Jeg fandt et fællesskab, der rækker ud over det materielle

Henrik Strube, musiker, 67 år:

Modsat de fleste af sine jævnaldrende i barndommens Sorgenfri blev Henrik Strube ikke døbt. Hvorfor ved han ikke helt, men da han nærmede sig konfirmationsalderen, besluttede han, at han ville døbes og konfirmeres. Han erindrer ikke meget fra hverken dåben eller konfirmationen i Lyngby Kirke, men når han ser tilbage på de tidlige teenageår, er der mere mørke end lys. Hans forældre blev skilt, da han var lille, og hans farmor blev hans holdepunkt; men hun døde, da han var omkring 10 år. Ønsket om at blive døbt og konfirmeret ser han som valg, han tog nærmest for en sikkerheds skyld og ud fra et ønske om et tilhørsforhold til kammeraterne, som skulle konfirmeres.

Siden blev han som ung i 1970’erne en del af et politiske kunstnermiljø. Han arbejdede sammen med Ebbe Kløvedal Reich i orkesteret No Name og blev siden guitarist i rockbandet Røde Mor. Med musikken fik han en politisk bevidsthed. I mange år var der ikke fokus på det åndelige. Nærmest en opposition. Kirken kom han aldrig i, men han tænkte heller ikke på at melde sig ud.

Da han første gang blev konfronteret med livets skrøbelighed, var han med til at skabe et ritual uden for kirken. Han blev kæreste med en kvinde, som havde en syv måneder gammel datter. De boede i et kollektiv i Hellerup, og han knyttede sig til pigen, som var hun hans egen. Pigen havde en hjertefejl og skulle have en hjerteklapoperation. Alle var sikre på, at hun ville klare det.

Dagen efter operationen gik han og pigens mor imidlertid fra Rigshospitalet med pigens legetøj i en pose. Hendes bisættelse i kollektivet viste ham, at et fællesskab kan være i stand til at skabe en ramme.

”Sammen med Ebbe Kløvedal Reich skrev jeg en sang. Vi måtte skabe vores egen ceremoni og havde ikke kirkens faste ritualer at læne os op ad. Det blev en smuk afsked, hvor vi fra kollektiverne samledes og kunne være sammen om chokket og sorgen.”

Kort efter årtusindskiftet kontaktede Henrik Strube sin lokale kirke på Østerbro i København for at blive udmeldt.

”Samfundsdebatten i Danmark havde fået et uheldigt skær fra nogle præster med reaktionære synspunkter. De repræsenterede et gudsbillede, hvor mennesket var uendeligt lille og ganske underlagt højere magter. Jeg tror, at mennesket både alene og i fællesskab med andre kan forme sit liv, og jeg ved af erfaring, hvor meget mennesker kan gøre, hvis man engagerer sig, så jeg tænkte, at jeg ikke kunne støtte en klub, hvor præster får penge og pension for at sprede et livssyn, jeg ikke bryder mig om.”

Efter udmeldelsen var der oplevelser i Henrik Strubes liv, som rokkede ved hans syn på kirken. Ikke mindst hans mors død, hvor præsten udviste omsorgsfuldhed.

”Man har brug for noget menneskelighed i den situation, og det gav hun på en rigtig god og kærlig måde, hvilket var med til at sætte nogle tanker i gang hos mig.”

Henrik Strube oplevede, at Danmark var ved at blive mere fragmenteret, og han blev optaget af fælles mødepunkter og fælles fortællinger.

”Jeg er vokset op på en vej, hvor børnene lå i smug og lyttede til Siva Skriget og andre hørespil i radioen. Vi hørte det samme i det begrænsede medieudvalg. I dag har vi fået et utal af valgmuligheder, hvor vi selv kan designe vores virkelighed, og vi refererer ikke nødvendigvis til de samme, fælles medier eller deler samme oplevelser.”

Da han for to år siden meldte sig ind folkekirken igen, var det ud fra en overbevisning om, at der er brug for rum som folkekirkens.

”Jeg begyndte at spille kirkekoncerter og oplevede et åndeligt, ikke-kommercialiseret rum i en larmende og hurtig verden. Kirken har et rum, som rækker ud over det materielle og teknologiske, og jeg tror, at vi har brug for den slags fællesskaber.”

1980’er hittet ”Hold om mig” er Henrik Strubes mest kendte sang. Balladen adskiller sig fra sangene på hans seneste to udgivelser, hvor der er flere sange om tro, tvivl og håb.

”For nylig spillede jeg i Bredsten Kirke ved Vejle. Da vi sad ved kaffebordet efter koncerten, røg vi direkte forbi høflighedsfraserne og ind i nogle eksistentielle samtaler. Her fik jeg igen bekræftet, hvad en god præst kan betyde, ikke mindst for mennesker, som er i en svær livssituation, men også for det sociale og kulturlivet. Kirken kan være et samlingssted for en masse aktiviteter, som rækker ud over dens gamle funktioner. Den slags er der brug for i vores brølende, fragmenterede tid.”

Jeg mødte en accept og tilgivelse i kirken, som jeg ikke troede mulig

Tom Hansen, studerende, 46 år:

Tom Hansen levede på mange måder et liv, hvor der var orden i tingene. Vellønnet job som reparatør, hus med have og samlever. Med til ordenen hørte også en bevidsthed omkring forbrug. Han kunne ikke drømme om at være medlem af et træningscenter, hvor han aldrig mødte op. Når han tænkte efter, så var de cirka 3000 kroner, han betalte i kirkeskat, penge, han gav til noget, som han ikke brugte.

For syv år siden kontaktede Tom Hansen derfor den lokale sognepræst på Falster og spurgte, hvordan han kunne melde sig ud af folkekirken. Præsten bad ham indsende sin dåbsattest. Nogle dage senere fik han dåbsattesten retur stemplet med ordet ”udmeldt”.

”På det tidspunkt havde jeg boet med min kæreste i 13 år, og vi var blevet enige om, at vi ikke skulle giftes, og vi havde heller ikke børn, der skulle døbes.”

I 2013 blev Tom Hansen anholdt, sigtet for drabsforsøg. I 19 måneder sad han varetægtsfængslet i Nykøbing Falster Arrest, inden han fik sin endelige dom ved landsretten: syv års fængsel for drabsforsøg. Månederne i arresten blev en konfrontation med skyld og skam, hvor han begyndte at se indad.

”Hele min verden ramlede over noget, jeg selv havde gjort, og som jeg havde svært ved at acceptere. Jeg sad med en masse skyld og skam, og jeg havde ingen at tale med. Jeg er jordens mest kedelige og lovlydige borger med fast arbejde, hus og have i 25 år, og så træffer jeg sådan et valg uden at tænke over konsekvenserne for min familie, for forurettede, for mine venner, mig selv og min arbejdsplads.”

Efter landsrettens dom kom Tom Hansen til afsoning i Vridsløselille Fængsel og blev spurgt, om han ville synge med i fængslets kor. Han har altid været glad for musik, og koret blev et vigtigt frirum. Samtidig betød kormedlemskabet, at han kom til fængslets gudstjenester og tog sig selv i at lytte koncentreret.

Sidst Tom Hansen havde forsøgt at samle sig om en prædiken, var som konfirmand i Klosterkirken i Nykøbing Falster. Konfirmationstidens gudstjenester bekræftede ham i, at kirkegang ikke var noget for ham, men præsten i fængslet brugte ord, der knyttede an til de følelsesmæssige kampe, han havde haft i fængslet.

”Flere gange blev det sagt, at Gud tilgiver alt, og så begyndte jeg virkelig at lytte til, hvad der blev sagt. Hvis Gud kan tilgive alt, så bør han også kunne tilgive mig, og jeg bør kunne tilgive mig selv.”

Med tiden opstod der en fortrolighed med korleder Louise Adrian, og Tom Hansen delte sin historie med hende og fortalte om skylden, men også om den lettelse, som han syntes at mærke.

”Da det gik op for mig, at der også er tilgivelse for mig, begyndte jeg min tur op mod overfladen. Jeg kan føle på en måde, jeg ikke har kunnet tidligere. Den manglende kontakt med mine følelser var noget af det, som lå bag min forbrydelse. De, som kender mig, siger, at jeg er meget forandret i forhold til, da jeg kom i fængsel.”

Som medlem af Fangekoret har Tom Hansen sunget i flere kirker og i den forbindelse mødt en accept, som han ikke troede mulig. Når han har det svært, tænker han på de håndtryk og skulderklap, han har fået fra folk rundt om i kirkerne.

”Det fællesskab vil jeg gerne være en del af. Der er så meget positiv energi i kirkerne, og kan jeg hjælpe med min egen historie, så vil jeg gerne det. Når du begår sådan en forbrydelse, som jeg har gjort, tænker du, at du er nødt til at flytte helt til Nordjylland og tage navneforandring. Længe var jeg overbevist om, at der ikke var nogen, som ville bryde sig om mig, men i dag ved jeg, at sådan er det ikke.”

De mange gode oplevelser med kirken betød, at han gerne ville meldes ind i folkekirken igen. Så han skrev til præsten på Falster, som sendte ham en ny dåbsattest. Som indsat har han fået adgang til et rum i sig selv, som han ikke vidste, han havde. Der er, som om der er gået hul på noget, og nogle salmer synes at kalde tårerne frem. Andre gange kommer der ord til ham, som han skriver ned og laver til en sang.

Selvom han frem til sommer næste år er indsat, oplever han en frihed, som han ikke før har kendt. Eller som han for nylig skrev i en sang:

”For første gang er jeg virkelig fri, jeg kan mærke kraften, når jeg er på mine knæ”.

Mødet med en dygtig præst fik mig til at vende tilbage

Christian Trollo, konsulent, 49 år:

Christian Trollo husker endnu ordvekslingen med kordegnen, den dag han meldte sig ud af folkekirken. Christian Trollo har altid haft respekt for gode argumenter, og derfor spurgte han på kirkekontoret i Rungsted Kirke, hvilke argumenter kordegnen havde for, at han skulle fortsætte som medlem af folkekirken.

”Han svarede, at jeg ville skulle betale mere, når jeg skulle begraves. Jeg var 22 år, og intet svar kunne være mere irrelevant, så jeg meldte mig ud.”

Før dagen på kirkekontoret havde Christian Trollo haft flere eksistentielle samtaler med en god ven, som var ateist med et indgående kendskab til Bibelen. Vennens favoritdisciplin var at argumentere mod Jehovas Vidner. Vennen sagde, at Christian Trollo ikke turde melde sig ud af folkekirken. Det mente Trollo nu nok, så de indgik et væddemål om en øl. Christian Trollo vandt.

En tid efter at han havde meldt sig ud, mødte han en pige, der var på hans egen alder, som fortalte, at hun gik i kirke hver søndag. Han var betaget af såvel pigen som af tanken om, at troens konsekvens var kirkegang, så han gik med hende et par gange.

”Gudstjenesten tændte ikke noget i mig, og som jeg lærte hende at kende, var jeg heller ikke imponeret over hendes moral og etik i omgangen med andre mennesker. Jeg tænkte, at jeg var mere kristen end hun, selvom jeg ikke var medlem af folkekirken.”

Siden udmeldelsen har han flere gange overvejet, om han skulle melde sig ind i folkekirken igen. Ikke mindst i forbindelse med sit kirkebryllup i 2002 og i forbindelsen med dåben af sine to børn tænkte han over sit forhold til folkekirken.

”Jeg var aldrig i tvivl om, at vores børn skulle døbes. Jeg ville have haft det meget dårligt med ikke at ikke at lade dem døbe. Jeg tænker, at det er med til at give dem identitet, fordi dåben er noget kulturbærende.”

Ligesom det var argumenterne, som fik Trollo til at melde sig ud af folkekirken, var det også argumenterne, som fik ham til at melde sig ind i folkekirken igen. Han bor ved Høsterkøb i Nordsjælland, og en dag kom der en ny præst til kirken. Christian Trollo mærkede præsteskiftet, selvom han ikke kom i kirken, for den nye præst var ikke kun i kirken. En juleaften hørte han den nye præst prædike og var imponeret.

”Det var den bedste prædiken, jeg havde hørt. Hun drog sin hverdag ind, så jeg kunne spejle mig i det, og hun kom med en eksistentiel vinkel, som bunder i det kristne budskab, men kristendommen blev ikke tværet ind. Jeg tænkte, at nu ville jeg begynde at gå i kirke, for det her var virkelig godt, men så blev det januar, og jeg fik travlt, og inden jeg så mig om, var det jul igen, og jeg havde igen en ambition om at gå mere i kirke.”

Dette efterår blev det anderledes. Efter en årrække med direktørjobs er han i dag konsulent og aktionær med mere tid hjemme på gården med de tre heste og 10 får.

Familiens ældste barn går til konfirmationsforberedelse, og Christian Trollo er begyndt at skrive gudstjenesterne i Høsterkøb Kirke i sin kalender:

”Det er ikke fordi jeg skal, men fordi jeg gerne vil, og kirkegangen er ikke blevet en vane for mig endnu. Når jeg hører en prædiken, får jeg lyst til at råbe ’hørt’ eller ’godt sagt’. Og gjorde jeg det, så ville det være helt i orden. For sådan er vores gudstjenester i Høsterkøb. For nylig efter gudstjenesten spurgte jeg vores præst, Annemette Norsker, hvordan jeg meldte mig ind igen. Jeg skulle bare ringe til sognegården og sige, at jeg havde haft en samtale med hende.”

Christian Trollo er stadig i kontakt med den ven, som han i sin tid førte eksistentielle samtaler med, og hvor han oplevede ikke at kunne argumentere lødigt for sit medlemskab af folkekirken. Hvordan ville han i dag argumentere om sit nye medlemskab med vennen?

”Når jeg flyver, så beder jeg en bøn, når vi letter. Når vi lander, så takker jeg Gud. Det har jeg gjort længe, og jeg ville have det dårligt, hvis jeg ikke bad i den forbindelse. Jeg har tænkt en del over hvorfor, og jeg er kommet frem til, at det er et billede på, at jeg ikke kan sige mig fri for, at jeg tror. Det giver mening at bede. Og ja; jeg tror på Gud, og at der er noget, som er større end os. Jeg tror ikke på hvert et ord i Bibelen, men jeg mener, at der er god læring om, hvordan livet kan leves på en måde, hvor man gør det godt for andre og for sig selv. Og så har jeg mødt en præst, som har det, som skal til, og som andre folkekirker kunne lære af.”