kunne ikke komme på tale at vende tilbage til deres gamle områder, som nu lå i den tyrkiske republik. I stedet kunne de rejse til randområderne, hvor mange af de overlevende armeniere fra dødsmarcherne befandt sig.

I 1920 rejste Karen Jeppe til Aleppo i Syrien, hvor hun oprettede et flygtningeherberg, og i 1923 etablerede hun en landsby for enker uden for Aleppo. Forinden havde hun fået en autoritet, der gjorde hende i stand til at udføre sit hjælpearbejde langt bedre. Hun blev udnævnt til folkeforbundskommissær for beskyttelse af kvinder og børn i Den Nære Orient. Hendes hovedopgave for Folkeforbundet - datidens FN - var at lede arbejdet med at få frigivet armenske kvinder, der i forbindelse med folkedrabet var blevet tvunget til giftermål med tyrkiske og arabiske mænd og nu levede med deres børn som slaver i haremmer. En tung post både for en dansker og for en kvinde på det tidspunkt.

Med list, overtalelse og forhandling lykkedes det for Jeppe og hendes medarbejdere at få frigivet op mod 2000 armenske kvinder og børn. I enkelte tilfælde indebar det, at de under befrielsesaktioner med deres lille Ford Automobile blev jagtet af riffelbevæbnede beduiner på kameler og heste.

Libanon blev næste destination for Maria Jacobsen, der i 1922 rejste til Byblos nord for Beirut, hvor hun åbnede børnehjemmet Fuglereden. Forinden havde hun været på foredragsturné i USA og hjulpet med at indsamle midler til nødhjælpsarbejdet. Hun ledede selv Fuglereden og fik hurtigt status som ”Mamma” for de mange forældreløse børn her - i begyndelsen op mod 1000. Børnene elskede Mamma, der både var en blid og en meget stærk dame.

Hun kunne trøste og stryge børnene over håret, og hun kunne være streng. Når der hver morgen var andagt, var det Maria Jacobsen, der ledede den på armensk, og hun fik ærespladsen ved arrangementer i lokalsamfundet. Da hun døde i 1960 som 77-årig, blev hun efter eget ønske begravet på ejendommen ved en dansk-armensk begravelse. Fuglereden er stadig børnehjem, og armeniere, der boede på Fuglereden som børn, valfarter til Mammas gravsten for at knæle og kysse den.

Også Karen Jeppe døde omgivet af det armenske folk. I 1935, 59 år gammel, blev hun ramt af et malariaanfald i sit hus i landsbyen Tineh - en af de armenierkolonier, hun selv havde været med til at grundlægge.

Hun blev bisat i en armensk kirke af den armenske ærkebiskop i Syrien og blev begravet på den armenske kirkegård i Aleppo, som nu siges at ligge i ruiner på grund af den igangværende krig. I dag husker armenierne i Syrien og rundt om i verden Karen Jeppe som en heltinde, der ofrede livet for deres folk, og en skole i Aleppo er opkaldt efter hende.

For begge kvinder blev kærligheden til det armenske folk deres skæbne. At de ligger begravet i Syrien og Libanon, vidner om deres dedikation til sagen. I dag er Karen Jeppe og Maria Jacobsen nærmest mere kendt i Armenien, end de er i Danmark. De er æret med mindetavler på folkemordsmuseet i Armeniens hovedstad, Jerevan, og de figurerer på armenske frimærker.

I Danmark er det mere småt med hæderen. Ganske vist fik begge kvinder Den Kongelige Belønningsmedalje i guld, og i 1935 blev der udsendt et cirkulære, som anbefalede, at man underviste i Karen Jeppes arbejde og i armenierudryddelsen i det hele taget. Men efter Anden Verdenskrig og holocaust, hvor endnu flere mennesker døde, gled de danske kvinders indsats i Det Osmanniske Rige mere i baggrunden og ud af historien.

Nogle mener, at missionærer og nødhjælpsarbejdere altid har været en ydmyg race, man traditionelt ikke har gjort det store ud af. Andre peger på, at det hænger sammen med, at Danmark ikke officielt har anerkendt det armenske folkemord - og dermed heller ikke kan give kvinderne den hyldest, de fortjener.

I Gylling ved Horsens, hvor Karen Jeppe voksede op, er de ikke i tvivl om den store betydning, hun havde for flere tusinde dødsdømte armeniere. Ved kirken er rejst en mindesten, hvor flere hundrede armeniere vil mødes den 2. maj i anledning af 100-året for folkedrabet. Inskriptionen på mindestenen lyder: Karen Jeppe, Armeniernes moder.

De to danske kvinder Karen Jeppe og Maria Jacobsen reddede flere tusinde armeniere fra døden under og efter det armenske folkedrab i 1915. På børnehjemmet Fuglereden nord for Beirut i Libanon tog Maria Jacobsen (markeret med en rød cirkel) sig af en lang række forældreløse armenske børn. - Foto: Fuglereden
Oversygeplejerske Maria Jacobsen blev i 1907 udsendt til Harput i Det Osmanniske Rige af Kvindelige Missionsarbejdere og blev leder af et amerikansk missionshospital i området. Foto: 100LIVES.com
Oversygeplejerske Maria Jacobsen blev i 1907 udsendt til Harput i Det Osmanniske Rige af Kvindelige Missionsarbejdere og blev leder af et amerikansk missionshospital i området. Foto: Lokalhistorisk arkiv for Gyllinge og Omegn