Far ser en fodboldkamp på tv'et, der hænger i stuen. Mor er ikke til sport og sidder i stedet med sin computer i skødet og ser et afsnit af sin yndlingsserie på streamingtjenesten Netflix, alt imens familiens teenager er optaget af sjove videoer på videodelingstjenesten YouTube på sin smartphone. Den syvårige har fundet et gammelt afsnit af Ramasjang-programmet Lille Nørd frem på en iPad.
Den tid, hvor familien Danmark hver aften sad foran fjernsynet og sammen konsumerede det, der nu engang blev sendt på en af husstandens respektive tv-kanaler, er definitivt forbi. Og det tv-program, du valgte at se i går aftes, er sandsynligvis ikke det samme, som din nabo eller din kollega så i samme tidsrum. Udvalget af tv-kanaler er eksploderet, streamingtjenester som Netflix og HBO får stadig flere abonnenter, og via internettet har vi uanede muligheder for at se det tv, vi vil, når vi vil.
Med andre ord; vores tv-vaner er blevet både mere individualiserede, segmenterede og fragmenterede end nogensinde før. Og spørgsmålet er, hvilken betydning det har for os og vores samfund nu og på sigt?
Sognepræst i Jelling Kristian Bøcker, der er kendt af Kristeligt Dagblads læsere som klummeskribent, ved af erfaring, hvor meget det kan betyde at have fælles familieoplevelser foran fjernsynet. Han er far til fire mindre børn.
”Det helt banale at sige i denne sammenhæng er, at fælles oplevelser giver fællesskab, og at de oplevelser sagtens kan være foran tv'et. I december blev det helt tydeligt for mig, hvor meget det betød for vores børn, at vi som forældre sad og så julekalender sammen med dem. De forventede det, og den der halve time, hvor vi rykkede sammen, var uvurderlig,” siger han.
I spørgsmålet om, hvorvidt det er godt eller skidt, at moderne teknologi i dag giver os mulighed for at ”være på” og således også vælge og vrage mellem uanede mængder af tv, er Kristian Bøcker splittet.
”Hvor meget skal man dramatisere iPads og iPhones? Det er svært. Nogle gange er det møgirriterende, at børn bruger dem så meget. Men samtidig ved jeg fra mig selv, at de er utrolig dragende, og jeg kan selv have svært ved at lade være at bruge dem,” erkender han.
Lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet Henrik Søndergaard er en af de fagpersoner, der netop er blevet udpeget til et udvalg nedsat af kulturministeren, der skal komme med input til fremtidens public service-medier. Han mener ikke, at det nødvendigvis er skidt, at vi ikke længere i samme grad ser det samme tv.
”Jeg hører ikke til dem, der automatisk siger, at bare vi ser det samme, så er det hele godt. Jeg synes snarere, at det er godt, at vi kan finde noget, som er vigtigt for os hver især. Det kan synes som en mere skræmmende tanke, hvis vi alle skulle sidde og se det samme og blive påvirket i samme retning,” siger han og understreger, at han udtaler sig på egne og ikke udvalgets vegne.
Henrik Søndergaard tror heller ikke på, at såkaldt flow-tv, traditionelt tv-kiggeri, hvor vi ser udsendelserne på tv i den rækkefølge, de bliver sendt, forsvinder. Han pointerer, at tv og radio stadig er de medier, danskerne bruger mest i gennemsnit ser vi tre timers flow-tv dagligt.
”Selvfølgelig er der dele af markedet, der bevæger sig væk fra den måde at bruge medier på. Men blandt andet de store tv-selskaber ser det jo ikke som positivt og vil gøre meget for at redde flow-tv'et. Det kan de næppe gøre med serier, film og haveprogrammer - stof, som ikke er vigtigt at se lige nu og her, men som kan ses i morgen, overmorgen eller måske om et år. Til gengæld vil der stadig være en del udsendelser, som kræver at blive vist live. Fodboldkampe og musikkonkurrencer for eksempel, og det tror jeg er det, som flow-tv i stigende grad vil fokusere på,” siger han.
Selvom vi i stadig højere grad har individualiseret vores tv-forbrug, vil netop vores nye tv-vaner også kunne være medvirkende til at værne om tv-stof som fælles referenceramme, mener Henrik Søndergaard. En af årsagerne er, at såkaldt catch up-tv også er blevet udbredt, i takt med at mere tv-stof gøres tilgængeligt på internettet. Som når DR lægger det sidste nye afsnit af ”Arvingerne” på sin hjemmeside, så man kan se det med forsinkelse, hvis man var forhindret søndag aften, hvor det blev vist på traditionelt tv. Ofte ser vi det, vi oprindeligt gik glip af, forholdsvis kort tid efter, det blev sendt på tv.
”Det er ikke tilfældigt, hvad tv-stationerne lægger ud på nettet, og det skaber nogle mønstre på de serverbaserede flader, som ligner dem, vi kender fra traditionelt flow-tv. Det skyldes blandt andet, at medierne er gode til at sætte dagsordener, og at der findes et kulturelt kredsløb, som ikke bare sådan lige forsvinder,” siger Henrik Søndergaard.
Heller ikke Keld Reinicke, tidligere programchef på TV 2 og i dag selvstændig mediekonsulent, tror, at flow-tv nogensinde forsvinder fuldstændigt, selvom det næppe vil opnå fordums styrke. Han er personligt overbevist om, at vi som mennesker stadig vil vægte de fællesskabsoplevelser, som flow-tv kan give os.
”Det kan være fodboldlandskampe, Melodi Grand Prix eller søndagsserierne som '1864' og 'Arvingerne'. Det, som mange it-nørder glemmer, når de spår om fremtiden, er, at vi stadig, som de sociale væsener vi er, vægter fællesskaber utrolig højt. Tag radioen, som er en næsten 100 år gammel opfindelse. I dag kan du høre alle de cd'er og lydbøger, du vil, i din bil, når du kører på arbejde. Men trods den mulighed er det alligevel radioen, som rigtig mange vælger at tænde for,” siger han.
Keld Reinicke er også med i kulturministerens nye public service-udvalg, og han mener, at noget af det udvalget, der i øvrigt har den tidligere klimakommissær Connie Hedegaard (K) som formand, bør diskutere, er spørgsmålet om, hvad der skal kendetegne public service i dag.
”Det er ikke nok at have høje seertal. Man skal også kunne finde ud af at komme ud til målgrupperne. Men vi er godt stedt i Danmark, fordi DR og TV2 står så stærkt. Det er meget værre i USA, hvor public service-kanalerne slet ikke i så god tid som i Danmark har fået taget diskussionen om, hvad public service er. De har slet ikke fået den indflydelse, som de burde have,” siger han.
En anden problemstilling, der ligeledes er affødt af vore segmenterede og fragmenterede tv-vaner, er, hvordan det sikres, hvis det overhovedet er muligt, at alle får skabt sig adgang til et fælles indhold, der er tilstrækkeligt nuanceret og bredt oplysende.
Stig Hjarvard, der er professor og forsker i medier på Københavns Universitet påpeger, at problemstillingen indeholder et dilemma.
”Det er et dilemma, fordi udviklingen peger i to retninger på samme tid. Vi har et mediesystem, der giver os muligheder for at hente information som aldrig før. Så spørgsmålet er ikke tilgængeligheden, men snarere, om man har en indre motivation og en fællesskabsforpligtelse, der gør, at man meningsmæssigt søger ud over sin egen lille boble. Ofte søger folk information, der bekræfter deres holdninger, frem for at søge ny viden, og det nuværende mediesystem kan betyde, at den tendens forstærkes,” siger han.
Om vi hver især får brudt ud af vores egen boble, afhænger af vore evner til at opsøge kollektivet, pointerer han.
”Hvor de gamle medier reagerede på kollektivets præmisser, hvorved man fik en slags fællesnævner, ligger forpligtelsen i dag på det enkelte individ. Og det er individets sociale og kulturelle kapital, herunder netværk og uddannelse, der i sidste ende afgør, om man får udnyttet de muligheder, der er, og kommer ud til de emner, man bør,” siger Stig Hjarvard.