Datter af modstandsmand: Først i dag ved jeg besked om min fars tid i kz-lejrene

Margrethe Kählers far talte aldrig om tiden i kz-lejre. Men et møde med en anden efterkommer af de danske fanger har givet hende de sidste brikker til puslespillet om hendes far

”Det er som et puslespil, der er faldet på plads,” skriver Margrethe Kähler om at få indsigt i sin fars tid i kz-lejrene. På billedet ses arbejdere i Frøslevlejren, der blev bygget af tyskerne i Sønderjylland under Anden Verdenskrig. Arkivfoto: Ritzau Scanpix
”Det er som et puslespil, der er faldet på plads,” skriver Margrethe Kähler om at få indsigt i sin fars tid i kz-lejrene. På billedet ses arbejdere i Frøslevlejren, der blev bygget af tyskerne i Sønderjylland under Anden Verdenskrig. Arkivfoto: Ritzau Scanpix.

De seneste 10 år har jeg suget til mig af litteratur, film og udstillinger og besøgt en kz-lejr for at komme tættere på Anden Verdenskrigs virkelighed og min fars. Hvad gjorde den nazistiske undertrykkelsesmaskine ved ham og de andre modstandsfolk? Hvad skete der, da han blev fanget af nazisterne og sendt i kz-lejr?

Jeg havde brug for at kende de præcise rå fakta. Gøre den abstrakte lidelse konkret, men døren til min fars virkelighed i Tyskland har været lukket. Som mange modstandsfolk fortalte han ikke sin familie om sine oplevelser. Alligevel var de nærværende som en mørk kraft i vores barndom, fordi han ofte havde forfærdelige mareridt med flashbacks til de kz-lejre, han havde opholdt sig i.

Men nu er døren åben, og jeg er glad. Det er som et puslespil, der er faldet på plads. Jeg har fået vigtige brikker i mine møder med journalist Ole Blædel og i hans veldokumenterede, ligefremme, gribende bog: ”Et halvt år i Gestapos kløer”. Den udkom den 4. maj i år. Læs den, hvis du vil komme tæt på virkeligheden i kz-lejrene. For aldrig at glemme. For nye generationers skyld. Bogen bygger på hans morfar Gert Blædels notater, artikler og mange foredrag om modstandskampen. Samt modstandsdatabasen, litteratur om Neuengamme, Dalum-Meppen og den danske modstandskamp.

”Er Jørgen Kähler din far?”, spurgte Ole Blædel, da han ringede til mig i september sidste år. ”Var han kunstmaler og modstandsmand?”. ”Ja,” svarede jeg. Vi mødtes, og han fortalte, at hans morfar, Gert Blædel, havde fulgtes med min far i kz-lejrene i Frøslev, Neuengamme og Dalum-Meppen. De havde haft mange stærke oplevelser sammen i lejrene. Blev begge arresteret af tyskerne i oktober 1944 og kom hjem med Bernadottes hvide busser i 1945.

Fra de 122 danske fanger forlod Frøslevlejren den 22. december 1944 og kørte sydpå i en godsvogn med plads til 50, handlede alt om overlevelse. Allermest i Neuengamme med sult, sygdom, terror og frygt, næstmest i Dalum-Meppen. Her fik danskerne lov at bo sammen og fik Røde Kors-pakker hjemmefra. Arbejdet bestod i at grave skyttegrave og afstive dem med faskiner. Seks dage om ugen fra klokken 5 om morgenen til klokken 21 om aftenen. Kosten var suppe på kålroer og kartofler. Dysenteri, kronisk diarré, ramte de fleste.

Efter et flugtforsøg blev to fanger bidt ihjel af SS-hunde, og deres lig blev smidt på appelpladsen til skræk og advarsel. Min far organiserede, at de danske fanger tog huerne af, når de gik forbi de døde. Tyskerne gik amok over denne gestus, skriver Blædel, og fandt hurtigt frem til min far og slæbte ham væk. De danske fanger frygtede hans skæbne, for lejrchefen var kendt som en sadistisk og ondskabsfuld mand. Pludselig ret sent på aftenen kom han tilbage. Syngende, beruset og i fint humør. Han havde på sit perfekte tysk forklaret lejrchefen, at det var en dansk tradition altid at vise respekt for de døde, og at det var derfor, han havde beordret huerne af. Derpå overbeviste min far lejrchefen om, at han ville have gjort det samme, hvis det var en tysk soldat, der havde ligget der. Og så havde han drejet samtalen over på et billede på kommandantens kontor. Det viste sig, at min far og kommandanten delte en stor interesse for kunst og malerier, og inden længe var snapseflasken fundet frem, og min far havde fået et par dramme. Et lille mirakel, slutter Blædel.

Da krigen sluttede, lå mine forældres hjem på Frederiksberg i ruiner. Sammen med Den Franske Skole blev det ramt af engelske bomber ved en tragisk fejl i marts 1945. Vi reddede livet, fordi min far endnu var interneret i Tyskland og min mor gået under jorden i Jylland med mig. Mine hjemløse forældre tog på hotel og havde det herligt, fortalte min mor. Det skal nok passe, for året efter blev mine tvillingebrødre født sammen med 96.000 andre babyer. Danmarkshistoriens største generation.

Min far var som en naturkraft, der satte sig spor i alt omkring sig med sit temperament, sin viden om kunst og håndværk og sin kærlighed til skønhed, idealer og mod. Men bag al hans råstyrke og vitalitet gemte sig det, vi i dag kalder ptsd. Kun med de gamle modstandsfolk kunne han tale frit om sine oplevelser i Tyskland. Nu kender jeg nogle af dem takket være mine møder med Ole Blædel og hans bog ”Et halvt år i Gestapos kløer”. Puslespillet er på plads, og jeg kan fortælle mine børn og børnebørn en konkret og sand historie om deres morfar og oldefar.