Prøv avisen

Danskerne er dårlige til at lukke nye mennesker ind i fællesskabet

Tegning: Rasmus Juul

Danmark ligger i bund i en international undersøgelse af, hvor let det er for udlændinge at falde til og føle sig velkommen. Men også danskere, der er nye i sociale sammenhænge som for eksempel i folkekirken, oplever, at det er vanskeligt at blive lukket ind i fællesskabet

Else Priisholm har været fast kirkegænger i Tisvilde i Nordsjælland, hvor hun har boet i 25 år. Da den pensionerede cand.mag. i historie og kristendomskundskab for et halvt års tid siden flyttede til Gentofte nord for København, ville hun gerne tilknyttes en af de lokale kirker og mødte en søndag op til gudstjeneste. Men det blev en skuffelse.

”Ved den efterfølgende kirkekaffe præsenterede jeg mig for kordegnen og præsten og sagde, at jeg var ny. Og så skete der ikke mere. Jeg sad der med min kop og håbede, at nogen ville se mig. Jeg forventede ikke en længere snak, men ingen henvendte sig. Jeg har været der igen, hvor det samme skete. Det er en underlig kold fornemmelse. Jeg tænkte: ’De vil mig åbenbart ikke’,” siger Else Priisholm.

I et læserbrev i Kristeligt Dagblad beskrev hun den kedelige oplevelse af ikke at blive budt velkommen i menigheden, hverken i den første eller nogle af de andre lokale sognekirker, hun efterfølgende besøgte i Gentofte. Det undrede hende, for som hun skrev i læserbrevet:

”I min forståelse hænger gudstjeneste imidlertid sammen med menighed – som Gud og næsten gør det. Eller er det en gammeldags forkert forståelse? Det er i hvert fald et grundmenneskeligt behov at høre til og opleve gudstjeneste som et fællesskab”.

Danmark er berømt for at være et af de lykkeligste lande i verden og for sit talent for hygge. Men når det gælder danskernes evne til at byde nye borgere velkommen og indenfor i varmen, skraber vi bunden. Det viser den årlige undersøgelse fra den internationale organisation InterNations blandt mennesker, der lever og arbejder i andre lande end deres fædreland – såkaldte expats. Her ligger Danmark som nummer 65 ud af 65 målte lande på oplevelsen af, hvor let det er at falde til og dermed føle sig velkommen. Det er i bunden sammen med lande som Østrig, Kuwait og Kina.

Problemet er veldokumenteret herhjemme, når det handler om mennesker, der kommer hertil for at arbejde. Nogle af dem rejser igen, fordi de savner sociale relationer og følelsen af at høre til. Men de fleste danskere kender også oplevelsen af at føle sig som den nye dreng eller pige i klassen, selv om de er voksne. Det kan være som ny på arbejdspladsen, i bogligkvarteret, idrætsforeningen og altså også i folkekirken.

”Danskerne sidder i grupper med ryggen til verden,” siger Anne Knudsen, dr.phil. og mag.scient. i etnografi, tidligere chefredaktør på Weekendavisen og forfatter til bogen ”Her går det godt”, der blandt andet handler om danskernes lukkethed over for nye i flokken.

”Vi er frygteligt dårlige til at lukke andre ind. Det gælder overalt i sociale sammenhænge og i vores måde at modtage og lade os kontakte af andre. Det hænger sammen med, hvordan vi betragter grupper. Hvis man er sammen med andre, er man det enten helt, eller også er man ikke med. Og det praktiserer vi på mange planer. Derfor er vi dårlige til at tage nye ind i kredsen, for det betyder at være 100 procent medlem og ikke 75 procent. Og det gælder på arbejdspladser, hvor man selv skal regne det hele ud, i selskabslivet, hvor vi ikke er gode til at fortælle, hvem hinanden er, og i frivillige forsamlinger. At det også gælder i kirken, er lidt morsomt, da det jo er der, man er fælles om næstekærlighedsbuddet,” siger Anne Knudsen.

Hun peger på, at årsagen til denne særlige danske adfærd er en forestilling om, at sjælen i dansk kultur er et bondesamfund.

”Det er et idealbillede, der dyrkes af alle fra maoister til grundtvigianere. Men det er et fiktivt bondesamfund og en kulturel forestilling om, hvordan livet på landet er. Her kender alle hinanden, og man behøver ikke sige goddag til folk, fordi man er i gang med en livslang samtale. Men jeg tror på, at vi udvikler kulturen, når vi lærer hinanden, at det er sådan, vi gør her. Det er også det, der har været indvandrernes problem i forbindelse med at blive integreret i det danske samfund.”

Ifølge Anne Knudsen har også salmedigteren og teologen Grundtvig spillet en rolle for danskernes manglende velkomstkultur i og med hans lovprisning af danskhed modsat udlændighed.

”Endnu et dansk træk er, at vi ikke synes godt om, at nogen har mere magt end andre. Så hvis man i en social sammenhæng ved, hvem alle er, og der er en, der påtager sig at introducere den nye, så signalerer det, at man er mere end de andre. Men samtidig er det også sådan, at hvis en siger: ’Du er vist ny!’ – det vil ingen være. For det er ikke høfligt ifølge dansk selvforståelse at pege på, at man ikke ved, hvad der foregår,” siger Anne Knudsen.

Læserbrevsskribent Else Priisholm har efter sin pensionering som lærer på VUC og gymnasium arbejdet som rejseleder i Mellemøsten i 10 år. Hun har også boet i USA i to år sammen med sin tidligere mand, der var udstationeret som geolog i Oklahoma. Og i dag er hun engageret i frivilligt arbejde med at hjælpe flygtninge med lektier og praktiske opgaver i Gentofte Kommune. Derfor har hun noget at sammenligne med.

”I Danmark er vi ikke gode til at byde nye velkommen. Og det er ikke blevet bedre af, at alle i busser og tog i dag sidder med bøjede hoveder over deres telefoner,” siger Else Priisholm og fortsætter:

”I USA ligger der en kirke på hvert gadehjørne. Det er privatfinansierede kirker, så derfor er de selvfølgelig også afhængige af, at nogen bidrager. Men uanset, hvor jeg viste mig som ny, kom der altid nogen og spurgte til mig, også naboer. Måske hænger den imødekommenhed sammen med, at USA er et indvandringsland, og amerikanerne flytter meget i forhold til arbejde. Hvis man for eksempel hører til den episkopale kirke og går derhen, står en gruppe klar og siger goddag til den nye. Den velkommen-kultur kunne vi godt lære noget af. Men danskerne er også mere generte. Det er måske et særligt nordisk kendetegn, at man er forbeholden, og at det kan vare længe, før man bliver gode venner,” siger Else Priisholm.

Engang var Danmark et homogent samfund, hvor de fleste var medlem af folkekirken, og derfor havde ingen i menigheden mandat til at byde velkommen. Det er et af buddene fra Peter Birch, der er provst i Gentofte Provsti, hvor Else Prisholm hører til, på, hvorfor en menighed kan opleves som et lukket fællesskab.

”Fra at folkekirken har været en organisation, der omfattede alle, er det nu en folkekirke, der skal vende sig ud mod det samfund, den er en del af. Derfor bør den også være mere imødekommende, for det er i dag et valg at komme i kirken. Og derfor skal man også byde velkommen til de nye i menigheden og til grupper som for eksempel konfirmander. Men hvor mange i folkekirken tænker over det? Mange steder glider de bare ind, men måske bør man sige tydeligt, at nu er I med i det her fællesskab.”

”Hvis den enkelte har en oplevelse af, at kirken er et fællesskab, og den forventning bliver skuffet, har vi et problem. Derfor skal vi væk fra forestillingen om folkekirken som en institution og til at være mere dynamisk, hvor det handler om at inddrage, delagtiggøre og skabe fællesskab. Det tror jeg også er udviklingen generelt, og de, der ikke kan honorere det, vil få et problem. Det er ikke nok at slå dørene op, der er også brug for, at kirken melder sig som en mere aktiv medspiller i fællesskab med andre institutioner i det lokale,” siger Peter Birch og tilføjer:

”Det er uhyre værdifuldt, at der er en kernemenighed, der bærer fællesskabet, men det er også vigtigt, at det ikke bliver en kerne med skal. Derfor skal menigheden have blik for, at der pludselig kan sidde et nyt menneske, for hvem det er betydningsfuldt at få stukket en kop kaffe i hånden og blive mødt af en almindelig interesse og imødekommenhed.”

Grundlovsdag i år, den 5. juni, blev en ny apolitisk bevægelse lanceret – Velkomstalliancen. Den er stiftet af DGI, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, virksomhederne Mærsk, ISS, Qvartz og International House Copenhagen samt Ungdommens Røde Kors, trafikselskabet Movia og rådgivningsfirmaet Nextstep by Bindslev og i en kronik bragt i internetmediet Altinget skrev den:

”Om man flytter fra Kolding til København, fra Madrid til Middelfart eller fra Damaskus til Dragør er velkomsten altid det første skridt mod en stærk relation og et godt samarbejde. Derfor er den gode velkomst et centralt omdrejningspunkt. Den er nem at give, koster ingenting og efterlader et varigt indtryk”. Og kronikken fortsætter:

”Et håndtryk, en kop kaffe og tre nysgerrige spørgsmål. Starten på et nyt arbejdsliv, et nyt venskab eller et nyt naboskab i et nyt land er ikke svær. Og det kan kun betale sig, at flere giver velkomster til nye borgere. Man forlader sjældent et arbejde, bliver uvenner eller flytter fra sin bolig, når man har oplevet at blive budt velkommen på en god måde. Velkomsten er den mindste handling, vi alle kan gøre, og er samtidig det, der gør den største forskel for, om mødet med et nyt land – et nyt hjem – bliver en succes eller en fiasko”.

Claus Bindslev er administrerende direktør i Nexstep, der arbejder med strategisk rådgivning for organisationer og virksomheder. Derudover virker firmaet som såkaldte velfærdsentreprenører, der bruger tid og penge på at skabe alliancer, som kan gøre hverdagen bedre og skabe ny politik og praktiske løsninger. Det gælder blandt andet Demensalliancen, der er blevet til i samarbejde med Ældre Sagen, FOA, PenSam, Dansk Sygeplejeråd og Ergoterapeutforeningen. Og nu også Velkomstalliancen.

”Vi har en drøm om, at det gode budskab om at byde velkommen bliver til helt konkrete velkomster. At 100.000 borgere om et år har mødt hinanden med et håndtryk i stedet for at stå med armene over kors. Om det sker på arbejdspladsen, i byen eller i fritidsforeningen er ikke så vigtigt. Men det er vigtigt, at vi borgere bliver mere åbne over for hinanden,” siger Claus Bindslev.

Han undrer sig over, at danskere alle dage er rejst ud i verden med kunst, film, tv, filosofi, øl, skibe, vindmøller og mad og er blevet budt velkommen overalt. Vi har også taget verden ind i vores land og liv og spiser mad fra alle verdenshjørner og har interesse for udenlandsk film, litteratur og kunst.

”Men når vi kommer hjem, bliver vi verdens mest lukkede folkefærd. Det kan have en negativ påvirkning for Danmark. For mennesker, der kunne bidrage, ender med at flytte væk eller lukker sig ude af fællesskabet. Og deres beretninger om Danmark ude i verden, gør det sværere for virksomheder og danskere at være en del af resten af verden. Hvis vi i stedet blev bedre til at byde velkommen og invitere nye med i fællesskabet, ville det skabe mere tryghed, glæde i hverdagen og nye bekendte og relationer.”

”Jeg synes, at hele debatten om de borgere, der er kommet hertil og skal bo her, er præget af, at én procent ikke gør, hvad vi synes, de skal, og 99 procent bliver holdt ude. Det ville være interessant, hvis vi i stedet havde et samfund, der tænkte mere på, hvad vi kan opnå, og hvad vi kan gøre sammen. Der er noget grotesk i, at vi har et land og en kultur, hvor vi er så begejstrede for hygge, men er så bange for at få andre med i hyggen,” siger Claus Bindslev og tilføjer:

”Det er verdens mest enkle opfordring at gå fra korslagte til åbne arme og give et håndtryk. Det handler også om dannelse. Jeg synes, vores land bliver rigere med flere velkomster og med en debat om, hvad vi vil opnå i Danmark med nye borgere, vil vi bruge færre penge og tid på snak om, hvad vi skal undgå.”

Pastor emeritus Niels Andersen har også oplevet, at det kan være svært at komme ind i det sociale fællesskab i den lokale kirke, da han for fire år siden flyttede fra Boeslunde ved Skælskør, hvor han var præst i 26 år, og til Vanløse, der er forstad til København. Det skrev han i et læserbrev i Kristeligt Dagblad som et svar til Else Priisholms læserbrev: ”Sådan er det andre steder, og sådan er det også i kirken, at folk helst snakker med dem, de kender i forvejen. Men der er ikke andet at gøre ved det end, at man har tålmodighed og bliver ved med at komme til gudstjenesten i den samme kirke og også deltager i nogle af de møder, der foregår i kirken i løbet af ugen. Så lærer man efterhånden nogen at kende og føler sig hjemme”.

”Mennesker har det jo med at være tryghedsnarkomaner og vil helst sidde ved siden af dem, de kender i forvejen,” siger Niels Andersen, der udover at komme fast i den lokale kirke også er blevet medlem af kirkens Seniorkor og af menighedsrådet.

”Her er gode præster, der taler med folk, og kirkekaffe bagefter. Det blev ikke sagt fra prædikestolen i begyndelsen, jeg kom der, men det gør det nu, så folk ved, at alle er velkommen. I dag trives jeg godt i kirken og i Vanløse, som også er et lille samfund i et dejligt område med Damhussøen og Vestvolden længere ude. Jeg føler mig vældig godt hjemme nu,” siger Niels Andersen, der advarer imod at skifte fra den ene kirke til den anden, for så lærer man aldrig nogen at kende.

Men det gør Else Priisholm, der kalder sig selv for ”kirkeshopper” som svar på forholdene.

”Som andre jeg kender, bliver det lidt her og lidt der. En tur i Domkirken, hvor de har et dejligt kor og til en anden kirke til en god prædikant, jeg har hørt blive anbefalet,” siger Else Priisholm.

Hun foreslår, at folkekirken får et bevidst og aktivt forhold til nytilkomne i sognet og sørger for at sende en folder til de nye med en velkomsthilsen, der er inviterende uden at være påtrængende.

Det findes allerede i Gentofte Provsti, oplyser provst Peter Birch.

”Det er netop et forsøg på at skabe en velkomstkultur. Men man kan jo sende nok så mange foldere ud, hvis det, folk oplever i kirken, er en ryg,” siger Peter Birch.

Else Priisholm foreslår også, at man kunne finde medlemmer af for eksempel menighedsrådet, som fik til opgave at sige velkommen til nye, vise rundt og så videre.

Til det siger Peter Birch:

”Det kunne man godt. Men lige så vigtigt er det, at det er menigheden, der byder velkommen. Det handler om det medmenneskelige møde, og derfor tror jeg ikke, at man opnår så meget med en formel velkomst. Jeg vil ikke afvise det, men det er meget vigtigt, at alle i kirken er opmærksomme på at være imødekommende og nysgerrige over for nye.”

Når Else Priisholm stiger lidt op fra sit eget perspektiv, kommer hun til spørgsmålet:

”Går vi i kirke for at høre en god prædikant og modtage velsignelsen og for at være der med og for de andre? Giver det i kristen forstand mening at skille de to forhold ad? I gamle dage havde kirken og menigheden en diakonal opgave, som vi nu forventer varetaget af velfærdssamfundet. Det skal vi ingenlunde kaste vrag på, men efterlader det os uden opgaver? Ingenlunde. Ensomhed og afstand er et stigende problem.”

”Man kan så spørge sig selv, om vi vil, kan og tør blive konfronteret med andres ensomhed. Hvis vi gør, følger der forpligtelser med. Det tager tid og kan være plagsomt,” siger Else Priisholm, der har følgende svar på sit eget spørgsmål:

”For at tale nytestamenteligt sprog handler det om vores forhold til ’næsten’. Og det er, så vidt jeg ser det, sagens kerne, ikke kun i kirken, men overalt i samfundet.”

Da Else Priisholm for et halvt års tid siden flyttede og dermed også fik sin gang i en ny kirke, oplevede hun, at ingen henvendte sig til hende. Hun savner en bedre velkomstkultur i Danmark. – Foto: Leif Tuxen

Vi er frygteligt dårlige til at lukke andre ind. Det gælder overalt i sociale sammenhænge og i vores måde at modtage og lade os kontakte af andre.

Anne Knudsen, dr.phil.