Prøv avisen

Datter, mor, mormor og masser af nærhed

Tre generationer, og en babydukke, der er gået i arv. Anna Stølen Due og Karen Sangild Stølen har altid været tætte. Da Anna Stølen Due for seks år siden blev mor til sit første barn, vendte hun mange af sine overvejelser først med ægtefællen og så med sin mor. Da Nora Liv kom til verden for halvandet år siden, var det anderledes. Nu tænker Anna Stølen Due: ”Vi er forældrene, og vi kender vores børn bedst.” – Foto: Leif Tuxen

Karen Sangild Stølen og Anna Stølen Due er mor og datter. For seks år siden kom det første barnebarn ind i ligningen, og der er kommet en jævnbyrdighed mellem dem

Da Karen Sangild Stølens mor døde, oplevede hun, at hun havde mistet sin bedste ven. Hun var på det tidspunkt 26 år og ung mor til to. Hendes mor havde på trods af et travlt liv som gårdmandskone på en større gård med karle på kost, svigerfar på aftægt og en travl ægtefælle en særlig evne til at være nærværende. Hun kunne lytte, og hun var god at snakke med. Selv som teenager oplevede Karen Sangild Stølen, at hendes mor forblev hendes nærmeste fortrolige. Hun bed mærke i, at det fortrolige forhold til moderen adskilte sig fra flere af hendes jævnaldrendes forhold til deres mødre.

Anna Stølen Due var knap tre år, da mormoderen døde, og har derfor kun svage erindringsglimt af sin mormor. Hun husker, at der var en særlig god og varm stemning knyttet til det, der havde med mormor at gøre. For Karen Sangild Stølen er der ingen tvivl om, at hendes mor har været et afgørende forbillede som mor og nu også som mormor til Nora Liv og de fire andre børnebørn, som familien er blevet udvidet med.

Når man taler med mor og datter er det, som om den særlige nærhed er gået i arv. Når Anna Stølen Due skal beskrive forholdet til sin mor, bruger hun tillægsord som nært, varmt og fortroligt. Hvad har givet denne nærhed næring? Og hvad sker der med relationen mellem datter og mor, når datter bliver mor, og mor bliver mormor?

Mens Anna Stølen Due ventede sit første barn, var hun både bange for og utryg ved selve fødslen. Hun forsøgte flere gange at overbevise sin jordemoder om, at hun skulle føde ved kejsersnit.

Karen Sangild Stølen nikker, mens datteren fortæller om dengang, hun gik rundt med kuglerund mave og en mental nejhat, hvad angik fødslen. På et tidspunkt fik hun den tanke, at fødslen ville være mindre skræmmende, hvis hendes mor var med. Hun spurgte derfor, om hun ville være med til fødslen.

Karen Sangild Stølen: ”Der var på den ene side ikke noget, jeg hellere ville end at være med til fødslen af mit barnebarn, men jeg var sikker på, at det var vigtigt, at det var noget, du og Mattias oplevede sammen uden andre. Det skulle være jeres fødsel, og jeg vidste, at det ville du klare fint.”

Anna Stølen Due: ”Jeg var ret svær at overbevise om det, for hvordan skal min mand, som aldrig har været med til en fødsel, kunne hjælpe sammenlignet med en mor, der selv har født fire børn?”.

Tirsdag den 26. februar 2013 blev Anna og Mattias Stølen Due forældre til August Bjørn. Denne hverdag på tærsklen til foråret blev en skelsættende og særlig livsbegivenhed i familien.

Anna Stølen Due: ”Jeg var så glad for, at min mor ikke var med til fødslen. Det kom helt bag på mig, at jeg faktisk var megasej til at føde. Hvis min mor havde været der, så tror jeg, at jeg måske var regredieret og havde klynket lidt mere. Nu var det Mattias, der var der for mig. Da personalet gik, og det bare var Mattias og mig, der var der sammen med vores lille nye velskabte dreng, så var alt, helt som det skulle være.”

Anna Stølen Due fortæller om det øjeblik, hvor hendes mor kom ind på stuen på Rigshospitalet i København:

”Jeg glædede mig sådan til, at min mor skulle komme og se mig som mor, se mig amme og bevidne det fantastiske lille vidunder, som var kommet til verden.”

Karen Sangild Stølen: ”Man bliver lidt stille og tænker, hvor i alverden kommer det lille menneske fra? Og han havde ikke været der uden netop Anna og Mattias. Og egentlig heller ikke uden mig og mine forældre. Slægt skal følge slægters gang. Det var en dag med evighedsglimt. Samtidig mærkede jeg, at tiden omkring mine egne fødsler blev reaktiveret, og der skete noget i kroppen. Jeg havde nærmest lyst til at tage ham med hjem. Samtidig vidste jeg, at jeg skulle sige farvel og netop ikke have ham med hjem. Han hørte til hos Anna og Mattias.”

Det var ikke kun barnebarnet, som gjorde dagen helt særlig. Karen Sangild Stølen mærkede glæden over at se datteren og svigersønnen i deres nye roller som forældre og var forventningsfuld med hensyn til sin egen nye rolle som mormor. Hun siger:

”At se ens børn tage forældreskabet på sig som noget helt naturligt, det var meget stort.”

Efter Anna Stølen Due blev mor, fik hun et nyt blik på sin mor og på den smerte, hendes mor måtte have båret på. Karen Sangild Stølen fødte sit yngste barn i 1997, mens ægtefællen Bjørn Stølen var uhelbredelig syg af kræft. 14 måneder efter var hun alene med fire børn i alderen et til ni år. Anna Stølen Due var den ældste i flokken.

Anna Stølen Due: ”Du fødte vores lillebror, mens vores far var ved at dø. Du må have følt dig så alene på et tidspunkt, hvor man ikke skal være alene. At skulle forholde sig til glæden ved et nyt liv og død og sorg på samme tid virker helt uoverkommeligt.”

Karen Sangild Stølen fremhæver, hvordan hendes far, søskende, gode venner og svigerfamilie havde stor betydning for at få etableret en god hverdag igen i hjemmet i Skibet ved Vejle.

Karen Sangild Stølen: ”Fordi vi mistede jeres far, blev vi på godt og ondt knyttet meget tæt sammen. Jeg tror, jeg har haft en sensitivitet over for at mærke, hvor I var, af frygt for at I skulle lide større tab, end I allerede havde gjort. I fornemmede nok en mor, som var presset, men ret hurtigt vidste I også, at selvom jeg indimellem græd, fordi jeg savnede jeres far, gik jeg ikke i stykker af det.”

Anna Stølen Due: ”Efter jeg selv er blevet mor, har jeg tænkt på, hvor god du var til at finde på ting. Jeg tror nogle gange, du har gjort det ud af nød og mangel på overskud. Men det blev til noget godt. Jeg husker de gange, hvor du pludselig har bestemt, at vi skulle ud og cykle alle sammen, eller hvordan du midt i ulvetimen kunne finde på at skrue op for musikken, og så dansede vi løs.”

Tre år efter Bjørn Stølens død mødte Karen Sangild Stølen den jævnaldrende sognepræst Ole Backer Mogensen. De forelskede sig og blev gift i 2003, men i flere år valgte de at bo på hver sin adresse. En beslutning, som handler om den måde, Karen Sangild Stølen har tilstræbt at være mor på:

”Jeg kunne ikke være i det, uden at børnene kunne være i det. Og de havde brug for tid. Mange syntes, jeg tog alt for meget hensyn til børnene. Det kan jeg sagtens følge, men jeg måtte gøre det sådan.”

Hvis der har været en svær tid i forholdet mellem mor og datter, var det i de år.

Anna Stølen Due: ”Nu havde vi ikke bare sorgen over tabet af vores far, men også en form for sorg over tabet af det liv, vi havde fået etableret med vores mor. Det liv blev nu truet og forstyrret af en anden, der tog vores mors tid og opmærksomhed.”

Da Anna Stølen Due skulle i gymnasiet, flyttede hun sammen med sin mor og søskende ind i præstegården i Græsted, hvor Ole Backer havde fået embede. Der var en nødplan for hende. Længtes hun hjem til vennerne i Vejle, havde de fundet en mulighed for, at hun kunne bo hos venner der. Men aftalen var, at hun skulle give det en chance i et halvt år i præstegården i Nordsjælland og gymnasiet i Hillerød.

Karen Sangild Stølen: ”Vendepunktet var den dag, hvor du sagde til mig, at du glædede dig lige så meget til at komme hjem til Ole, som du glædede dig til at komme hjem til mig. Det var stort.”

Da Karen Sangild Stølen for 30 år siden blev mor første gang, var hendes egen mor et forbillede. Savnet af hendes mor som mormor har fået hende til at tænke over, hvad en mormor kan. Hun siger:

”Som mor elsker man sine børn ud over alle grænser, og det samme tror jeg ofte gælder som mormor. En mormor rummer og elsker også sine børnebørns mere udfordrende sider.”

Og hun bærer med som mormor, selvom Anna Stølen Due henvender sig knap så ofte som i de første år, da hun blev mor.

Anna Stølen Due: ”Kontakten mellem os er blevet mindre hyppig, men på en naturlig måde. Med August Bjørn var min mor med inde over mange beslutninger. Jeg talte med Mattias, og så vendte jeg det med dig, for du kender mig virkelig godt. Nu tænker jeg mere: ’Vi er forældrene, og vi kender vores børn bedst.’”

Karen Sangild Stølen: ”Jeg kan se, hvordan I som forældre virkelig gerne vil gøre det godt og har mulighederne for at søge viden om, hvad der er godt, på en helt anden måde, end da vi andre blev forældre.”

Anna Stølen Due: ”Mattias og jeg har talt meget om, hvordan vi gerne vil være forældre, og hvilket hjem vi gerne vil skabe. Vi er begge vokset op i gode, kærlige hjem, som vi har haft lyst til at videreføre. For min del er det en gave at have en mor, som jeg nemt kan spejle mig i, og som jeg har lyst til at modellere, uden at der er en masse, som skal skrælles af.”

De griner lidt indforstået, fordi de er kommet til at tænke på den gang, hvor Vilja Mai, som i dag er fire et halvt år, skulle spise efter det såkaldte baby-led weaning-koncept, som er en babystyret tilvænning til fast føde. Fra barnet er seks måneder skal det selv have lov at spise.

Anna Stølen Due: ”Vi kørte det meget bevidst, og det kan godt udfordre de forskellige madsituationer, man indgår i som familie. Min mor var ekstremt udfordret af at se på det, for det er jo et enormt svineri, og hun kom løbende med håndklæder, når vi spiste hjemme hos dem. Med Nora kører vi ikke baby-led weaning helt så konsekvent.”

Første søndag i måneden er der familiesammenkomst i præstegården i Græsted. Her er der sat tid af til at være sammen med børn, svigerbørn og børnebørn. Kommer alle, er de 15. En gang om ugen forsøger mormor og morfar at besøge Anna Stølen Due og familien. Man kan kalde det en slags ulvetime-hygge, hvor bedsteforældrene spiser med og putter børnebørnene og på den måde er helt tæt på hverdagen.

Selvom de ses jævnligt, overvejer Karen Sangild Stølen ofte, hvordan hun kan få mere tid med børnebørnene. Før hun fik børnebørn, havde hun med undren fulgt, hvordan kolleger prioriterede tid med deres børnebørn. Selv var hun på nedsat tid i de år, hvor børnene var små. I dag er hun lektor og ph.d.-studerende. Hun siger:

”Hvis man er så heldig at være en rask 54-årig, så er der fuldt blus på ens arbejdsliv, og det kan indimellem være svært at leve op til egne mormor-idealer. Jeg har sluttet fred med, at jeg ikke kan undgå at skuffe mine børn og børnebørn indimellem. Og det er o.k.”

I den sidste tid har Anna Stølen Due været på barsel, og af og til er hendes mor kommet forbi til en kop kaffe og en rolig mor-datter-stund. Der er et kvarters kørsel fra dør til dør. Den geografiske nærhed ser de som et privilegium. De oplever, at der er en jævnbyrdighed mellem dem. Karen Sangild Stølen konstaterer, at hun nu ofte har brug for et godt råd fra datteren, og de deler tanker om både arbejdsliv og børneliv.

Babyalarmen lyser. Nora Liv er vågnet fra sin middagslur i barnevognen. Hun skal have noget at drikke og lidt rugbrød.

Foto: Leif Tuxen