Prøv avisen
Kærlighedsmøde

De forelskede sig til bal, på et diskotek og på nettet

Øverst i venstre hjørne: I 1954 mødte Nancy Rasmussen, dengang Hovgaard Jacobsen, og Gunner Rasmussen hinanden til et bal i Tórshavn. Hun var sekretær, han marinesoldat. Og da hun uventet blev gravid i 1954, blev de to gift uden betænkning. I dag er hun 87 år, og han er 86. – Alle fotos: Julie Melhede Kristensen.

I dag markeres valentinsdag verden over, og konceptet har også vundet indpas hos en del danskere som en dag, hvor den romantiske kærlighed hyldes. Kristeligt Dagblad fortæller historierne om tre pars tre kærlighedsmøder i tre forskellige årtier

Tórshavn, Færøerne, 1954: Han bød hende op til dans
Det var året 1954, og Gunner Rasmussen var blevet indkaldt som marinesoldat. Den 20-årige mand fra Stavreby på Sydsjælland tog til Færøerne sammen med syv andre – de skulle passe marinestationen i Tórshavn. Dagene på byens station gik hurtigt. Gunner var chauffør og kørte militærbilen ned til stationen, når der kom flådebesøg. Onsdag og lørdag var der bal. Særligt sjovt var det om lørdagen, hvor der var liveorkester i Sjónleikarhúsið, byens forsamlingshus. Og netop en lørdag, ikke særlig lang tid efter, at Gunner var ankommet til byen, tog han og seks andre til dans.

I Tórshavn arbejdede også færøske Karen Frida Nancy Hovgaard Jacobsen på 22 år, som bare blev kaldt Nancy. Hun var sekretær for landsingeniøren, og hver dag sad hun ved skrivemaskinen og omsatte dennes ulæselige håndskrift til sort på hvidt. Onsdag og lørdag tog Nancy ligesom resten af omegnens unge kvinder til bal. De unge danske marinesoldater fra marinestationen var et tilløbsstykke, da mange færøske unge mænd var ude på havet. Men Nancy stillede sig ikke op i forreste række for at blive budt op. De måtte komme, hvis de var interesserede. Og en forårsaften i 1954 var der en af de unge mænd, der bød sig til.

”Hvem er hende derovre?”, hørte Nancy en ung marinesoldat spørge sin kammerat.

Kort efter blev hun budt op af ham, og sådan mødte Nancy Gunner.

Han fandt hurtigt ud af, hvor Nancy arbejdede, og hvornår hun tog derhen og hjem. Så når Nancy lidt i ni om morgenen gik mod landsingeniørens kontor, kørte Gunner gerne forbi i militærbilen og vinkede. Eller tuttede lidt med hornet. Hvis Nancy arbejdede over om aftenen, tog han ind forbi kontoret for at hilse på.

I efteråret fandt Nancy så ud af, at hun var blevet gravid med Gunner. For ham var det slet ikke en mulighed at stikke af. Han ville tage ansvar og gifte sig med Nancy. Men det var nu ikke noget, han var ked af.

Nancy var ikke klædt i hvidt på sin bryllupsdag, og selve vielsen fandt heller ikke sted i den kirke, som hun var kommet i næsten hver søndag, siden hun var barn. Gunner mener i dag, at det blev sådan, fordi Nancy ikke ville vise den voksende mave alt for meget frem. I stedet blev de viet i provstens stue, og Gunners øverstkommanderende havde sørget for, at de fik et par flasker vin til brylluppet.

I marts 1955 ventede de på to store begivenheder. Nancy skulle føde, og Gunners hjemrejse var fastlagt til den 29. marts. Da Nancy fødte parrets første barn præcis den 29. marts klokken 16, blev Gunner glad for at se sin søn, før de blev adskilt i seks uger. For så lang tid gik der, inden Nancy sejlede hjem til sin Gunner i Danmark med deres spædbarn i favnen. Hun havde ikke meget med sig: en kommode og et par papkasser med et hvidt porcelænsstel med blomster og guldkant fra Københavns Porcelæns Maleri. Det stel bruger de stadig i dag.

Faaborg, Fyn, 1989: Hun blev forelsket i ham trods hans lidt for hvide sko
Lisbeth Fabricius havde godt hørt om ham. Ulrik. Den storebror, som hendes bedste kammerat, Svend, havde, men som ingen i Svends familie vidste, hvor var. Ulrik var som spæd blevet bortadopteret på grund af trange kår for hans unge mor, der siden havde fået flere børn, blandt andre Svend. Og selvom Lisbeths bedste ven flere gange havde slået op i den gule telefonbog for at lede efter broderens navn i spalterne, så var projektet gang på gang faldet til jorden.

Bedre gik det for Ulrik Nielsen, som havde sin egen efterforskning i gang. I 1989 havde han gennem fælles forbindelser fundet frem til, at lillebror Svend og resten af den biologiske familie boede lidt vest for Faaborg på Fyn. Det var blot 10 kilometer fra Ulriks adoptivfamilie.

Mobiltelefonen var endnu ikke allemandseje, og derfor parkerede den dengang 24-årige Ulrik en dag sin Ford Sierra i sin biologiske families indkørsel. Han tog mod til sig og bankede på døren.

Hans biologiske forældre åbnede døren på vid gab for ham. Nu ventede der en helt ny tilværelse for ham som en del af sin nyfundne familie. En familie, der godt nok ikke med blodets bånd, men i ånden også talte 18-årige Lisbeth – Svends bedste veninde, der senere skulle vise sig at blive Ulriks store kærlighed.

Det skete bare ikke lige ved første øjekast. Tværtimod. Lisbeth var nemlig lidt af en flipper, mente Ulrik, der undrede sig over, at hun altid rendte rundt i sin farfars slidte underbukser. Ulrik var da også alt for ordentlig og pæn til Lisbeth, syntes hun.

”Hvordan kan de kondisko være så hvide?” tænkte hun ofte, når hun passerede Ulriks sko i entréen.

Ingen af dem havde på daværende tidspunkt i deres vildeste fantasi forestillet sig, at der skulle komme amoriner i luften. Desuden havde Lisbeth også en anden kæreste dengang. En engelsk soldat, som hun var stormfuldt forelsket i. Men forholdet brast pludseligt. Og da Lisbeth og Ulrik tilfældigt mødte hinanden en aften på det lokale diskotek i 1990, fik Lisbeth pludselig øjnene op for, at ham med de rene kondisko og den pletfrie Ford Sierra måske alligevel var lidt sødere, end hun før havde villet være ved. Sammen dansede de til rocknummeret Black Velvet og sange af Toto, lige til solen stod op.

De grinede sig gennem gaderne i de tidlige morgentimer og smuttede forbi bageren, hvor man kunne købe en pose morgenbrød med hjem gennem bagdøren, før butikken åbnede. Næste dag vågnede hun på hans værelse. Og det skete igen de næste mange dage.

Året efter flyttede Lisbeth og Ulrik i deres egen lejlighed med fletstole og en blomstret sofa. Nu begyndte deres fælles voksenliv.

Aarhus, Jylland, 2014: Hun sendte en scorereplik på Tinder
Nanna Rønn-Landbo tog sin telefon frem en lørdag aften, som hun tilbragte under dynen på sit værelse nær havnen i Aarhus. Det var i slutningen af november, og vejret var derefter: mørkt, koldt, blæsende og regnfuldt. For nylig havde hun endnu engang aktiveret sin profil på datingappen Tinder. Hun kunne godt tænke sig en kæreste, men når en pige var sød, og kemien var god, havde Nanna vanskeligt ved at vurdere, om det bare var venskabeligt. På Tinder kunne hun derimod være sikker på, om pigen ville det samme som hende selv.

Hun fandt en pige, som virkede spændende: Marin Ennistein Heinesen, som havde mørkt hår og mørke øjne. Hun var lidt ældre, 25 år, og rigtig flot, syntes Nanna. Hun undrede sig dog over, hvor langt appen skrev, at de to befandt sig fra hinanden. Mere end 1300 km.

”Hvad er så langt væk fra Aarhus?”, tænkte Nanna. Der gik få minutter, før hun fandt Marins Facebook-profil. Hun var fra Færøerne. Det gjorde Nanna endnu mere nysgerrig på Marin, og hun var nødt til at skrive en god indgangsreplik, som ikke var for sødladen.

Samme aften befandt Marin sig på næsten mennesketomme Kunoy, en langstrakt ø i den nordlige del af Færøerne. Hun kom pludselig i tanke om, at hendes veninde for sjov havde oprettet en profil til hende på Tinder. Marin var generelt ikke glad for sociale medier eller teknologi, så hun overvejede kort at slette den. Men så opdagede hun en besked, der kaldte smilet frem på hendes læber. Den kom fra en pige ved navn Nanna.

”Det er skønt med en, der er så dejlig, på en mørk og stormfuld aften.”

De skrev sammen over nettet i flere uger, og de aftalte hurtigt at mødes, når Marin skulle til Aarhus i begyndelsen af december.

Den 6. december 2014 gjorde både Marin og Nanna sig klar til at gå i byen i Aarhus. Det lå i luften, at de skulle mødes, men Nanna blev lidt nervøs for, at hun ikke kunne få fat på Marin uden et telefonnummer. Hun forsøgte sig derfor med en, vidste hun godt, lidt søgt scorereplik.

”Jeg er kommet i en træls situation … Jeg har tabt mit mobilnummer. Må jeg få lov til at låne dit bare i aften?”, skrev hun.

Det måtte Nanna godt, og efter midnat den aften mødtes de på en bar. De sad i en bås med en bunke af vennernes jakker, som vennerne hentede en efter en. Hverken Nanna eller Marin kan erindre, hvad de talte om indtil ved firetiden, hvor de skiltes med et langt kram. Musikken var for høj, men de vidste begge, at det føltes helt rigtigt. Præcis som det også havde gjort, da det kun var over nettet. Inden måneden var omme, var de kærester.

Forelskelse i 1980’erne: Det var langt fra kærlighed ved første blik, da flipperen Lisbeth Fabricius i 1989 mødte Ulrik Nielsen med den pletfri Ford Sierra årgang 1983. Men forskellighederne blev ligegyldige på et diskotek året senere. I 1996 blev parret gift, og i dag er Lisbeth Fabricius og Ulrik Nielsen ­henholdsvis 48 og 54 år.
Forelskelse i 2010’erne: Nanna Rønn-Landbo (tv.) og Marin Ennistein Heinesen sad mere end 1300 kilometer fra hinanden, da de første gang chattede på telefonen. De blev gift i 2017, hedder nu begge Landbo Heinesen til efternavn og er i dag henholdsvis 26 og 30 år.