Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Sådan lyder et kendt citat af filosoffen Søren Kierkegaard. Sognepræst Lea Skovsgaard har løbet sig til nogle af sine bedste samtaler. Løbet gør det lettere at fokusere, lyder hendes erfaring.
For fire år siden blev hun præst i Jægersborg nord for København. Det er en af hovedstadens dyrere boligområder, hvor arbejdslivet generelt fylder meget for mange, ligesom motionen gør det. Fordi Lea Skovsgaard i sit eget løbeliv havde erfaret, hvordan kroppens bevægelse arbejdede for tankens bevægelighed, inviterede hun for to et halvt år siden til ”refleksionsløb”. Det var et tilbud i fastetiden, hvor man en gang om ugen kunne løbe med sognepræsten. Da fastetiden blev til påske, var der et ønske om at gøre refleksionsløb til et fast tilbud i kirken. En gang om måneden er der således refleksionsløb.
Seks refleksionsløbere sidder på kirkens forreste bænke. Da klokken er 20, byder Lea Skovsgaard velkommen, og så følger en 10 minutters introduktion til dagens tema: Kærlighed. Hun minder deltagerne om, at samtalens forbillede er den sokratiske dialog, hvor man sammen undersøger nogle fundamentale spørgsmål. Der nikkes, og Lea Skovsgaard åbner sin Bibel og genfortæller beretningen om de fem brød og to fisk fra Matthæusevangeliet.
”Det er måske en lidt sær beretning at tage frem, når man vil sige noget om Guds kærlighed, men den fortæller os, at Gud er ødsel med sin kærlighed. Underet kan sige os noget om vores kærlighed til hinanden: Vi kan blive ved med at give, og der bliver mere.”
Hun fortæller om den amerikanske psykiater Bruce Dunan Perry, som har skrevet bogen ”Drengen, der voksede op som hund”, og spørger, om vi kun kan elske, hvis nogen viser os, hvad kærlighed er. Så slår hun op i Karl Ove Knausgårds ”Om foråret” og læser et stykke om kærlighed. Og så kommer dagens spørgsmål: Bliver kærlighed altid til mere af at blive delt? Hvad hvis kærligheden ikke modtages i samme ånd, som den gives? Kan mennesket elske, selv om det ikke har mødt kærlighed fra et medmenneske? Hvad betyder buddet om næstekærlighed for det samfund, vi lever i? Kan man elske sine fjender?
Dagens yngste løber er 33 år, og den ældste er 55 år. For de fleste deltagere er løb en del af hverdagens rytme. Refleksionsløbet er noget andet. Det er et løb, hvor tempoet er langsommere og ruten overkommelig med sine godt fem kilometer på fortovene omkring Bernstorffsparken. Nogle har hørt om løbet på Facebook, andre har hørt om det i forbindelse med en dåbssamtale, og andre er trofaste kirkegængere.
De løber fra kirken to eller tre ved siden af hinanden. Himlen er overskyet, men aftenen er lun og nærmest vindstille. To af kvinderne tager fat på Lea Skovsgaards spørgsmål om forskellen på kærlighed til ens børn og ens partner. Nogle af mændene taler om den betydning, buddet om næstekærlighed har for livet på arbejdspladser og i hjemmene, og på vej op ad Bernstorffsvej bliver det til en samtale om samfundsnormer og kald.
Det er ikke kun i Jægersborg Sogn, at kirken er blevet løbsarrangør. Ann Sofi Lægsgaard Andersen er sognepræst i Jerslev i Vendsyssel, hvor man en fredag om måneden afholder samtaleløb. Hun inviterede til det første løb for godt et år siden og samler mellem 7 og 15 løbere i kirken. Efter et oplæg i kirken løber de ud og vender tilbage til kirken med sved på panden til en forfriskning og afrunding.
VIDEO: Sognepræst Lea Skovsgaard fortæller mere om reflektionsløb
”Der er en efterspørgsel efter et samtalerum, hvor man holder sig til et bestemt emne og på den måde bliver tvunget til at tale noget igennem. Der er nogle, som vælger at gå, men de fleste løber de fem kilometer og får talt sammen. Det virker mindre intimiderende at tage fat på de store spørgsmål, når vi alle er lige og klædt i løbetøj, som skaber et fællesskab.”
Studenterpræsterne på Frederiksberg Charlotte Cappi Grunnet og Søren Kjær Bruun inviterer de studerende fra CBS, Metropol, Science, Life og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium til solopgangsløb. Hidtil har de mødtes i Sct. Lukas Kirke på Frederiksberg, hvor der var et ord til dagen og musik, inden de begav sig mod Frederiksberg Have. Fra efteråret vil solopgangsløbene indledes og afsluttes i Sct. Thomas Kirke, som er de studerendes kirke på Frederiksberg. Søren Kjær Bruun siger:
”Mange af de studerende er pressede, og de klager over tankemylder og bekymringer. Løbet er et tilbud om en rolig morgenstund med afsæt i en enkel refleksion i kirken. Løb er en måde at forholde sig til tankemylder. Der sker noget med tankerne, når man sætter kroppen i bevægelse. Der er en ordløshed i løbet, som frisætter tankerne.”
”Vi gør noget med kroppen og mærker, at kroppen har en ærlighed og en grænse, men inden for den ærlighed og grænse sker der nogle ting. Og for de studerende, som oplever et stort pres, er der noget attraktivt i løbet som en afsluttet proces. Et løb har en begyndelse og en slutning, og så sker der en masse, mens man er i bevægelse.”
Løberne plejer at stå ved Frederiksberg Slot og se solen gå op over hovedstaden, inden de lunter tilbage til kirken, hvor der er dækket op med morgenmad.
”Man sætter ud som sig selv, og så vender man underligt nok tilbage som en anden. Løbet har typisk løsnet noget i folk, og der opstår gode samtaler over morgenbordet,” siger han.
I juni var studenterpræsterne på Frederiksberg med til at arrangere et Luther-løb, som blev afviklet som en del af Frederiksbergdagene, der er en kultur- og byfest. Her samlede de omkring 130 tilmeldte løbere. Tanken er at gøre løbet til en tradition og engagere kirkerne langs ruten i begivenheden. Søren Kjær Bruun siger:
”Der er noget legende ved at løbe. I en tid hvor mange er ved at gå til i ensomhed og ansvar, er der noget befriende i at tilbyde et stort, fælles løb.”
I Jægersborg er der løbet i 18 minutter. Ved en af indgangene til Bernstorffsparken mødes løberne af kirkeværge Marianne Strømann. Hun er 76 år og har ikke overvejet at løbe med, men hun bakker trofast op med forplejning på ruten året rundt.
”Der er lidt forskelligt i dag: friskpresset appelsinjuice og æblejuice. Jeg har også varm kakao med, for jeg vidste ikke lige med vejret,” siger hun, mens hun deler hvide plastickrus rundt.
Enkelte af løberne laver små løbebevægelser på stedet, mens Marianne Strømann skænker op, alt imens samtalen fortsætter. Mens bilerne suser forbi ude på vejen, taler løberne om fjendekærlighed. Lea Skovsgaard gentager et af spørgsmålene fra kirken: ”Kan man elske sine fjender?”, og så sikrer hun sig, at alle har spørgsmål at løbe videre med de sidste to kilometer i retning af Jægersborg kirke.
På vej mod kirken bliver der hverken talt om ferieplaner eller det sløje sommervejr. Lea Skovsgaards spørgsmål om, hvorvidt man kan elske uden at have mødt kærlighed, bliver turneret, mens den løbende flok tager rutens sidste sving. En af mændene forrest i feltet svarer, at man godt kan elske, selv om man ikke har mødt kærlighed.
”Det er et eksistentielt valg,” siger han, mens lyden af løbernes såler, som rytmisk rammer fliserne, igen og igen bliver et bevægeligt lydtapet.
Ved døren til det oplyste kirkerum står Marianne Strømann med en termokande i den ene hånd, da løberne ankommer til pladsen. I stilhed går løberne ind og tager plads på de forreste bænkerækker, mens Lea Skovsgaard stiller sig ved døbefonten.
De første par gange hun holdt refleksionsløb, afsluttede hun ude på kirkepladsen, men hun opdagede, at deltagerne gerne ville runde af i kirken.
”Når man har løbet sig varm, så er samtalen heller ikke altid til at stoppe,” siger hun.
Hun slår op i Bibelen og vender tilbage til det tema, der er løbet på: kærlighed.
”Vi elsker, fordi han elskede os først,” siger hun og afslutter med et amen.
