De døde lever i de fællesskaber, som overlever dem

Julie var 34 år, da hun døde, William var 5 år og Amalie 19 år, men de satte alle varige spor fra deres tid på jorden. Dette er et essay om at dø og leve videre, i dag og gennem 300 år

De døde lever i de fællesskaber, som overlever dem

Jeg besøgte Julies gravsted den 1. april i år. Hun blev bisat få måneder tidligere, i december, og jeg havde endnu ikke set hendes sten. Nu var den der, af form som et buttet hjerte og vædet af regn, der løb ned over hjertets højre side og lavede mørkegrå kanaler i den lysegrå granit.

”Julie Cecilie Zinckernagel
*4. 2. 1986 † 30. 11. 2020
Elsket og husket,” stod der på stenen.

Jeg ved, hvordan de ord blev valgt. Julie døde af livmoderhalskræft på Rigshospitalet efter at have været syg i over tre år. Jeg fulgte hende som journalist den sidste måned af hendes liv. Julie ville leve, hun ville ikke dø, og derfor godtog hun heller aldrig for alvor, at hun ikke ville overleve sin sygdom.  Jeg så hende sidste gang fire dage, inden hun døde. Hun sad i en hospitalsseng på Rigshospitalet, og hun græd, da en sygeplejerske igen prøvede at nærme sig den virkelighed, Julie stadig håbede, hun kunne slippe uden om.

”Jeg er da virkelig bange for at skulle dø og forlade min familie ... det er virkelig irriterende, at man som 34-årig skal ... spekulere på sådan nogle ting,” græd hun.

Hun græd helt hjælpeløst og fortvivlet. Hendes gråd fyldte min krop, så fingrene blev følelsesløse, og huden sitrede; jeg var elektrisk af uro og havde lyst til at række ud og tage det hele fra hende.  Det var selvfølgelig meget værre for hendes familie. To søstre, mor og far var omkring hende, da hun døde. Hun sagde sine sidste ønsker, men de forstod hende en lille smule forskelligt. Julie sagde ”Jeg vil huskes” – men lagde hun tryk på VIL eller ej?

I hvert fald blev det skrevet på stenen: ”Elsket og husket.”

Hvordan vi husker vores døde

Kristeligt Dagblad har over to somre bragt reportager fra lokalhistoriske kirkegårde. Det er sjældne steder, ifølge eksperter findes der 40-50 i hele landet, hvor gravminder eller kirkegårdens struktur er bevaret, så stedet fortæller om mennesker, livsvilkår, samfundsstruktur og sociale forhold på netop det sted eller i dén epoke i Danmarkshistorien. Verdenskrigen, landboreformerne, vesterhavsfiskerne og mange andre omvæltninger og samfund står skrevet på disse kirkegårde.  Men det stærkeste indtryk er af fællesskab. Her levede mennesker deres ofte barske liv, fyldt med hårdt arbejde, mange tab og tidlig død. Man mindes dem her, som enkeltpersoner, men også som en del af noget større, der skabte vores land, og de mennesker, vi er.

Johannes V. Jensen udtrykker det præcist i fædrelandssangen ”Hvor smiler fager den danske kyst”:

”Alvorlig taler ved alfarvej
med grønsvær tækket de gamles grave:
Henfarne slægter – forglem dem ej!
I arv de gav dig en ædel gave.
Henfarne slægter
i landets marv
sig ej fornægter. Bevar din arv!”

Julie ville ikke dø. Men da hun døde, ville hun huskes. Det bliver de døde på forskellige måder. Dette er et essay om, hvordan vi husker vores døde, og hvilket aftryk et menneske sætter i verden.

Danmarkshistorie på kirkegården

Der findes et gammelt kort fra 1814 over en lille kirkegård i landsbyen Skast, omkring 15 km nord for grænsen til Tyskland og et par kilometer indlands fra Vadehavet.  Kortet er gult og mørnet som et skattekort, og som en skat opfattes kirkegården af de få eksperter her til lands, som har forstand på kirkegårde, der er værd at bevare. Kortet viser, hvordan gravstederne i 1814 var udlagt på kirkegården. Det er altså et kort over gravsteds-matrikler, og som sådan fortæller det Danmarkshistorie.  De to største matrikler på kortet tilhører storgårdene Åsgård og Skastgård. Hver af disse gårde var i 1814 tildelt et jordstykke på kirkegården med plads til op til 40 kistebegravelser. Mindre matrikler var givet til det brede lag af jævne bønder, som hver havde plads til 7-10 kister. Jordløse, tjenestefolk, fattige og fremmede lå i såkaldte rækkebegravelser, og nord for kirken var en firkant udlagt til dem, som døde af pest.

Opdelingen befæstede et cirkulære fra 1813 om, at hovedopdelingen på kirkegårdene skulle være såkaldte ejendomsbegravelser. Det vil sige, at beboere i en husstand begravedes på samme begravelsesplads, og pladsens størrelse afspejlede, hvor stor og rig ejendommen var. 

Det var en struktur, der blev indført i kølvandet på udskiftningen: Den enorme jordreform fra slutningen af 1700-tallet, hvor landsbyernes fællesdrift af jord blev ophævet, og jorden lagt ind under de enkelte gårde – hvilket siden banede vejen for selvstændiggørelsen af bondestanden i 1800-tallet.

Med andre ord: Det gamle kort over Sønder Skast kirkegård viser, hvordan denne afgørende jordreform flyttede ind på kirkegården og også dikterede jordfordelingen dér. Og desuden er fordelingen som et fotografi af datidens sociale hierarki. Og sådan ser der i det store og hele ud på kirkegården den dag i dag.

Jeg var der en eftermiddag i maj. Kirke og kirkegård ligger hævet i terrænet i landsbyens nordlige ende. Stedet er indhegnet af et kampestensgærde, og udenfor, på en sumpet mark, græssede et par heste. Her var frodigt som i en grøftekant, græsset var fosforscerende grønt og struttede af vækst, og smørblomster, bellis, anemoner og påskeliljer voksede vildt. Åsgårds begravelsesplads er lige inden for lågen. Det er slægten Beyer, som ligger her. Der er gravsten fra cirka 1760 og til den seneste fra 1991. Den vistnok ældste er en kæmpe tavle i lyserød sandsten, der ligger fladt på den brune jord. Skrift og billeder er hugget ud i relief, men plettet af mos, og teksten er stort set eroderet.

Måske er det forfaderen Christian Beyer, som ligger her. Måske er det ikke så vigtigt, præcis hvem det er. Under alle omstændigheder levede denne person (eller dette ægtepar) i en vigtig tid i Danmarkshistorien, og den tid er stadig afspejlet i hans gravsted i dag.

Aftrykket, den døde satte i slægten

En anden sten på storgårdens gravplads er i hvid marmor. Den er sat over Andreas Beyer (1785-1835) og hans hustru Mette Marie (1793-1876), og her er skriften tydelig:

”Alt hvad jeg her forlise kan
I ufuldkommenhedens Land
Vil jeg for Intet skatte
Udrives jeg af Venners Favn
Det er mit Bedste Deres Savn
Et Forsyn vil ersatte
Gud samler de Forladte,” står der under Mette Maries navn.

Åsgård findes stadig. Den ligger syd for Skast med stråtækt stuehus og bag træer, der skærmer den fra vejen. Det var altså hér, Mette Marie Beyer levede. Men man kan komme tættere endnu på den døde.

I 1919 udgav hendes sønnedatter, som voksede op på Åsgård, et skrift om stedet og familien. Mette Marie overlevede sin mand med 41 år:

”Efter Bedstefaders Død styrede Bedstemoder Ejendommen i Forening med Fader. Bedstemoder var en energisk og dygtig Kvinde og førte Overherredømmet med fast men ved Siden af retsindig Haand,” skriver barnebarnet om sin farmor.

Hun tegner i det hele taget et portræt af bedstemoderen som arketypen på en stammoder.

”Alle, der kom i Berøring med Bedstemoder, gave hende som noget aldeles selvfølgeligt Pladsen som den første i Familien og paa Gaarden. Af alle blev hun tiltalt med det smukke, ærbødige ’I’ og ’Oldemoder’.”

Det er denne arv, der er barnebarnets ærinde med teksten. Hun indleder sin biografi med dette vers:

”Secler svinde – Mindet staar
om henrundne Dage
Naaedes end de Hundred Aar
Sporet blev tilbage.”

Og i efterordet skriver hun det ligeud:

”Især siger jeg Tak, fordi jeg har levet derhjemme paa den kjære Egn og er opvokset i et Hjem som mine Forældres ... Jeg vil ønske, Mindet om Hjemmet og alt derhjemme fra Egnen maa bevares i lang Tid – fra Slægt til Slægt.”

Portrættet af Mette Marie Beyer er en anden form for minde end den store nationale fortælling, som kirkegården og ejendomsbegravelsen afspejler. Her handler det først og sidst om det aftryk, den døde satte i en slægt – omtrent som der står på hendes gravsten.

At blive husket for at have været til

Julie Zinckernagel valgte selv sin kirkegård, før hun døde. Hun ligger nu på Munke Bjergby kirkegård nær Sorø på Midtsjælland. Hendes forældre er viet i denne kirke, og Julie selv blev døbt her. Ligesom Beyers er hun omgivet af sin slægt, sin farfar, farmor, oldefar og flere andre har hun her. Hun har fået den bedste plads; hun ligger i kirkegårdens østlige hjørne med udsigt til sin oldefars gård på den anden side af markerne og to små søer.

Det er kommet bag på Julies familie, hvor meget den placering betyder for dem.

”Det var den første lille glæde, vi havde sammen, da vi fik at vide, at den plads var ledig. Jeg tror, det er, fordi hun blev en del af historien, da hun blev lagt der. Hun er sammen med nogen,” prøver hendes søster Line at sætte ord på følelserne.

Julie var her på jorden, og det var vigtigt for hende, at nogen husker det. Hun fik ingen børn til at bære sit minde videre, og en del af hendes hensigt med at stille op i Kristeligt Dagblad var at skabe et vidnesbyrd. Men også her, på familiegravstedet, på den egn, der løber i familiens blod, er hun skrevet ind i en historie.

Jeg har skrevet i avisen om andre familier, som har mistet. I 2013 mistede Jane Bonde Broberg sin søn William på fem år. Han døde af kræft i rygmarven. Hans gravsted er pyntet med tulipaner, roser, lys, perleplader i snor, malede sten og meget andet. Han har flere sten på sit gravsted, den største er fra en strand ved Glyngøre. Den legede han ofte på, da han levede. 

”VORES ELSKEDE SØN.
VORES LIV, LYKKE OG KÆRLIGHED,” står der på den. 

William ligger alene, men omkring ham er flere andre børnegrave kommet til. Siden han døde, har Williams mor fået tre andre børn med en anden mand end Williams far. De to brødre og en søster kender William gennem alt det, deres mor fortæller om ham. Sådan vil de kende ham til evig tid: Han er den søn, deres mor mistede, og når de selv bliver forældre, vil deres børn høre om den dreng, mormor mistede.

Ligesom Julie er William en del af slægtens historie. Han blev ingen stamfader. Alligevel vil han, som almoderen Mette Marie Beyer, forme sin familie.  Sådan er det også for Helle Hvilsted. Hun mistede sin pige Amalie på 19 år i pinsen 2018. Amalie blev kvalt i sin pude i et epileptisk anfald, mens hun sov, og sidste år skrev jeg i avisen om Amalies død, og hvordan hun blev organdonor.

Også Amalie ligger alene, ingen andre i den nære familie er døde. Hun står i en række af urnegravsteder, med en oprejst sten, men på en beskeden plads. Man kan se kirken fra hendes barndomshjem, men hendes mor er ved at sælge huset. Det er ikke ved gravstedet, at Helle Hvilsted i særlig grad mindes sin datter.  I stedet prøver hun at leve, som Amalie var.

Hun har en børnebog, ”Hullet i Himlen” af Dorte Futtrup og Lillian Brøgger. Det er en genfortælling af en grønlandsk myte om en mor, der mister begge sine sønner.

Gennem et hul i himlen forsøger hun at blive genforenet med dem i døden. Men på vej til dødens land møder hun sine sønner og ser, at hun ikke hjælper dem ved selv at dø, tværtimod. For i himlen bliver hendes sorg til is og frost.

”Mor, det er alle dine tårer, der fryser vores ben til is,” siger den ene søn.

”Fordi du sørger så dybt, bringer du os stor smerte i døden,” siger den anden.

På Amalies gravsten står kun hendes navn, fødsels- og dødsdag. Øverst er udhugget en opstigende sol. For Amalies mor tror på, at Amalie er et nyt og godt sted. Hvor det end er, har hun det bedst, hvis hendes efterladte forsøger at leve et godt liv.

Som regel er det forældre, der giver børn den retning, de siden lever efter. Med Amalie blev det omvendt.

”Jeg føler mig forpligtet på Amalies måde at være på og leve livet på. Som jeg kender Amalie, ville hun aldrig have, at nogen skulle leve et dårligt liv, fordi hun er død. Hun ville blive tosset. Jeg tror, at jeg ved at leve et godt og ordentligt liv, gør det bedre for Amalie, hvor hun er nu. Hun har givet mig noget, jeg skal, og det er en vigtig og god gave,” siger hendes mor.

På Mols på Djursland ligger Rolsø ødekirkegård. Ligesom kirkegården i Skast er den omgivet af et stengærde. Også den er lillebitte, henrivende og bevaringsværdig. Den fortæller lokalhistorie om en herregård og herregårdens indflydelse på en hel egn gennem næsten 1000 år.

Den dominerende slægt hedder Poulsen. Stamfaderen, Niels Poulsen, blev født i 1767 og døde i 1830. Han har en sandstensplade af samme type som den tidligste Beyer i Skast. Teksten er lang som en novelle, og også her er den ulæselig.

Men engang blev den tydet og skrevet ned. På stenen står blandt andet om Niels Poulsen og hans hustru Dorte:

”De gik foran, vi følger efter
Fred over deres Støv. Johannes
Evangelium 16. kap. 22. v.”
(også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer)

Nogen tror, at de døde lever et andet sted, og at man vil ses igen. Andre gør ikke. Men alle lever i de fællesskaber, som overlever dem.