76-årig vågekone: Ingen skal ligge alene og dø

76-årige Jonna Kristensen har hjulpet mange mennesker i den sidste tid. I aften modtager hun på vegne af vågekonerne i Hanstholm Kristeligt Dagblads Pris for deres uegennyttige indsats

”Vi er ikke hellige eller frelste, men vi er en flok fromme kvinder, der yder et stykke arbejde i den gode sags tjeneste, og når vi er vågekoner, så er vi det for hvem som helst.” Det fortæller Jonna Kristensen, initiativtager til vågekonegruppen i Hanstholm. -
”Vi er ikke hellige eller frelste, men vi er en flok fromme kvinder, der yder et stykke arbejde i den gode sags tjeneste, og når vi er vågekoner, så er vi det for hvem som helst.” Det fortæller Jonna Kristensen, initiativtager til vågekonegruppen i Hanstholm. - . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

I Hanstholm lå en midaldrende kvinde på sit dødsleje. Det sidste lange stykke tid havde kvindens børn passet hende, men da døden for alvor nærmede sig, blev børnene utrygge ved at være alene med moderen.

Klokken 22 om aftenen ringede den vagthavende hjemmesygeplejerske derfor efter vågekone Jonna Kristensen.

Særligt den ældste søn var meget urolig og nervøs for dødens komme, men da Jonna Kristensen kom, satte de sig i fællesskab ved den døende kvinde. Sønnen åbnede op.

De snakkede om moderens død og det liv, der havde formet sig for ham. Da moderen døde den nat, takkede sønnen Jonna Kristensen for at have givet ham modet til at sige farvel til sin mor.

Den nu 76-årige Jonna Kristensen har i en årrække stået i spidsen for en gruppe vågekoner, der har givet støtte og omsorg til Hanstholms døende og aflastet de pårørende i en svær tid.

Et uegennyttigt arbejde, som lokalsamfundet har påskønnet gennem tiden, og som har givet inspiration til, at flere organisationer, herunder Røde Kors, Samvirkende Menighedsplejer og Ældre Sagen, har etableret vågetjenester i Danmark.

Pionerarbejdet samt de nordvestjyske vågekoners arbejde med at udbrede kendskabet til døden er årsagen til, at Jonna Kristensen på vegne af vågekonerne i Hanstholm mandag den 2. november bliver anerkendt med Kristeligt Dagblads Pris 2015.

Prisen bliver overrakt i forbindelse med avisens repræsentantskabs efterårsmøde på Nationalmuseet i København.

Hjemme i parcelhuset i Hanstholm står frokosten klar på bordet i køkkenet med de hvide kakler og det mørke træværk.

Alt lige fra de syltede rødbeder på leverpostejsmaden til mayonnaisen på makrellen er enten hjemmelavet, hjemmerørt, hjemmerøget eller hjemmebagt. Mens Jonna Kristensen skyller tomaterne fra drivhuset i baghaven under vandhanen, siger hun beskedent:

”Jeg er vokset op med at lave alting fra bunden.”

Der hersker ingen tvivl. Det er ikke kun frokostbordet, der er formet af ordentlighed og overskud. Det er Jonna Kristensen også.

I mange år arbejdede hun som aftenvagt i hjemmeplejen som hjemmehjælper. Når hun så døden nærme sig, blev hun hos den døende. Hun kunne ikke forlige sig med tanken om, at de lå alene.

Da Jonna Kristensen stoppede med at arbejde i hjemmeplejen, spurgte den lokale hjemmesygeplejerske, om de kunne ringe til hende, hvis de havde brug for en til at våge over en døende.

Sygeplejerskens forespørgsel ligger i dag 15 år tilbage, og lige siden har opgaven som vågekone været en stor del af Jonna Kristensens liv.

Men døden er uforudsigelig. Nogle gange er vagterne overstået på få timer, andre gange lader døden vente på sig i flere døgn, og derfor blev det for hårdt for Jonna Kristensen at være alene om vagterne.

I dag består gruppen af seks vågekoner, der alle har en fortid i plejesektoren. Fem til syv gange om året sidder de frivilligt og ulønnet otte timer ad gangen i dødens venteværelse sammen med den døende.

Vågekonerne i Hanstholm. Fra venstre mod højre ses: Anni Jørgensen, Jonna Kristensen, Inger Sørensen, Betty Andersen, Lis Larsen og Jenny Gregersen.
Vågekonerne i Hanstholm. Fra venstre mod højre ses: Anni Jørgensen, Jonna Kristensen, Inger Sørensen, Betty Andersen, Lis Larsen og Jenny Gregersen. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Oprindeligt er Jonna Kristensen fra landsbyen Bjerge lidt uden for Kalundborg, men flyttede sammen med sin mand Konrad Kristensen til det nordvestlige Jylland for knap 60 år siden.

Først til Hirtshals og senere til parcelhuset i Hanstholm, hvor de stadig bor. I stuen hænger bryllupsbillederne af deres fire børn og svigerbørn, og væggen i den overdækkede terrasse er dekoreret med perleplader i forskellige former og farverige figurer fra børnebørn og oldebørn.

Et hjem, der bærer præg af familielivet. Og for Jonna Kristensen er familien afgørende for, at hun kan være en helhjertet og nærværende vågekone. Hun skal være i stand til at bryde aftaler, uden sure, skuffede eller sårede miner.

”Hvis det er tilfældet, at vi bliver kaldt ud i julen, så tager vi af sted, for døden spørger ikke, om det er jul eller nytår, sommer eller vinter, lørdag eller søndag. Hvis vi overhovedet kan, og vi er hjemme, så gør vi det,” siger Jonna Kristensen.

Baglandet skal være i orden, og det samme skal vågekonens eget forhold til døden. Jonna Kristensens erfaring er, at hvis det ikke er på plads, går vågekonerne i panik, når døden nærmer sig.

Det at arbejde med døden har ikke kun givet hende en stille glæde over at vide, at hun er til gavn og nytte for andre mennesker. Det har også givet hende et mere tillidsfuldt forhold til døden.

”Det at dø går ikke altid lige let, men det giver mig en styrke at vide, at døden sjældent gør ondt. Jeg er helt sikker på, at det at være vågekone har forliget mig fuldt ud med, at jeg også skal herfra en dag. Det er ikke, fordi jeg længes efter døden, men jeg frygter den heller ikke.”

Selvom hun har arbejdet med døende mennesker i mange år, er hun ikke blevet så trænet i døden, at det ikke påvirker hende hver eneste gang. For Jonna Kristensen er der to skelsættende øjeblikke i et menneskes liv: fødslen og døden.

”Når jeg sidder ved et menneske, der lige er ved at dø, hamrer mit hjerte af sted, fordi jeg ved, at nu sker det kæmpe øjeblik i et menneskes liv. Det er et enormt følelsesmæssigt øjeblik, døden. Jeg ser det ligesom en fødsel, men med modsat fortegn.”

Hanstholm ligger dér, hvor Nordsøen bliver til Skagerrak. Når livet har været særligt svært at slippe, bruger Jonna Kristensen havet til at ryste døden af sig igen. For hende hænger havet og eftertanken sammen, men det er mere end det.

Havet er den evige faktor, der altid vil være der. Uanset om hun er der eller ej. En tanke, hun finder beroligende.

”Havet er så stort og fuldstændig uafhængigt af mennesker. Det er ligeglad med, hvad jeg gør eller ikke gør. Jeg har ingen indflydelse på, hvad der sker, og det er en rigtig dejlige følelse at vide, at der er noget, der er uendeligt. Det er evigt liv, når havet bliver ved med at rulle ind på stranden - raskt eller dovent,” siger Jonna Kristensen og tilføjer, at de også altid kan bruge hinanden i vågekonegruppen.

Som fast element mødes kvinderne hver tredje måned og snakker hvert dødsfald igennem.

Når vågekonerne tager ud, bliver de nogle gange bedt om at synge en salme, og selvom Jonna Kristensen ikke er nogen sangfugl, som hun selv formulerer det, gør hun det gerne.

Af og til bliver de også spurgt, om de vil bede Fadervor enten sammen med eller for den døende, så bønnen sidder også på rygraden. Ud over dette har vågekonerne ingen tilknytning til kirken, men for at følge arbejdet til dørs, deltager de altid i begravelsen.

Både for at vise respekt og omsorg for de efterladte, men også for selv at sætte et sidste punktum i forløbet.

”Vi er før blevet spurgt, om vi er tilknyttet kirken. Vi er ikke hellige eller frelste, men vi er en flok fromme kvinder, der yder et stykke arbejde i den gode sags tjeneste, og når vi er vågekoner, så er vi det for hvem som helst. Om de er kristne, muslimer, jøder eller ikke har nogen tro. Det har ikke noget med race, køn eller religion at gøre. Hvis et menneske er ved at dø og har brug for vores hjælp, så er vi der.”

Selv betegner Jonna Kristensen sig som et kristent menneske, der holder af at høre dagens tekst læst højt, lytte til orglet og nynne med på salmesangen, men hvad troen helt præcis er for en størrelse, er hun i tvivl om.

”Jeg tror på, at der er noget, der er større end mennesket selv. Vi kan godt kalde det Gud, men jeg ved ikke rigtig, hvad Gud er, ud over at det er kærlighed. Jeg tror på det gode, det altomfavnende og det kærlige, men jeg er ikke tilhænger af at tro på skærsilden.”

Efter flere år i den gode sags tjeneste har Jonna Kristensen mødt mange af byens indbyggere og deres familier og er blevet et kendt ansigt i lokalområdet.

Som hun sidder der ved køkkenbordet og plukker et par hjemmeavlede druer af klasen på bordet, kommer hun i tanke om en episode, hvor byens borgmester komplimenterede hende og vågekonegruppen i båltalen til sankthans.

”Han havde ikke holdt båltalen før, men han vidste, at det skulle handle om hekse, og det skulle være de gode hekse. Vi har masser af gode hekse her i Hanstholm, sagde han. Vi har for eksempel nogle vågekoner, og så fik han øjenkontakt med mig. Jeg stod langt nede i rækkerne, og så smilede han.”

Også Røde Kors fik øjnene op for vågekonerne i Hanstholm, og i 2005 oprettede organisationen sin første vågetjeneste. Vågekonerne i Hanstholm har takket nej til at blive en del af Røde Kors' tjeneste, fordi de gerne vil blive ved med at bestemme over sig selv.

En ting, der blandt andet adskiller Hanstholms vågekoner fra den humanitære organisations vågekoner, er, at hvis de pårørende i Hanstholm ønsker det, er Jonna Kristensen og de andre med til at gøre den afdøde i stand.

Ellers fungerer de udelukkende som den pårørendes forlængede arm. De leverer omsorg, ikke personlig pleje. Af netop denne grund er gruppen også meget varsom med, hvem de tager ind som nye vågekoner.

En gang om året holder gruppen et seminar, hvor den inviterer gæster udefra til at holde et foredrag.

Det kan være bedemanden, der har en konkret viden om, hvordan man håndterer pårørende, en palliativ læge, der kender til lindring af en døende, eller præsten, der kan sætte nogle helt andre refleksioner i gang i forhold til døden.

”Vi tror på, at det er godt med en vekselvirkning mellem os vågekoner, der sidder ved døden, og nogle, der arbejder med døden på en anden måde. Vi har godt af at lære noget hele tiden, og vi bliver klogere hver eneste gang på livet og døden.”

Selvom Jonna Kristensen og de øvrige vågekoner arbejder ulønnet, søger de af og til fonde for at skaffe penge til gruppen, så de kan videreudvikle deres arbejde som vågekoner. En gang imellem tyer de også til paragraf 18 i Serviceloven om økonomisk støtte til frivilligt arbejde.

I foråret overvejede Jonna Kristensen, om hun skulle stoppe som vågekone. Synet er ikke, hvad det har været, og hun var bange for at gå glip af vigtige observationer på vågevagterne, de fysiske og mentale signaler fra den døende om, at tiden nærmer sig. Hun luftede tanken for en kollega.

”Jeg ser så dårligt, at jeg er bange for, at jeg skal overse noget. Jeg kan ikke læse noget mere, selvom jeg bruger briller og lup. 'Det har ikke noget at sige,' sagde min kollega, og det har det heller ikke, for det har meget mere med følelser og fornemmelser at gøre.”

Det fik Jonna Kristensen til at lægge planerne om at stoppe som vågekone på hylden igen, og lige nu er der ikke sat en afskedsdato.

”Jeg er ikke træt af det endnu, og jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg bliver træt af det, men jeg kan jo ikke vide det. Det kommer også lidt an på min egen tilstand, min egen psyke og mit eget helbred.”