Hun flyttede fra Korea til Danmark: Danskerne siger deres mening, fordi der bliver lyttet

32-årige Inkyong Lee flyttede for snart to år siden til Bornholm med sin mand og fireårige datter. Hun lagde hurtigt mærke til, at danskerne siger deres mening højt og er høflige på en helt anderledes måde end i den sydkoreanske kultur, som hun er vokset op i

Inkyong Lee på arbejde på Bornholms Keramikfabrik i Nexø. – Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix.
Inkyong Lee på arbejde på Bornholms Keramikfabrik i Nexø. – Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix. .

Det første, jeg lagde mærke til ved Bornholm, var, at jeg tydeligt kunne høre fuglene, og at her var enormt stille. Solen skinnede, og det var lunt. Det var i maj 2018, og jeg var taget til Bornholm med min mand og datter, fordi jeg havde søgt om optagelse på keramikuddannelsen på Kunstakademiets Designskole på Bornholm. Jeg blev optaget på uddannelsen, og tre måneder senere flyttede vi fra Vancouver i Canada til Nexø på Bornholm. Nu har jeg vænnet mig til de larmende fugle og priser mig lykkelig for, at Bornholm lever op til sit ry som solskinsøen.

Det var et tilfælde, at jeg fandt keramikuddannelsen på Bornholm. Jeg vidste ikke, at Bornholm fandtes. Jeg er født og opvokset i Sydkoreas hovedstad, Seoul, og flyttede som 12-årig med min familie til Vancouver i Canada. Derfor har jeg altid boet i storbyer og kunne godt lide idéen om at flytte til en mindre ø. Min mand og jeg ønskede en forandring i livet. Jeg havde virkelig svært ved at finde mening i mit tidligere arbejde som grafisk designer, efter at jeg havde været på barsel med min datter. Jeg tænkte, at det skulle være et meget værdifuldt job, hvis jeg skulle være så meget væk fra min datter.

Samtidig var jeg ikke særlig imponeret over børnepasningstilbuddene i Canada. Min mand og jeg ville gerne finde ud af, om livet virkelig var så godt i Skandinavien, som det har ry for i resten af verden. Indtil videre har jeg fundet ud af, at det er det.

Undervisningen i Danmark er helt anderledes, end jeg har prøvet før. Mine medstuderende taler virkelig godt engelsk, men jeg kan huske, at vi på et tidspunkt talte om ”tuition fee” (studieafgift, red.), hvor flere af mine medstuderende ikke kendte ordet, fordi de ikke betaler for undervisning. Det var sjovt og chokerende.

Når Inkyong Lee fortæller, at hun er koreaner, bliver der ofte spurgt om, hvilket af de to Koreaer hun er fra. Hun fortæller, at folk fra Sydkorea altid refererer til sig selv som koreanere. Derfor var hun overrasket over at få spørgsmålet i Danmark. – Privatfoto.
Når Inkyong Lee fortæller, at hun er koreaner, bliver der ofte spurgt om, hvilket af de to Koreaer hun er fra. Hun fortæller, at folk fra Sydkorea altid refererer til sig selv som koreanere. Derfor var hun overrasket over at få spørgsmålet i Danmark. – Privatfoto.

Jeg har bemærket, at mange danskere er meget ærlige og lytter til hinanden. Mine medstuderende er ikke bange for at sige deres mening og følelser højt. Der er et meget ligeværdigt forhold mellem de studerende og lærerne. Det er ikke nemt for mig at sige min mening højt, men det er noget, jeg virkelig gerne vil lære.

Danskerne har en meget anderledes tilgang til høflighed, end jeg er vant til fra min kultur. I den sydkoreanske kultur er alder enormt vigtig, og man respekterer virkelig de ældre, også selvom der kun er et års aldersforskel. Jeg voksede op med mine bedsteforældre, og når vi spiste aftensmad, skulle vi børn vente på, at mine bedsteforældre løftede deres skeer eller spisepinde, før vi kunne.

Det er i de små detaljer, at man udviser høflighed i sydkoreansk kultur. I Danmark taler alle frit, og man holder ikke igen, bare fordi lytteren er ældre end en selv. Mine danske medstuderende er ikke nødvendigvis høflige på samme måde mod læreren, som de studerende er i Sydkorea, men jeg tror, at det forhold, som bliver etableret mellem lærer og elev her er baseret på en fri og stærk tillid til hinanden. Jeg tror, at folk er villige til at sige deres mening, fordi de ved, at der bliver lyttet til den.

Noget andet, jeg har lagt mærke til, er, at danskerne virkelig elsker børn, og de er meget tålmodige med dem. Min datter går i en naturbørnehave, hvor børnene lærer at tage sig af hinanden, og de respekterer pædagogerne. Når jeg henter min datter fra børnehave, er hun altid glad og helt beskidt, fordi hun har leget godt.

Den danske måde at lære på gennem leg i den tidlige barndom er et virkelig godt koncept.

Bornholmerne er sultne efter tilflyttere og har taget så godt imod os. Folk har været meget imødekommende, og vi føler os inkluderet i fællesskabet. Jeg taler ikke dansk, men deltager alligevel i sociale arrangementer som forældremøder i børnehaven. Så oversætter de andre forældre eller pædagogerne, hvis der er en vigtig besked. Det er nemt at mødes spontant, og vi er ofte blevet inviteret hjem til folk. Jeg er blevet meget gode venner med min udlejer, som bor i den ene halvdel af huset, vi bor i. Vi spiser sammen i hvert fald en gang om måneden.

Jeg har også fået mange kunstnervenner og har fået et tæt venskab med en koreansk-dansk maler, der er adopteret og bor på Bornholm.

Efter klokken 17 er her helt stille i Nexø. Det passer rigtig godt til vores livsstil, men jeg tror, at nogle af mine medstuderende har det svært med det. De synes ikke, her er nok at lave, men jeg har min datter, som jeg skal tage mig af, så jeg har travlt. Jeg tror aldrig, vi har været så sociale, som efter vi flyttede til Bornholm. Det er et lille samfund, og folk interesserer sig for hinanden. Det påvirker en selv, hvis naboen har det dårligt. Derfor tror jeg, at folk er mere åbne.

Når min familie og jeg går på gaden, kan jeg godt mærke, at folk kigger mere på os end på andre mennesker. Vi stikker lidt ud i gadebilledet. Der er en håndfuld asiatisk udseende mennesker på Bornholm, men nok ikke en hel familie. Da coronapandemien brød ud, blev jeg lidt bange for at gå ud. I medierne hørte jeg om den racisme, asiatisk udseende mennesker blev udsat for i store dele af verden, og det gjorde mig lidt paranoid. Jeg blev enormt selvbevidst, men da jeg begyndte at gå mere ud af huset igen, opdagede jeg, at det mest var nogle tanker, som foregik i mit hoved. Heldigvis har vi ikke oplevet nogen racisme i forbindelse med pandemien, men jeg ved, at min sydkoreanske ven i København har.

Min mand er møbelsnedker, så han synes virkelig, det var spændende at flytte hertil. Vi blev især interesseret i Bornholm, da vi fandt ud af, at Bornholm er World Craft-region (en titel, der promoverer kunsthåndværk, red.). Vi lærte, at titlen er ret ny, og bornholmerne arbejder hårdt for at videreudvikle det kreative miljø.

Min mand og jeg laver også kunsthåndværk, som vi sælger på markeder eller i butikker. Vi kombinerer den sydkoreanske stil med den danske. Det tror jeg er en rigtig god blanding. Lige nu er Bornholm perfekt for os.