Mille og Maja står i et hjørne af skolegården og taler lavmælt til hinanden. De kigger over på en gynge, hvor Vera sidder med bøjet hoved og skuler over til sine to klassekammerater. I går legede de alle tre sammen i frikvarteret. Men noget er sket imellem pigerne, for i dag er de tre 10-årige splittet op, og der er umiddelbart ingen forsoning undervejs. Tværtimod har Mille og Maja været rundt hos et par af de andre piger i klassen for at fortælle, at Vera er en dårlig veninde og ikke værd at lege med.
Situationen er fiktiv, men i den kommende tid, hvor mange skoler afholder såkaldte skole-hjem-samtaler, vil det blive tydeligt for mange pigeforældre, at sådan en situation lige så godt kunne have fundet sted i deres datters skolegård. Det er således ikke noget sjældent syn, at piger i bestræbelserne på at fastholde eller erhverve en plads i fællesskabet tager skrappe midler i brug. Bagtalelse, udelukkelse af veninder og langvarigt nag synes at være pakket i pigernes skoletasker sammen med penalhus og madpakke allerede fra første skoledag. At det er specielt kendetegnende for piger at opføre sig sådan, bekræfter familievejleder og forfatter til flere bøger om børneopdragelse Lola Jensen.
”Det ligger som et dna i piger, og det er ikke noget, vi for alvor kan få væk. Men voksne kan bidrage til bedre stemning og opblødning blandt pigerne ved den rette inspiration. Det er en hunkønsting, at vi samler på gamle konflikter og lagrer dem, så de kan tages frem og bruges igen ved de ’rigtige’ lejligheder. Det skyldes blandt andet, at mange piger ikke får lavet deres konflikthåndteringshjemmearbejde godt nok, og mødre kan endda være med til at puste til konflikthåndteringsilden. Hvis en pige for eksempel kommer hjem og siger, at hun gerne vil lege med Julie i morgen, og mor ikke synes særlig godt om Julie og i stedet foreslår en legeaftale med Alberte, så kan moderen ved denne handling nemt have ledt sin datter ud på et muligt sidespor. Pigerne har faktisk byggestenene, men det er os voksne, der skal give dem den rigtige mørtel, der binder byggestenene sammen,” siger hun.
Ifølge børnepsykolog og forfatter John Halse vil nogle synes, at det er en kende for stereotypt at tale om pigefnidder. Ikke desto mindre er der, mener han, åbenlys forskel på, hvordan de to køn gebærder sig socialt og dermed også begår sig i konflikter.
”Vi ved fra hjerneforskningen, at der er forskel på pigers og drenges hjerner. Blandt andet er der i den feminine hjerne – i den del, der styrer omsorg og intimitet – mere aktivitet hos pigerne end hos drengene. Og når de begynder i skole, er pigernes sociale begavelse mere udviklet end drengenes. Det betyder, at man allerede fra femårsalderen kan se piger stå og hviske og finde ud af, hvordan de kan drille en af de andre, mens der overfor står en række drenge, der overhovedet ikke fatter en brik af, hvad der sker,” siger han.
John Halse understreger dog, at megen adfærd ikke alene kan forklares med biologi. Store dele er konstrueret af miljø og omverdenens forventninger.
”Med psykologens briller på vil man sige, at de piger, som vi taler om, har fået lov at have den adfærd, de har. Og det lægger så nogle spor, der forfølger dem, og som er svære at bryde,” siger John Halse.
Pigernes komplicerede dynamikker
Karina Leisin er såkaldt lkt-vejleder (læring, kontakt og trivsel) og lærer på Damhusengens Skole i Vanløse i København. Hun er varsom med at opdele konflikter i henholdsvis pige- og drengekonflikter, men anerkender, at der er nogle mønstre, der kan være gennemgående, når piger har kontroverser med hinanden. Hun mener dog, at langt størstedelen af disse kan tilskrives miljø og omverdenens forventninger.
”Der er nogle generelle ting, som pigerne slås med, der har sit udgangspunkt i nogle ret komplicerede dynamikker. De er hårde at være i, men pigerne køber hurtigt ind på dem. De piger, der slet ikke forstår, hvad de handler om, efterlades ofte alene tilbage på perronen,” siger hun.
Det har tit heddet sig, at piger er mere optagede af det relationelle end drenge, og at deres konflikter derfor handler om noget forskelligt. Men sådan opfatter Karina Leisin det ikke.
”Mange konflikter uanset køn handler om at være en del af fællesskabet: ’Er jeg nu inde i varmen? Bygger jeg noget op nu, som kan komme mig til gavn? Skal jeg bruge ressourcer – også nogle af de mere ærgerlige – for at komme med i fællesskabet?’ Men pigerne sætter oftere ord på deres følelser og kommer lettere i konflikter, hvor gamle hændelser spiller ind, hvorimod drengene tit er mere fysiske og sagsorienterede. Der er ikke en masse ting, der kan mudre billedet af konflikten hos drengene, og de er mest optagede af, hvem der endte med at ’få ret’ i den konkrete sag. Men det er ikke nødvendigvis en bedre måde at tilgå konflikter på, for det er jo bare symptombehandling,” siger hun.
Hænger fast i gamle konflikter
Anette Scharling er cand.mag. i sprogpsykologi og psykoterapeut og arbejder blandt andet med sprog og konflikter blandt børn. Hun ser konflikter mellem piger som et resultat af den måde, hvorpå de har lært at kommunikere.
”Mødre taler meget med deres døtre om alting. Blandt andet om, hvordan vi gebærder os sammen med andre. Det gør de, fordi de selv har lært, at relationen til andre mennesker altid er det vigtigste. Det positive er, at pigerne får nemmere ved at klare konflikter verbalt. Men desværre tager de ofte uafsluttede, gamle konflikter med ind i en nuværende konflikt, og så ender de med aldrig at få løst de reelle problemer,” siger hun.
Derudover har piger generelt svært ved at sige fra og italesætte problemer i en stor gruppe. I stedet gør de det i mindre grupper, hvor der er færre piger, hvis følelser de skal være opmærksomme på.
”I en stor gruppe er det umuligt for pigerne at bevare en god relation til alle. Det kan de lettere i små grupper, hvor de kan holde øje med hinandens reaktioner og vejre stemningen. Ser man en pigegruppe oppefra, vil man se flere små grupperinger og sjældent en samlet gruppe, selvom de forsøger at have relationer til alle,” siger Anette Scharling.
Læreres konflikthåndtering halter
Når pigers måde at gebærde sig på i sociale sammenhænge tilsyneladende ligger så dybt nedarvet i dem, kan det være svært at forestille sig, at noget kan ændre dette. Ikke desto mindre mener de eksperter, Kristeligt Dagblad har talt med, at det er muligt at skabe nogle mere hensigtsmæssige mønstre for pigerne. Det kræver dog, at både forældre og lærere kommer mere bevidst på banen. John Halse siger:
”Man kan naturligvis aldrig fritage forældre fra at have ansvar for deres børn. Men når det kommer til relationsarbejde, er det i høj grad det pædagogiske personale i institutioner og skoler, der er ansvarlige. Det er der, børn omgås hinanden i større grupper. Og de lærere, der måtte mene, at der ikke er forskel på pigers og drenges konflikter, vil jeg råde til straks at gå ud og observere i frikvarterene. Vi kan nok på sigt arbejde med at gøre forskellene mindre. Men det kommer til at tage tid, for det er mønstre, der er nedarvet fra dengang, mænd rendte rundt med køller.”
Anette Scharling mener også, at lærere skal uddannes langt bedre i konflikthåndtering, end tilfældet er i dag. Men samtidig pointerer hun, at forældre bør være meget mere bevidste om, hvad de sender med deres piger i skole.
”Vi fører helt ubevidst rigtig meget videre fra vores egen opvækst. Den afmagt, vi måske engang selv har følt, da vi gik i skole, risikerer vi at påføre vores barn, når vi for eksempel siger: ’Nej, det var virkelig heller ikke sødt gjort af Marie. Hende skal du bare holde dig fra fremover.’ Som forældre skal vi huske på, at der findes meget få decideret ondskabsfulde børn. Der er usikre børn, der ikke har lært, hvordan de håndterer konflikter, men de er ikke ondskabsfulde. Også dem, vi kalder de intrigante piger, er sårbare piger, der kæmper deres kamp,” siger hun og pointerer, at pigers konflikter næppe er værre end drengenes – tværtimod.
”Jeg interviewede engang en flok lærere, der samstemmende sagde, at det var meget lettere at have med drenges konflikter at gøre fremfor pigers. Men det er fordi, vi tror, at drenges konflikter er løst, når de går hver til sit. Det er de ikke. Drengene har bare ikke lært at tale om deres følelser, og derfor finder de sig i grove pranks og nedsættende tiltale, ligesom de indirekte overfører konflikten til indbyrdes konkurrencer. Det er ikke tilfældigt, at der er flere selvmord blandt drenge. Piger kan fremstå som bitches, men de kommer af med deres følelser, og det er en sundere måde at konflikte på end ikke at få sat ord på som drengene. Pigerne skal dog som sagt lære at få sat ord på følelserne i plenum,” siger Anette Scharling.
Karina Leisin fra Damhusengens Skole opfordrer også forældre til at forsøge ikke at være dømmende.
”Alle børn gør det, de gør, for at det skal være meningsskabende. Gør et barn noget tarveligt, så skal man være nysgerrig på hvorfor. Det har forældre ofte svært ved, og jeg oplever, at de føler sig magtesløse til tider, hvilket jeg faktisk godt kan forstå. Vi opfordrer altid til, at man bruger et blødt sprog og bliver på egen banehalvdel, når man taler om konflikter derhjemme. Og så skal man huske, at børns sandhed er deres sandhed, og at det aldrig bør være målet at få udpeget en synder,” siger hun.