En af de samtaler, der står lysende klar for Roy Bruhn-Petersen, var med en mor, hvis søn havde hængt sig i haven samme morgen.
”Hun var ulykkelig. Om aftenen havde hun spist middag med sine to sønner, og hun boede hos den ene, hvor hun så vågnede om morgenen, og han havde hængt sig. Jeg talte med hende, og hun endte med at sige: ’Hvor var det dejligt at tale med dig. Jeg synes, at samtalen var så god, at jeg vil sige til min anden søn, at han også skal ringe herind,’” siger Roy Bruhn-Petersen og fortsætter:
”Vi var flere på vagt, så det var et tilfælde, at det var mig, der tog telefonen, da hendes søn også ringede to timer senere. Han var selvfølgelig også rigtig ked af det, men sluttede af med at sige, at ’jeg får også min søster til at ringe ind til jer’. Det var det hele værd. Hvad er det, jeg kan gøre i sådan en situation? Jeg tror, at jeg kan hjælpe dem i nuet med at få dem igennem den krise, de er i, og at være i det og rumme dem.”
En grå, regntung oktoberhimmel hænger over den stille villavej i Gentofte nord for København, hvor Roy Bruhn-Petersen bor sammen med Rikke Palm i et moderne indrettet hus med hvide vægge og mange vinduer og glasdøre ud til det grønne. En irsk setter og en gordonsetter får en lur i hundekurven for enden af spisebordet, hvor der bliver serveret friskbrygget kaffe. Den 59-årige tidligere direktør på Politiken vil for den gode sags skyld gerne fortælle – og han gør det med entusiasme – om sit arbejde siden foråret 2018 som frivillig i den selvejende organisation Livslinien, der forebygger selvmord og selvmordsforsøg. En opgave, han føler sig godt klædt på til. Ikke fordi han har personlig erfaring med selvmord i sin familie, for det har han, men fordi han har deltaget i organisationens uddannelsesprogram og flere supplerende uddannelsesforløb, kan sparre med kolleger og får løbende supervision af en ekstern psykolog.
”Jeg hviler i mig selv, så det handler ikke om bearbejdning af min mors og søsters selvmord. Men hvis jeg kan give noget erfaring videre, er det godt. Noget af det, som jeg er bevidst om, og som jeg også kan mærke, når jeg sidder på Livslinien, er, at man jo ikke kan redde hele verden. Men hvis jeg bare kan hjælpe nogle få og få dem guidet videre, hvad enten det er selvmordstruede, nogle med selvmordstanker, efterladte eller pårørende, så er det det hele værd,” siger Roy Bruhn-Petersen.
Han stoppede som direktør på Politiken i ”den bedste ro og orden” i 2017, hvor han stod over for den femte strategiproces i de 15 år, han havde været ansat. Han ville gerne prøve at lave noget andet.
”Det, jeg sagde til mig selv, da jeg gik ud ad døren, var, at nu ville jeg bruge tiden på noget, jeg brænder for, og noget, der giver mig mening. Og jeg syntes også, at jeg gerne ville give noget tilbage af det, som samfundet havde givet mig. Mine kompetencer, interesser og det meningsfyldte skal gå op i en højere enhed. Det har jeg holdt fast ved, selvom jeg har fået et par jobtilbud. Hvis ikke det er noget, jeg kan stå inde for, vil jeg ikke,” siger Roy Bruhn-Petersen.
Han havde håbet på en stilling som økonomisk ansvarlig i den selvejende organisation Børn, Unge og Sorg. Det lykkedes ikke, så i stedet faldt valget på Livslinien, og i dag er han en af organisationens 200 frivillige vagter, der aldersmæssigt er fra midt i 20’erne til over 80 år. Han har i gennemsnit tre til fire vagter om måneden og hjælper også med ad hoc-opgaver, deriblandt med rekruttering af nye frivillige. Desuden arbejder han som selvstændig rådgiver med projektopgaver for mindre virksomheder i opstartsfasen. Noget af det får han betaling for, andet gør han pro bono, gratis, som for eksempel med projekter til støtte for hjemløseavisen Hus Forbis humanitære arbejde.
”Heldigvis har jeg indbetalt til pension i mange år, og min kone har en god indtægt, så vi får det fint til at løbe rundt.”
Når folk hører, at Roy Bruhn-Petersen arbejder på Livslinien, siger de ofte: ”Gud, er det ikke hårdt?”.
”Jo, det kan godt være hårdt. Men min erfaring er, at nogle af de hårdeste og alvorligste samtaler også er nogle af de bedste. Der er denne dobbelthed i det, som er lidt sjov. Når du sidder med dine samtaler, hvor alle er anonyme, skriver du nogle notater på din skærm om, hvad problemet var, og hvad din rådgivning gik ud på. Hvis de kan se i sekretariatet, at det har været en tung, alvorlig samtale, følger de op dagen efter og ringer til dig for at høre, hvordan du har det, og om du er o.k. Det fungerer supergodt.”
Livslinien har cirka 17.000 samtaler om året. De 4000 af dem finder sted på nattevagten mellem klokken 23 og 04, og cirka 300 af dem er akutte. Det vil sige, at vedkommende, der har ringet, er i akut fare for at tage livet af sig selv. Men hvis personen under samtalen opgiver sin anonymitet og fortæller, hvor han eller hun befinder sig, sørger Livslinien for, at der kommer en ambulance og politi.
”Jeg tror, at vi kunne tage dobbelt så mange samtaler, hvis vi var flere rådgivere. Men vi tager de samtaler, vi når. Selvom telefonen bimler og bamler, er vi gode til at tage en kop kaffe og sidde og snakke med hinanden, for vi skal være klar til at tage den samtale. Men der er et kæmpe behov. Selvmord er stadig tabubelagt. Der er rigtig mange, der ikke vil forholde sig til det eller tale om det. Og der er skoler, der ikke vil have Livslinien ud at fortælle om selvmord, for tænk, hvis det kan animere andre til at gøre det. Det at sætte navn på selvmord og at tale om det er for mange meget grænseoverskridende.”
”Mange af dem, der ringer til Livslinien, har ikke nogen at tale med, eller deres nærmeste – eller deres læge – forstår dem ikke. De er ensomme og i en fastlåst situation, og de har et tunnelsyn, som man skal prøve at bringe dem ud af og så bare lytte. Jeg er vant til fra mit gamle arbejde, at nu skal der findes en løsning. Men sådan er det ikke her. Du skal lægge øre til, du skal være i det, og du skal kunne rumme dem. Du skal også kunne sætte ord på det, de ikke kan få sig selv til at sige. Der kan gå et minut, fra telefonen ringer og til, at du sidder og taler om de mest personlige og alvorlige ting. Det er egentlig ret skræmmende, men også fantastisk og givende, at du kan sidde og tale med et menneske om nogle ting, som det måske er første gang, de taler med nogen om.”
Han var 18 år, da hans mor tog sit eget liv ved at springe ud fra toppen af Rigshospitalet. Hans søster, der var fem år ældre end han, tog sit eget liv for otte år siden ved at drukne sig i Øresund ud for Skodsborg. Hun efterlod sig en søn på 18 år.
”Min mors selvmord kom som lyn fra en klar himmel. Hun var en meget ressourcestærk kvinde. Jeg ved ikke, hvorfor hun gjorde det, for hun efterlod ikke noget brev. Det er mig en gåde. Måske var det, fordi der var sygdom i hendes familie, hun havde svært ved at tackle. Hendes søster var meget syg, og hendes mor var syg. Men som sagt, nogle gange ved selvmord får man nærmest et tunnelsyn.”
”Ikke så meget med min søster, men med min mor kan jeg se, at dengang for 40 år siden talte man ikke om det. Min egen far, der var en rigtig god læge, sagde: ’Ved I hvad, familie, mor er død.’ Der blev ikke holdt noget i kirken, og min mor er begravet på Skagen Kirkegård. Det var tabubelagt. Og over for mange hed det, at mor var død af hjertestop. Kun mine nære venner fik at vide, at det var selvmord.”
”Set i bakspejlet er jeg ret sikker på, at min søster havde en depression. Både hun og vores mor var karakteriseret ved, at de var enormt ressourcestærke og nogle seje piger, der sejlede alene, rejste alene og kunne klare sig selv. De var på den ene side meget stærke og på den anden side meget svage.”
”Det var svært, for min søster efterlod sig en søn, der havde præcis samme alder som jeg, da min mor tog sit eget liv. Jeg vidste, hvad jeg havde været igennem, og han var enebarn. Hans far var der, men forstod nok ikke rigtig det med selvmord. Så fordi jeg ville være sikker på, at der var nogle tæt på ham, tog min bror, min kone og jeg hånd om vores nevø. Vi halverede stuen her, byggede en væg og etablerede et værelse til ham. Det var hans værelse, mens han gik i gymnasiet og tiden efter – og han er på alle måder kommet rigtig godt videre.”
”Jeg tror, og det er også min erfaring, at det at være efterladt på grund af selvmord er der megen skam og skyld i og meget ’kunne jeg have gjort noget?’. Jeg var meget tæt på min søster, og min bror og jeg har mange gange talt om, hvorvidt vi kunne have gjort noget for at forhindre det. Flere har sagt, og det tror jeg er rigtigt, at vi måske kunne have reddet hende 10 eller 20 gange, men nogle af dem, der vil tage deres eget liv, de gør det. Det at være fravalgt af nogen, som holder af dig, er noget andet end at miste på grund af sygdom. Det er svært med en ekstra dimension.”
Roy Bruhn-Petersen mener selv, at han kom igennem sin mors selvmord på grund af det meget tætte forhold, som han og hans søskende havde til hinanden.
”Man kommer altid igennem det, men spørgsmålet er, hvor mange sår på sjælen man får. Med min søster tror jeg, at den erfaring, jeg havde fra min mors selvmord, var god for min bror og mig til at hjælpe vores nevø videre. Mit syn på min mor i dag er, at jeg synes, det var synd for hende. Der har aldrig været vrede mod hende, men meget ked af det-hed. Jeg ser det jo som syge mennesker, og jeg har ondt af dem. Jeg er fuldstændig afklaret med min søsters selvmord. Det er trist, sørgeligt, ærgerligt og alt muligt, men hvis jeg kan hjælpe nogle andre, der står i samme situation, vil jeg meget gerne.”
Livslinien holder til i Havnegade midt i København, og nogle gange, når Roy Bruhn-Petersen har telefonvagt, ser han ud på bylivet neden for vinduerne.
”Danmark scorer højt på lykkebarometeret, vi er et velfærdssamfund og ressourcestærke, og det største problem er skattetrykket. Men når jeg sidder ved telefonen og kigger ned på Havnegade og Nyhavn om sommeren, hvor folk sidder med rosévin, radio og smøger, og der er fine restauranter, så tænker jeg, at der er et Mørkedanmark, som ingen aner findes. Det har ikke noget postnummer. Man tror måske, at selvmord rammer de mest udsatte, men nej, selvmord rammer alle samfundslag. Jeg har for eksempel talt med en ung pige på 16 år, der ringede fra sit værelse og sagde, at hun ville tage piller. Hun boede i et fint hus med lækre biler, det hele var så sejt. Jeg spurgte, hvad det var, jeg kunne høre i baggrunden? Det var mor og far, der holdt middag. Så sidder der en pige, der er ved at tage sit eget liv med piller, samtidig med at mor og far er nedenunder, og der er ingen kontakt. Det er der, hvor jeg kan blive vred indvendig, for i stedet at fokusere på alt det materielle skulle I måske fokusere på jeres børn. Men mange har jo så travlt. Det er det, der kan gøre mig mest harm,” siger Roy Bruhn-Petersen, der ville ønske, at han med den viden, han har nu, var begyndt som frivillig på Livslinien for 10 år siden.
”Jeg kan virkelig spejle mig selv i nogle af dem, der ringer, og sætte mig i deres sted. Ikke at jeg siger ’ved du hvad, jeg har været i samme situation’, men sådan, at jeg kan hjælpe dem på deres præmisser. Du skal bare lytte, rumme og være der.”