Prøv avisen

Eva Kjer Hansen giftede sig med en fra det tyske mindretal: De kaldte mig tyskertøs og forræder

Eva Kjer Hansen er født og opvokset på en gård vest for Aabenraa, ”rigtig langt ude på landet”, som hun selv beskriver det. Hun kalder sig derfor for en ægte sønderjyde, med grænselandet helt inde under huden. I sit politiske arbejde har hun da også været meget optaget af mindretalsspørgsmål i hele Europa. – Foto: Lene Esthave/Ritzau Scanpix

Fiskeri- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) er vokset op i Sønderjylland som del af den danske flertalsbefolkning. Men da hun giftede sig med en mand fra det tyske mindretal, begyndte hademails at dukke op i hendes indbakke. I dag er de forstummet, og hun oplever, at grænselandets nye generationer er meget mindre optaget af at opdele i dem og os

Det er frokosttid på caféen i Aabenraa. Udenfor er der ved at være fyldt op ved bordene, men Eva Kjer Hansen har fundet en ledig stol og bestilt en kop kaffe under sommerhimlen. Hun får ikke lov til at sidde alene ret længe. Det virker, som om alle frokostgæster kender hende og lige skal hen og hilse på. En kommer hen og prikker hende på skulderen. ”Jeg har sådan lyst til at sige, at du ser brandgodt ud med din nye frisure. Jeg så dig i fjernsynet den anden aften og tænkte: Hold fast, hvor det klæder hende.” Eva Kjer Hansen svarer imødekommende på hver eneste henvendelse. Hver gang med et stort smil – og på klingende sønderjysk.

”Vi har tre sprog her i grænselandet,” forklarer hun. ”Dansk, tysk og ’synnejysk’.”

Når man oplever den varme og tilsyneladende også stolthed, som de mange cafégæster udstråler over for deres landskendte bysbarn, kan det være svært at forestille sig, at den 53-årige Venstre-minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde har modtaget flere anonyme hademails og ubehagelige breve, hvor ordet ”tyskertøs” er gået igen. Men sådan var det, fra første gang hun stillede op til Folketinget i 1990, 26 år gammel – og helt frem til 2004. ”Da var den sidste tyskerhader åbenbart død,” som hun siger.

Spørgsmålet om det danske og det tyske tilhørsforhold har med andre ord altid præget Eva Kjer Hansens liv. For hun er født og opvokset i den del af Danmark, der op gennem historien har været skiftevis dansk og tysk, og som først ved den seneste grænsedragning og Genforeningen i 1920 igen blev en del af det danske kongerige. Mens de dansksindede sønderjyder nu kunne drage et lettelsens suk, blev de tysksindede pludselig til et mindretal.

”I mit hjem, som altså lå rigtig langt ude på landet, var der ingen fordomme mod folk fra det tyske mindretal, selvom jeg er vokset op i en meget dansk familie, hvor der var masser af højskolesang og stor national bevidsthed. Som barn opfattede jeg derfor ikke, at der skulle være noget problematisk, i forhold til at nogle af naboerne var tysksindede. Det var bare dem, min bedstefar kunne pege ud, når vi var på en af vores mange bilture, og en grøn port eller en manglende flagstang var tydelige tegn på, at dér boede nogle fra det tyske mindretal,” fortæller Eva Kjer Hansen.

Hun mødte ikke så mange af dem. Der boede godt nok en dreng fra mindretallet på nabogården en kilometer derfra, men hver morgen blev han hentet af skolebussen, der kørte ham ind til den tyske skole, så de løb ikke lige ind i hinanden til hverdag.

Men med teenageårene, halballerne og gymnasiefesterne ændrede det sig.

”Så begyndte jeg pludselig at møde nogle af de unge fra det tyske mindretal, og jeg forelskede mig i Jörgen, som jeg også blev gift med. Det overraskede mig meget, når han kunne fortælle, hvordan verden så ud fra hans side, og at han for eksempel helst skulle undgå at tale tysk sammen med sine venner på åben gade – for det kunne godt provokere nogle.”

Det var ægteskabet med Jörgen, en fra det tyske mindretal, der førte til de anonyme breve og hademails.

”Ud over at skrive ’tyskertøs’ stod der for eksempel ’Hvor ligger din loyalitet?’. Jeg synes godt nok, det er utroligt, at man så mange år efter Anden Verdenskrig skal høre den slags kommentarer. Og der var endda læserbreve i avisen, da vi fik rejst en flagstang i haven: ’Hvad flager de mon med?’ Så der blev holdt øje med os.”

Eva Kjer Hansen aner ikke, hvem der var afsendere. Men hun oplever, at det især er den ældre generation, der har haft svært ved at lægge fordommene væk. Om dem og os.

Om krigene og det, der adskilte. Og det gælder på begge sider, siger hun.

”I Jörgens, min tidligere mands familie, var der også en forestilling om, hvad man skulle holde fast i for at være ægte medlem af det tyske mindretal. Jeg kan blandt andet huske, at en af de ældre i familien kom med et dybt suk, da en fødselsdagssang var udsmykket med et dannebrogsflag. Dér gik grænsen åbenbart for hende.”

Ved bordet lige ved siden af på caféen sidder tre ældre kvinder. De taler dansk sammen, men da en fjerde støder til selskabet, slår de ubesværet over i tysk. Dem taler Eva Kjer Hansen også med. Og fortæller blandt andet, at hun ikke har været så meget hjemme i Aabenraa på det sidste. Ud over sine mange ministerrejser

herhjemme og i udlandet har hun for nylig været med Scleroseforeningens cykelhold i Pyrenæerne, hvor hun har cyklet den 17. etape på årets Tour de France. Desværre måtte hun afbryde inden etapen over bjergpasset Col du Tourmalet, der er en af de mest kendte i cykelløbets historie.

”For så var der et folkemøde på Bornholm, jeg skulle deltage i. Men nu er jeg hjemme nogle dage og skal blandt andet fejre min mellemste datter, der blev student i går,” fortæller hun.

Det er det danske gymnasium i Aabenraa, datteren netop er blevet færdig med. Både hun og hendes to søstre har ellers gået i tysk skole, og det vakte også en del genlyd i dele af det sønderjyske, da Eva Kjer Hansen og hendes daværende mand traf den beslutning.

”Men det betød meget for ham, at børnene gik i tysk skole, fordi han selv havde gjort det, og det var noget af det, han forbandt allermest med at tilhøre det tyske mindretal. Jeg havde til gengæld stået fast på, at de skulle døbes i den danske folkekirke. Og sådan er det vel i alle parforhold. To kulturer mødes, og man må finde ud af, hvordan man kommer hinanden i møde og samtidig holder fast i det, der er væsentligst. I dag synes jeg – og heldigvis også mine døtre – at de har fået det bedste fra begge verdener, og at de på den måde har fået mulighed for et større udsyn, samtidig med at de har fået to sprog, tre med det sønderjyske, som vi altid har talt i hjemmet.”

Men døtrene skulle på den måde ikke ”tage hele pakken”, som det ellers før i tiden var normen for at høre til et mindretal.

”Før var mindretalsidentiteten både nord og syd for grænsen forbundet med en hel masse obligatoriske valg. Først og fremmest valget af mindretallets skole, men derudover lå det for eksempel også i kortene, at man meldte sig ind i mindretallets foreningsliv. Vores piger har gået i tysk skole, men har dyrket sport i danske klubber og slet ikke oplevet, at det har været et problem. Som jeg ser det, repræsenterer de den nye generation, der ikke er så travlt optaget af tidligere fordomme om dem og os, og dermed heller ikke af den nationale identitet. Og det synes jeg er positivt.”

I virkeligheden er Eva Kjer Hansen nemlig meget mere optaget af, hvad tyskere og danskere kan lære af hinanden – på tværs af grænsen. Og hun mener, at en del danskere desværre hænger for meget fast i en nationalitetsopfattelse, der slet ikke holder vand.

”Mange af forestillingerne om det her særligt danske, som vi skal værne om, er helt uden belæg. Det var for eksempel noget af det, jeg lærte ved at komme ind i en familie i det tyske mindretal. Der er simpelthen så mange af vores ’danske’ traditioner, som stammer fra Tyskland. Tag bare juletræet for eksempel. Vores danskhed er i det hele taget meget mere internationalt formet, end vi ofte bilder os ind. Og jeg synes, vi kunne lære så meget ved at droppe fordommene mod ’de andre’ og så i stedet gensidigt lære noget af hinanden – det ville være godt for begge parter. Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om den der form for danske selvfedme, men synes helt overordnet, vi burde rette

blikket lidt mere udad,” siger Eva Kjer Hansen, som derfor ser de nye generationer som et stort håb for en fremtid både nord og syd for den dansk-tyske grænse, ”hvor vi får en identitet, der rækker hen over grænsen,” som hun siger.

”Hvor vi ikke er Sønderjylland eller Nordslesvig, men et fælles område. For vi har jo en fælles historie og masser af fælles tankegods i bagagen.”

Hun får slet ikke rørt den rugbrødsmad med avocado, som hun har bestilt i caféen, for grænselandet og spørgsmålene om mindretallenes identitet før og nu er en hjertesag for den sønderjyske politiker.

”Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at vi forholder os til dette emne, for den her grænse gør noget ved os mentalt. Den er medvirkende til, at vi kommer til at bygge fordomme op om hinanden på begge sider. Og den har også i nyere tid været årsag til voldsomme udslag. Det så vi blandt andet, da man i 1997 skabte en grænseregion mellem Sønderjylland og Slesvig, hvor daværende amtsborgmester i Sønderjylland Kresten Philipsen (V) modtog flere trusselsbreve og fik dækkene skåret op på sine landbrugsmaskiner. I Ribe Amt gik det endda så galt, at daværende amtsborgmester Laurits Tørnæs (V) fik sit hus brændt ned. Det siger noget om, at der er stærke elementer af modstand, som gør sig gældende i grænselandet.”

Hun understreger dog, at der primært er positivt at sige om at vokse op i et grænseland. Og at især det dansk-tyske af slagsen er ret enestående. Hun bakker derfor op om tidligere kulturminister Bertel Haarders (V) ønske om at få optaget grænselandet på Unescos liste over immateriel kulturarv. Bertel Haarder pegede på forholdet mellem flertal og mindretal i grænselandet ”som et ualmindelig flot eksempel til hele Europa og verden på, at fjendskab kan vendes til venskab. Der er skabt harmoni ved at give mindretallene fulde rettigheder og støtte til egne skoler og kirker, og alle kan lære at se mindretallene som en rigdom i stedet for et problem”.

Den udlægning deler hans partifælle Eva Kjer Hansen. Og hun fremhæver i den forbindelse, at både det danske og det tyske mindretal nok har haft det lettere end så mange andre mindretal i Europa, fordi begge har haft en moderstat, der har ønsket at støtte dem økonomisk.

”Det har været et væsentligt bidrag til den positive udvikling, hvor for eksempel danske og tyske repræsentanter for de to mindretal følges ad, når de deltager ved mindretalskonferencer rundt i verden. Til stor forbavselse for mange.”

”Jeg har hele tiden ment, at vi ved at føre en fornuftig mindretalspolitik netop kunne udviske nationale grænser, for de er jo mange gange med til at skabe hindringer, især for mindretallene, som vi har set det andre steder i Europa. Jeg har derfor kæmpet for, at vi på europæisk plan skulle have en bedre mindretalspolitik og for, at vi skulle have en mindretalskommissær. Men de europæiske lande er meget uenige på det punkt,” siger Eva Kjer Hansen og slår fast, at hun ser ”den helt store gevinst som det, at man i grænseregioner kan få bedre mulighed til at udfolde sin egen identitet ved, at de nationale grænser ikke kommer til at betyde så meget, som de har gjort før”.

Men hvis det nationale på den måde bliver mindre væsentligt, hvorfor så overhovedet fastholde idéen om et særligt dansk og et særligt tysk mindretal, lyder spørgsmålet nu.

Og Eva Kjer Hansen er helt med på, at det er det logiske at spørge ind til, ”for der vil givetvis komme et tidspunkt, hvor mindretallene har udviklet sig derhen, at det nationale netop ikke længere bliver det vigtigste holdepunkt for deres identitet. Det synes jeg som sagt er en positiv udvikling, men det må være mindretallene selv, der tager den diskussion og finder ud af, hvornår det tidspunkt er kommet. Jeg er helt på linje med Poul Nyrup Rasmussen (S), der som statsminister sagde til det danske mindretal, at ’så længe I holder fast i os, så holder vi fast i jer’. Men det er klart, at det er en diskussion, der kan få store konsekvenser, også økonomisk, for mindretallene, for selvfølgelig kan der komme et tidspunkt, hvor man ikke kan forsvare den del længere. Fordi der ikke er den særlige bevidsthed og den særlige identitet, der gør sig gældende.”

Fotografen dukker op på caféen, og inden Eva Kjer Hansen går med hende hen i Genforeningshaven for at få taget billeder, vender hun igen tilbage til de nye generationer, der nu kommer til at præge grænselandet.

”Fremover vil der jo komme endnu flere blandede ægteskaber på tværs af flertals- og mindretalsbefolkningen, og det vil også være med til at rokke ved den nationale identitet. I virkeligheden var min eksmand og jeg jo nok en slags rollemodeller ved at stå så åbent frem – på trods af at det bestemt ikke var alle, der brød sig om vores forbindelse,” siger hun med et glimt i øjet, der viser, at de ubehagelige episoder heldigvis hører fortiden til.