I landsbyen Herslev vest for Fredericia kunne man i slutningen af 1970’erne iagttage børn i forskellige aldre gå til bageren om søndagen. Her var der nemlig søndagsskole. Blandt de børn, der dukkede op, var tvillingebrødrene Johan Peter og Hans Otto Uldall Fynbo. De boede i den lokale præstegård og var sønner af den mand, der forpagtede kirkens jord. Og når de var til søndagsskole, hændte det, at de sang med på de her linjer:
”Hvem skabte stjernerne, stjernerne, stjernerne? Hvem skabte stjernerne? Gud i himmelen.”
Det er sådan set bare et tilfælde, men det er nu pudsigt al den stund, at de to brødre senere skulle blive professorer i astrofysik og fysik på hvert deres universitet – blandt andet med fokus på, hvad der sker deroppe ved stjernerne.
Enæggede tvillingers ensartede genetiske vilkår danner det bedste grundlag for at afdække forskelle. Det er derfor, tvillinger også ofte bruges i al mulig forskning. I denne sammenhæng bruges tvillinger i udforskningen af et emne af eksistentiel karakter – det drejer sig om den klassiske modsætning mellem tro og videnskab. De to størrelser støder i den moderne tidsalder hele tiden mod hinanden, og nye brudflader opstår. Det gør de også mellem de to i dag 49-årige tvillinger. Johan Peter Uldall Fynbo kaldes af sin bror ”den troende astronom”. Hans Otto Uldall Fynbo tror ikke. Hvor dybt stikker den forskel mellem to brødre, der på næsten alle andre punkter ligner hinanden på en prik?
Johan Peter Uldall Fynbo sidder på sit hjemmekontor i Herlev ved København, mens Hans Otto Uldall Fynbo befinder sig i sit hjem i Silkeborg. En videoforbindelse gør det muligt at tale sammen på tværs af tre adresser midt i en pandemitid. De fortæller, at de var 30 år, før de fandt ud af, at de var enæggede tvillinger. For da de blev født i 1971 og kom ud i hver deres moderkage, konstaterede jordemoderen, at de ikke var enæggede. Det var så forkert, hvilket de fandt ud af, da de som voksne medvirkede i et forsøg for tvillinger. Og selvom det ikke er revolutionerende viden for brødrene, så ved de i hvert fald nu, at de ikke kan forklare deres forskelle med genetik. For på det punkt er de helt ens.
Da de kom til verden, var deres far 58 år, og deres mor 43. Faderen havde en datter med sin afdøde første kone, og han havde giftet sig igen med tvillingernes mor, med hvem han også havde fået deres fire år ældre storebror. Familien boede i en længe af præstegården, og selvom det betød masser af plads, en stor have, marker og skov at lege på og i, så var den tidlige opvækst også præget af følelsen af at være ”småfolk”.
”Vi var forpagterne, og så var der præstens. Der var helt klart en klasseforskel, og en meget stor del af vores tidlige barndom har at gøre med den dynamik,” siger Johan Peter Uldall Fynbo.
Og så var der også noget andet. Moderen har senere fortalt tvillingerne, at hun faktisk blev indlagt for at få en abort, da hun ventede dem. Selvom aborten på det tidspunkt ikke var fri, kunne man blive henvist til en, hvis der var en lægelig årsag. Hendes egen læge havde vurderet det bedst, at hun af helbredshensyn fik en abort. Men under indlæggelsen mente en overlæge, at hun godt kunne klare at blive mor igen, så hun blev sendt hjem. Det er mærkeligt at tænke på, siger de.
”Jeg mødte til et foredrag, jeg holdt, niecen til præsten fra vores præstegård,” fortæller Johan Peter Uldall Fynbo.
”Hun sagde, at hun var overbevist om, at vores mor havde haft det, man i dag ville kalde en fødselsdepression. Jeg tror simpelthen, vores mor var fuldstændig slidt ned. Forestil dig at have et konfliktfyldt parforhold, være 43 år og have to børn og så få tvillinger oveni. Og vores far var meget gammeldags og mente ikke, han skulle gøre sin del af børnepasningsarbejdet. Vi har også senere fået at vide, at hun var på rekreation, da vi var små, med stress eller sådan noget. Så der var en presset grundstemning.”
De to har ikke første minder om hinanden, for livet har ikke eksisteret uden den anden lige ved siden af. Men Hans Otto Uldall Fynbo husker derimod første gang, han var adskilt fra sin bror. Han skulle opereres for brok, og det var i den alder, hvor det var lidt pinligt stadig at bruge sut. Så forældrene vænnede ham af med sutten, inden han skulle indlægges, fortæller han, mens hans bror sidder og klukler i Herlev.
”Johan havde sådan en ting med, at han havde én sut og så en anden, der sad på tværs under næsen. Så han havde to sutter. Det er helt anormalt. En af de første erindringer, jeg har, er, at vi lå i soveværelset. Vores forældre troede, at jeg sov, og så fik Johan lov til at få sine sutter, selvom jeg ikke måtte.”
De griner begge lydløst, mens de læner sig tilbage i kontorstolene.
Senere blev deres forældre skilt. De siger selv, at de tror, forældrene forsonede sig med hinanden, da især faderen blev gammel. Det var moderen, der passede ham, da han blev dødeligt syg. Og faderen, der altid havde gået meget op i at være stærk og nu pludselig var blevet svag og vidste, hvad træthed var, sagde til sin ekskone, at han nu forstod, hvad hun havde ment, da hun som småbørnsmor havde sagt, at hun ikke kunne mere.
Brødrenes forældre kom begge fra indremissionske hjem. Moderen havde som ung været i huset ved en præst, der dels havde introduceret hende til et grundtvigsk livssyn og dels havde vist, at der ikke behøvede at være så stort et skel mellem missionske og grundtvigske. Derfor fik tvillingerne også lidt af det hele i deres opvækst, og det er egentlig meget symbolsk, at de både kom til julefest i forsamlingshuset og missionshuset.
Det var i konfirmationsalderen, at de to kom til at bevæge sig som planeter ud i hver sin kommende livsbane med hensyn til troslivet. Hans Otto Uldall Fynbo fortæller:
”Jeg kan huske en helt specifik konfirmationsundervisning, hvor vi talte om det ondes problem. Præsten spurgte, hvem der var ansvarlig for det onde. Jeg rakte hånden op og svarede, at det jo måtte være Gud, for han havde skabt det hele. Præsten sagde, at det var det i hvert fald ikke. Det kunne jeg ikke få til at hænge sammen, og det skabte et korn i mit hoved. Hvordan kan der være ondskab, hvis der findes en god Gud?”.
Omkring samme tid havde broderen en oplevelse med modsat fortegn, for ligesom sin tvilling spekulerede han i konfirmationsalderen over, hvad Gud var. Og var det mon useriøst og forældet at tro? Men en aften på sit værelse bad han en bøn og følte sig pludselig omsluttet af kærlighed. Det var en mystisk oplevelse af en slags guddommeligt nærvær, siger han i dag, og selvom hverken den ene eller anden oplevelse er afgørende for brødrenes uenighed om tro, så var det nok heromkring, kimen til uenigheden begyndte.
Det var et par år efter, de fik øjnene op for astrofysik. Med afsæt i følelsen af at være ”småfolk” havde de egentlig ikke tænkt, at de skulle i gymnasiet. Men i forbindelse med en projektopgave i 10. klasse kastede de sig over det uendelige univers og interviewede den i dag netop pensionerede prodekan og professor i astrofysik Jes Madsen fra Aarhus Universitet. Den opgave blev afgørende for deres uddannelsesvalg og for, at de i dag begge er professorer. Johan Peter Uldall Fynbo ved Københavns Universitet, hvor han forsker i grundstoffers oprindelse i det tidlige univers samt i tidligere stadier af galakser. Hans Otto Uldall Fynbo forsker som professor ved Aarhus Universitet i atomkerner og særligt kortlivede, radioaktive isotoper, og han er de seneste år også begyndt at beskæftige sig med atomkerner, der spiller vigtige roller ude i universet. Han fortæller, at hans fremmedgjorthed over for trosspørgsmål er blevet større, jo længere tid der er gået, og jo mere han har orienteret sig i naturhistorien.
”Når jeg forsøger at danne mig et samlet verdensbillede, spiller det en rolle for mig, hvad vi gennem videnskaben har erkendt om verden, selvom der er rigtigt meget, vi endnu ikke forstår.”
Med den udtalelse trækker han en klassisk linje op, når man taler om tro over for videnskab. Skabelse versus big bang. Spørgsmålet er, om ikke den positionering i nogle tilfælde kan være kunstig, fordi gudsforhold ikke nødvendigvis knytter sig til skabelsestro?
Nej, mener Hans Otto Uldall Fynbo.
”For det handler vel om, om personen Jesus er Guds søn. Når jeg ser tilbage, synes jeg ikke, det er plausibelt i et 13,7 milliarder år gammelt univers, at Guds søn skulle blive født for 2000 år siden og blive en frelser.”
Hans bror sidder og rokker uroligt i sin kontorstol, mens han lytter. Hans Otto Uldall Fynbo fortsætter:
”Jeg har stor forståelse for menneskers behov for religion og for alle de værdier, der følger med, men hvis jeg spørger mig selv, om det har en dybere værdi eller bærer på en sandhed i forståelsen af verden, så tror jeg ikke, det er tilfældet. Jeg tror ikke på de bekendelsesting, man sammenfatter i trosbekendelsen. For jeg tror ikke, der er større sandhed i dem end i andre kultures mytologier.”
Johan Peter Uldall Fynbo er af en meget anden overbevisning. Han har holdt fast i sit kirketilhørsforhold, han har et bønsliv, og han er lige blevet kasserer i det lokale menighedsråd. Han har for nylig læst Søren Ulrik Thomsens bog ”Tro mod ritualet”, som han spejler sig i i den forstand, at han holder frygteligt meget af den klassiske højmesse med den kirkehistorie, den bærer på.
”Det grundlæggende spørgsmål er: Hvad er sandt? For mig er det kærligheden. Vi står i et kærlighedsforhold til Gud og til hinanden. Og den forpligtelse, vi har på hinanden, er grundet i vores situation som skabte væsener. Sådan vil jeg ultimativt se på det,” siger han.
Han har efterhånden holdt en del foredrag om at være en troende videnskabsmand.
”Og jeg synes, man skal være varsom med at tage vores nuværende verdensbillede så alvorligt, at man udleder dybe eksistentielle konklusioner deraf. Videnskaben er dybt interessant, og vi udvikler hele tiden en dybere forståelse. Men for mig er det ikke sådan, at man skal udlede en total tilværelsestolkning alene ud fra, hvad naturvidenskaben på et givet tidspunkt mener.”
De to brødre er også uenige om, hvad mennesket er. Mens Hans Otto Uldall Fynbo mener, at mennesket ikke har en særlig status blandt alt liv på jorden, og at universet ikke har en særlig hensigt med ham, så tror Johan Peter Uldall Fynbo, at mennesket har en særlig værdighed. Han frygter også for, hvad der ville ske med de næstekærlige værdier, der hersker i vores samfund, hvis kristendommen blev taget bort. Det opfatter hans bror som en værdikonservativ holdning, som han egentlig forstår. Men, siger han, de værdier, der betyder, at man for eksempel passer på gamle og svage, har ikke rod i Gud – de er udtryk for humanisme, der ikke behøver en Gud som præmis.
De to brødre har grinet en del gennem det her interview. De kender hinandens holdninger og har løbende diskuteret gennem mange år. Men det må da alligevel være noget af en anstødssten for dem begge, at deres tvilling på så fundamentalt et punkt er forskellig fra dem selv? Johan Peter Uldall Fynbo siger, at han ikke er anfægtet, men at han da regner med, at hans bror på et tidspunkt bliver klogere og folder sine hænder. Derudover så har det givet ham en større forståelse for ikke-tro.
Hans Otto Uldall Fynbo fortæller, at han især i sine unge studieår var anfægtet af, at hans egen tvilling kunne tro, når han ikke selv gjorde. Han fandt det intellektuelt uholdbart, og når de i øvrigt var så lig hinanden, føltes det nærmest som om, det var en del af ham selv, der stod for det anfægtende livssyn. I dag kan han dog se, at diskussionen nok ikke bør hvile på rationelle argumenter, men på forskellige livsbaner. Og så siger den ikke-troende bror noget, der på sin vis ændrer hele interviewet: Nemlig, at han overvejer at melde sig ind i folkekirken igen. Hvorfor dog det?
”Jeg synes, folkekirken varetager ritualer ved højtider og så videre på en god måde. Det kan jeg bedre se nu, end for 15-20 år siden, da jeg meldte mig ud.”
Vil det så sige, at der er en bevægelse i gang i ham?
”Ja, specielt fordi jeg ser en bevægelighed i folkekirken. Jeg kan ikke holde til dem, der er imod kvindelige præster og vielser af homoseksuelle, men jeg kan godt se det med den kulturelle kontinuitet. Jeg kan godt lide at tale med præster, og jeg har oplevet en lidt mindre dogmatisk tilgang, end man kunne frygte. Den præst, vi voksede op ved siden af, var for eksempel ikke så blød, som man ser præster være i dag.”
Hans Otto Uldall Fynbo fortæller, at han tit hører højmesser i radioen om søndagen, men at han slukker, når præsten prædiker. Han synes ofte, det er noget ”pladder”. Men hvad synes hans bror om, at han overvejer at melde sig ind i folkekirken igen?
”Jeg synes, det kunne være interessant for Hans at gå til gudstjeneste hver måned i et år for at opleve årshjulet. Det, synes jeg selv, er meget givende.”
De to er ikke enige om Gud. De er til gengæld enige om det, der rammer ikke blot astrofysikere, men også langt de fleste andre mennesker, der kigger op på himlen: At de største spørgsmål står ubesvarede hen. Og at mennesker er uendeligt små, universets svimlende dybde taget i betragtning. At mennesker er ”småfolk”.