For præcis en uge siden sad nordjyske Anders Jespersen i et soveværelse i Jianhe omkring 11 timers kørsel fra den coronavirus-ramte millionby Wuhan. Han havde sammen med sin 28-årige gravide hustru besluttet at afbryde en ferie hos hendes kinesiske familie før tid. Coronavirus-truslen var blevet for stor, og de ville skynde sig hjem til Danmark. Men da parret slog en forespørgsel op på et forum på et socialt medie, hvor det i Kina er almindeligt at skaffe private taxa-chauffører, var der ingen, der ønskede at køre dem til lufthavnen.
”Jeg begyndte at tænke: Hvad er det, der sker? Det føltes som at være fanget i en fælde, der er ved at klappe,” siger 33-årige Anders Jespersen.
Det var i 2016, at han første gang mødte Nancy Yuan på en café i Shanghai, hvor de dengang begge boede og arbejdede. Han havde læst de sidste to semestre af sin kandidatuddannelse i organisation og strategi i byen og studeret kulturforskelle mellem Danmark og Kina. Nu arbejdede han som engelsklærer. Efter at have stødt på hende online havde han sat hende i stævne på en café. Han kunne lige nå at klemme fem minutters kaffe-stævnemøde ind mellem to jobsamtaler. Anders Jespersen fik både kvinden og et nyt job.
I dag er de gift og bor i Danmark, men for første gang i to år tog de den 20. januar i år tilbage til Kina for at fejre kinesisk nytår med hendes familie og vise hendes fem måneder gravide mave frem. De skulle have været der i tre uger, men ferien blev noget kortere og meget mere alvorlig, end de havde forestillet sig. Anders Jespersen kan fortælle en historie om, hvordan coronavirusset pludselig blev lidt for nærværende for en dansker.
”Forventningerne til ferien var høje, ikke mindst for Nancy, som har længtes efter sin familie, har kæmpet med det mørke Danmark, og som har savnet den gode kinesiske mad. Da vi tog af sted, havde vi læst lidt om det nye virus, men jeg havde nok tænkt, at der var lidt ’ulven kommer’ over det, så jeg havde ikke givet det stor opmærksomhed,” fortæller han.
”I begyndelsen var det rigtig hyggeligt med masser af mad og gode snakke. Men som dagene gik, kom virus-frygten nærmere og nærmere, og efter en uges tid kunne vi ikke ignorere det mere. Folk på gaden gik med ansigtsmasker og holdt afstand til hinanden. Der kom plakater op over det hele, som gjorde opmærksom på symptomerne og opfordrede til at beskytte sig og blive inden døre. Jeg tror også, jeg fik mindst 10 sms’er fra de kinesiske myndigheder med samme opfordring,” siger han og fortæller om, hvordan ansigtsbind og alkogel var udsolgt, og om mennesker, der stod på nakken af hinanden i kø til apotekerne for at købe en type medicin, som angiveligt kunne bruges, hvis man blev smittet.
Anders Jespersen vidste, at det ville være svært for hans hustru at skulle forlade sin familie før tid, men det fyldte mere og mere i hans hoved, at han måtte tage sikkerheden for hende og deres ufødte barn alvorligt. Så de traf beslutningen – de ville hjem til Danmark, inden virusset eventuelt kom til den by, de befandt sig i.
Det viste sig imidlertid at være vanskeligere end forventet. For det var stort set umuligt at skaffe en taxa, der kunne bringe dem til byen Kaili, hvorfra de skulle med et tog til lufthavnen. Først fredag aften i sidste uge lykkedes det at overtale en chauffør, der kunne hente dem dagen efter. Lørdag middag iklædte de sig regntøj, ansigtsbind og arbejdshandsker og tog af sted.
Parret forstod for alvor, at samfundet var ved at lukke, da taxaen ramte en tom og affolket motorvej. Ved et betalingsanlæg var der militær, politi og sundhedsmyndigheder til stede. Parret skulle med pas, tog- og flybilletter dokumentere, at de havde et relevant ærinde. Deres taxachauffør fik ikke lov at passere. Selv blev de varmescannet for at se, om de havde forhøjet temperatur og kunne derefter tage turen videre med en anden taxa.
Næste stop på rejsen var at tage et tog til byen Guiyang, hvorfra de skulle flyve. Parrets oprindelige flyafgang blev aflyst, og deres forsikringsselskab hjalp dem med en strabadserende rute over Paris, London og Amsterdam. Også i lufthavnen i Guiyang var de igennem adskillige sundhedstjek, og i det halvtomme fly til Paris beholdt de maskerne på.
I søndags, klokken 22 om aftenen, landede de så endelig i Aalborg. I ankomsthallen ventede der ingen sundhedsmyndigheder. Fordi de to havde besøgt et såkaldt lavrisiko-område i Kina, skulle de ikke tjekkes på et dansk hospital. I stedet tog Anders Jespersens familie imod parret. Familien frygtede ikke smitte og gav masser af kram. Ansigtsmaskerne var smidt ud, og hjemme hos Anders Jespersens forældre ventede flæskesteg, kartofler og brun sovs.
Og nu er de to så tilbage i lejligheden i Frydendal i Aalborg. De har ingen symptomer på smitte og er mest af alt lettede over at have nået at slippe ud af Kina i tide.
”Det har været enormt stressende at føle, at vi flygtede fra en fjende, vi ikke kunne se, lugte eller føle, og det har føltes som at gå rundt i blinde og forsøge at gøre sit bedste. Men nu er vi hjemme. Det er utrolig befriende, og jeg er endnu mere taknemmelig end ellers for at bo i et sikkert og dejligt land, hvor man kan handle uden ansigtsmaske og drikke vandet i hanen. Lige nu tager jeg ikke for givet, at jeg faktisk kan stå her og kigge ud på solskinnet og ikke bekymre mig for mit eget, Nancys og vores kommende barns helbred,” siger Anders Jespersen.
Han er dog ikke uden bekymring. For svigerfamilien befinder sig stadig i Jianhe, og han tror, det er et spørgsmål om tid, før virusset når dertil. Han og hustruen har opfordret hendes familie til så vidt muligt at blive inden døre resten af måneden. Og så håber de på det bedste.