Mit livs øjeblik: Den dag Per Schultz blev vakt til live som menneske

Nærværende og personlige skolelærere med masser af hjerterum og positive forventninger gjorde enormt indtryk på professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen, der ellers som teenager havde problemer i skolen

Per Schultz Jørgensen har i årtier været en markant stemme i forskningen i og debatten om udsatte børn og unge. En gruppe lærere ændrede hans livsbane.
Per Schultz Jørgensen har i årtier været en markant stemme i forskningen i og debatten om udsatte børn og unge. En gruppe lærere ændrede hans livsbane. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Jeg var 14 år, da jeg i august 1947 troppede op på Kolding Realskole fuld af bange anelser.

Mine forældre havde taget mig ud af min hidtidige skole - den lokale latinskole - det gik simpelthen ikke. Mine karakterer var forfærdelige, og jeg tog ikke skolearbejdet alvorligt.

Med det nederlag i rygsækken var det lidt op ad bakke at begynde på en ny skole, men allerede fra første dag fornemmede jeg, at meget ville blive anderledes. Og de efterfølgende to skoleår ændrede mig og kom i høj grad til at forme mit liv.

Skolen var ellers ikke prangende. Den var gammel og slidt, og vi sad utrolig tæt med kakkelovnen fyret godt op. Men der var hjerterum, og jeg blev mødt af en helt anden pædagogik, end jeg var vant til. I stedet for problemer med disciplinen og envejskommunikation var lærerne nu mere direkte, nærværende og personlige i deres måde at gå til os elever på.

Der var styr på tingene. Før var jeg blot et nummer i rækken, der forventedes at kunne lire det af, læreren havde doceret. Nu blev jeg spurgt: ”Per, hvad mener du om den her tekst? Hvordan forstår du den, lad os høre din vurdering.”

Det blev krævet, at jeg havde noget personligt at byde ind med. Jeg skulle tage medansvar for min læring og have en holdning. Ikke bare som en elev, men som mennesket Per. Den tilgang virkede enormt stærk på mig. Det var, som om jeg blev vakt til live som menneske.

Det var på de to år, jeg opdagede, at jeg kunne noget, hvis jeg var klar til at arbejde for det. Jeg fandt nogle ressourcer, jeg ikke troede, jeg var i besiddelse af. Man kan vel sige, at jeg fik et ståsted i min egen faglighed.

At jeg ikke havde det allerede, var ikke kun min tidligere skoles skyld. Jeg havde fem søskende, og min far var kommet hjem fra koncentrationslejr efter krigen, han blev syg, og min familie var hårdt spændt for og savnede den nødvendige sammenhængskraft.

Det var en turbulent tid.

Jeg følte i hvert fald ikke, jeg helt havde grund under fødderne. Jeg var umoden, umotiveret og troede ikke på mig selv. Alt det ændrede sig med hjælp fra lærere som Munck, Mielche, ægteparret Thomsen og Dalsgaard-familien.

De fik lagt den grund, jeg siden har bygget videre på. Jeg klarede mig rigtig godt på seminariet og senere også på universitetet, fordi de havde givet mig en tiltro til, at jeg kunne næsten lige, hvad jeg ville, hvis jeg satte noget ind på det.

Det selvværd smittede selvfølgelig også af på min personlighed som sådan. Jeg begyndte pludselig at have holdninger, jeg turde stå ved, fordi nogen havde klare, positive forventninger til mig.

Jeg turde tage beslutninger, der skulle drive mit liv fremad - alt sammen fordi de lærere ville mig noget.

De kaldte på mig på en måde, hvor jeg følte, jeg kunne svare, og det blev en personlig vækkelse, som jeg er dem evig taknemmelig for.