David Sompolinsky reddede jøder under krigen: Vi er kun mennesker, når vi opfører os som mennesker

”Hvis jeg ikke havde troet på Gud, ville jeg have været borte for længst,” siger David Sompolinsky, som i dag fylder 100 år. I 1943 var han med til at redde hundredvis af danske jøder i sikkerhed i Sverige. Kristeligt Dagblad har talt med ham i hans andet hjemland, Israel

David Sompolinsky var som ung i København med til at redde flere hundrede danske jøder i efteråret 1943 under Nazitysklands besættelse. I dag fylder han 100 år og har i sit lange liv aldrig tilgivet nazisterne deres gerninger. Her ses han iført talit, det jødiske bedesjal, i 2018.
David Sompolinsky var som ung i København med til at redde flere hundrede danske jøder i efteråret 1943 under Nazitysklands besættelse. I dag fylder han 100 år, og har i sit lange liv aldrig tilgivet nazisterne deres gerninger. Her ses han iført talit, det jødiske bedesjal, i 2018. Foto: Mordechai Elul.

Da en af hans ikke-jødiske kammerater bankede på døren til familiens hjem i København og herefter grædende begyndte at tigge dem alle om at flygte, gik det op for den dengang 22-årige David Sompolinsky, at Nazitysklands jødeforfølgelser nu også stod til at blive virkelighed i besatte Danmark.

Det var dagene op til det jødiske nytår, Rosh Hashana, i slutningen af september 1943. For David, søn af ortodokse jødiske forældre, der var flygtet fra Polen i 1916, blev den septemberaften i København et af hans livs store udfordringer. Efter mere end tre års konstant nervøsitet over, hvad den tyske besættelse ville komme til at betyde for Danmarks jødiske befolkning, blev virkeligheden en rå overlevelseskamp. Men for David, der på det tidspunkt studerede veterinærmedicin ved Københavns Universitet og aftjente civil tjeneste som betjent, blev de tre uger, efter kammeraten havde banket på døren, også tiden, hvor han tog en modig beslutning om at redde flest mulige jødiske medborgere.

”En naturlig beslutning,” kalder han den.

David Sompolinsky var med til at stifte Lyngbygruppen, der menes at have sejlet omkring 700 jøder til Sverige under krigen. I modsætning til de seks millioner jøder, der blev myrdet under krigen, overlevede David Sompolinsky og hans familie. I 1951 emigrerede han til Israel og blev forsker og professor i mikrobiologi. Han er ikke bredt kendt i Danmark, fordi han har boet størstedelen af sit liv i Israel. Han bor stadig i byen Bnei Brak uden for Tel Aviv, hvor Kristeligt Dagblad gerne ville have mødt ham for at tale om hans indsats under krigen og de i øvrigt 100 år, han i dag, på sin fødselsdag, kan se tilbage på. Men grundet den covid-19 bølge, der i øjeblikket har ramt Israel, finder samtalen, efter hans ønske, sted via telefon. Som han selv indledningsvist siger; ”vi ved ikke nok om denne virus, og jeg er nødt til at passe på mig selv.”

I september 1943 var David Sompolinsky knap så bekymret for sig selv. Efter kammeratens besøg i hjemmet kørte hele Davids familie og nogle indbudte gæster ud af København, hvor de kunne bo i skjul hos en ikke-jødisk familie.

”Men jeg blev i København,” fortæller David Sompolinsky.

”I den tid aftjente jeg civil tjeneste på Kommunehospitalet, og så snart min familie var taget afsted, gik jeg derhen for at tale med min chef og bede om hjælp.”

Det var ikke nogen let situation. I et vidnesbyrd til Israels holocaustcenter, Yad Vashem, fra 2018 fortæller David Sompolinsky følelsesladet om skænderiet med sine forældre, der ikke brød sig om hans beslutning om at blive.

Ifølge Davids udsagn nåede skænderiet med de nervøse forældre endda at blive fysisk, men i sidste ende fik han sin vilje. Den aften begyndte tre ugers redningsaktion, der gjorde David Sompolinsky til en af de helt centrale skikkelser i den danske indsats for at redde landets jøder under nazisternes besættelse.

David fortæller, at hospitalets ledelse hjalp ved at lade flere jødiske familier indlægge under falske navne og opdigtede diagnoser, indtil de kunne komme videre til de steder, hvorfra de blev sejlet til Sverige. Selv tog han også kontakt til sin tidligere gymnasielærer, der viste sig at være modstandsmanden Frederik Bøgh fra Christianshavns Gymnasium. Også han blev sidenhen en central skikkelse i Lyngbygruppen, der var ledet af Aage Bertelsen, lektor på Lyngby Statsskole.

Mens David Sompolinsky piskede rundt i København for at støve tilbageblevne jøder op, stod især Aage Bertelsen og Frederik Bøgh for den logistiske side af indsatsen for at redde de danske jøder. Efter krigen udgav Aage Bertelsen bogen ”Oktober 43”, hvori han beskriver David Sompolinskys indsats:

”I en vis forstand var denne unge jøde den egentlige grundlægger af hjælpearbejdet i Lyngby (...) utrættelig, bogstavelig talt nat og dag, var David Sompolinsky i virksomhed for at hjælpe aldeles uden hensyn til egen risiko.”

Når israelske skoleelever i dag lærer om tiden under holocaust, spørger læreren dem ofte, hvordan de selv tror, de ville have ageret under krigen, hvis de var jøder i Europa eller for den sags skyld ikke-jødiske europæere. Standardsvaret hos de fleste er, at de naturligvis ville have hjulpet. Sådan reflekterer de, og sådan ønsker de at se sig selv. Også selvom faktum er, at flertallet, som det også var tilfældet i Danmark, ofte er passivt, og at jøderne blev reddet af en forholdsvis lille del af befolkningen. Med rørt stemme bryder David Sompolinsky ind i samtalen, da den falder på netop dette:

”Der var ikke noget andet folkefærd i Europa, der opførte sig som danskerne. Det kan vi sige med sikkerhed.”

David Sompolinsky fremhæver mindet om kong Christian X fra den tidlige besættelse som en af de personer, der gjorde dybt indtryk.

”Han stoppede sin hest på gaden for at føre en høflig samtale med den jødiske menigheds rabbiner foran tyske soldater, der bare stod og så på. Han var et menneske og et eksempel for hele verden,” siger han.

David voksede op i en meget religiøs familie og betragter stadig sig selv som ortodoks jøde. Krigens voldsomhed og meningsløshed knækkede ikke hans tro på Gud, som det skete for mange jøder i 1940’erne og efter krigen.

”Jeg er naturligvis stadig religiøs. Hvis jeg ikke havde troet på Gud, ville jeg have været borte for længst,” siger han og fremhæver sin livslange tro som den ledetråd, der hjalp ham gennem krigen og livets andre udfordringer.

”Gud skabte mennesket for, at det skulle være et menneske. Ikke et dyr,” siger han med reference til nazisterne.

”De var dyr. Nazityskerne var dyr, der ikke opførte sig som mennesker. Min pointe er, at vi kun er mennesker, når vi opfører os som mennesker. Det er vores lære fra Moses. Vi skal hjælpe andre.”

Her bruger han sig selv og sin alder som eksempel. For i sin høje alder har han brug for hjælp. Til at klæde sig på, til at tage bad, til at gøre alle mulige ting. Og han får hjælp hver dag, men tager den aldrig for givet. I stedet bruger han det hebraiske udtryk Baruch Hashem (Velsignet være Gud) for at vise sin taknemmelighed.

Det lyder enkelt, men for David Sompolinskys vedkommende er det hans umiddelbare råd med 100 års livserfaring bag sig. Han taler ydmygt og uden den skråsikkerhed, der ofte sniger sig ind med årene. Selv har David aldrig besøgt nazityskernes dødslejre i Europa. Og han har ikke tilgivet nazityskerne deres gerninger.

Det kan han ikke.

”Min kone overlevede selv Auschwitz,” siger David Sompolinsky om sin afdøde kone Fredel, der oprindeligt blev født i Ungarn.

”Det vigtigste er,” siger han, ”at det ikke sker igen. Men jeg er jo ingen profet, så kan jeg ikke sige med sikkerhed, at det ikke vil ske igen.”