David: ”Hun ønskede ikke, at jeg skulle sige det til nogen, så det var vores hemmelighed”

Da en sommerforelskelse sluttede brat, fik David beskeden om, at pigen, han havde set, havde fået foretaget en abort. Han var ude at rejse og anede ikke, at hun var blevet gravid

”Det var en pige, jeg havde en kort relation til, efter at jeg var kommet ud af et langt forhold. Hun var den første, jeg så efter bruddet, og som jeg havde en interesse i. Vi så hinanden i løbet af en sommer, men forholdet stoppede brat, da hun var sammen med en af mine venner.”

Da forholdet sluttede, tog dengang 24-årige David ud at rejse i tre uger, og de to havde ingen kontakt, mens han var af sted. Men en nat, da han var i byen, fik han pludselig en besked fra hende.

”Jeg troede, at hun ville hooke op, og jeg var ikke interesseret i at mødes. Men hun var meget insisterende, så vi mødtes til sidst midt om natten på Nørreport Station i København. Da jeg kom derhen, sagde hun meget direkte, at hun havde fået en abort,” fortæller David og tilføjer, at han blev både chokeret og skamfuld:

”Til en scanning havde hun set nogle billeder, hvor hun både kunne se arme og et hoved. Jeg fik det dårligt, da hun fortalte det. Selvom jeg havde været sur på hende, var det virkelig ikke meningen, hun skulle være gået med alt det alene, men på grund af den måde, vores forhold sluttede på, havde hun ikke haft lyst til at indvie mig. Det, der gjorde mig meget ked af det, var, at hun altid havde drømt om at blive gravid. Nu var det sket for tidligt, og oplevelsen havde været trist og smertefuld for hende, så det havde ødelagt det billede og den drøm, hun havde haft. Selv synes jeg, at det er en spændende tanke at blive far, men jeg vil gerne have børn med en, jeg elsker, og hvor vi har taget et aktivt valg.”

David, der i dag er 27 år, forklarer, at han følte sig ført bag lyset, selvom han prøvede at sætte sig i hendes sted og hendes beslutning om ikke at indvie ham.

”Hun ville hellere have støtte fra familie og venner end fra mig, men det var en kæmpe ting for mig at få det at vide og så miste det igen, inden jeg kunne nå at forholde mig til graviditeten. Hun var fattet i samtalen og havde taget sig sammen til at kontakte mig, derfor havde hun nok også mere en ’sket er sket’-mentalitet,” siger David, der dog ikke bare kunne glemme det:

”Jeg havde det underligt længe efter. Jeg kunne ikke glemme det og tænker stadig på det. Heldigvis gik jeg ikke med drømme eller forestillinger om at få barnet, men det er et underligt kapitel i mit liv, især fordi jeg ikke var med i nogen beslutningsproces. Jeg ville virkelig gerne have været mere involveret i det.”

Ifølge David ville det have gjort processen nemmere, hvis de havde talt mere om det sammen, og han nævnte ikke aborten for nogen meget længe.

”Hun ønskede ikke, at jeg skulle sige det til nogen, så det var vores hemmelighed sammen, og det var o.k. Men med tiden har jeg indviet enkelte venner i det. Jeg tror, det hele har været sværere for hende end for mig, fordi hun rent fysisk trak det tunge læs og gik igennem et indgreb. Alle de problematikker og livsændringer og tanker herom, der følger med et barn, forsvandt ret hurtigt fra mit hoved igen, så på den måde var det en lettelse,” siger David, der alligevel tror, at det måske havde været lettere for dem begge, hvis han var blevet indviet tidligere.

”Jeg synes, at det er vanskeligt at tale om ligestilling på det her område. For det er kvindens krop, så man kan ikke lave love og regler for at ligestille mænd og kvinder. Det burde bare handle om god kommunikation, og at man respekterer hinanden nok til at tale om det. For nylig mødtes vi og talte om det hele, og det er en lettelse, at vi nu har skabt et rum, hvor vi ved, at vi begge kan kontakte den anden, hvis vi har brug for det. Og det kan der stadig være efter tre år.”

David er et opdigtet navn. Hans identitet er kendt af redaktionen.