Egon Løvbirk er, hvad enhver velgørenhedsorganisation ville kalde ”en trofast støtte”. Siden han som ung supplerede arbejdet som biblioteksassistent i Vejle Kommune med en hobby, der bragte ham land og rige rundt med oplæg om den danske modstandsbevægelse og digterpræsten Kaj Munk, har han doneret samtlige indtægter fra sideerhvervet til Kræftens Bekæmpelse.
For penge er ikke alt, som Egon Løvbirk siger. Helbredet er noget af det vigtigste i livet, og da han selv er taknemmelig for at have gået det meste af tilværelsen igennem med et godt et af slagsen, vil han gerne hjælpe dem, der har været knap så heldige. Desuden mistede han i løbet af få år flere familiemedlemmer til kræft, så sygdommen har alligevel været tæt på.
Derfor var han heller ikke i tvivl, da han for 15 år siden satte sig til at skrive testamente i samarbejde med en advokat. Foreningen skulle have en særlig plads. Når Egon Løvbirk dør, går overskuddet fra salget af hans ejerlejlighed derfor ubeskåret til Kræftens Bekæmpelses arbejde for kræftpatienter og i særdeleshed kræftramte børn.
”Jeg kan godt lide at vide, at mine efterladte midler er direkte målrettet den del af organisationens arbejde, der giver særlig stor mening for mig. Så er jeg også sikker på, at de ikke går til kaffe og othellolagkage! Desuden er jeg ugift og har ingen børn, så det er en rar tanke, at min arv tilfalder dem, der har allermest brug for den.”
At mennesker som Egon Løvbirk betænker Kræftens Bekæmpelse i deres testamente viser sig meget konkret på foreningens økonomiske bundlinje. Ifølge dens årsopgørelse fra 2015 udgjorde arveindtægterne med sine 138,6 millioner kroner 18 procent af de samlede indtægter det år. I 2016 steg indtægterne fra arv med yderligere 5,8 millioner.
Men den sygdomsbekæmpende organisation er ikke alene om at modtage voksende summer fra danskernes testamenter.
Ifølge den nyeste indtægtsundersøgelse fra Indsamlingsorganisationernes Brancheforening, Isobro, og konsulentfirmaet Deloitte gik organisationernes indtægter fra arv samlet frem med ni procent i perioden fra 2011 til 2015.
Undersøgelsen, der er udarbejdet på baggrund af indtægterne fra 85 procent af indsamlingsorganisationerne i Danmark, viste samtidig, at det især var de internationale hjælpeorganisationer, der sammen med de sygdomsbekæmpende af slagsen oplevede den største fremgang i perioden på henholdsvis 42 og 11 procent. De kirkelige organisationer oplevede en noget mere beskeden fremgang på en enkelt procent.
I Folkekirkens Nødhjælp bekræfter engagementschef Kenneth Kamp Butzbach udviklingen, som han kalder ”glædelig”, da de seneste års fremgang afløser en lang periode med dalende arveindtægter:
”Vi har oplevet en klar fremgang i indtægterne fra arv de seneste år. Det er tydeligt, at vi er ved at nærme os niveauet fra før krisen.”
Men er de voksende arveindtægterne hos landets almennyttige organisationer så udtryk for, at danskerne er blevet flinkere til at betænke andre end deres nærmeste, når de skriver testamente? Den konklusion kan man slet ikke drage, fortæller Robert Hinnerskov, der er generalsekretær i Isobro. For vi ved ganske enkelt intet om, hvorvidt organisationerne står opført i flere testamenter end tidligere. Til gengæld betyder det en del, at finanskrisen efterhånden er klinget af.
”De stigende arveindtægter har givetvis flere årsager. Finanskrisen er for eksempel ved at slippe sit tag i ejendomsmarkedet. Da krisen ramte i 2007 og 2008, fik organisationerne det tydeligt at mærke, at prisfaldet på ejendomme fik betydning for boets samlede værdi hos de personer, der havde betænkt organisationerne i deres testamenter. Dertil kom, at det tog væsentligt længere tid at sælge ejendommene. Når et efterladt hus tabte værdi eller var svært at sælge, betød det med andre ord, at den endelige sum, der var tilbage til organisationerne, var betydeligt mindre.”
Kigger man få år tilbage, var virkeligheden da også en ganske anden. I 2014 kunne Kristeligt Dagblad berette, at de danske indsamlingsorganisationers indtægter fra arv var faldet med over 100 millioner eller det, der svarer til 23 procent fra 2009 til 2013, på grund af det trængte boligmarked.
Hvad man til gengæld kan udlede omkring danskernes forhold til velgørenhed og testamenter, er, at det fortsat er de sygdomsbekæmpende organisationer som Kræftens Bekæmpelse, der får langt de største arveindtægter, siger Robert Hinnerskov dog med et enkelt ”men”.
For selvom de sygdomsbekæmpende organisationer har langt større arveindtægter end nogen af de andre grupper, er det alligevel de internationale hjælpeorganisationer, som for eksempel Røde Kors, der opnår den største fremgang:
”Har man haft sygdom inde på livet, støtter man typisk sygdomsbekæmpelse. Men det faktum at arvebeløbene til de internationale hjælpeorganisationer stiger, kan være et tegn på, at den øgede indsats på dette område rent historisk har sat nye spor i testamenterne,” siger Robert Hinnerskov og lægger vægt på netop det ”historiske”, da det mønster, man ser i fordelingen af arveindtægter i dag, er udtryk for valg, mennesker har truffet for mange år siden:
”Folk tegner typisk testamente, mange år før de går bort. Så de penge, der tilgår organisationerne i disse år, kan stamme fra testamenter tegnet i 1990’erne.”
Men ifølge advokat Ulrich Grønborg er de velgørende organisationers plads i et testamente i højere grad betinget af familieformer end af strømninger i tiden.
I 2014 udsendte han en spørgeskemaundersøgelse, der baserede sig på mere end 3000 testamenteønsker fra borgere, der planlagde at tegne testamente. I undersøgelsen blev svarpersonerne stillet en række af de spørgsmål, en erfaren advokat ville spørge til under et personligt møde, og da det kom til velgørenhed, tegnede der sig et tydeligt billede:
”Der var et klart mønster i, at det primært er mennesker uden børn, der ønsker at betænke de velgørende organisationer i deres testamente.”
Siden 1996 har det i øvrigt været muligt gennem den såkaldte 30 procents-ordning at fritage søskende, nevøer, niecer eller venner fra en del af den afgift, de ellers er pålagt at betale, ved at betænke en velgørende organisation i testamentet på betingelse af, at organisationen betaler afgifterne fra de øvrige arvinger.
En ordning, der ifølge Ulrik Grønborg kan få flere til at efterlade lidt til velgørenhed.