Prøv avisen
Seniorliv

De bliver kaldt festaber og drukmåse. Men de unge er så meget andet

Vi ved jo godt, at de er i gang med at udforske sig selv og voksenlivet, ligesom vi andre gjorde det. Men midt i det deprimerende billede, der tegner sig, synes jeg, der er al mulig grund til at nuancere fortællingen, skriver Lis M. Frederiksen i klumme. På billedet er det unge i Aarhus, der i august demonstrede mod fjernundervisning. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Alt for let adgang til spiritus og de forrige generationer som rollemodeller bør give rigeligt med stof til eftertanke

Der er blevet klaget til politiet som aldrig før denne sommer. De unge fester og larmer, så man ikke kan være nogen steder, hedder det i medierne. Statistikkerne taler deres alt for tydelige sprog om meget drikkeri blandt unge, også blandt dem, der reelt ikke er gamle nok til at købe alkohol i butikkerne.

Vi ved jo godt, at de er i gang med at udforske sig selv og voksenlivet, ligesom vi andre gjorde det. Men midt i det deprimerende billede, der tegner sig, synes jeg, der er al mulig grund til at nuancere fortællingen. For jeg oplever også nysgerrige og ansvarlige unge. Unge, der interesserer sig for verden omkring sig. Unge, der har måttet håndtere coronahjemsendelse og online undervisning. De har måttet afstå fra mange af de samværsformer, som er med til at udvikle dem og give dem identitet. Mange har måttet sige farvel til studieophold i udlandet. De ved, at det er os, de gamle og de sårbare, de er med til at passe på.

De er med håndfaste metoder blevet tvunget til at lære at tage hensyn til andre end sig selv. Nogle har måttet sande, at de kunne være smittebærere, og blev sendt hjem fra skole for anden gang. Surt, ja. Men der har heldigvis for samfundet været kontant afregning. Er det synd for dem? Nej, det er det ikke. Men hele billedet af coronasommerens ungdomsgeneration skal med.

I mange politikeres optik er grænsehandelen vigtigere end hensynet til de unge og deres fremtidige helbred ved risikoen for overdrevent alkoholforbrug. Det er dybt beskæmmende. Videnskabelig dokumentation fra blandt andre Lægeforeningen er mere eller mindre blevet ignoreret. ”Sæt proppen i de unges alkoholkultur” hedder et debatindlæg fra Lægeforeningens formand, Anders Rudkøbing, fra et år siden.

Han skriver: ”Kultur kan være svær at ændre uden en samlet indsats. Heldigvis er der god dokumentation for, hvad der virker.” Det er blandt andet højere priser, effektive alkoholpolitikker på uddannelsesstederne, skærpet håndhævelse af forbud mod salg til mindreårige, og at minimumsalderen for al køb af alkohol sættes op til 18 år.

Men Lægeforeningen og andre specialister har indtil nu råbt forgæves, og det er en kendsgerning, at priserne på alkohol er faldet med 35 procent siden 2000.

Da jeg var ung (årgang 1943), var det jazzklubben Light House på Fjordvilla i Roskilde, der trak. Det var før p-pillerne og den frie aborts tid, og der blev vogtet nidkært på nogle af os unge piger. Jeg skulle i hvert fald være hjemme klokken 22, og det kunne man jo ikke, vel? Så nogle gange fik jeg lov at sove hos en veninde med mere frisindede forældre, eller jeg sneg mig ud ad et kældervindue.

Når vi holdt fester hjemme, blev der tændt for båndoptageren eller pladespilleren. Kraftige bluetooth -højttalere med dunkende baslyd, der er ved at ryste indvoldene løs på én, er en helt moderne opfindelse, som mange mennesker har måttet døje med denne sommer.

Digteren Søren Ulrik Thomsen (årgang 1956) skriver et sted i ”En hårnål klemt inde bag panelet”, at ”han og jeg tilhørte den samme klike af teenagedrenge- og piger, som mødtes hos hinanden og sad lænede op ad de bredriflede fløjlspuder på ungdomsværelser med ølkassereol, savsmuldstapet og orange bloklys, mens vi røg Mac Barens Mixture i majspiben, drak te af tunge keramikkrus og hørte Trille og Ten Years After på en firspors båndoptager.”

Generation efter generation har skullet igennem den samme nysgerrige udforskning af sig selv, af gruppen og af voksenlivet. Vilkårene har været forskellige. Ja, men ellers ikke. I stedet for blindt at udskamme de unge og deres festkultur kunne man jo starte med at se ind i sig selv og se politikerne dybt i øjnene og forvente en større ansvarlighed fra de voksne i stedet for at vende det blinde øje til.