Dansk Vestindianer: Vi har intet at skamme os over på øerne

Niels Bang blev født og voksede op i det tidligere Dansk Vestindien i årene efter salget, hvor danskheden fortsat var den bærende kultur. Vi har intet at skamme os over på øerne, siger han, men vi har alligevel en moralsk forpligtelse til at støtte genopbygningen

83-årige Niels Bang forstår ikke behovet for at undskylde fortiden på De Vestindiske Øer. Men han forstår heller ikke, hvorfor vi ikke hjælper vores gamle hjemland med at komme ud af det dødvande, øerne i dag befinder sig i. ”Vi kan være stolte af vores tidligere koloni,” siger han. ”Men vi mangler at vise, at vi er det.” –
83-årige Niels Bang forstår ikke behovet for at undskylde fortiden på De Vestindiske Øer. Men han forstår heller ikke, hvorfor vi ikke hjælper vores gamle hjemland med at komme ud af det dødvande, øerne i dag befinder sig i. ”Vi kan være stolte af vores tidligere koloni,” siger han. ”Men vi mangler at vise, at vi er det.” – . Foto: Leif Tuxen.

Niels Bang har bøger og billeder med.

”Se lige her,” lyder det glædestrålende fra den 83-årige nobelt klædte herre i jakke, skjorte og slips. ”Kan du forestille dig et eventyr, det var at bo der?”.

Han peger ned i bogen, hvor en imponerende hvid bygning med Dannebrog hejst foran står majestætisk alene på en bakketop med fri udsigt over havnen på St. Thomas. Det ligner ikke et privat hjem med den enorme dobbelte trappe op til de høje søjler og husets indgang, men det var her, Niels Bang blev født og voksede op som søn af Hjalmar Bang, den danske generalkonsul i det tidligere Dansk Vestindien fra 1926 til 1943.

Han har selv henvendt sig for at ”give lidt nuancer” på det, der åbenbart er mange danskeres lidt skæve syn på, hvad den gamle danske koloni var og er for en størrelse. Tilsat lidt anekdoter om livet for længe siden.

”Det er jo særligt interessant at følge debatten om øerne for tiden, når man selv er ’dansk vestindianer’,” siger han. ”For der er mange følelser involveret omkring slavetiden og mulige undskyldninger og hele italesættelsen af, hvad vores forhold til efterkommerne og deres kultur egentlig er i dag. Men jeg kan også konstatere, at det netop er følelser og ikke så meget viden, der bærer de forskellige holdninger.”

Han blev født i 1933 ind i en nærmest overdådig verden. Sådan oplevede han det ikke selv, for han kendte ikke til andet, men det store hus på Denmark Hill, som deres bakketop hed, var majestæter værdigt. De kom da også på besøg en dag. Niels og hans to søskendes guvernante var sat til at byde dem velkommen med blomster, men hun var for genert, da det kom til stykket, og sendte i stedet den femårige Niels ud mod gæsterne: En enormt høj mand, næsten et helt hoved højere end Niels’ egen far, og hans smukke kone. Det var kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid, og de var ”de smukkeste mennesker, jeg nogensinde havde set”, fortæller Niels Bang.

Og sådan var det meget af tiden, husker han: Hverdagen var et eventyr af overflod, hvor alle var pænt klædt og spiste godt, og hvor luften endda var mere frisk og klar end nede i byen. Betydningsfulde mennesker fra nær og fjern kom forbi, og det samme gjorde skoleskibet ”Danmark” med Kaptajn Hansen ved roret. Livet var godt – og dansk, troede han.

”Gennem hele min barndom var jeg af den opfattelse, at jeg boede i en del af Danmark, og at jeg lige så godt kunne bo alle mulige andre steder i landet. Jeg vidste ikke noget om øernes fortid. Jeg havde måske nok fået at vide, at de nu tilhørte USA, men det føltes ikke sådan. Og jeg tror faktisk heller ikke, at de fleste lokale tænkte over, at de ikke længere var danske og ikke havde været det i over 20 år,” fortæller Niels Bang.

Denmark Hill, som huset så ud i 1958, da Niels Bang vendte tilbage til sit barndomshjem – for første og eneste gang. For alt var forandret, og danskheden var forsvundet. – Privatfoto.
Denmark Hill, som huset så ud i 1958, da Niels Bang vendte tilbage til sit barndomshjem – for første og eneste gang. For alt var forandret, og danskheden var forsvundet. – Privatfoto.

Danskheden var da også stadig til at finde overalt. I huset havde de almindelig dansk skoleundervisning hver dag, og nede for enden af bakken i hovedbyen Charlotte Amalie var den danske handelsvirksomhed Det Vestindiske Kompagni stadig dominerende. Det ejede en stor del af havneområdet og drev desuden øens elektricitetsværk og flere andre helt centrale virksomheder på St. Thomas. En anden markant forretning på øen var Maison Danoise, Det Danske Hus, som Niels’ far åbnede i sin tid og stadig drev. Her kunne man købe kongeligt porcelæn, Georg Jensen og meget andet af det, vi stadig i dag anser som dansk kernekultur.

”Det er ikke for meget at sige, at langt det meste af St. Thomas var drevet af danskere,” siger Niels Bang.

”På St. Croix var det noget helt andet. Her regerede 12 engelske og irske familier det hele, det var det rene Borte med Blæsten med store baller og familiefejder. St. Jan var ikke særlig udviklet, men St. Thomas føltes dansk. Jeg befandt mig selvfølgelig også lige i midten af det hele. Min far var jo Danmarks repræsentant på øen, men det var nu mere, fordi han var direktør i Det Vestindiske Kompagni. Hele vores omgangskreds var derfor overvejende dansk, så jeg fik et chok, første gang jeg var i København med min familie. Både mine søskende og jeg troede, vi talte perfekt dansk og bare ville glide umærkeligt ind i bybilledet, men sådan var det ikke. Vi havde en kraftig accent, vi gik i jakkesæt og med hat og skilte os i det hele taget ud. Så godt nok var vi danske, men alligevel anderledes.”

Så kom Anden Verdenskrig, og alting ændrede sig. Ikke fra den ene dag til den anden og ikke for alle, men ude i vandet lå pludselig tyske ubåde, og den normalt så livlige handel sygnede hen. Det samme gjorde Det Vestindiske Kompagni og danskernes interesse i at bo på øerne. Beskeden til Niels Bangs far var klar: Sælg, hvad du kan, og kom væk. Fremtiden var ikke længere på den tidligere danske koloni, og familien tog tilbage til Danmark i 1945.

Da Niels Bang for første gang vendte tilbage til øen på en ferie i 1958, stod Denmark Hill ganske vist stadig, men intet var, som han huskede. Danskheden var væk. Siden ændrede man gadenavne og andre stednavne til at stå på dansk frem for engelsk, men det var kun for turisternes skyld, siger han, og han tog aldrig tilbage.

Når han fortæller sin historie i dag, er det dog ikke for at sige, at vi med rette kan bruge 100-året for salget af øerne til at lægge dem endegyldigt bag os. Hans pointe er nærmere, at vi skal huske dem rigtigt. Først og fremmest er øerne ikke blot en skamfuld del af Danmarkshistorien. Faktisk har vi slet ikke noget at skamme os over, siger han:

”Hele diskussionen om at sige undskyld til efterkommerne af slaver, der levede på øerne for 200 år siden, forekommer mig absurd og meningsløs. Man kan ikke undskylde til spøgelser. Desuden er der ikke noget at undskylde for. Det, man gjorde dengang, var det, alle gjorde. Vi var hverken værre eller bedre og bør være stolte af, hvad vi har udrettet på øerne.”

Det var også det, han for nylig skrev i et brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Men han skrev samtidig noget andet, for selvom vi ikke skylder nogen en undskyldning, så skylder vi øerne at føle et vist moralsk ansvar over for deres udvikling. Som han mærkede det på egen krop, er det ikke mere end 70 år siden, at alle på i hvert fald St. Thomas følte sig som en naturlig del af det danske rige. Og han er et eksempel på, at der stadig lever mennesker i Danmark, som opfatter sig som dansk vestindiere, og som har fået formet en stor del af deres personlighed og livsbane af deres liv på øerne.

Derfor er det positivt, at Danmark nu vil være med til at sikre fremtiden for de nuværende beboere med de stipendier til danske universiteter, som statsministeren foreslog ved markeringen af 100-årsdagen den 1. april. Niels Bang kunne også forestille sig et samarbejde om vindmøller på de blæsende øer.

”Det vil være en måde at stå frem i verden på en positiv måde, for hvilke andre lande tilbyder undervisning og genopbygning i deres gamle kolonier? Det kunne måske reparere lidt på vores skrantende omdømme.”